OT314. Skæbne, arv og miljø.

Foredrag om arv eller miljø af Ole Therkelsen afholdt den 7. januar 2006 på Martinus Institut, Mariendalsvej 94-96, 2000 Frederiksberg. Læs mere om arv og miljø i min bog “Martinus, Darwin og intelligent design – en ny evolutionsteori”. Scientia Intuitiva forlag, scientia-intuitva.dk og www.martinusshop.dk

Arv og miljø. Talentkerner og repetition

Læse mere om dette emne i min bog “Martinus, Darwin og intelligent design – en ny udviklingsteori.

Er mennesket et produkt af arv eller miljø?

Det er en klassisk debat, om mennesket er et produkt af arv eller miljø. I forbindelse med intelligent design-teorienmå man gå ud fra, at arven tillægges størst betydning, fordi det centrale i teorien er, at der er en intelligent årsag til arveanlæggenes uforanderlige struktur.

Iden materialistiske biologier meningerne delte. De såkaldte selektionister tillægger arven størst betydning, mens sociobiologerne tillægger miljøet størst betydning.

IMartinus Kosmologimå både arv og miljø ses som produkter af individets egen evige fortid – helt i overensstemmelse med loven for årsag og virkning.

La Fondation Martinus Située à Copenhague dans le quartier de Frederiksberg, la Fondation Martinus est une institution à but non lucratif à laquelle Martinus a confié la tâche de sauvegarder, publier et traduire Le Troisième Testament. Le rôle de l’institut est également d’informer le grand public sur l’œuvre de Martinus et d’enseigner les analyses cosmiques. La Fondation Martinus s’occupe de l’administration, la vente et la publication des livres de Martinus et édite également dans plusieurs langues un magazine intitulé Kosmos. Pendant le semestre d’hiver, il s’y organise des groupes d’étude hebdomadaires et des conférences. C’est aussi la Fondation qui organise les cours au Centre Martinus de Klint. — La Fondation Martinus
Située à Copenhague dans le quartier de Frederiksberg, la Fondation Martinus est une institution à but non lucratif à laquelle Martinus a confié la tâche de sauvegarder, publier et traduire Le Troisième Testament.

2. Hvordan skulle man kunne udnytte erfaringer fra tidligere liv, når man ikke kan huske dem?

Ifølge åndsvidenskaben kan man udnytte erfaringer fra tidligere liv takket være to principper, talentkerneprincippet og repetitionsprincippet. Ved hjælp af talentkerneprincippet kan fortidens indhøstede viden og kunnen overføres fra liv til liv som medfødte talenter og instinkter. Ved repetitionsprincippet aktiveres denne stivnede information i talentkernerne til at begynde med i fosterstadiet og siden i barndom og ungdom. Ved denne hurtige gennemgang eller genoplevelse af tidligere stadier i udviklingen bringes den gamle viden og kunnen ind i det nuværende livs dagsbevidsthed. Talentkernerne, der repræsenterer de gamle data og programmer, læses ind i en ny organisme eller en ny “computer” ved repetition af tidligere udviklingstrin.

At man i barndom og ungdom faktisk genoplever tidligere stadier i udviklingen, bestyrkes af pædagoger og andre fagfolk, der kan konstatere mange sammenfald mellem barnets udviklingstrin og tidligere trin i menneskets og abens udvikling. Forudsigelsen er, at mere og mere forskning i fremtiden vil bekræfte Martinus’ analyser af talentkerne- og repetitionsprincippet. (LB2 stk. 424-427, LB4 stk. 1203-1217, LB5 stk. 1878-1879, LB7 stk. 2599-2601).

3. Er der i biologien noget, der tyder på en repetition af tidligere udviklingsstadier?

I biologien arbejdes der med ontogenese, der er individets udvikling fra det befrugtede æg frem til det voksne stadium, og med fylogenese, der er artens millionårige udvikling fra primitive encellede stadier til dagens specialiserede organismetyper. Kort sagt handler ontogenese om individets udvikling, men fylogenese om artens udvikling.

