Her kan du læse artikler, lytte til foredrag og finde information om mine bøger om Martinus.
I shoppen kan du downloade nogle gratis eksempler af foredrag på CD eller købe mine bøger.
#OT353. Talsystemet og livsmysteriet
#OT353. Talsystemet og livsmysteriet.
afholdt af OleT i Aalborg 04.11.1998
Martinus bruger talsystemet som et symbol
Martinus viser i Livets Bog 3, stk 1003-1051, hvordan han kan bruge talsystemet på intet mindre end hele hans evige verdensbillede, som et symbol på “Livesmysteriet løsning”.
Læs om symbolet “Livsmysteriets løsning” i Det Evige Verdensbillede 3, symbol nr. 32″ samt i Livets Bog, bind. 3
EN FÆRDIGUDVIKLET OG FULDKOMMEN KOMMUNIKATION
Bogstavalfabetet indeholder 29 bogstaver, mens talalfabetet kun indeholder 10 talbogstaver, som Martinus beskriver i LB3 stk. 1017-1023. Han skriver i sit hovedværk Livets Bog, at ligesom menneskets udvikling af talsystemet eller talsproget har nået fuldkommenheden, sådan skal bogstavsproget også efterhånden udvikle sig til at nå en tilsvarende fuldkommenhed. (LB3 stk. 1047-1051).
Tanker og ideer kan man meddele andre gennem skrift og tale eller på kunstnerisk form som maleri eller skulptur. Det bliver et større og større behov for mennesket at give udtryk for sit liv og sit inderste væsen, der til sidst vil kulminere i form af udfoldelse af livskunst og ren næstekærlighed.
Talssystemet og bagstavsystemet
Talsystemet eller talssproget og bogstavsproget er to af de ældste foreteelser i denne udfoldelse af livskunst, og Martinus mener, at mennesket vil blive i stand til at benytte bogstavalfabetet på lige så fuldkommen en måde, som det nu benytter talalfabetet. Det vil aldrig nogensinde kunne lykkes med de eksisterende nationalsprog, der alle er fyldt med uregelmæssigheder og andre ulogiske fænomener, der ikke med matematikkens logik frit og kreativt kan kombineres til nye meningsdannende elementer. Det fuldkomne sprog må være et plansprog, som fra starten er konstrueret, så det er helt befriet for uregelmæssigheder og uhensigtsmæssige vaner og traditioner. Det må indeholde en række sproglige elementer med stavelser, præfikser og suffikser, der kan kombineres sådan, at man kan udtrykke lige præcis det, man ønsker.
Livsmysteriets løsning i Livets Bog 5, stk. 1892
1892. Når I-mennesket havde nået en vis modenhed, måtte det som nævnt inkarnere på en anden klode, der var så meget højere i udvikling, at livsmysteriets løsning eller det virkelige, evige verdensbillede var en absolut konkret og almengyldig, vågen dagsbevidst kendsgerning, og hvor den store fødsel var en daglig begivenhed, ligesom den fysiske fødsel er en daglig begivenhed her på det jordiske plan. Her gled det modne I-menneske med det samme ind i tilegnelsen af åndsvidenskabens kosmiske analyser. Disse blev til A-viden, hvilket vil sige: til kundskab baseret på realistiske kendsgerninger. Dernæst blev de til daglig praksis, der er det samme som B-viden. Men igennem den daglige praksis blev de til C-viden, der igen er det samme som selvstændig vanefunktion eller talent. Og med sin væremåde kulminerende i humanitet og næstekærlighed og sin psyke, sin intellektualitet kulminerende i den højeste viden var I-menneskets åndelige og fysiske vibrationer i en sådan tilstand, at de blev af samme bølgelængde som universets grundtone eller den absolutte kærlighedsenergi.
Talsystemet er fuldkomment – Esperanto er det fuldkomne sprog
Esperanto er et sådant sprog, der på grund af sin fuldkommen, logiske og matematiske opbygning, opfylder de krav, som man måtte stille til det fuldkomne sprog. Esperanto er fuldkomment ligesom vort bævrende talsystem er fuldkomment. Talsystemet har udviklet sig igennem historien, og talsystemet har udviklet sig meget sin romertallene, der jo ikke havde noget nul – 0.
ESPERANTO ER LAVET EFTER GUDDOMMELIGE PRINCIPPER
Ligesom talsystemet er en logiks opstilling af tal, således kan man også lave et fuldkomment plansprog efter de samme principper. Læse mere om talsystemer i Livets Bog 3, stå. 1003-1051.
Plansproget esperanto blev første gang præsenteret for verden i 1887 af det 28-årige sproggeni L. Zamenhof (1859-1917), der levede en stor del af sit liv i Warszawa.
I et kursusforedrag udtaler Martinus: “Men nu er det en gene for en masse mennesker ikke at kunne fremmede sprog, og de må i stor grad hjælpe sig med de store og mest udbredte nationale sprog. Men det er ikke nok. Vi ser, at der er tendenser til at udvikle andre sprog, sprog der ikke er nationale, men internationale. Vi har set en idealist skabe et verdenssprog, Esperanto, som vil komme til at spille en overordentlig stor rolle, fordi det er skabt efter de guddommelige principper, fordi det er logisk, og fordi det er let at lære. Dette er også noget, der viser hen til, at der vil komme en anden tilværelse.” (Foredrag 19.01.1956).
Hvordan fik det internationale sprog navnet ESPERANTO?
Zamenhof skrev ofte indlæg i aviserne under forskellige pseudonymer, som han lavede ved at bytte om på bogstaver og stavelser i sit rigtige navn. En stavelse i hans navn er “hof”, og på tysk betyder “hoffen” at håbe. På esperanto betyder “esperi” at håbe, og “esperanto” betyder “en håbende”. Da Zamenhof i 1887 udgav den første bog om esperanto anvendte han pseudonymet Dr. Esperanto. I begyndelsen omtalte man det derfor som Dr. Esperantos sprog eller “Lingvo de Esperanto”, og det udviklede sig senere til, at sproget ganske enkelt kom til at hedde esperanto.
Livsmysteriets løsning
Læs om symbolet “Livsmysteriets løsning” i Det Evige Verdensbillede 3, symbol nr. 32″ samt i Livets Bog, bind. 3
Læs og søg i Martinus’ værk på www.martinus.dk
på Martinus Institut, Mariendalsvej 96, 2000 Frederiksberg
VÄRLDSBILD FÖRLAG
AMAZON – Ole Therkelsen
Author Profile
www.amazon.com/author/ole.therkelsen
https://authorcentral.amazon.de/gp/profile
MARTINUS INSTITUT
www.amazon.com/author/martinus
SCIENTIA INTUITIVA – Publisher
https://www.facebook.com/Martinus.Dansk.Ole.Therkelsen/
www.facebook.com/Martinus.English.Ole.Therkelsen
www.facebook.com/Martinus.Francais.Ole.Therkelsen
www.facebook.com/Martinus.Esperanto.Ole.Therkelsen
https://www.facebook.com/Martinus.Esperanto.Ole.Therkelsen/?ref=bookmarks
www.facebook.com/Martinus.Deutsch.Ole.Therkelsen
www.facebook.com/Martinus.Dansk.Ole.Therkelsen
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Tilmeld: Apple Podcasts | Android | E-mail | RSS
#OT355. Esperanto, kosmologi og kristendom. MCK 29.06.1998
#OT355. Esperanto, kosmologi og kristendom.
Foredrag af Ole Therkelsen om lighederne mellem esperanto, kosmologien og kristendommen afholdt i Martinus Center Klint, den 29. juni 1998
OT355. Esperanto, kosmologi og kristendom. MCK 29.06.1998
SE VIDEO – FILM og ESPERANTO
#OT165. Verdenssprog – Esperanto eller engelsk.
Ole Therkelsen bliver interviewet af Lasse Ilskov på Familiekanalen.tv 2014
https://youtu.be/mUgW4uwKul4
Esperanto er lavet efter guddommelige principper
Plansproget esperanto blev første gang præsenteret for verden i 1887 af det 28-årige sproggeni L. Zamenhof (1859-1917), der levede en stor del af sit liv i Warszawa.
I et kursusforedrag udtaler Martinus: “Men nu er det en gene for en masse mennesker ikke at kunne fremmede sprog, og de må i stor grad hjælpe sig med de store og mest udbredte nationale sprog. Men det er ikke nok. Vi ser, at der er tendenser til at udvikle andre sprog, sprog der ikke er nationale, men internationale. Vi har set en idealist skabe et verdenssprog, Esperanto, som vil komme til at spille en overordentlig stor rolle, fordi det er skabt efter de guddommelige principper, fordi det er logisk, og fordi det er let at lære. Dette er også noget, der viser hen til, at der vil komme en anden tilværelse.” (Foredrag 19.01.1956).
Læs mere om ESPERANTO i min bog “Martinus og den ny verdensmoral”
7.5 Hvordan fik det internationale sprog navnet esperanto?
Zamenhof skrev ofte indlæg i aviserne under forskellige pseudonymer, som han lavede ved at bytte om på bogstaver og stavelser i sit rigtige navn. En stavelse i hans navn er “hof”, og på tysk betyder “hoffen” at håbe. På esperanto betyder “esperi” at håbe, og “esperanto” betyder “en håbende”. Da Zamenhof i 1887 udgav den første bog om esperanto anvendte han pseudonymet Dr. Esperanto. I begyndelsen omtalte man det derfor som Dr. Esperantos sprog eller “Lingvo de Esperanto”, og det udviklede sig senere til, at sproget ganske enkelt kom til at hedde esperanto.
7.6 Har Martinus konkret peget på esperanto som det kommende verdenssprog?
Martinus nævner ikke esperanto ved navns nævnelse i sit hovedværk, men i en spørgetime blev han direkte spurgt: “Vi skal jo komme til at tale samme sprog i verden engang. Hvilket sprog bliver det?”
Martinus svarer: “Esperanto! – Det kommer vi til at tale. Det er ikke for, at jeg er esperantist, eller at det er mode, men det bliver mere og mere nødvendigt, at man får et fælles sprog. Tænk hvis man havde et fælles sprog i dag! – Så ville man være fri for alle de oversættelser. Alle bøger skal oversættes, det er sjældent, at de vinder ved oversættelser. Det er meget ofte, at de taber lidt ved oversættelse. Tænk hvilken besparelse det ville være, at man kunne det samme sprog. Alle vegne ville alle mennesker kunne tale sammen. Det ville også skabe fred. Nu er det i stor grad medvirkende til krigstanker, at man ikke kan tale med hinanden. Det vil lette samkvemmet og kærlighedens udvikling, når alle kan tale helt flydende med hinanden.” (Spørgetime, Jönköping 14. maj 1969).
Ved et rådsmøde på Martinus Institut den 30. april 1974 sagde Martinus: “Jeg tror, vi er lidt tidligt på det med esperanto, men ellers er det mægtig godt. Det vil komme engang, og det er storartet. Men det bliver esperanto. Hvad skulle det ellers blive? Er der andre sprog, der er længere fremme? Der er ikke et sprog, der er så humant. Man må se på skaberen. Han var jo en kolossalt human mand. Man kan næsten se, han var sat til at gøre det.” (Samarbejds-Strukturen, stk. 6.4).
