OT319. Spørgetime og jordkloden og dens bevidsthed i Martinus Center Klint 4. august 2005
Spørgetimer i Martinus Center Klint sommer 2005
Hver torsdag aften i sommerens højsæson er der en spørgtime i Martinus Center Klint, hvor man kunne spørge alt i relation til Martinus Kosmologi. Denne spørgetime OT319 kom især til af handle om Jordkloden som et levende væsen og dens bevidsthed, samt om organer og celler.
Et eventyr fra det virkelige liv
Når vi ser ned igennem årtusinderne, ser vi, at der en gang imellem fødes et helt usædvanligt geni. Efter min mening har vi på denne vor blå planet haft besøg af et moralsk geni i form af den danske forfatter og verdensfornyer Martinus (1890-1981).
Den 11. august 1890 blev Martinus Thomsen født uden for ægteskab i Sindal i Nordjylland, hvor han tilbragte sin barndom og den første del af sin ungdom. Han fik først arbejde ved landbruget, og senere blev han uddannet til mejerist. Han arbejdede derefter på forskellige mejerier rundt omkring i provinsen, indtil han flyttede til København, hvor han senere som 30-årig oplevede en stor bevidsthedsudvidelse.
Martinus levede hele sit liv meget enkelt og sparsommeligt, og i sin levetid tiltrak han sig ikke nogen større offentlig opmærksomhed.
Martinus store bevidsthedsudvidelse – han får kosmisk bevidsthed
I påsken i marts 1921 gennemgik Martinus det, han selv kaldte “den store fødsel”, hvorved han fik kosmisk bevidsthed. Denne fødsel eller indvielse, der varede nogle dage, ville nok ikke have haft nogen større betydning, hvis ikke den havde efterladt Martinus i en ny bevidsthedstilstand med permanente intuitive eller kosmiske sanseevner. Med disse nye sanseevner fik han adgang til en ny verden, og han var så at sige blevet født ind i en højere verden. At dømme ud fra den kærlighedsvidenskab, han derefter skabte, var denne verden hans virkelige og naturlige hjemsted.
Det forekommer mig, at vi i vor tid her på jorden har haft besøg af en gæst fra en højere verden.
Baggrunden for Martinus’ forfatterskab
I bogen Omkring min missions fødselog i fortalen til hovedværket, Livets Bog 1(LB1), fortæller Martinus, hvordan den udløsende baggrund for hele hans forfatterskab var den dybtgående bevidsthedsændring, der fandt sted i marts 1921, hvor han oplevede “den hvide ilddåb” og “den gyldne ilddåb”.
Martinus: “Den kosmiske ilddåb, som jeg havde gennemgået, og hvis nærmere analyse, jeg ikke kan komme ind på her, havde altså efterladt sig den kendsgerning, at der i mig var blevet udløst nye sanseevner, evner der satte mig i stand til – ikke glimtvis – men derimod i en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand at skue de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var således ikke noget mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i verdensaltets liv og indviet i det guddommelige skabeprincip.” (Livets Bog 1 stk. 21).
Martinus fik et nyt intuitivt sansesæt
Efter den omtalte kosmiske ilddåb havde Martinus således fået nye evner, der satte ham i stand til at skue ind i selve evigheden og uendeligheden. Den 24. marts 1921 havde Martinus fået en permanent kosmisk bevidsthed.
Martinus:“Jeg så, at jeg var et udødeligt væsen, og at alle andre væsener i tilværelsen var evige realiteter, der ligesom jeg selv havde en uendelig kæde af tidligere oplevede liv bag sig, at vi alle var udviklede fra lave primitive former for tilværelse til vort nuværende stadium, og at dette kun var et midlertidigt led i denne udviklingsskala, og at vi således var på vej fremad mod gigantisk høje former for tilværelsesplaner i det fjerne. Jeg så, at verdensaltet var udgørende ét eneste stort levende væsen, i hvilket alle andre væsener hver især var organer, og at vi alle – mennesker, dyr, planter og mineraler – udgjorde én familie, var af det samme kød og blod, billedligt set.” (Livets Bog 1 stk. 21).
