OT320. Spørgetime i Martinus Center Klint om parforhold og menneskets seksuelle forvandling
Spørgetime i Martinus Center Klint om menneskets seksuelle forvandling
Denne spørgetime med Ole Therkelsen blev afholdt den 8. juli 2005. Der var en del spørgsmål om parforhold, ægteskab, forelskelse, kærlighed og menneskets seksuelle forvandling, polforvandlingen.
Hvert år er der i højsæsonen i dette kursuscenter Klint seks ugekurser. Hver torsdag aften er der en spørgetime, hvor man kan spørge om alt som vedrører Martinus kosmologi og åndsvidenskab.
Det tredje køn – menneskets seksuelle forvandling
Et stort tema i kosmologien er de forgangne 3.500 år med Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente og de kommende 3.000 år med Det Tredje Testamente. Det sidste, som menneskene må lære, er at være til gavn, glæde og velsignelse for alt levende, og det vil sige at leve i harmoni med livsloven eller kærlighedens store bud, “elsker hverandre”.
Menneskets bevidsthed og seksuelle struktur er under en meget stor forvandling i disse århundreder. Det har Martinus beskrevet på over 500 sider i hele Livets Bog 5, bogen To slags kærlighed og Det Evige Verdensbillede 3, symbol nr. 33.
Allerede i 1932 i LB1 stk. 130-132 kommer Martinus ind på jordmenneskets seksuelle forvandling, der foregår i tre store trin: de lykkelige ægteskabers zone, de ulykkelige ægteskabers zone og ufrugtbarhedens zone. Denne udvikling fra dyr til menneske, fra egoisme til altruisme, fra partisk kærlighed og forelskelse til upartisk alkærlighed, følger naturlovene eller køreplanen for udviklingen.
Et nyt menneskes tilsynekomst
Et nyt menneskes tilsynekomst i vore dage kan bl.a. konstateres ved, at mænd og kvinder begynder at ligne hinanden mere og mere. – Det maskuline vokser frem i kvinden, og det feminine i manden, hvilket er den organiske basis for den begyndende udvikling af kønnenes ligestilling. Udviklingen fra dyr til menneske er ifølge Martinus ikke alene en naturlig, men også en uomgængelig proces i skabelsen af “det færdige menneske i Guds billede”, der udgør et dobbeltpolet væsen med den maskuline og den feminine pol i fuldstændig ligevægt. Det færdige menneske elsker alle og har ingen favoritter, fordi dets dobbeltpolethed ikke længere har nogen mental organisk forudsætning for at kunne foretrække det ene køn frem for det andet. Guddommen, der er summen af alle levende væsener, er således i sig selv også dobbeltpolet.
Den største overraskelse i Martinus Kosmologi må være, at der ifølge udviklingens love eller køreplan skal opstå et nyt køn – et tredje køn. Man tager det for givet, at når der i fortiden har været mænd og kvinder, når der i dag er mænd og kvinder, så vil der i fremtiden også blive ved med at være mænd og kvinder. Men ifølge Martinus skal der ikke blive ved med at være mænd og kvinder, der skal som sagt opstå et tredje køn! – Det tredje køn repræsenteres af det dobbeltpolede køn, der i sin fuldt udviklede tilstand har det maskuline og det feminine i en jævnbyrdig balance i bevidstheden. Hanner og hunner, mænd og kvinder er halvkønsvæsener, der lever i en gensidig afhængighed af hinanden.
Menneskets seksuelle transformation
Udviklingen af det gradvist mere dobbeltpolede menneske, der i sin slutfase bliver komplet og helt selvstændigt, viser sig statistisk set ved, at flere og flere voksne lever alene. Det er også den gradvise udvikling af dobbeltpolethed, der bevirker, at man efterhånden kan få sympati for sit eget køn. Ifølge Martinus’ analyser vil den dobbeltpolede bevidsthedstilstand på et senere tidspunkt i evolutionen også følges op af en ny dobbeltpolet organismetype. (Se LB5 stk. 1886-1918).
Martinus’ forudsigelse om det seksuelle udvikling til det dobbeltpolede menneske vil kunne dokumenteres videnskabeligt ved at kortlægge bestemte egenskaber hos mennesket i historiens forløb. En sådan programmeret eller lovbundet udvikling fra det instinktive og enpolede dyr til det intellektuelle og dobbeltpolede menneske ligger helt uden for rammerne af darwinismen, der udelukkende baserer sig på tilfældigheder og den naturlige selektion. På dette område kan Martinus’ analyser af menneskets seksuelle polforvandling siges at være helt unikke, og de har som sagt de bedste muligheder for at kunne blive afprøvet ved videnskabelige undersøgelser.