7.7 Grundlæggeren af esperanto – Zamenhof
Grundlæggeren af det internationale sprog esperanto var som sagt Ludwig Lazarus Zamenhof, der i en stor del af sit livvar øjenlæge i Warszawa. Han var et meget beskedent og humant udviklet menneske og tillige et sproggeni. Han havde russisk som modersmål, men kunne også jiddisch, hebræisk, græsk, latin, tysk, fransk, engelsk, polsk og havde kendskab til endnu flere sprog. Når man studerer hans liv og skæbne, virker det som om, at han af Forsynet var udvalgt til at udføre denne specielle mission i menneskehedens tjeneste.
Hanblev født i en russisktalende, jødisk familie i byen Bjalistok i Polen, der på den tid blev regeret med hård hånd af den russiske zar. I byen var der polakker, tyskere, russere, litauere og jøder, der hver talte sit sprog. Allerede som lille barn oplevede han, hvordan faren, der var sproglærer, ved at tolke kunne bilægge uoverensstemmelser og stridigheder, som opstod på torvet eller markedspladsen pga. de mange misforståelser blandt de handlende med de fem forskellige sprog. Da Zamenhof var fem år gammel fik han ideen til at lave et sprog, som alle mennesker kan forstå og denne tanke forlod ham aldrig siden.
I skolen lavede han et internationalt sprog, lingwe universale, og dets færdiggørelse i sidste gymnasieklasse blev fejret i hjemmet i december 1878, hvor moren havde lavet lagkage til sønnen og skolekammeraterne, som også var interesserede og forstod sproget. Efter at have studeret medicin to år i Moskva fortsatte han i 1881 medicinstudiet i Warszawa, hvor han efter et par års pause genoptog arbejdet med det internationale sprog, og i de følgende seks år arbejdede han hver dag hårdt med sproget ved siden af studierne og det ordinære arbejde. Han modificerede og forbedrede sproget, polerede det, afprøvede det med højtlæsning og oversættelser af bøger og digte. Han skrev tekster originalt på esperanto og opdagede derved, at sproget fik sit eget liv eller blev levende på en måde, som han ikke havde oplevet med oversættelser. Når han tænkte og skrev på esperanto fandt han løsninger, sagde han, som han ikke ville have fundet ad teoretisk vej. Nej, selv om esperanto er et plansprog, så er det ikke blot en samling af døde ord.
Med tilladelse af Zarens censur publicerede han i 1887 i Warszawa det færdige sprog i form af en lille russisk bog på 40 sider Internationalt sprogmed fortale, forklaringer, eksempler, esperantotekster (bl.a. Fader Vor), ordliste med 900 ordstammer og den fuldstændige grammatik med sprogets kun 16 grammatiske regler. Samme år udkom denne første bog Unua libroogså på polsk og fransk, og hurtigt derefter også på tysk og engelsk. Kildematerialet i dette kapitel om Zamenhof og sprogets tidlige historie er fra to bøger, der begge originalt er skrevet på esperanto: Edmond Privat, Vivo de Zamenhof(1920) og Marjorie Boulton, Zamenhof(1962).
7.8 Zamenhofs kosmiske religiøsitet
Zamenhof var tavs om sin egen person, og selv de nærmeste kendte ikke til hans religiøsitet. De oplevede kun hans væremåde, han var godhjertet, ren, beskeden, hjælpsom, opofrende, beundringsværdig tålmodig, han virkede aldrig fornærmende, hverken i tale eller handling, og var altid sympatisk lyttende til alle mennesker. Fremstående esperantister, som måske i perioder havde været i opposition til ham eller modarbejdet esperanto, roste han i sine kongrestaler og takkede dem for den gode indsats, som de trods alt havde ydet for esperanto-sagen. For alle mennesker, kone, søskende, børn, nevøer og niecer, venner, patienter forekom han at være en helgen. I deres svære stunder kom de alle til ham og bad om hans råd.
“Han har aldrig syndet”, sagde den gamle polske tjenestepige, idet hun under et krucifiks pegede på hans portræt på sin væg. Hvor mange berømtheder forblev store i tjenestefolkenes øjne? (Edmond Privat, Vivo de Zamenhof).
Hos den lille Ludoviko var det lige som hos H.C. Andersen: moren var dybt religiøs, og faren var ateist. Begge børn var i starten meget religiøst troende ligesom moren, men efterhånden forholdt de sig mere rationelt, og dermed kritisk, til den religiøse troslæres dogmer. Hos Zamenhof udviklede det sig til, at han ligefrem blev ateist og kom ud i en livskrise med livslede, da han var 15-16 år. Et par år senere følte han sig, formentlig intuitivt, overbevist om sjælens udødelighed og Guds eksistens.
Da Zamenhof i 1917 døde, 57 år gammel, efterlod han på sit skrivebord fire sider, der var forberedelserne til en artikel om sjælens udødelighed og en beskrivelse af hans egen livsanskuelse og religiøsitet. Som sagt havde han ikke tidligere fortalt om dette, men som han skrev på første side, følte han nu, at han måtte gøre det. Han forklarer, at alt det, han nu ville skrive, allerede fødtes i hans hoved for 40 år siden, da han var 16-18 år. De tanker, han havde om lovmæssigheder i naturen, udødelighed og Gud, havde ikke forandret sig væsentligt siden dengang.
De tre første sider indeholder en indledning med flere forbehold og undskyldninger, da han forudså, at mange rationelle esperantister ikke ville bryde sig om denne religiøse bekendelse, ja selv de troende ville ikke bryde sig om den, for hans opfattelse var helt anderledes end de troendes. Da han døde, nåede han kun at påbegynde den fjerde side, og denne tekst slutter med en beskrivelse af den livskrise han gennemgik som 15-16 årig i sin ateistiske periode. Med denne indledning slutter hans religiøse bekendelse. Separat var der dog et par noter om noget nyt, som han oplevede som 17-årig: “Jeg oplevede, at døden ikke var en forsvinden…; at der eksisterer love i naturen…; at noget fører mig mod et højt mål…”.
I forbindelse med sit arbejde med det internationale sprog skrev Zamenhof i et tidligt digt, Mia penso(min tanke), at hvis hans bestræbelser ikke faldt i skæbnens behag, ville han foretrække at dø. – At tænke sig, så dybt var denne mission med verdenssproget indpodet i den unge L. Zamenhof!
Det var således ikke Forsynets mening, at Zamenhofs religiøse livsanskuelse skulle publiceres, men i dag kan vi jo trøste os med, at Martinus har beskrevet geniets udviklingstrin med dets intuitive og universelle opfattelse af livet, naturen og verdensaltet: Zamenhofs religiøse udvikling fra barndom og ungdom til voksen alder forløb i samme rækkefølge, som den gør for hele menneskehedens udvikling, der først går igennem et trosreligiøst stadium, efterfulgt af et rationelt, ateistisk og materialistisk stadium, for til sidst at nå frem til en individuel, intuitiv og kosmisk religiøsitet.
7.11 Hvad var Zamenhofs idé med esperanto?
Zamenhof skabte det internationale sprog som et middel til at nå et mål. Dette mål var tolerance og forståelse mellem folkene. Den første betingelse for større tolerance, forståelse og venskab må være, at man i det hele taget kan kommunikere og tale sammen. Ud over at skabe selve sproget søgte Zamenhof også at bidrage til skabelsen af en større humanisme og kærlighed blandt alle jordens mennesker, og sine tanker herom gav han udtryk for i sin såkaldte Homaranismo. På et tidligt tidspunkt var det hans drøm at skabe et tempel for alle verdensborgere fra alle religioner og at udarbejde en fællesmenneskelig religion eller filosofi, som var logisk og kærlig, og som skulle stimulere til sandhed, godhed, retfærdighed og menneskelighed.
I dag står det klart, at Zamenhofs mission begrænsede sig til at skabe klodens internationale sprog, og at det var Martinus’ mission at skabe den fællesmenneskelige og universelle livets religion eller åndsvidenskab, der skulle forene alle jordens mennesker i den samme sandhed. Når Besant talte om “Verdensreligionernes Herre”, passede denne betegnelse slet ikke på Krishnamurti, mens den er en udmærket karakteristik af Martinus. (Se stk. 2.11).
Ud over at esperanto er et sprog og et redskab til international kommunikation, så taler man også om dets “indre ide”. –La interna ideostammer fra Zamenhofs humane og tolerante intention bag skabelsen af sproget. Lige fra barnsben oplevede Zamenhof, hvordan polakker, etniske minoriteter og især jøder blev undertrykte af det russiske diktatur. Lighed, frihed og venskab er nogle af nøgleordene i esperantos indre ide. Disse ord er omtrent de samme som de franske slagord: “Liberté, égalité et fraternité”, “Frihed, lighed og broderskab” som på esperanto lyder: “Libereco, egaleco kaj frateco”.
7.12 Esperantister er fødte idealister
Ifølge Martinus er esperantister fødte idealister, da det var hans overbevisning, at flertallet af esperantister verden over er mennesker, i hvem virkelig tolerance og international indstilling er noget medfødt. (Kosmos nr. 1/1939, side 8).
7.13 Esperanto er et plansprog og et moderne latin
Esperanto er fra starten lavet helt logisk, regelmæssigt og fuldkomment. Det er befriet for alle de nationale sprogs manglende logik, uregelmæssigheder og ufuldkommenheder. Allerede som elev i skolen havde Zamenhof en vision om at lave et internationalt sprog, der skulle være et moderne latin.
I esperanto er således 80 % af ordstammerne af latinsk oprindelse, og latin fungerede faktisk allerede i middelalderen som et internationalt sprog for teologer og studerede mennesker. I de resterende 20 % findes mange ord fra de germanske sprog og en del fra de slaviske. Esperanto er udelukkende baseret på ord fra den indoeuropæiske sprogstamme, der er klodens største sprogstamme. Selv om det således kan være svært for en kineser eller japaner at lære esperanto, viser praksis dog, at det for dem er langt lettere at lære det fuldstændigt regelmæssige og fuldkomne esperanto end det uregelmæssige og ulogiske engelske sprog.
I skabelsen af sit sprog betragtede Zamenhof alle de eksisterende internationale ord som en skatkiste. Sproget tillader en videre udvikling ved, at der i esperanto til stadighed kan optages nye ordstammer, der dog følgelig bliver brugt i de kombinationer og på de måder, der er i overensstemmelse med sprogets grammatiske regler. I den første bog, Unua libro,med russiske forklaringer, der præsenteredes i zarens Rusland i 1887, findes de 16 grundlæggende grammatiske regler, der udgør sprogets fundament. Dette fundament er urørligt, eller som det hedder på esperanto: “La fundamento de esperanto estas netuŝebla”. Dette gør, at esperanto er et meget præcist og meget stabilt sprog. Nye ordstammer kan hele tiden tages, når blot de forsynes med de rigtige endelser i overensstemmelse med de 16 grammatiske regler. Men bortset fra dette fundament er sproget givet fri til brugernes kreativitet, og i det hele taget er esperanto fra skaberens side en gave til hele verden. Analogt hermed er Martinus Kosmologi også givet fri til menneskeheden, som en ubetinget gave til hele kloden.