I de sidste 60 år af sit liv skrev han i kraft af sine kosmiske evner et værk på 10.000 sider, hvorved han også skabte en helt ny åndsvidenskab og et helt nyt verdensbillede – Det Evige Verdensbillede(DEV). I sit hovedværk Livets Bogi syv bind (LB1-LB7) på knap 3.000 sider bruger Martinus et enkelt sted udtrykket “Den evige visdom” om sit værk. (Livets Bog 1 stk. 7).
Hvad var det for en lille bog, der satte Martinus i gang med at meditere – resulterende i hans kosmiske indvielse?
Meditationen der udløste bevidsthedsudvidelsen
I 1921 arbejdede Martinus på kontoret i mejeriet Enigheden, hvor han hørte om en ny interessant bog med åndelige emner, som en af kollegaerne, Ove Hubert, havde læst. Da Martinus havde sikret sig, at de nye åndelige retninger også havde noget med bøn at gøre, blev han interesseret i at låne bogen, og en dag i februar 1921 blev han inviteret hjem til bogens ejer Lars Peter Larsen (1879-1948), der senere tog navneforandring til Lars Nibelvang. Igennem de næste syv år blev Lasse Martinus’ daglige samtalepartner og ven. (Martinus som vi husker ham, Zinglersens Forlag 1989).
Ved deres første møde siger Nibelvang til Martinus: “Det eneste råd, jeg mener at kunne forsvare at give Dem med på vejen, er den sidste store lærer Bhagavan Ramakrishnas ord: Fæst din tanke fast på Gud, og alt skal blive vel med dig!” – Inden han forlod mig, lånte jeg ham et par små bøger med hjem; jeg tror det var Bhagavad Gitaog Ved Mesterens Fødder. Og så gav jeg ham anvisning på de mest elementære regler for meditation; fordi jeg følte, at jeg stod over for en meget fremskreden personlighed, som muligt i en nær fremtid vilde opnå alt, hvad jeg forgæves havde søgt i en lang årrække. (Lars Nibelvang, dagbog, 1925).
KLIK på nedenstående link for at læse Hermann Rudolph’s meditationsbog
Martinus fortæller selv, at han ikke fik læst bogen til ende, og at det eneste, han huskede af den smule, han fik læst, var dette, at bogen foranledigede ham til at meditere på Gud. Da Martinus nogle år senere begyndte skrive sine bøger, kunne han hverken huske bogens titel eller forfatter, og lige siden har det været lidt af et mysterium, hvilken bog det var, som Martinus lånte. Efter min egen opfattelse må det være den danske oversættelse fra 1913 af en tysk bog af Hermann Rudolph (1865-1946) Meditationen. Ein theosophisches Andachtsbuch nebst Anleitung zur Meditationudgivet på Verlag der theosophischen Kultur, Leipzig, 1912.(Se denne bogs stk. 2.19).
Hermann Rudolph (1865-1946) skrev en teosofisk bog med vejledning i Meditation
Lige efter den store bevidsthedsudvidelse var Martinus af psykiske årsager helt forhindret i at læse andres bøger. Hans værk skulle ikke være influeret af andres meninger og opfattelser, Martinus skulle være et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden igennem sig selv.
Martinus: “Den blotte tanke om at læse i en bog var nok til at frembringe en fornemmelse i min hjerne, som om den skulle sprænges. Og i det tidsrum, fra jeg gennemgik den omtalte åndelige proces, og til jeg fundamentalt havde gennemskuet hele verdensbilledet og manifesteret det i billedform, var jeg således ikke i berøring med nogen som helst bog eller nogen som helst anden form for teoretisk vejledning, ligesom jeg forud for mine kosmiske evners opvågnen også må siges at have været en ganske ubelæst mand, idet jeg aldrig har studeret, men kun fået den almindelige almueskoleundervisning, som for mit vedkommende, idet jeg er født på landet, kun udgjorde to gange tre timer om ugen om sommeren og noget mere om vinteren.” (LB1 stk. 22).
Hermann Rudolph (1865-1946). Tysk teosof, forfatter til “Meditation. En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation”, er oversat af Werner Blædel og udgivet i København af J.S. Jensens Forlag, 1913.
Martinus læste siden hverken teosofiske eller antroposofiske bøger
Siden læste han hverken teosofiske eller antroposofiske bøger. Der er således forkert, når der i andre skrifter påstås, at Martinus skulle have støttet sig til teosofien og antroposofien for at skabe sit verdensbillede. I skolen var Martinus meget glad for bibelhistorie, men han understregede i den grad, at han ikke var kommet til sin viden ved at læse og studere. (Omkring mine kosmiske analyser, bog 12B, kap. 25).