I den sammenlignende anatomi beskæftiger man sig ikke kun med sammenligning af arter, men også med sammenligning af ontogenese med fylogenese. Man sammenligner altså individets udvikling fra æg til voksen med artens millionårige evolution. Det interessante er, at der er stor lighed mellem individets udvikling fra æg til voksen og artens udvikling fra encellet organisme og fremefter. Dette faktum bestyrker rigtigheden af Martinus’ repetitionsprincip, der indebærer, at et individ repeterer sin egen fortid ved en genoplevelse af tidligere epokers udviklingstrin som foster og unge. Uden brug af hukommelse kan tidligere udviklingstrin vækkes til live i det nuværende livs dagsbevidsthed takket være repetitionsprincippet

Menneskefosteret har på et vist stadium i fosterudviklingen gælleanlæg, fordi menneskearten engang i sin evolution også har gennemgået et fiskestadium. Martinus nævner dog kun menneskets repetition af fiskestadiet i et par sætninger: “Det repeterer således under fosterdannelsen blandt andet endog en slags fiskestadium. Men hver af disse fortidstilstandes genoplevelse under fosterdannelsen eksisterer kun en ganske kort periode, må så give plads for en genoplevelse af en endnu højere fortidstilstand og således fremdeles, indtil væsenet når den tilstand, som kan udløse den, der er dets nuværende normale”(LB2 stk. 424). Lidt senere skriver han, at repetition ikke sker helt konkret, men kun i princip: “Den “gælle-” eller “fisketilværelse”, som væsenet senere repeterer i fostertilstanden, er heller ikke ganske som den fiske- eller gælletilværelse, der eksisterer i oceanets vandmasser uden for ægget eller livmoderens område” (LB2 stk. 427).

Ligesom pattedyrene har en hale, har det 12 uger gamle menneskefoster også et haleanlæg. Kanin-, heste-, abe- og menneskefostre ligner hinanden utroligt meget i de første stadier, da de jo gennemgår hvirveldyrenes fælles fortid fra de primitive udviklingsstadier.

Allerede før fosterudviklingen går i gang, findes al fortidens viden og kunnen i talentkernerne som en slags indefrossen eller stivnet information, der gradvist aktiveres ved repetition. I fostertilstanden og barndommen repeteres altså artens primitive stadier og bliver derved aktiveret og overført til det nuværende livs dagsbevidsthed. Ved rigtigt mange gentagelser og repetitioner begynder tingene at gå automatisk eller instinktivt, og derfor foregår fosterets udvikling da også automatisk og ubevidst. Jo flere gange en ting er blevet repeteret, jo hurtigere går repetitionen næste gang, og stadierne fra den fjerne fortid repeteres meget hurtigt.

4. Hvad forstås ved kosmisk ontogenese?

I biologien handler ontogenesen om et individs udvikling fra æg til voksen, mens fylogenesen handler om artens udvikling.

Ifølge de kosmiske analyser har ethvert levende væsen en evig individualitet eller væsenskerne, der bevirker, at det i udviklingsspiralens fysiske del helt nede fra mineralrige, planterige og dyrerige selv er med i artens udvikling frem til det kosmiske voksenstadium – det fuldkomne og alkærlige menneske. I modsætning til darwinismens tilfældighedsteori regner Martinus med en lovbunden udvikling, der ifølge disse loves natur uundgåeligt vil føre frem til et fuldkomment og alkærligt stadium – det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Det er dette færdige stadium, som er målet for hele evolutionen i planteriget og dyreriget, og som derfor må betragtes som voksenstadiet i den kosmiske ontogenese. Planter er at betragte som fosterstadier og dyr som børnestadier. Det jordiske menneskes nuværende udviklingstrin er at betragte som et pubertets- eller ungdomsstadium i den kosmiske ontogenese.

I kraft af den evige del af bevidstheden har ethvert menneske selv været med i hele sin egen arts udvikling, fylogenesen. Hele den darwinistiske evolution er som en kosmisk ontogenese!

5. Er evolutionen determineret af kulturelle faktorer?

Ud over den biologiske evolution kan man også tale om en kulturel evolution, hvor kultur er summen af vor sociale arv. I biologien findes der to skoler, hvor den første forklarer menneskets tilstand ud fra en genetisk determinisme og den anden ud fra en social determinisme. Den materialistiske biologi er baseret på en genetisk determinisme.

Sociobiologien er baseret på en social determinisme. Her fremføres det, at et menneske, som bevidst og mental skabning, kan forklares med begreber ud fra den sociokulturelle dimension. Man mener, at genetikken ikke er så vigtig i menneskets udvikling, men at det er kulturen og det sociale, der er den afgørende faktor. Kosmisk set har begge fløje ret i det specielle aspekt, som de hver især fremhæver, fordi der ikke er tale om et “enten eller”, men om et “både og”.

Kultur er ikke et selvstændigt eller isoleret fænomen. Kulturens trin er bestemt af de enkelte individers kultur og udviklingstrin, der igen er bestemt af den samlede sum af erfaringer og talenter fra deres evige fortid. Miljøet eller den sociale arv er således kosmisk set indbygget i de enkelte individers organiske evner, anlæg og talenter. Kultur er ikke en selvstændigt determinerende faktor i udviklingen, men den er et udslag af de levende væseners tidligere indhøstede erfaringer, viden og kunnen i den evige fortid.