Den danske sprogforsker og sproggeni Rasmus Rask (1787-1832) har, som det fremgår af hans manuskripter på Det Kgl. Bibliotek, fastlagt principperne for skabelsen af det ideelle sprog, og de stemmer helt overens med principperne i esperanto. (Se sprogmuseet.dk/plansprog).
Som en lille forskel skal blot nævnes, at Rask foreslog, at tillægsord ikke skulle bøjes, mens Zamenhof gik ind for, at tillægsord f.eks. i ental og flertal skulle bøjes og dermed have forskellige endelser.
Nogle få filosoffer har også været optaget af tanken, om man kunne lave det perfekte sprog, det fuldkomne sprog. I historiens løb har forskellige mennesker lavet knap 1000 plansprog eller sprogprojekter, og her af er der kun et, nemlig esperanto, der har vist sig levedygtigt.
Esperanto i Martinus Instituts arbejde
Allerede så tidligt som i 1939 skriver Martinus i Instituttets tidsskrift Kosmos om relationen mellem esperanto og sit arbejde.
Martinus: “I et internationalt arbejde som det, der repræsenteres igennem “Livets Bog” og “Kosmos”, forekommer det mig, at esperanto kan være af uvurderlig nytte som en foreløbig bro mellem det danske sprog og de fremmede sprog, der tales af alle eventuelle udenlandske interesserede i mit arbejde.
Igennem esperanto vil mange interesserede verden over kunne komme i berøring med mit arbejde med det samme og behøver således ikke, som det ellers ville være nødvendigt, at vente, til det engang foreligger oversat til de store verdenssprog.
Esperanto er således en bro mellem dansk og alle fremmede sprog. Kineseren og russeren, hinduen og japaneren lige såvel som en hvilken som helst europæer finder alle ved hjælp af esperanto med samme lethed vej til forståelsen af det, vi eventuelt måtte føle os tilskyndet til at skrive til dem her i bladet. Det er således et første lille forsøg, men nok til at finde en foreløbig ørenlyd hist og her ude i den store verden.
Et nyt supplement til vort internationale arbejde har dermed taget sin begyndelse.
Det er muligt, hvis tilslutningen bliver stor nok, at der vil blive oprettet esperanto-kursus inden for Sagen. Det vil jo kunne have enorm betydning for Sagens udbredelse, at så mange som muligt af dens venner kan tale esperanto.” (Kosmos nr. 1/1939).
7.27 Pionerer i arbejdet med esperanto
Martinus selv var ikke esperantist, men det var flere af de nære medarbejdere. De første esperantister var Thora Hammarlund (1910-1951) og Mogens Munch (1913-2010). Det danske esperanto-koryfæ Margrethe Noll (1874-1962), der personligt havde korresponderet med Zamenhof, underviste Thora Hammarlund, Grethe Olsen og flere andre medarbejdere i esperanto.
Tre af Instituttets rådsmedlemmer, som Martinus personligt havde udvalgt, var ivrige esperantister: Henning Laug (1913-1992), Grethe (Olsen) Brinkhard (1917-2001) og Ib Schleicher (1924-2010), hvor sidstnævnte har oversat tolv af Martinus’ bøger til esperanto.
I januar 1939 i tidsskriftet Kosmos publicerer Martinus som sagt første gang noget om esperanto. Her skriver han, at Kosmos fremover vil have en spalte skrevet på esperanto, men for at de læsere, der ikke kan esperanto, ikke skal blive forfordelt, vil samme artikel også blive bragt på dansk. Hans første sekretær og foredragsholder, Erik Gerner Larsson, skrev således igennem hele året 1939 en månedlig artikel, der blev oversat til esperanto. Denne ordning skulle have den fordel, at læserne efterhånden fik indblik i esperanto og muligvis lyst til at lære sproget.
Erik Gerner Larsson: “Som Martinus’ mangeårige sekretær og nærmeste fortrolige har han bedt mig prøve igennem “Kosmos” at skrive en månedlig artikel, der oversat til esperanto, skulle gøre det muligt at delagtiggøre åndsbeslægtede over hele verden i det idemateriale, det er blevet hans mission at fuldbyrde skabelsen af.
Når han har valgt at lade dette ske på esperanto har det bl.a. to grunde. For det første: fordi det er hans overbevisning, at flertallet af esperantister verden over er mennesker, i hvem virkelig tolerance og international indstilling er noget medfødt, og for det andet: fordi dette uhyre enkle og let tilgængelige hjælpesprog allerede nu er så udbredt og vil gå en så lykkelig opblomstring i møde, at hans arbejde igennem en gradvis oversættelse til det vil kunne blive kendt på selv de fjerneste strande og der blive videretransformeret på den interesseredes eget sprog. […] I øvrigt er det hensigten, når tiden er moden dertil, at knytte undervisning i esperanto til den i forvejen eksisterende undervisning i Martinus’ hovedværk Livets Bog”. (Kosmos nr. 1/1939, side 8).
“Tanker på femogtyveårsdagen for mit åndsarbejdes fødsel, 1921-1946” er titlen på en artikel, hvor Martinus opregner større begivenheder i sagens 25-årige historie. Esperanto nævnes i forbindelse med de større begivenheder i 1943.
Martinus skrev: “1943: Ejendommen Mariendalsvej 94-96 erhverves og gøres til hovedkvarter for vort åndsarbejde. Der oprettes esperantoudgave af korrespondanceafdelingen under navnet “Letersekcio”. Bøgerne “Den længst levende afgud” og “Pasko” (esperantoudgaven af “Påske”, oversat af fru Thora Hammarlund) udkommer” (Kosmos nr. 2/1946, Tanker på femogtyveårsdagen for mit åndsarbejdes fødsel, Artikelsamling 1, stk. 22.8).
7.28 Har Instituttet haft gavn af esperanto?
Ved en lille højtidelighed i 1965 i Stiftelsen Kosmos Varnhem, Sverige, blev Sagens flag blev indviet. (DEV4, symbol nr. 42, Flaget).
Martinus sagde i sin indvielsestale, at det var en historisk milepæl, for det var det første Martinus Center, der blev oprettet i udlandet. Han kom derefter ind på internationale forhold og sagde blandt andet følgende: “Vi får breve fra mange mennesker rundt om i verden på forskellige sprog, og særligt på esperanto, hvor vi har fået breve fra 28 lande. Der er mennesker, der begynder at læse vore bøger og ligefrem også oversætter dem til deres eget nationale sprog. Det er jo en stor glæde for mig at se, hvordan det sådan breder sig, og hvorledes vi nu også får stor modtagelse i Japan, idet en af vore medarbejdere, Ib Schleicher, skal til Japan. De har allerede skrevet til os, at de gør alt for, at han kan komme til at holde foredrag i de store byer i Japan, og hvorledes de vil hjælpe ham på alle mulige områder. Og de har allerede trykt vores brochure og skrifter, en del af skrifterne oversat til japansk har de sendt til os, således at vi kunne trykke dem videre. De har overordentlig stor interesse for os i Japan, som er meget indstillet på fred, idet de jo har oplevet følgerne af de kedelige atomkræfter, atombomber osv.” (Foredrag 19. juni 1965).
7.29 Instituttets officielle internationale sprog
På sit møde den 5. april 1965 vedtog rådet for Martinus Institut enstemmigt at erklære esperanto for officielt internationalt sprog for Instituttet og dets internationale arbejde. Sammen med denne beslutning er der vedtaget en erklæring, hvoraf følgende citeres:
“Det er en kendsgerning, at menneskeheden i vor tid befinder sig i en stigende udvikling hen imod den internationalisme, som det bliver en livsbetingelse for enhver stat og ethvert menneske at deltage i.
Vi er fuldt og helt overbevist om det umulige i at få valgt et nationalt sprog til denne internationale status.
De officielle, dokumenterede kendsgerninger om esperanto, anerkendelsen af det fra betydningsfulde officielle instansers side, dets lethed, dets fleksibilitet og udtryksmuligheder, og endelig også de praktiske resultater, der er opnået, viser en overvejende sandsynlighed for valget af det som endeligt verdenssprog.
Uafhængigt af den øvrige verdens nuværende holdning til det internationale sprogproblem er esperanto et redskab som skabt til Instituttets formål. Beslutningen om esperanto er også en kraftig tilskyndelse til alle interesserede til om muligt selv at lære sproget og derved øge nytten af det for andre og for nye interesserede. Det er yderligere en tilskyndelse til også på enhver måde at støtte andres bestræbelser og derved igen øge nytten af det for Instituttets formål og for den almene, medmenneskelige formidling af verdenskulturen.” (Rådsprotokol, Samarbejds-Strukturen stk. 6.4).
7.30 Hvilke esperanto-aktiviteter findes der inden for Instituttets rammer?
I 1946-1947 kom det første månedsblad om Martinus Kosmologi på esperanto Esperanto-Revuo de Martinus, der afløste korrespondancebrevene fra Letersekcio. (Kosmos nr. 2/1946).
I 1958 tog Ib Schleicher og Peter Zacho initiativ til at udgive instituttets tidsskrift Kosmos på esperanto med titlen Kosmo, der udkom en kort periode 1958-1959. Ib Schleicher og Henning Laug sørgede for den videre udgivelse i årene 1969-1974, hvor der har været god interesse og godt med arbejdskraft i Instituttets esperantoafdeling. Efter en pause på over 20 år er Kosmos på esperanto siden 1995 udkommet med 2 eller 4 numre om året.
Siden ombygningen af foredragssalen i 1984 har man i Martinus Center, Klint ved Nykøbing Sj. kunnet simultantolke foredragene til seks forskellige sprog samtidigt, herunder esperanto, og selv har jeg ofte simultantolket til esperanto. Efter 1995 har der om sommeren været specielle esperanto-uger med kosmologi-undervisning på esperanto, hvor mange af deltagerne har været fra østeuropæiske lande.
Men først og fremmest udgiver Instituttet de bøger, der er oversat til esperanto, og det drejer sig i dag om følgende bøger: Livets Bog 1, Logik, fire symbolbøger “Det Evige Verdensbillede 1-4” samt bøgerne nr. 1-13 i bogserien af 28 mindre bøger af Martinus.
For Martinus Institut har esperanto vist sig at være meget nyttigt som brosprog, da flere af Martinus’ bøger er blevet oversat til fremmede sprog via esperanto. Indtil nu har esperanto været anvendt som brosprog til oversættelse fra dansk til otte forskellige sprog: Engelsk, tjekkisk, polsk, ungarsk, rumænsk, litauisk, japansk og kinesisk. Ja, det er sikkert en overraskelse for de fleste, at den engelske udgave af Logik, der sælges den dag i dag, er af en engelsk esperantist oversat fra esperanto til engelsk. Oversættelsen regnes for at være rimelig god. Takket været de mange kombinationsmuligheder og nuancer, som findes i esperanto er dette sprog særligt velegnet som brosprog.