Martinus udtalte: “Der er adskillige, der har sagt til mig, at jeg må have læst og studeret, men det har jeg ikke. Jeg er et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden gennem sin egen bevidsthed, og det er en tilstand, som alle mennesker er på vej til at opnå.” (Kosmos nr. 3/1991, foredrag 13.10.1955).
En videnskabeliggjort kristendom
Martinus anså ikke blot sit værk for at være en åndsvidenskab, en kosmologi eller et evigt verdensbillede, men han mente også, at det var en videnskabeliggjort eller intellektualiseret kristendom.
Kristendommen har måske nok i sit begynderstadium været en religion, men den vil ifølge Martinus blive til en videnskab, ja til selve verdensvidenskaben, der vil samle hele verden. Den vil forene religion og videnskab, og den vil forene hjerte og hjerne samt Østens og Vestens tænkning. Når de evige analyser kommer ind i kristendommen vil man se, at det hele går op eller passer med kærligheden og uendeligheden, og da vil kristendommen blive til videnskab og ikke længere være en tro, mente Martinus.
Denne kærlighedens videnskab vil påvise, at alt i sit slutfacit bekræfter det bibelske ord, “alt er såre godt”. Martinus mener altså, at det er rigtigt, der hvor man i Bibelen efter skabelsen af hele verdensaltet lader Gud udtale: “Se, alt er såre godt”.
Martinus’ værk åndsvidenskaben i relation til Bibelen
Martinus satte sit værk i relation til Bibelens to tidligere testamenter ved at give sin samlede åndsvidenskab titlen Det Tredje Testamente, idet han anså sit arbejde for at være en fortsættelse af kristusmissionen. Martinus angav, at hans værk Det Tredje Testamentevar identisk med den intellektualiserede, udødelige kristendom, som skulle blive menneskehedens kommende livsfundament og danne grundlag for den ny verdensmoral.
Martinus var af den opfattelse, at denne ny åndsvidenskab var den Sandhedens Ånd eller Talsmanden den hellige Ånd, der skulle komme i forbindelse med Kristi forudsigelse af kristendommens kommende livsfornyelse:
Jesu forudsigelser om sin genkomst
“Men Talsmanden, den hellige Ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alle ting, som jeg har sagt jer.” (Joh. 14,26).
“Jeg har endnu meget mere at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han, Sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende ting skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer.” (Joh. 16,12-15).
Det eneste fornødne og den varige fred på jorden
Hvad gik Martinus’ arbejde egentlig ud på? – Et af svarene kan man finde i forordet til den første bog, som Martinus udgav i 1932, nemlig i første bind af hovedværket Livets Bog (LB1-LB7).
Da de jordiske mennesker ikke har den samme erfaring og viden, står de på forskellige trin i deres udvikling fra mørket til lyset. Men på et vist trin i denne udvikling bliver det uomgængeligt at tilegne sig et absolut sandt kendskab til livets mening, til tilværelsens dybeste love og evige grundprincipper, for at kunne opnå den absolutte lykke eller den fuldkomne skæbne. For det jordiske menneske uden kosmisk bevidsthed vil tilegnelsen af et sådant kendskab faktisk være “det eneste fornødne”. (LB1 stk. 6).
Livets Bog er et resultat af pligtfølelse
Martinus havde selv med sin kosmiske bevidsthed oplevet disse livets evige love og principper, og med dette sit førstehåndskendskab til sandhedeneller den evige visdom, følte han det som en pligt at gøre denne viden tilgængelig til gavn og glæde for almenheden. Hele Martinus’ værk er således et resultat af pligtfølelse. (LB1 stk. 7).
Ligesom man anvender landkort for at lette studiet af geografien i skolen, har Martinus lavet symboler for at lette studiet af kosmologien for almenheden. Det fundamentale grundlag for skabelsen af den så længe ventede “varige fred” på jorden er nemlig ifølge Martinus resultatet af studiet af og kendskabet til de kosmiske analyser udbredt for masserne. (LB1 stk. 8).