Meget forenklet kunne man sige, at arvensvarer til talentkerneprincippet, og miljøettil repetitionsprincippet. Både den genetiske og den sociale determinisme er produkter af erfaringssummen fra menneskets evige fortid.

6. Hvordan ser Martinus på begreberne arv og miljø?

Arv eller miljø? – I førte omgang siger man, at arven stammer fra forældrenes gener. Men graver man lidt dybere, ser man, at det er individets egne åndelige talentkerner, der står bag udvælgelsen af deres fysiske genpart i forældrenes gener.

Med hensyn til miljøet viser de kosmiske analyser, at det ikke er tilfældigt, hvilket miljø man fødes ind i. Uden at gå i detaljer med denne problematik skal det blot nævnes, at der findes en lovmæssighed, der sikrer, at man kommer til at leve i et ganske bestemt miljø. Denne lovmæssighed fungerer lige så sikkert som de elektriske og magnetiske love for tiltrækning og frastødning, som vi lærer om i fysikken. Det hænger sammen med, at væsenets psykiske eller mentale strukturer netop er af elektrisk-magnetisk natur. Det er således ikke tilfældigt, i hvilken familie og by, i hvilket land og kontinent man fødes. Individet kommer netop til at leve i et sådant miljø, at det i barndom og ungdom i højt tempo kan genopleve tidligere udviklingstrin, så det i dette liv kan blive hjernebevidst eller dagsbevidst i disse tidligere udviklingstrin uden at kunne huske dem. Kosmisk set er miljøet altså også en slags arv, fordi individet ved repetitionen i sit miljø genopfrisker en viden og kunnen fra tidligere udviklingsstadier. Individets evige fortid er den dybeste årsag til såvel dets arv som dets miljø.

Mit generelle indtryk af dagens forskning er, at arvens område bliver større og miljøets område mindre, fordi ny forskning ofte dokumenterer, at en egenskab, som man tidligere troede havde sin årsag i miljøet, nu viser sig at være båret af et gen. Forskerne finder flere og flere gener, som ikke bare bestemmer intelligens, men også andre mentale egenskaber. For mig at se bliver arvens rolle tydeligere, hvilket kosmisk set bestyrker, at vi fødes med arven fra vor egen fortid.

Repetition og medfødte talenter er de to principper, der sikrer en gradvis udvikling i den evige udviklings fysiske zoner, hvor kroppen som et fysisk redskab for oplevelse og handling må udskiftes og opdateres med visse mellemrum – ligesom andre udslidte redskaber med tiden må udskiftes.

Arv og miljø udgør kosmisk set en enkelt faktor, der sikrer, at væsenet får overført sine tidligere erhvervede egenskaber til sit nuværende livs dagsbevidsthed

7. Hvordan kan en åndelig udvikling slå igennem på genetisk niveau?

Som al anden udvikling følger menneskeracens udvikling også bestemte naturlove. Den åndelige udvikling, der kører helt efter sin egen køreplan, må med mellemrum have opgraderet sit fysiske redskab. Det sker ved en åndelig selektion af genetiske ændringer, som kan dannes ved mutationer, fejlkopieringer, overkrydsninger eller transmutationer ved overførsel af større eller mindre dna-fragmenter. En genetisk forbedring udvælges og fastholdes i artens genpulje, fordi den korresponderer med en højere mental udvikling, der er sket i forvejen. Den psykiske udvikling går forud for den fysiske udvikling. Ånden er som kunstneren med talenterne, og arvemassen eller genpuljen er som det senere producerede kunstværk.

I løbet af udviklingen må det også være muligt at skille sig af med forældet genetisk materiale. Det sker ved, at mindre gode gener uddør og forsvinder fra genpuljen. Kosmisk set forsvinder generne, fordi de er forældede og ikke længere bliver understøttet af bevidsthedsmæssige kræfter. Ved den åndelige selektion belives og bevares de af genpuljens gener, som svarer til individernes talentkerner i overbevidstheden. Den naturlige selektion er således ikke årsag til evolutionen, men et redskab eller en virkning af det evige livs funktion.