Langt ude i fremtiden må man regne med, at jordens mennesker vil komme til at studere Martinus Kosmologi på esperanto, mens kun enkelte særligt uddannede mennesker vil have lært sig at læse det gamle olddansk, der blev brugt for måske over tusind år siden, da originalen blev skrevet.
7.31 Foredrag på esperanto i udlandet
Man kan måske sige, at der ikke er så mange mennesker, der i dag taler esperanto, men da esperanto har eksisteret siden 1887, er der blevet etableret et stort netværk af esperantister i hele verden. Hvert år bliver der afholdt en stor international verdenskongres Universala Kongresomed 2-3000 deltagere fra 50-60 forskellige lande. På Instituttets vegne har jeg selv holdt seksten foredrag på esperanto på verdenskongresserne i Prag 1996, Berlin 1999, Göteborg 2003, Vilnius 2005 og København 2011, hvor der typisk til foredragene kommer 40 tilhørere fra de forskellige lande. Flere af disse foredrag kan høres på oletherkelsen.dk og oletherkelsen.info.
Flest foredrag på esperanto har jeg holdt i Martinus Center, Klint, i den årlige esperantouge og på mine fem rejser til Rusland, men det er også blevet til en hel del foredrag på esperanto i landene: Sverige, Frankrig, Schweiz, Tjekkiet, USA, Australien, New Zealand, Japan og Kina.
Som en lille solstrålehistorie ville jeg gerne lige fortælle, at første fire bind af symbolbøgerne, Det Evige Verdensbillede, er blevet oversat fra esperanto til kinesisk. I 1998 i forbindelse med en almindelig turistrejse til Peking, havde jeg i forvejen fået arrangeret fire esperanto-foredrag om kosmologien: i Pekings esperantoforening, i redaktionen for esperantobladet El popola Ĉinio, i esperantoafdelingen i Kinas internationale radio og i Ĉina akademio de scienco” En af tilhørerne tilbød derefter at oversætte symbolbøgerne til kinesisk, og her på det seneste har en anden kinesisk esperantist Liu Yunxia oversat de to bøger Den ideelle fødeog Menneskehedens skæbne til kinesisk.
Martinus Institut har modtaget invitationer fra en japansk organisation, Oomoto, der forsøger at forene alle verdens religioner i en universel religion. Allerede i 1923 gik Oomoto ind for esperanto under mottoet: Unu Dio, unu mondo, unu interlingvo. Om dette kan man sige, at én Gud, én verden og ét sprogstemmer godt med de kosmiske analyser for menneskehedens udvikling her på kloden.
OLE THERKELSEN YOUTUBE KANAL
https://www.youtube.com/channel/UCXid-LNLoeml_bcqt67E2aw
MARTINUS KOSMOLOGI KANAL
https://www.youtube.com/channel/UCEvdMYsGqeipSvaF0vowZQw
https://twitter.com/ole_therkelsen
VÄRLDSBILD FÖRLAG
AMAZON – Ole Therkelsen
Author Profile
www.amazon.com/author/ole.therkelsen
https://authorcentral.amazon.de/gp/profile
MARTINUS INSTITUT
www.amazon.com/author/martinus
SCIENTIA INTUITIVA – Publisher
https://www.facebook.com/Martinus.Dansk.Ole.Therkelsen/
www.facebook.com/Martinus.English.Ole.Therkelsen
www.facebook.com/Martinus.Francais.Ole.Therkelsen
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Tilmeld: Apple Podcasts | Android | E-mail | RSS
#OT350. Det Tredje Testamentes opgave
#OT350. Det Tredje Testamentes opgave. MCK 03.07.2000
SE VIDEO-FILM NR. OT094. Hvorfor titlen “Det Tredje Testamente”? –
Ole Therkelsen i Martinus Center Klint, sommer 2016
https://youtu.be/z218SLRg0p4
SE INTERVIEW om Det Tredje Testamente fra Familiekanalen.tv
#OT096. Martinus og Det Tredje Testamente. Ole Therkelsen. 30 min
https://youtu.be/rIRnzRQ9pRA
Flere betegnelser for Martinus’ virksomhed
Martinus’ virksomhed i de første syv år, 1921-1928, havde ikke nogen officiel betegnelse, da han levede helt tilbagetrukket og anonymt. Herefter begyndte han at holde foredrag i private hjem, og den 1. december 1930 holdt han sit første offentlige foredrag. Men først i 1932 med udgivelsen af Livets Bog 1 trådte Martinus frem for offentligheden. Tidligere havde Martinus boet meget beskedent, bl.a. i små værelser på Jagtvej 52A, 1.tv. og Pile Alle 7H, 2.tv., men i forbindelse med bogudgivelsen flyttede Martinus til Joakim Larsens Vej 31, 3.th., hvor han for første gang fik eget køkken, toilet og bad. I lejligheden indrettede man kontor, solgte den nyudgivne LB1 og oprettede studiekredse. Under det foreløbige navn Livets Bogs Bureaublev Martinus Institut således oprettet på Frederiksberg i 1932.
Omkring 1939-1940 ændrede Frederiksberg kommune nummereringen på Joakim Larsens Vej, så nr. 31 ikke findes i dag. I årene 1932-1939 lå det første Martinus Institut således på det nuværende Joakim Larsens Vej 17, 3.th. (Kraks vejviser 1939, 1940). Fra fortovet kan man kigge op på vinduerne på 3. sal og meditere lidt over det allerførste Martinus Institut. (Se evt. Begivenhedsoversigtenpå www.martinus.dk).
I 1939 flyttede Martinus og bureauet rundt om hjørnet i hjørneejendommen af Joakim Larsens Vej og Glahns Allé til adressen Glahns Alle 33, 1.th. [tæt ved Peter Bangs Vej Station]. På fjerde sal fik Martinus senere yderligere en større lejlighed, der var så stor, at der også kunne indrettes en foredragssal. I tiden med to lejligheder boede unge medarbejdere som Erik Gerner Larsson, Mogens Munch, Thora Hammarlund og Inger Gaarde også på Glahns Allé 33.
I 1943 købte Martinus for lånte penge en ejendom på Frederiksberg på Mariendalsvej 94-96, hvor Instituttet ligger den dag i dag. Først i 1945 blev navnet Livets Bogs Bureauændret til Martinus Åndsvidenskabelige Institut, i daglig tale kaldet Martinus Institut.
Martinus Center i Klint
Selv om Martinus ønskede at holde sin egen person i baggrunden, ændrede han alligevel i 1977 undervisningscentrets navn fra Kosmos Ferieby til Martinus Center, der er beliggende på adressen Klintvej 69, 4500 Nykøbing Sj. Som indledning til Martinus’ åbningsforedrag den 26. juni 1977 fortalte Mogens Møller, at Kosmos Ferieby nu havde ændret navn til Martinus Center. Det var en markering af, at stedet i Klint skulle overgå fra at være en feriekoloni til at være et studiecenter, der efterhånden skulle udvikle sig til at blive et internationalt center for udbredelsen af Martinus’ analyser. (Kosmos nr. 6/1997).
At hans eget navn skulle indgå i Centrets navn begrundede Martinus med, at enhver kunne bruge det almindelige ord Kosmos og lave et Kosmos Center, men navnet Martinus gjorde det mere entydigt og klart, og desuden var det mere praktisk. I et interview spurgte Surya Green, hvorfor han havde valgt navnene Martinus Åndsvidenskab, Martinus Kosmologi og Martinus Institut, hvortil han ganske enkelt svarede, så er det lettere at finde i telefonbogen. Senere blev det også let at finde martinus.dk på internet. (Kosmos nr. 6/1997).
Hvilket udtryk brugte Martinus første gang om sit arbejde og værk?
Ved sit første offentlige foredrag den 1. december 1930 havde Martinus på alle stolesæder udlagt en information med titlen Orienterende oplysninger angående mit åndelige arbejde.(Artikelsamling 1, artikel nr. 2). Her brugte han udtrykket “mit åndelige arbejde” og karakteriserede det som “en helt ny kærligheds- og visdomslære”,der var udtrykfor en helt igennem ny åndelig verdensimpuls, en ny kristusimpuls. Martinus gjorde gældende, at der ikke var tale om noget plagiat, hans kærligheds- og visdomslære var i renkultur et resultat af hans eget åndelige eller kosmiske sansesæt, bistået afmægtige kristuskræfter, som det var faldet i hans lod at være modtagelig for. (Artikelsamling 1 stk. 2.1 og DEV6 stk. 96.6).
I første bind af Livets Bogfra 1932 bruger Martinus ikke udtrykket åndsvidenskab, men det gør han til gengæld flere gange i Kosmos nr. 2/1933 i artiklen Fortolkning af Livets Bog: Fortalen. (Artikelsamling 1, artikel nr. 7). Han bruger også udtrykket åndsvidenskab i de to følgende artikler fra 1934. (Artikelsamling 1, artikel nr. 8 og 9).
Indtil 1960 er Martinus Åndsvidenskab den mest brugte betegnelse, men udtryk som Martinus’ verdensbillede, Martinus’ kosmiske analyserog Det evige verdensbilledeblev også brugt.
13.9 Indførelse af betegnelsen Martinus Kosmologi
Omkring 1959-1960 går Martinus selv over til at bruge et mere moderne og internationalt udtryk for sit værk, nemlig Martinus Kosmologi. Kosmologi er læren om det velordnede univers. Orddannelsen “kosmologi” var måske nok ny, men ordstammen “kosmos” havde Martinus brugt flittigt lige siden han begyndte at skrive. På de første tyve sider i fortalen i LB1 (1932) anvender Martinus således ordet “kosmisk” i tolv forskellige kombinationer: kosmisk bevidsthed, kosmisk set, kosmiske realiteter, det kosmiske verdensalt, kosmiske verdenslove, kosmisk bevidsthedsniveau, det kosmiske sansesæt, kosmisk sansehorisont, i kosmisk forstand, kosmiske evner, kosmisk manifestation, kosmisk oplevelse.
Allerede i 1933 gav han sit tidsskrift navnet Kosmos. “Det er et moderne navn ved siden af Livets Bog og de andre bøger. Dengang det kom, var det ved en kosmisk impuls. Jeg mener, vi skal holde fast ved navnet Kosmos.” (Samarbejds-Strukturen, stk. 12.1).
I 1958 blev tidsskriftet Kosmos oversat til esperanto med titlen Kosmo. Senere stod det Martinus klart, at Kosmos skulle hedde Kosmos på alle sprog, og ikke f.eks. Kosmo på esperanto og Cosmos på engelsk osv. Martinus: “Jeg mener, Kosmos skal være internationalt, at det kan have samme navn i alle lande.” (Samarbejds-Strukturen, stk. 12.1).