Martinus og den ny verdensmoral
I forbindelse med sin foredragsvirksomhed og arbejdet inden for rammerne af Martinus Institut, Mariendalsvej 96, 2000 Frederiksberg, og Martinus Center, Klintvej 69, Klint, 4500 Nykøbing Sj., hørte Martinus ofte spørgsmålet: Hvad er det egentlig, I arbejder med? – I et foredrag i juni 1975 svarede han meget kort og klart: “I realiteten er facittet det, at det er en verdensmoral. Ja, det er selve verdensmoralen”. (Kosmos nr. 7/2004).
Martinus arbejdede således med selve verdensmoralen, der er baseret på den absolutte sandhed og den absolutte alkærlighed. Rent akademisk eller filosofisk set kan det være meget interessant at studere Martinus Åndsvidenskab, for den giver nye og hidtil ukendte løsninger på mange erkendelsesteoretiske og filosofiske problemer; men hans arbejde havde også et helt anderledes praktisk sigte, nemlig at bidrage til skabelsen af en ny verdenskultur baseret på en ny verdensmoral.
Martinus’ arbejde havde således et globalt sigte, og han fremstår på denne baggrund som en verdensgenløser, en verdensfornyer eller en verdenslærer. I de forskellige hellige skrifter inden for hinduisme, buddhisme, islam, jødedom, kristendom og andre religioner, kan man læse flere profetier om en stor verdenslærers komme eller genkomst.
I forbindelse med sin genkomst i de sidste tider forklarede Kristus, at der ville komme mange falske profeter. Nogle af disse ville endog udgive sig for at være selve Kristus.
Kristus advarer: “Dersom nogen da siger til jer: Se, her er Kristus eller dér, da skulle I ikke tro det, thi falske kristus’er og falske profeter skulle fremstå og gøre store tegn og undergerninger, så at også de udvalgte skulle blive forførte, om det var muligt. – Se, jeg har sagt jer det forud. Derfor om de siger til jer: Se, han er i ørkenen, da gå ikke derud; Se, han er i kamrene, da tro det ikke, thi ligesom lynet går fra østen og lyser indtil vesten, således skal menneskesønnens tilkommelse være.” (Matt. 24,23-27).
Kristus advarer: “Ser til, at ingen forfører jer. Mange skulle på mit navn komme og sige: Det er mig, og de skulle forføre mange”. (Mark. 13,5-6).
Det store spørgsmål er da, hvordan en verdensfrelser eller verdenslærer vil komme ind på verdensscenen i vore moderne tider, og hvordan man sikkert kan afgøre, om man står over for den rigtige verdenslærer eller en falsk profet.
Hvordan blev Martinus fødselsdag fejret?
Martinus har ofte i årenes løb fejret sin fødselsdag privat sammen med de nærmeste venner, men hans 70-års og 75-års fødselsdag blev fejret i stort telt i Klint, og i de sidste 10 år fra 1970 gik man over til at fejre fødselsdag offentligt i København, så flest muligt interesserede skulle have muligheden for at opleve Martinus, der efter at han var blevet 80-år ikke havde så meget energi til tage imod folk og tale med dem privat. Han ville al sin energi på det vigtigste nemlig at skrive på sit værk.
Martinus holdt sig ude af offentlighedens søgelys, men han var ikke folkesky, han nød at være sammen med glade og interesserede mennesker, og hvis han havde haft kræfter til det vil han gerne have fortsat med at rejse rundt og holde foredrag helt indtil sin bortgang som 90-årig. I 1969 rejste Martinus for sidste gang rundt med foredrag i provinsen og i Sverige og syvende og sidste gang til Island, og man kan sige, at han holdt altså op med at rejse rundt med foredrag som 80-årig. Derefter holdt han kun foredrag ved sin fødselsdag og ved sæsonåbningen i Martinus Center, Klint i slutningen af juni måned. Han ville gerne glæde og inspirere mennesker med sine foredrag, sit nærvær og sin kosmologi. Som en detalje kan nævnes, at hvis man spurgte Martinus, om man måtte tage et foto af ham, sagde han altid ja for at glæde spørgeren.