8. Hvordan kan erfaringer til fordel for overlevelse overføres til generne?

Darwinismen udsiger, at inden for den tilfældige variation er det de bedst egnede, der overlever ved den naturlige udvælgelse. Når de bedst egnede gener overlever, hænger det kosmisk set sammen med, at de stadigt flere indhøstede erfaringer matcher med bedre gener for overlevelse. Den stadige erfaringsdannelse skaber den kunnen og de talenter, som giver en bedre overlevelsesevne, hvis essens lagres i talentkerner, der understøtter fremkomsten og overlevelsen af de dertil svarende gener. Det mere erfarne og overlevelsesdygtige individ udvælger via loven for tiltrækning og frastødning de gener, der koder for en god overlevelsesevne. Sådanne gener kan på den måde blive belivet og videreført i artens udvikling. Erfaringsdannelse opsummeret i jegets overbevidsthed i form af talentkerner er således en styrende kraft bag selektionen af de gener, der er bestemt til at overleve i evolutionen. En forbedret overlevelsesevne skyldes dybest set ikke tilfældige mutationer, men en erfaringsdannelse, der har givet et bedre talent for overlevelse.

Selv om der er tale om en åndelig selektion af de gener, der giver en bedre overlevelse, strider den i sit ydre fysiske udtryk ikke mod biologiens observationer af den naturlige selektion. Men for den materialistisk indstillede biolog vil det forblive skjult, at de bedst egnedes overlevelse er baseret på erfaringsdannelse og et evigt eksisterende åndeligt livsbegær.

Kosmisk set er erfaringsdannelse rygraden i evolutionen, men forekomsten af mutationer og de bedst egnedes overlevelse er en nødvendig betingelse for kroppens udvikling. For at sikre en højere udvikling er det ikke tilstrækkeligt med kun mutationer og de bedst egnedes overlevelse. Det levende væsen med hele dets evnesammensætning må kunne udvælge og belive de opståede genetiske forbedringer, der er nødvendige for en højere udvikling.

9. Går der noget til spilde, når en art uddør?

Når en art uddør, forsvinder dens gener fra kloden, men på den åndelige side fastholder arten sit udviklingstrin i kraft af talentkernerne i den evige overbevidsthed. Kosmisk set kan en art ikke udryddes, men den kan under opholdet i den åndelige verden under døden flyttes til en anden klode, hvor vilkårene er mere gunstige for en fortsat udvikling. Ligesom der er milliarder af mennesker på forskellige trin, findes der i universet ifølge Martinus også milliarder af levende klodevæsener på forskellige udviklingstrin.

Planter, dyr og mennesker er jo at betragte som mikrovæsener i jordklodens organisme. Kloden kan i takt med sin bevidsthedsudvikling tiltrække nye arter og samtidig frastøde andre ved at vanskeliggøre livet for dem, så de uddør. Da menneskene udgør klodens hjerneceller, vil udviklingen mod fuldkommenhed medføre, at de for mennesket farlige og giftige dyr vil uddø, da de efterhånden ikke længere er i harmoni med jordklodens bevidsthedskræfter, der er den afgørende faktor for, hvilke levende væsener der kan leve på jorden. (se Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 91, LB1 stk. 247, DEV3 stk. 27.1).

Martinus skriver om jordklodens egen regulering af de forskellige dyrearter

Martinus skriver: “Det, der er faldet i menneskenes lod at regulere af de levende væseners antal på jorden, er i realiteten kun en ubetydelighed ved siden af den virkelige reguleringsfaktor: jordens åndelige atmosfære, idet den er det direkte udløsende moment i jordens tiltræknings- og frastødningsevne, og denne igen ifølge kosmiske analyser udgør fundamentet for jordens astronomiske forhold og dermed for dens klima. Følgelig bliver den åndelige atmosfære derved bestemmende for alle ernæringsforhold og eksistensmuligheder og dermed også for de levende væseners antal på kloden” (Bog nr. 5, kap. 7).

Når dyrearter har fået fodfæste og er vokset frem til kulmination og derefter er uddøde her på jorden, skyldes det, at de netop i denne fase af jordklodens udvikling var de bedst egnede celler eller medarbejdere i klodens både fysiske og bevidsthedsmæssige udvikling. Dinosaurernes opblomstring og forsvinden er således relateret til klodevæsenets bevidsthedskræfter. Relationen mellem et makrovæsen og dets mikrovæsener er blandt andet beskrevet i bogen Bisættelse, kap. 75-77. Jordkloden er således også selv et mikrovæsen inden i levende makrovæsener som vores solsystem og mælkevej. – Kosmisk set er det altså ikke tilfældigheder, men derimod jordklodens bevidsthed, der er bestemmende for, hvilke planter og dyr, som har levet, som lever, og som vil komme til at leve på jorden i fremtiden. Martinus har forklaret sit symbol over de kosmiske udviklingsbaner i LB1 stk. 278-288 og DEV3, symbol nr. 29.

Læs mere i min bog “Martinus, Darwin og intelligent design – en ny evolutionsteori”.