Da der bl.a. var et tysk tidsskrift med titlen Kosmos, foreslog Martinus på et rådsmøde en undertitel: “Kan man ikke ved titlen Kosmos tilføje “Martinus Kosmologi” eller sådan noget, så ved de, hvor det hører hen?” (12. november 1974, Samarbejds-Strukturenstk. 12.1).
Ordet Kosmos anvendes i øvrigt mere på russisk (kosmonauter) end på engelsk (astronauter). I parentes bemærket er nogle få numre af Kosmos blevet oversat til russisk.
I 1959 anvender Martinus første gang ordet “kosmologi” i et kontaktbrev stilet “Til alle mit arbejdes trofaste venner!”. Han skriver, at resultatet af Erik Gerner Larssons to rejser til Indien blev det, at der blev oprettet et center for vor kosmologi eller åndsvidenskab. Længere nede i brevet skriver Martinus, at man nu i Indien er begyndt at forstå “den kosmologi eller den åndsvidenskab, det er blevet min mission at bringe menneskeheden”. (Kontaktbrev september 1959).
I 1960 går Martinus ind for at bruge udtrykket Martinus Kosmologi i stedet for Martinus Åndsvidenskab. I et brev til Erik Gerner Larsson i Indien i januar 1960 skriver Martinus i forbindelse med, at der var begyndt at komme færre tilhørere til foredragene i “Martinus Åndsvidenskab” på Instituttet, at det måske ville være bedre at ændre navn til “Martinus Kosmologi”.
Martinus skriver: “Når du kommer hjem, tror jeg vi skal snakke lidt sammen om navnet på vor Sag. Jeg tror, det vil være mere rigtigt og mere praktisk at kalde vort arbejde for “Martinus Kosmologi” i stedet for “Martinus Åndsvidenskab”. I ordbøgerne udtrykkes “kosmologi” som det samme som Læren om verdensaltet, dets oprindelse, udvikling og indretning, ligesom kosmologisk bevisførelse står opgivet som slutning fra verdensbygningens eksistens til Gud som dens årsag.” (Kosmos nr. 11-12/2004).
Martinus refererer til definitionen af “kosmologi” og “kosmologisk bevisførelse” i Salmonsens Leksikon.(Se 2. udg. bind 14, 1923).
I 1960, i en alder af 70 år, afsluttede Martinus sit hovedværk, og derfor forekommer udtrykket kosmologi naturligvis ikke i al den tidligere litteratur, der udgør hovedparten af det Martinus har skrevet. Men netop i 1960 i LB7 skriver han, at livsmysteriets løsning er det samme som “den allerhøjeste kosmologi eller åndsvidenskab”. (LB7 stk. 2658 pkt. 40).
Selv om Martinus i de sidste seks år af sit liv fra 1975 gik over til også at kalde hele sit værk Det Tredje Testamente, gik han alligevel ikke selv bort fra at bruge udtrykket kosmologi. Han tog aldrig afstand fra brugen af betegnelsen kosmologi, og han anbefalede ikke og ytrede ikke ønske om, at man skulle holde op med at bruge udtrykket kosmologi. Af båndoptagelser af rådsmøderne i perioden 1974-1981 fremgik, at han i denne periode selv ofte brugte ordet kosmologi.
Så sent som i sin 89-års tale Kristi genkomst – talsmandens kommebrugte Martinus udtrykket kosmologien: “Når det lille barn kommer til verden, er det en fødsel fra det åndelige plan til det fysiske arbejdsplan, og når man dør, forlader man dette plan og fødes på det åndelige plan, som jeg nævnte før. Der er således to fødsler, den første kalder jeg “fødsel et” og den anden “fødsel to”, og det vil blive fremtidens betegnelser i kosmologien.” (Kosmos nr. 7/2008, stk. 15).
13.10 Medarbejdere bruger betegnelsen Martinus Kosmologi allerede i 1956
Hvornår begyndte medarbejderne at anvende udtrykket Martinus Kosmologi? – Ifølge skriftlige kilder er det nye udtryk “Martinus’ kosmologi” første gang anvendt af Tage Buch i 1956 i en artikel, der handler om Martinus-bøger, som er blevet oversat med esperanto som brosprog til tredje sprog, f.eks. til engelsk og tjekkisk. Artiklens titel er La kosmologio disvastiĝas, Kosmologien udbredes.(Årskosmos 1956, side 63).
I 1956 skriver Mogens Møller, at mennesket i fremtiden vil blive herre over sit sind og kunne skabe verdens forenede stater eller et fredens rige. Han fortsætter: “Denne viden om de psykiske love i universet og sindets struktur er tilgængelig for søgende mennesker i dag. Den moderne åndsvidenskabeller kosmologi, som mennesker ofte, inden de har lært den at kende, fejlagtigt tror, er en ny sekt eller religion, har allerede givet mange søgende mennesker en hjælp til selvhjælp i den kaotiske situation, det enkelte menneske såvel som hele menneskeheden i dag befinder sig i.” (Årskosmos 1956, side 29-30).
I tre kosmosartikler, baseret på manuskripter helt tilbage fra 1940’erne, optræder ordet kosmologi mærkeligt nok også. Det drejer sig om artiklerne Forsynet, manus fra 4. oktober 1953 i Kontaktbrev nr. 2-3/1966 og senest i Kosmos nr. 7, 2006, Vejen til den sande lykkefra 6. juli 1947 i Kosmos nr. 21/1968 og Dom og beskyttelsefra 16. november 1947 i Kosmos nr. 25-26/1968. Ved en nærmere kontrol finder man imidlertid ikke ordet kosmologi i Martinus’ originalmanuskripter, det er indsat 1966-68 af Mogens Møller, da han bearbejdede artiklerne, formentlig fordi det i 1960’erne var blevet den mest anvendte betegnelse for Martinus’ værk. Mogens Møllers bearbejdelse af de omtalte artikler er alle godkendt af Martinus.
I et hæfte med information om Instituttets virksomhed fra 1960 med forord af Erik Gerner Larsson findes betegnelsen Martinus Institut for kosmologi.
Interessant er det, at allerede i 1957 blev Erik Gerner Larssons værk Kursus i Martinus Åndsvidenskabudgivet på engelsk med titlen Introduction to Martinus Cosmologyi forbindelse med det nye arbejde i Indien.
13.11 I 1951 skriver Martinus om “et tredje og sidste testamente”
Martinus fortæller, at den ny titel Det Tredje Testamentevar noget, der gradvist modnedes i hans bevidsthed, hvilket også skulle fremgå af den følgende historiske redegørelse.
Hvornår Martinus første gang mundtligt omtalte et tredje testamente vides ikke, men første gang i litteraturen er i Livets Bog 5, hvor stykoverskriften til stk. 1849 er: “Åndsvidenskaben som et tredje og sidste testamente”.
I 1947 påbegyndte Martinus udgivelsen af LB5, ved at de første 16 sider blev udsendt sammen med Kosmos og kontaktbrevene til abonnenterne på Livets Bog. Derfor står der først i bindet, at udgivelsesåret for LB5 er 1947. Men de sidste 16 sider af LB5 blev først skrevet, trykt og udsendt til abonnenterne i 1952. Ved antagelse af en nogenlunde konstant skrivehastighed og lidt interpolation har jeg regnet mig frem til, at Martinus må have publiceret stk. 1849 i år 1951.
Martinus gør her gældende, at Moseloven i større grad stimulerede familiekærligheden og forplantningsprincippet end den stimulerede næstekærligheden. På grund af menneskenes humane udvikling var Det Gamle Testamente derfor ikke fyldestgørende i det lange løb og måtte derfor suppleres med Det Nye Testamente. Men med menneskenes fortsatte intellektuelle udvikling er det for mange mennesker ikke længere fyldestgørende med trossætninger eller dogmer, og der kræves derfor en videnskabelig forklaring på Det Nye Testamente.
Martinus: “Er det ikke netop dette krav, der nu afføder en åndsvidenskab og derfor må blive et tredje og sidste testamente? – Efter dette testamente behøver intet menneske længere andres vejledning. Her kan det blive ført helt frem til dets egen store indvielse eller åndelige fødsel, hvorefter det selv vil være ophøjet til at være ét med Faderen og verdensbilledet og dermed selv være vejen, sandheden og livet.” (LB5 stk. 1849).
13.12 I 1953 omtales Det Tredje Testamente som en udviklingsfase
Første gang Martinus direkte bruger udtrykket Det Tredje Testamenteer i foredraget Hedenskab og kristendomi Klint den 13. juli 1953, hvorfra manuskriptet blev bragt første gang i kontaktbrev nr. 12/1958. Her omtaler Martinus ikke Det Tredje Testamentesom en titel på sit værk, men derimod som den sidste af tre udviklingsfaser.
Martinus: “Kristendommens udvikling kan deles i tre faser, den som repræsenteres af Det gamle Testamente, den som repræsenteres af Det nye Testamente, og endelig den, som vil blive repræsenteret gennem udviklingen af åndsvidenskaben, som vi kan kalde Det Tredje Testamente (Kosmos nr. 4/1987 og 11/2002).
Kristendommen blev allerede forkyndt i Guds ord til Abraham: “I din sæd skal alle Jordens slægter velsignes”. – Profeterne fortalte, at der ville fødes en konge af Davids slægt, en messias, som skulle bringe frelse og velsignelse til denne verden. Men selv om kristendommen spirede frem af jødedommen, er de gammeltestamentlige ord om gengældelse “øje for øje og tand for tand” ikke udtryk for kristendom, der netop baserer sig på modsætningen – tilgivelse.
Kernen i den tredje udviklingsfase er åndsvidenskaben, der skal føre kristendommen frem til sin fuldkommengørelse i en intellektualiseret og videnskabeliggjort form.
13.13 I 1955 Det Tredje Testamente – en verdensepoke
I foredraget Kristendommens verdensepokefra den 2. oktober 1955 taler Martinus om Det Tredje Testamentesom en del af kristendommens verdensepoke, som et stadium i udviklingen eller en del af Guds skabelse af mennesket i sit billede.
Martinus: “Vi ser således, at det sidste stadium i den kristne verdensepoke, den ny verdenskultur, allerede er indbygget i de tidligere kulturer. Kristendommens verdensepoke består af tre store stadier, hvor det første udgøres af Det Gamle Testamente og jødedommen og det andet af Det Nye Testamente og kristendommen, hvor den materielle tilstand skulle udvikles. Det tredje stadium er Det Tredje Testamenteeller åndsvidenskaben, som vil danne grundlag for menneskets videre udvikling og garantere, at menneskene inden for denne epoke vil komme til at blive ét med Gud.” (Kosmos nr. 11/1991 og 3/2007).
I foredraget betonede Martinus, at det skal blive til videnskab, at Kristi væremåde er modellen for det fuldkomne menneske i Guds billede. Åndsvidenskabens analyserækker, der kan følges af almindelig intelligens, viser på alle områder som videnskabelig sandhed, at man skal være til glæde og velsignelse for alt levende, og at dette at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, er alle loves opfyldelse. Åndsvidenskabens opgave er at udbrede denne sandhed og at retfærdiggøre og videnskabeliggøre alle Kristi udtalelser. Åndsvidenskaben er ikke åndsvidenskab, hvis den ikke på alle punkter kan bekræfte Jesu bjergprædiken.