De store fødselsdage inde i København 1970-1980
Mange Martinus-interesserede var glade for muligheden for at kunne opleve Martinus fødselsdag en gang om året, nemlig ved de store fødselsdage inde i København i Ingeniørforeningen 1970-1974, på Hotel Sheraton 1975-1979 og i Falkonercentret 1980, hvor alle interesserede frit kunne tilmelde sig. Selv deltog jeg i dem alle med stor glæde og inspiration. Til forskel fra normale foredrag blev Martinus i disse fødselsdagstale mere personlig, og næsten hvert år kom han ind bønnen store betydning og hans eget inderlige og permanente gudsforhold. Han virkede undertiden mere løssluppen og humoristisk, samtidig med at der også kom nye analyser og nye oplysninger om hans arbejde og mission, og mange ting blev sat på plads og i perspektiv ved afslutningen af hans liv.
Der kom gennemsnitligt 300-400 personer til fødselsdagene i København, og til den sidste 90-årsdagen kom der 1200 Martinus-interesserede personer. Normalt holder fødselaren kun en kort takketale, men det udviklede sig efterhånden til at Martinus holdt et helt foredrag ved sine fødselsdage, da han jo ellers var holdt op med at holde foredrag, som mange jo netop gerne ville høre. Martinus takketaler blev optaget på bånd med henblik på en skriftlig publicering en gang ved lejlighed, når talesproget var blevet bearbejdet til skriftsprog. Selv har jeg indtil videre fået lov til at bearbejde båndafskrifter af fire af disse fødselsdagstaler før de blev publiceret i Martinus Instituts tidsskrift KOSMOS nr 8/1991, 8/1993, 8/1994 og 6/2005 (henh. 90, 79, 89 og 85-års talerne).
Heller ingen persondyrkelse ved Martinus fødselsdag
Martinus ønskede under hele sit arbejde at holde sin egen person i baggrunden og de kosmiske analyser i forgrunden, men han syntes alligevel, at det kunne være en god ide at samles en gang om året for at styrke venskabet. Desuden var Martinus og Instituttet meget taknemmelig for de mange gaver, der indkom ved fødselsdagen og ved jul.
Martinus selv regnede ikke sin egen men sagens fødselsdag, den 24. marts, for at være den vigtigste. Sagen blev født i påsken 1921 i et lille værelse på Jagtvej i København, hvor Martinus siddende i sin kurvestol fik kosmisk bevidsthed ved at gennemgå den store fødsel ved først at opleve “den hvide ilddåb” dagen efter den 24 marts “den gyldne ilddåb”, som beskrevet i bog nr 4 “Omkring min missionsfødsel” eller i Kosmos 3/1991 og på CD nr 3 (Borgens Forlag)
Martinus forlader salen sammen med Mischa Lim. *** Local Caption *** Martinus, Mischa Lim
Martinus egen beskedne og ydmyge tak ved sin fødselsdag
Når folk takkede Martinus ved hans fødselsdag, sagde han altid meget beskedent, at han ikke havde fortjent al den hyldest, at han ikke kunne stå mål med alt det, talerne havde sagt. Ganske vist havde han haft en særlig evne til at sanse kosmiske, men han sagde ofte, at han hver dag var gået til sit arbejde, ligesom alle andre mennesker var gået til deres arbejde. Men han havde jo haft den store fordel at han kunne gå til et arbejde, der var hans hobby eller store interesse. Han følte sig meget lykkelig ved at lave sit arbejde, og han følte han havde Guds velsignelse med sig hele tiden. I skal ikke takke mig – men Forsynet. Han satte ikke sig selv i forgrunden. Men derfor kan man alligevel udmærket godt takke ham og sende ham en kærlig tanke.
Martinus fødselsdag i København 1970-1980
I de sidste ti leveår holdt Martinus som regel kun to foredrag om året, nemlig ved sommersæsonens indledning i Martinus Center, Klint, og den 11. august ved sin fødselsdag, der som regel blev afholdt i Ingeniørforeningen eller Hotel Sheraton i København. Selv hørte jeg alle disse foredrag, og ved hans 81-års fødselsdag i 1971 var det særligt interessant at høre om hans nye planer, der havde ændret sig siden marts 1971.
Tale om Det Tredje Testamente ved Martinus Fødselsdag
I de sidste ti år af sit liv var Martinus stærkt optaget af Det Tredje Testamente. Han talte om det i næsten alle sine åbningsforedrag i Klint og fødselsdagstaler i København. Talrige gange talte han om det ved møder på Instituttet, til medarbejdere og til venner i privat selskab. Han tænkte meget på, hvordan han bedst kunne føre Det Tredje Testamente frem til den store offentlighed i bogform.