I Livets Bog gør Martinus gældende, at hans verdensbillede ikke er baseret på Bibelen. Det evige verdensbillede er udelukkende blevet til ved Martinus’ eget direkte syn, hans egen direkte sansning af livet selv, og det er således på ingen måde et plagiat eller efterligning af nogen som helst anden bog. Når Martinus konfronterer de kosmiske analyser med Jesu udtalelser, er det ikke for at underbygge åndsvidenskaben, for den hviler selv på logikkens love. Det er omvendt, det er Martinus, der med logik og åndsvidenskab vil retfærdiggøre Jesu udtalelser. Med et bibelsk udtryk kan man sige, at Martinus “herliggør” Jesus. (LB3 stk. 926).
13.14 Pause fra udtrykket Det Tredje Testamente i tretten år frem til 1968
I begyndelsen af 1950’erne brugte Martinus således udtrykket Det Tredje Testamente flere gange som udtryk for en udviklingsfase eller en tidsepoke. Derefter følger en pause på over tretten år, hvor han hverken bruger udtrykket i foredrag, artikler eller bøger – måske fordi udtrykket Martinus Kosmologi netop i disse år vinder indpas og bliver det mest anvendte.
Vi skal frem til 1968 i Varnhem, Sverige, hvor Martinus i et foredrag igen bruger udtrykket Det Tredje Testamente, men nu for første gang med direkte reference til titlen på værket, hvor han siger, at han vil udvikle det videre til, at det bliver Det Tredje Testamente. (Mit forhold til Gud, foredrag i Varnhem 02.06.1968).
I 1969 brugte Martinus udtrykket Det Tredje Testamenteflere gange. Af gamle programmer fremgår desuden, at Martinus ligefrem holdt foredrag med titlen Det Tredje Testamentebåde på Instituttet den 10. februar 1969 og i Jönköping den 13. maj 1969. Her brugte han igen Det Tredje Testamente som en betegnelse for en verdensepoke.
I de to nedenstående citater fra Martinus’ julehilsener i 1969 og 1970 anvender han henh. udtrykkene “livets tredje og sidste testamente” og “en ny verdensepoke, et tredje testamente”.
Martinus: “Igennem den ny kosmiske verdensimpuls, gennem livets tredje og sidste testamente, ser jeg Betlehemsstjernen som en sol stige op over jorden. Og for denne Guds ånds strålevæld ser jeg de bloddryppende kriges sorte dødssfærer svinde bort fra jorden, som nattens tåger svinder bort for den opadstigende morgensol. Derefter ser jeg, at julebudskabets “fred på jorden” funkler i alle øjne, kærtegner gennem alle hænder og velsigner igennem alle tungemål. Og vor lille verden fortsætter sin bane i rummet som en salighedens ø mellem stjernerne.” (Martinus, Julehilsen 1969).
Martinus: “Og en ny verdenskulturs begyndende humanitet og næstekærlighed begynder at vise sine fødselsveer igennem den gamle kulturs store forfald, degeneration og opløsning. Og i en ny verdensepoke, et “tredje testamente”,i hvilket de to gamle bibelske testamenters hedenskab og kristendoms overtro og vildfarelse vil opløses, svinde bort fra menneskenes sind og hjerte som nattens klamme tåger svinder bort fra den opadgående morgensols strålevæld, lys og varme.” (Martinus, Julehilsen 1970).
13.15 I 1971 bruges Det Tredje Testamente som betegnelse for en bog
Da Martinus i 1970 rundede de 80 år, holdt han op med at rejse rundt med foredrag for at bruge alle sine kræfter på at skrive. I 1969 foretog Martinus sine sidste foredragsrejser til Sverige og provinsen i Danmark, og hans sjette foredragsrejse til Island i 1970 blev hans allersidste foredragsrejse. Selv om det måske nok var planlagt, kom Martinus aldrig til Norge med foredrag.
I de sidste ti leveår holdt Martinus som regel kun to foredrag om året, nemlig ved sommersæsonens indledning i Martinus Center, Klint, og den 11. august ved sin fødselsdag, der som regel blev afholdt i Ingeniørforeningen eller Hotel Sheraton i København. Selv hørte jeg alle disse foredrag, og ved hans 81-års fødselsdag i 1971 var det særligt interessant at høre om hans nye planer, der havde ændret sig siden marts 1971.
Imellem marts og august 1971 fik Martinus en stærk impuls angående Det Tredje Testamente. På Sagens 50-årsdag i marts sagde han nemlig, at han var ved at afslutte DEV4 og mente at kunne færdiggøre den i løbet af sommeren. Tilbage var der så to symbolbøger, DEV5 og DEV6, som han håbede på at kunne gøre færdig på 3-4 år. (Martinus Institut, 24.03.1971).
Men kort tid efter ændrede Martinus disse planer, fordi han havde fået en intuitiv impuls om at gå i gang med at skrive en bog, der for offentligheden skulle præsentere hans værk som Det Tredje Testamente. Han lagde derefter arbejdet med symbolerne til side for senere at vende tilbage til det, når han var færdig med præsentationsbogen Det Tredje Testamente.
Martinus: “Jeg var jo lige ved at være færdig med fjerde del af symbolbogen [DEV4]. Men så fik jeg en højere impuls til, at jeg hurtigst muligt skulle lave en anden bog, en lille bog i hvilken hele verdensbilledet findes i koncentrat. Nu er tiden kommet, da vi er nødt til at erkende og gøre åbenbart, hvad det er, der foregår her i Skandinavien. Og det er “Det Tredje Testamente”. Det er det, som Kristus ikke kunne fortælle sine disciple, men som han sagde, at sandheden “Talsmanden den hellige ånd” skulle Faderen sende, og den skulle lære menneskene alt det, de ikke forstod dengang.” (Foredrag 11.08.1971).
Martinus havde observeret, at der var opstået en særlig modenhed for de kosmiske analyser hos de unge mennesker. Han nævnte ofte, at de havde “moderne bevidsthed”, og de var “begyndelsen til den ny verdenskultur”. For denne ungdom ville Martinus gerne hurtigst muligt skrive noget kort om analyserne, og så kunne de eventuelt senere læse de store værker.
I de sidste ti år af sit liv var Martinus stærkt optaget af Det Tredje Testamente. Han talte om det i næsten alle sine åbningsforedrag i Klint og fødselsdagstaler i København. Talrige gange talte han om det ved møder på Instituttet, til medarbejdere og til venner i privat selskab. Han tænkte meget på, hvordan han bedst kunne føre Det Tredje Testamente frem til den store offentlighed i bogform.
Tage Buch skriver: “Forlagsboghandler Jarl Borgen, der havde hørt om Martinus’ ide om udgivelsen af en bog med titlenDet Tredje Testamente– der var den foreløbige arbejdstitel på den påtænkte introduktionsbog – tilbød i november 1971 i et brev til Martinus at udgive denne bog. […] Martinus nåede ikke at få udgivet hverken den påtænkte bog eller 4. bind af symbolbogen, men dette materiale foreligger i manuskript, og det vil med tiden blive udgivet, når det er korrekturlæst. En del af det må dog bearbejdes, da det kun foreligger i første nedskrivning.” (Martinus Erindringer, side 152).
13.16 I 1975 Det Tredje Testamente som betegnelse for hele Martinus’ værk
Indtil 1975 omtalte Martinus altid sin præsentationsbog som Det Tredje Testamente, men derefter begyndte han også at bruge titlen Det Tredje Testamente som en betegnelse for hele sit værk. Det fremgår af to foredrag, som Martinus holdt i sommeren 1975. (Kosmos nr. 7/2004 og 7/2005). Samme år skrev Martinus i den forbindelse også et brev til en god ven, Helmer Fogedgaard (1907-2002), angående brugen af titlen Det Tredje Testamente.
Martinus skrev: “Efter en helbredsmæssig god “hovedreparation” af min organisme har jeg fået det udmærket og er stærkt i gang med at arbejde på den af mange mennesker meget forventede bog “Det Tredje Testamente”. Men her må jeg gøre bekendt, at nævnte Testamente ikke bare er en lille bog eventuelt på et hundrede sider. Det er intet mindre end alle mine allerede manifesterede bøger, skrifter, symboler og blade tilsammen. Men det er rigtigt, at jeg skriver på en bog, der viser, at mit kosmiske verdensbillede rummer det “meget”, Kristus havde at kunne have sagt til sine disciple, men som de i sin tid “ikke kunne bære”. Og det derfor måtte udsættes til en senere tid. (Joh. 16.12-15).
Min nye bog viser således “Kristi Genkomst” eller rettere “Kristendommens Genkomst”. Kristus kommer ikke i en personlig fysisk inkarnation i kødet som en prædikant og mirakelmand. Det advarede han meget stærkt imod, at folk skulle tro. Han kommer derimod “på himmelens skyer med kraft og megen herlighed”. (Matt. 24.30).
Hvad er det så for en “kraft og megen herlighed”? –
Ja! Kære Helmer Fogedgaard, det er jo netop det, der er brændpunktet i “Det Tredje Testamente” og spændingen i min nye bog. Bogen er ikke færdig og emnet er ikke frigjort endnu. Jeg kan derfor ikke røbe mere for dig i dag. Og hermed en meget kærlig hilsen Martinus.” (Kosmos nr. 9-10/2004).
13.17 Martinus søgte ikke at beskytte titlen Det Tredje Testamente
Martinus mente ikke, det var nødvendigt at beskytte sin titel Det Tredje Testamente. Det gjorde ikke noget, at andre brugte den samme titel, for han mente, at før eller siden ville man jo komme til at se, hvilket der var det rigtige.
Hvis man googler på nettet, vil man allerede nu se, at der findes mange steder, hvor folk kalder deres skrifter for Det Tredje Testamente, The Third Testament, Das Dritte Testament osv.
Hos Inge Sørensen *** Local Caption *** Martinus
13.18 Livets Bog 1 under titlen Det Tredje Testamente
Tidligere var Martinus’ bøger inkl. Livets Bog kun blevet udgivet på eget forlag, men lige før sin bortgang var det blevet Martinus meget magtpåliggende at få udgivet Det Tredje Testamente på et stort offentligt bogforlag. Nogle få år efter Martinus’ bortgang fortalte Jarl Borgen i en fødselsdagstale for en stor samling af Martinus-interesserede på hotel Sheraton, at det havde tiltrukket hans opmærksomhed, at Martinus ville lave en præsentationsbog i ét bind, da han som forlægger vidste, at det var meget svært at sælge store flerbindsværker.
I forbindelse med bogudgivelser sagde Martinus ofte: “Det er forlagene, der skal komme til os”. Martinus ville ikke forcere sagen ved at gå foran Forsynets plan. Han var overbevist om, at Forsynet nok skulle give tegn eller sende det rette menneske, når tiden var inde. Da Jarl Borgen selv havde henvendt sig, mente Martinus, at Forsynet dermed havde peget på Borgen som den rigtige udgiver.
Men eftersom Martinus ikke fik bogen Det Tredje Testamente skrevet helt færdig, skulle der gå hele syv år inden han genoptog kontakten med Jarl Borgen. I marts 1979 bestemte Martinus sig nemlig for, at han gerne ville have hovedværket LB1-LB7 genudgivet under titlen Det Tredje Testamente. Det førte i 1980 til længere forhandlinger med Jarl Borgen, der som forlægger vidste, at det kunne være svært at sælge en genudgivelse af en bog, og så oven i købet i syv bind. Men det var så vigtigt for Martinus, at værket kom ud på et stort offentligt forlag, at han selv gik med til at stille garantikapital og skyde penge i foretagendet.
På Instituttet fortalte en af kontordamerne, at Martinus i en periode hver formiddag kom ind på kontoret og spurgte, om der var noget nyt fra Borgen. Det viser noget om, hvor betydningsfuld denne bogudgivelse var for Martinus.
Til en stor gruppe unge medarbejdere i Klint i påsken 1978 sagde Martinus: “Vi er begyndelsen til den ny verdenskultur, vi har den viden, som folk skal have. Den vil engang blive bredt ud over hele verden. Den har allerede megen grobund, kan man se, vi får breve næsten fra hele verden, skønt bøgerne endnu ikke er gået ud på de store forlag. Mine analyser og mine bøger er nemlig ikke givet fri af Forsynet, før Det Tredje Testamente er kommet ud på de store forlag. Så vil der blive meget røre omkring det, så vil det få sin velsignelse og sin forbandelse. Men vi behøver ikke at være bange for forbandelsen, for vi forbander ikke selv nogen, og så kan vi ikke røres på denne måde” (Den ny kultur, Kosmos nr. 3/2004. Se evt. også Kosmos nr. 7/2008 og 7/2009).
Martinus erklærede ganske vist allerede i 1975, at hele hans værk var Det Tredje Testamente, men når talen i 1971-1979 var om Det Tredje Testamente i forbindelse med forlag og udgivelser, talte han altid om præsentationsbogen, der som sagt skulle forklare med hvilken ret han kaldte hele værket for Det Tredje Testamente. Når Martinus i de sidste to år af sit liv talte om udgivelsen af Det Tredje Testamente, talte han om genudgivelsen af Livets Bog på Borgen.
13.19 Nye planer med prolog og symbolforklaringer
I 1978-1979 læste Per Thorell korrektur på det næsten færdige manuskript til bogen Det Tredje Testamente. Thorell havde en anden sproglig smag og stil og foretog så mange korrekturer og ændringer, at Martinus’ manuskript kom til at ligne “det røde hav”. Han ville derfor ikke levere dette overkorrigerede manuskript tilbage til Martinus, men lavede i stedet en ny maskinskrevet renskrift, som han gav Martinus. I den mellemliggende tid skrev Martinus videre på bogen, men da han modtog denne renskrift blev han meget foruroliget over, at han nu ikke længere kunne se, hvilke ændringer, den anden havde foretaget i manuskriptet. Dette forløb var grunden til, at Martinus netop på dette tidspunkt, formentlig i februar 1979, opgav at færdiggøre denne bog. Martinus indskærpede for rådsmedlemmerne, at denne renskrift med alle disse fremmede ændringer bestemt ikke måtte udgives. Martinus forklarede desuden ved flere møder, at han hele tiden gled ind i at skrive analyser, der var alt for høje for denne bogs formål. (Se tidl. stk. 12.15).
I 1979 lagde Martinus således arbejdet med præsentationsbogen [plan A] til side til fordel for at skrive en ny udvidet prolog og indledning til genudgivelsen af Livets Bog [plan B]. Dele af det indledende stof fra præsentationsbogen blev nu overført til en ny og udvidet prolog i Livets Bog. Da den planlagte præsentationsbog således mistede sin indledning og ikke blev skrevet færdig, var der på dette tidspunkt ikke udsigt til, at denne amputerede bog ville blive udgivet. Men Forsynet, der sendte Martinus de forskellige impulser, havde åbenbart en anden plan, som vi skal se i det følgende.
Martinus gik så i gang med at skrive yderligere tekst til prologen i LB1, blandt andet et kapitel om Kristi genkomst. Ideen var, at en ny Prologskulle sættes ind foran Fortaleved genudgivelsen af LB1. De, der allerede havde købt Livets Bog, skulle kunne få denne prolog som et særtryk eller separat hæfte. I slutningen af 1980 gik Martinus over til plan C, som vist i nedenstående oversigt.
Plan A, plan B og plan C for udgivelsen af DET TREDJE TESTAMENTE
Plan A, 1971-1979, bogen Det Tredje Testamente
Plan B, 1979-1980, prolog til Livets Bog, Det Tredje Testamente
Plan C, 1981, forklaring til symbolomslag på Det Tredje Testamente
Som noget nyt bestemte Martinus sig for, at der ved genudgivelsen af Livets Bogskulle være to symboler på bogens omslag, nemlig “Lyset” og “Mørket”, der findes forklaret i den anden symbolbog. (Se DEV2 symbol nr. 23, “Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse”, og nr. 19, “Gennem indvielsens mørke – helvede eller ragnarok”). De to symboler med kristusfiguren og dødningehovedet hørte sammen, betonede Martinus meget stærkt, når man forsøgte at overtale ham til at udelade symbolet med dødningehovedet på bagsiden.
Martinus lavede selv layout til præsentationsbogens omslag, som det ses på fotografiet, hvor Martinus viser bogens forside med symbolet “Lyset” og den epokegørende nye titel Det Tredje Testamente. Senere blev den samme layout anvendt ved genudgivelsen af Livets Bogi 1981 under hovedtitlen Det Tredje Testamente. På manuskriptets titelblad til denne bog skrev Martinus i 1979 “Det Tredje Testamente eller Livets Bog”.
Der findes båndoptagelser, der kan dokumentere, at Martinus i årene 1979-1981 ofte brugte udtrykket Det Tredje Testamentesom ensbetydende med Livets Bog, som jo netop stod foran en genudgivelse under titlen Det Tredje Testamente.
Efter sin 90-års fødselsdag sætter Martinus i et takkebrev lighedstegn mellem Det Tredje Testamente og Livets Bog med en parentetisk bemærkning: “Det Tredje Testamente” (Livets Bog).
Martinus: “Jeg ville gerne her have tilføjet et par linjer fra “Det Tredje Testamente”, men kræfterne slår ikke til, så jeg beder Dem undskylde dette begrænsede takkebrev. Jeg har derimod den glæde at kunne fortælle Dem, at mine bøger er kommet til et forlag med henblik på udgivelse. Foreløbig drejer det sig særligt om de to hovedværker “Det Tredje Testamente” (Livets Bog) og symbolbogen “Det Evige Verdensbillede”.
Derefter skulle de mindre bøger udkomme. Det skulle så bevirke, at sagen økonomisk efterhånden vil komme til at kunne bære sig selv, men der vil gå en vis tid, inden vor mission og sag når så vidt. Det er derfor min inderligste bøn til Dem, at den trofaste støtte, med hvilken De så kærligt har været med til at bringe sagen frem igennem vanskelighederne, må fortsætte, selv om jeg eventuelt ikke mere er på det fysiske plan. Da er det instituttets bestyrelse, der er sagens faste punkt, og da vil det være til den, al henvendelse vedrørende sagen må foregå.” (Takkebrev oktober 1980).
13.20 Martinus’ sidste beslutning
Blot nogle få måneder før sin bortgang afbryder Martinus imidlertid arbejdet med forklaringen af titlen Det Tredje Testamentetil prologen til Livets Bog 1 [plan B]. Han begyndte i stedet at skrive et nyt tillæg de to symboler “lyset” og “mørket” på omslagets for- og bagside [plan C]. På sin nye Philips-computer skrev Martinus efter nytår 1981 målrettet på denne nye indledning med forklaring af de to symboler på omslaget til Livets Bog 1, der stod for at skulle udgives på Borgens Forlag i 1981. De, der allerede havde købt Livets Bog, kunne så få et særtryk af denne indledning, så de ikke behøvede at købe hele Livets Bog 1 igen for at kunne læse det.
Tidligt om morgenen torsdag den 5. marts 1981 blev Martinus imidlertid indlagt med brud på den ene lårbenshals, efter at han om natten var faldet ud af sengen eller gledet i en løber på gulvet i soveværelset. Søndag den 8. marts, tre dage efter indlæggelsen på Frederiksberg Hospital, forlod Martinus det fysiske plan cirka kl. 01.30 om natten. Dødsårsagen var formentlig en fedtemboli i forbindelse med benbruddet.
I dagene op til indlæggelsen arbejdede Martinus meget intenst med at få færdiggjort dette tillæg med de to symbolforklaringer til Livets Bog 1. Tirsdag skrev han helt indtil kl. 2 om natten, og onsdag indtil kl. 22.30. (Martinus Erindringer, side 187). Eftersom Martinus netop var så optaget af at skrive på denne nye indledning til Livets Bog i dagene før sin indlæggelse, var det ham naturligvis magtpåliggende på hospitalet at fortælle, hvad der skulle ske med denne tekst.
Den medarbejder, der lørdag aften var den sidste, der talte med Martinus på hospitalet, aflagde rapport dagen efter på et rådsmøde på Martinus Institut, hvor der blev lavet et skriftligt referat af Martinus’ sidste beslutning. Han oplyste, at Martinus dagen før havde sagt til ham, at det, der er skrevet som forklaring til symbolerne på omslaget til “Livets Bog 1”, der nu udgives på Borgens Forlag, ikke skal anvendes. (Kilde: www.martinus.dk/da/bo).
Martinus’ sidste beslutning var således, at Livets Bog skulle udgives på Borgens forlag med titlen Det Tredje Testamenteuden det forklarende tillæg, der var under forberedelse. – Med denne sidste beslutning var Martinus’ mission dermed fuldbragt.
Per Thorell’s rapport om Martinus’ sidste ønske eller vilje
Ovenstående referat stemmer med et andet skriftligt referat lavet samme dag af Per Thorell efter en opringning fra netop den medarbejder, der var den sidste, der havde talt med Martinus på hospitalet.
Citat: “Klokken 9.30 fik vi over telefonen det sorgens budskab, at Martinus havde forladt det fysiske plan den foregående nat klokken 1.30. På hospitalet sagde man, at han var sovet stille ind. Aftenen forinden havde Martinus virket opfrisket og vågen. Han havde sagt, at han nu vidste, at han var blevet standset i sit arbejde med de kosmiske analyser og specielt med den symbolforklaring, han ville have med i indledningen til nyudgaven af første bind af “Livets Bog” i relation til symbolerne på omslagets for- og bagside. Disse analyser lå alt for højt for det jordiske menneskes generelle fatteevne i mange århundreder fremover.