Tage Buch skriver: “Forlagsboghandler Jarl Borgen, der havde hørt om Martinus’ ide om udgivelsen af en bog med titlenDet Tredje Testamente– der var den foreløbige arbejdstitel på den påtænkte introduktionsbog – tilbød i november 1971 i et brev til Martinus at udgive denne bog. […] Martinus nåede ikke at få udgivet hverken den påtænkte bog eller 4. bind af symbolbogen, men dette materiale foreligger i manuskript, og det vil med tiden blive udgivet, når det er korrekturlæst. En del af det må dog bearbejdes, da det kun foreligger i første nedskrivning.” (Martinus Erindringer, side 152).
Martinus egen fødselsdag og Sagen fødselsdag
Martinus regnede den 24 marts 1921 for sagens fødselsdag, netop fordi han den dag havde gennemgået den store fødsel ved dagen før at have oplevet den hvide ilddåb med Kristus-åbenbaringen og til sidst den gyldne ilddåb. Det er tankevækkende, at hos et enkelt menneske iet lille værelse på Jagtvejen i København inkarnerede den kosmiske bevidsthed, der skulle danne grundlag for en ny kultur for en hel klode. Martinus fortæller i Kosmos 3/91 om betydningen af sin Kristus-oplevelse i den hvide ilddåb: “Hvad det skulle betyde, kunne jeg ikke forstå, men senere blev jeg klar over det. Det skulle nemlig betyde, at jeg skulle komme til at forkynde Kristus-bevidstheden for menneskene. Denne stråle fra Kristus gik jo ud over verden, over kontinenter og have. Det var tegnet, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle kunne gøre det.”
Martinus ville gerne holde sin egen person i baggrunden, og derfor mente han, at man i fremtiden ikke så meget ville fejre hans egen fødselsdag, men derimod sagens fødselsdag.
Hvad sagde Martinus i sit sidste foredrag om Det Tredje Testamente?
Foredraget i forbindelse med sin 90-års fødselsdag havde Martinus i lang tid i forvejen annonceret som sit sidste (den 9. august 1980), og for mange mennesker var det også den sidste chance for at se og høre Martinus, og der kom derfor ikke mindre end 1200 mennesker på Hotel Tre Falke i Falkonercentret. Talen, der blev optaget bånd, er i bearbejdet form blevet bragt i Kosmos. Et højdepunkt var bl.a. da Martinus sagde: “Nu er den åndelige videnskab kommet til verden, og Kristi bebudelse om Talsmanden, den Hellige Ånds komme er blevet opfyldt. Det jeg fortæller, er dét, Talsmanden den Hellige Ånd fortæller. (Kristusprincippet, Kosmos nr. 8/1991 og 9-10/2004).
Martinus sidste bog “Det Tredje Testamente” – “Den intellektualiserede kristendom”
Martinus lavede selv layout til præsentationsbogens omslag, som det ses på fotografiet, hvor Martinus viser bogens forside med symbolet “Lyset” og den epokegørende nye titel Det Tredje Testamente. Senere blev den samme layout anvendt ved genudgivelsen af Livets Bogi 1981 under hovedtitlen Det Tredje Testamente. På manuskriptets titelblad til denne bog skrev Martinus i 1979 “Det Tredje Testamente eller Livets Bog”.
Der findes båndoptagelser, der kan dokumentere, at Martinus i årene 1979-1981 ofte brugte udtrykket Det Tredje Testamentesom ensbetydende med Livets Bog, som jo netop stod foran en genudgivelse under titlen Det Tredje Testamente.
Livets Bog og Det Tredje Testamente
Efter sin 90-års fødselsdag sætter Martinus i et takkebrev lighedstegn mellem Det Tredje Testamente og Livets Bog med en parentetisk bemærkning: “Det Tredje Testamente” (Livets Bog).
Martinus: “Jeg ville gerne her have tilføjet et par linjer fra “Det Tredje Testamente”, men kræfterne slår ikke til, så jeg beder Dem undskylde dette begrænsede takkebrev. Jeg har derimod den glæde at kunne fortælle Dem, at mine bøger er kommet til et forlag med henblik på udgivelse. Foreløbig drejer det sig særligt om de to hovedværker “Det Tredje Testamente” (Livets Bog) og symbolbogen “Det Evige Verdensbillede”.
Derefter skulle de mindre bøger udkomme. Det skulle så bevirke, at sagen økonomisk efterhånden vil komme til at kunne bære sig selv, men der vil gå en vis tid, inden vor mission og sag når så vidt. Det er derfor min inderligste bøn til Dem, at den trofaste støtte, med hvilken De så kærligt har været med til at bringe sagen frem igennem vanskelighederne, må fortsætte, selv om jeg eventuelt ikke mere er på det fysiske plan. Da er det instituttets bestyrelse, der er sagens faste punkt, og da vil det være til den, al henvendelse vedrørende sagen må foregå.” (Takkebrev oktober 1980).
Et glimt fra Martinus 90-års fødselsdag
Det største øjeblik i Martinus liv var uden tvivl, da han gennemgik “den gyldneilddåb” og oplevede Guds bevidsthed og den guldglorie,der smeltede hans bevidsthed sammen alle andre kristusvæsener, der udgør Guds primære bevidsthed.
Ved sin 90 års fødselsdag i 1980 blev Martinus meget rørt og bevæget, da han omtalte og mindedes denne oplevelse af guldoceanet, under sit sidste foredrag i Falkonercentret lørdag den 9. august 1980, hvor han efter 60-års flittigt arbejde og vellykket mission kunne tage afsked med over tusind trofaste venner og hjælpere. Kort før afskedsordene sagde han, at selvom han ikke holdt foredrag mere, så var han jo ikke død endnu.
“Og selv om jeg er død, kan I være overbevist om, at jeg er hos jer. – Jeg er hos jer! – Men på en anden måde end i dag”
Martinus bisættelse
Martinus ønskede ikke noget for sig selv, som han ikke ønskede for andre. Da han hele sit liv undgik persondyrkelse, forstår man, at hans ønske om at blive balsameret og anbragt i mausoleum ikke var udtryk for trang til persondyrkelse. Ved denne form for bisættelse ønskede han at vise et godt eksempel i forbindelse med kærlighed til mikrokosmos. Ligesom alle hans bøger, symboler og foredrag hørte hans balsamering og bisættelse også med til hans værk og mission som verdenslærer.
Martinus: “I intet som helst andet skriftligt materiale i verden er der åbnet en sådan adgang til studiet af “mikroindividerne” som netop i bøgerne Den ideelle fødeog Bisættelse. I ingen som helst anden lære, oplysning eller videnskab er “mikroindividernes” rolle som fundament for vor egen skabeevne, sundhed og livsglæde blevet så indgående påtalt og begrundet. I ingen som helst anden forkyndelse er disse små væseners liv og færden trådt så åbenlyst frem for os og vist så analogt med vort eget væsen, med vor egen tilværelse, vist at de ligesom vi er skabt i Guds billede efter hans lignelse.” (Bisættelse, kap. 182).
Mausoleum på Frederiksberg Ældre Kirkegård, Frederiksberg Alle 63-65
Siden 1986 har Martinus’ kiste stået i et mausoleum på Frederiksberg Ældre Kirkegård, Frederiksberg Alle 63-65. (Martinus Erindringer, side 200-201 og Kosmos nr. 4/1986).
Gennem mausoleets glasdør kan man midt på det 3×3 kvadratmeter store gulv se egetræskisten med navnet Martinus stå på en lav katafalk. Flaget med alle spektrets farver på endevæggen er den eneste dekoration. Flaget er et symbol på hele det levende verdensalt, og det er det ydre synlige udtryk for det allerhøjeste tankeklima, det er den hellige ånds symbol, den matematiske formel for den guddommelige verdensplan, det er udtrykket for det evigt fuldkomne verdensbillede. (DEV4 symbol nr. 42).
Forfattet af Ole Therkelsen
OLE THERKELSEN YOUTUBE KANAL
https://www.youtube.com/channel/UCXid-LNLoeml_bcqt67E2aw
AMAZON – Ole Therkelsen – Author Profile
www.amazon.com/author/ole.therkelsen
https://authorcentral.amazon.de/gp/profile
MARTINUS INSTITUT
www.amazon.com/author/martinus
SCIENTIA INTUITIVA – Publisher
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Tilmeld: Apple Podcasts | E-mail | RSS