Når det nu skulle være således, udkommer denne bog [Livets Bog] formodentlig i sin hellige oprindelighed, hvilket er, hvad jeg har ønsket, og hvad jeg også i vore samtaler desangående har sagt til Martinus, at den burde.” (Per Thorell, dagbogsnotat 08.03.1981).
13.21 Udgivelsen af Det Tredje Testamente i to tempi i 1981 og 2004
Denne Martinus’ sidste beslutning, at forklaringerne til symbolerne på omslaget ikke skulle med i Livets Bog, fritog rådet for Martinus Institut fra det store ansvar at træffe beslutning om, hvordan Det Tredje Testamente, Livets Bog 1om kort tid skulle udgives på Borgens Forlag. Skulle prologen og indledningen [plan B] eller symbolforklaringerne [plan C] medtages i Livets Bog? – Nej, Martinus havde selv bestemt, at Livets Bog skulle udgives uden nogen forklaring af titlen Det Tredje Testamente og af symbolerne på omslaget– og sådan blev det.
Allerede et halvt år før sin bortgang havde Martinus selv lavet aftale med forlagsdirektør Jarl Borgen om udgivelsen, og et halvt år efter Martinus’ bortgang blev Det Tredje Testamente – Livets Bog 1således udgivet på Borgens Forlag den 24. november 1981.
Når Martinus talte om udgivelsen af Det Tredje Testamente, var han ofte inde på, at der nok “ville lyde et ramaskrig”, når bogen kom ud.
Tænk, Martinus skrev, at hans værk Det Tredje Testamentevar Talsmanden den hellige ånd, og dermed opfyldelsen af den bibelske profeti om Talsmandens komme og Kristi genkomst, og at han ene mand af Gud var udvalgt og ved Kristus personligt indviet til at føre kristendommen frem til sin fuldkommengørelse her på jorden!
Martinus: “Jeg er klar over, at jeg her stiller mange menneskers skepsis på en meget hård prøve, ja så hård en prøve, at den måske kunne blive en vej til korsfæstelse af mig, hvis ikke Gud havde en anden plan med mig”. (Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 6).
Udgivelsen af Livets Bog på Borgen forlag med titlen “Det Tredie Testamente”
Men der lød ikke noget ramaskrig ved udgivelsen af Det Tredie Testamente, Livets Bog 1, for der var jo blot tale om en genudgivelse af Livets Bog. Den eneste ændring var den ny titel, Det Tredje Testamente, som ikke blev nærmere forklaret. – Fra 1981 skulle der gå 23 år inden forklaringen blev offentliggjort i bogform. Men i alle de mellemliggende år havde man efterhånden vænnet sig til titlen Det Tredie Testamenteuden at finde den specielt oprørende eller provokerende.
Livets Bog 1med titlen Det Tredje Testamenteblev hurtigt oversat til svensk, engelsk, serbokroatisk, tjekkisk, tysk, fransk, spansk, esperanto, hollandsk, og efterhånden begyndte flere personer på forskellige sprog også at bruge titlen Det Tredje Testamentepå deres egne skrifter på nettet.
Man kunne måske undre sig over, at der skulle gå 23 år før bogen med forklaringen af titlen Det Tredje Testamenteblev offentliggjort i bogform, men overordnet set var det ifølge Martinus åndelige kræfter i form af Forsynet, der bestemte farten. Det fremgår af Martinus’ velkomsttale i Klint i 1975, hvor han taler om Centrets 40-års fødselsdag, Samarbejdsstrukturen og færdiggørelsen af præsentationsbogenDet Tredje Testamente. (Kosmos nr. 5/2015).
Martinus: “Det er ikke meningen, at jeg hvert år skal stå her og gentage, at De skal få Det Tredje Testamenteom et år. Nu er det tredje gang, jeg kommer til at skulle love Dem denne bog. Men jeg er jo blevet forhindret på grund af helbredet. Og med hensyn til Det Tredje Testamente, da skal De ikke tro, at De bliver snydt. Nu er det ikke atter en skuffelse. Det skal nok blive lavet. Det er bestemt allerede før jeg blev født, hvornår tingene skal være færdige.” (Kosmos nr. 7/2004).
13.22 Introduktionsbogen “Det Tredje Testamente” og “Livets Bog” hver for sig i sin “hellige oprindelighed”
Det var meningen, at præsentationsbogen Det Tredje Testamenteskulle præsentere hele verdensbilledet og forklare med hvilken ret, Martinus kaldte hele sit værk for Det Tredje Testamente. I februar 1979 opgav han imidlertid at færdigskrive denne bog og besluttede i stedet for at flytte bogens indledning og prolog over i Livets Bog 1. Tilbage lå således manuskriptet til en bog uden indledning og uden afslutning. Men på et møde den sjette marts 1979 beskriver Martinus dog forskellige muligheder for at publicere det manuskript, som han havde lagt til side og som han passede godt på, som han sagde.
Martinus sidste beslutning, at Livets Bogskulle udgives i uændret form uden den nye indledning, bevirkede at Livets Bogkunne udgives i “sin hellige oprindelighed”, som Per Thorell udtrykte det. (Se ovenfor stk. 13.20).
Før udgivelsen af Det Tredje Testamente, Den Intellektualiserede Kristendomi december 2004 opstod den myte eller det rygte, at Martinus havde sagt, at der ikke skulle udgives mere efter hans død, og at der allerede var udgivet nok. Selv i dag bliver denne myte præsenteret som en sandhed, der imidlertid ikke stemmer med de oprindelige kilder og erfaringen på Martinus Institut.
Det fremgår helt klart af båndoptagelser fra syv års bestyrelsesmøder (1974-1981), at Martinus ønskede, at hans efterladte materiale blev “bearbejdet” eller “reguleret” af andre, så det kunne udgives. Som allerede nævnt i stk. 13.5 overdrog Martinus således iet officielt gavebrev af 18. juni 1980 rettighederne til alle sine værker til Martinus Institut, herunder retten til at færdiggøre ikke afsluttede arbejder. (OT, Kosmos nr. 6/2012, 10/2014 og 5/2015).
Med hensyn til om der var udgivet nok, sagde Martinus i 1975 ganske vist: “Missionen er for længst færdig”. (Kosmos, nr. 7/2004, DEV5 stk. 76.1). Efter udgivelsen af Livets Bog, bind 1-7, var der skrevet nok til, at menneskene på jorden kunne få kosmisk bevidsthed. (LB1 stk. 248, LB5 stk. 1890-1896 og DEV2 stk. 21.27).
Men efter afslutningen af Livets Bog i 1960 gik Martinus imidlertid i gang med at skrive symbolbøgerne, Det Evige Verdensbillede, bog 1-6. Han ønskede at give menneskeheden så meget som muligt, og han var ivrig efter, at der blev udgivet så meget materiale som muligt.
Ved et rådsmøde mindre end tre måneder før sin bortgang sagde Martinus, at det han indtalte på bånd også kunne bruges: “Har vi det på bånd? – Ja, for det er om at gøre. Jeg får jo ikke skrevet så meget nu mere. Jeg kan ikke rigtig se, men det jeg siger, det kan jo bruges. Så skal det jo rettes, for talen er ikke det samme. Jeg er begyndt at øve mig lidt på at tale til bånd. Men det er så svært for mig. Jeg kan nemt gøre det, når der er mennesker til stede.” (Rådsmøde 16.12.1980, Kosmos nr. 6/2012 og 5/2015).
13.23 Udgivelse af præsentationsbogen om Det Tredje Testamente i 2004
I overensstemmelse med Martinus’ eget ønske var det rådet, der skulle have det fulde ansvar for den fortsatte virksomhed. Han sagde, efter min bortgang er rådets vilje min vilje. Spørgsmålet var nu rent praktisk, hvad der efter Borgen-udgivelsen af Det Tredje Testamente, Livets Bogskulle ske med alle de efterladte manuskripter. – Ja, svaret findes ganske enkelt på alle de båndoptagelser, der blev indspillet ved rådsmøderne i 1974-1981, de sidste syv år af Martinus’ levetid. Her gav Martinus klart udtryk for, at de efterladte manuskripter kunne bruges til publicering. Han ville, at de efterladte manuskripter skulle rettes, bearbejdes, reguleres og færdiggøres af andre til udgivelse. (Kosmos nr. 6, 2012).
Martinus havde således efterladt manuskripter til det, jeg kalder plan A, plan B og plan C. Hans sidste beslutning om, at LB1 skulle udgives uden prolog og indledning [plan B] og uden symbolforklaring [plan C], åbnede nu mulighed for, at Det Tredje Testamente, Den Intellektualiserede Kristendomefter bearbejdelse kunne udgives, som Martinus oprindeligt sigtede efter i årene 1971-1979. Ved tilføjelse af plan B og plan C til den tidligere amputerede bog fik den både en mere fyldig og ophøjet indledning og en sublim afslutning. Specielt finder jeg verdenshistoriske ord i det tilføjede stk. 6.
Det symboltillæg, der var det allersidste, som Martinus skrev til genudgivelsen af Livets Bog 1i dagene før sin bortgang, blev det allersidste i bogen Den Intellektualiserede Kristendom. Efterladte manuskripter, der udkom på Borgen den 15. december 2004. Dette “Efterskrift” virker meget ophøjet. I et brev et halvt år før sin bortgang skrev Martinus ganske uhøjtideligt, at han nu stod i køen til et højere tilværelsesplan, og det har formentligt været medvirkende til, at Martinus var helt indstillet på det guddommelige i det sidste, han skrev. Her analyserer Martinus bl.a. problemstillingen, om alkærligheden er et skabt eller et evigt fænomen. De absolut sidste ord, som Martinus skrev, var: “Absolut uret eller virkelig kosmisk ondskab eller djævelskab er en umulighed i Guds evige bevidsthed”. (DIK stk. 144).
Interessant er det, at den taksigelse til Gud, der var det første, Martinus skrev, blev det sidste i Livets Bog, nemlig Efterskrift – Gudesønnen ét med Fadereni LB7. Og det sidste, Martinus skrev, blev det sidste i bogen om Det Tredje Testamente. (Efterskrift, DIK stk. 138-144).
OLE THERKELSEN YOUTUBE KANAL
https://www.youtube.com/channel/UCXid-LNLoeml_bcqt67E2aw
MARTINUS KOSMOLOGI KANAL
https://www.youtube.com/channel/UCEvdMYsGqeipSvaF0vowZQw
https://twitter.com/ole_therkelsen
VÄRLDSBILD FÖRLAG
AMAZON – Ole Therkelsen
Author Profile
www.amazon.com/author/ole.therkelsen
https://authorcentral.amazon.de/gp/profile
MARTINUS INSTITUT
www.amazon.com/author/martinus
SCIENTIA INTUITIVA – Publisher
https://www.facebook.com/Martinus.Dansk.Ole.Therkelsen/
www.facebook.com/Martinus.English.Ole.Therkelsen
www.facebook.com/Martinus.Francais.Ole.Therkelsen
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Tilmeld: Apple Podcasts | Android | E-mail | RSS