Enpolethed er krigens anatomi
Dobbeltpolethed er fredens anatomi
Det dobbeltpolede kristusvæsen
Ifølge Martinus’ analyser tilhørte Kristus det tredje køn, han var dobbeltpolet med den feminine og maskuline pol i fuldstændig ligevægt. (LB5 stk. 1892-1895). Selv om Kristus havde en mandskrop, var hans mentalitet fuldstændig dobbeltpolet og alkærlig. Dobbeltpoletheden er nemlig den organiske forudsætning for at kunne praktisere en helt upartisk kærlighed i form af næstekærligheden.
Analyserne om den seksuelle forvandling viser, at alkærlighed og seksualisme udgør samme princip, og Martinus berører også flygtigt Jesu seksualitet på det sted, hvor han skriver, at Jesu hjerte ikke var en isklump. (Logik, kap. 36-37).
Martinus skriver ikke specifikt om hverken sin egen eller Jesu seksualitet, men hvis man vil vide mere om det, kan der henvises til den generelle analyse af det dobbeltpolede og kosmisk bevidste menneskes seksualitet i Livets Bog. (LB5 stk. 1900-1909).
Martinus forlader salen sammen med Mischa Lim. *** Local Caption *** Martinus, Mischa Lim
Martinus egen seksuelle tilstand
I et foredrag understreger Martinus, at han også selv var helt dobbeltpolet med den maskuline og feminine pol i perfekt balance.
Martinus: “Jeg er dobbeltpolet, jeg er fuldstændig i balance. Jeg har den kosmiske bevidsthed.” (Foredrag i Klint 26. juni 1977).
En organisk forudsætning for at opnå fuld kosmisk bevidsthed er, at mennesket har de to seksuelle poler i balance, ingen ægteskabeligt indstillet mand eller kvinde vil således kunne få kosmisk bevidsthed. (DEV3 symbol nr. 33, Ægteskabet og alkærligheden, Artikelsamling 1, stk. 41.27-41.29).
Alle mennesker på jorden vil blive alkærlige og dermed “kristne”
Udviklingen er som en ensrettet gade, det jordiske menneske vil uomgængeligt blive et kristusvæsen. Denne udvikling sker blandt andet ved menneskets seksuelle polforvandling. For Martinus er det at være kristen ikke et spørgsmål, om man er troende, om man er protestant eller katolik, ortodoks, mormon osv. Det at være kristen er et spørgsmål om at være alkærlig og praktisere Kristi væremåde. Hvis en hindu, en muslim, en buddhist eller en materialist praktiserer Kristi væremåde, så er vedkommende kristen!
Martinus: “Jordens mennesker er endnu ikke blevet kristusvæsener eller kosmisk fødte Buddhaer, men de har heller ikke endnu forstået, hvad en virkelig kosmisk født Kristus eller Buddha eller det virkeligt fuldkomne eller færdige menneske i Guds billede er.” (LB7 stk. 2432).
At være “kristen” er at være til gavn, glæde og velsignelse for alt levende, og det er i virkeligheden et interplanetarisk eller universelt kærlighedsprincip. (Se evt. Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 30-38).
Hvad er kristendom
I Genève findes hovedcentret for Økumenisk Selskab, der er en sammenslutning af over 2.000 forskellige kristne retninger, der hver for sig har sin tolkning af kristendommen og korsfæstelsen. Offer, synd, nåde og frelse er nogle af de begreber, der spiller en stor rolle i disse fortolkninger.
Martinus har sin egen kosmiske udlægning af betydningen af Jesu korsfæstelse. Kort sagt er kernen i Jesu mission, at han skulle være modellen på det fuldkomne menneske. I kød og blod skulle den fuldkomne væremåde demonstreres for jordens mennesker. Kulminationen af denne alkærlighedsdemonstration var korsfæstelsen, hvor Jesus, da han i de værste smerter blev tortureret til døde, kunne føle kærlighed og sympati for sine bødler og udtale: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. (Luk. 23,34). Ikke blot kunne han udtale disse ord, men af hele sit hjerte følte han virkelig kærlighed til sine bødler eller disse yngre brødre i udviklingen.
Et forfatterskab der kan forandre verden
Martinus’ forfatterskab er så epokegørende, at det vil kunne medvirke til at forandre verden og danne grundlag for skabelsen af en hel ny verdenskultur med en ny verdensmoral.
I den materialistiske videnskab er det kun det materielle, der regnes for virkeligt eller objektivt. I dag er det ikke blot videnskaben, men hele samfundet, der er domineret af materialismen. Ordet materialisme bruges her i den erkendelsesmæssigebetydning, at man kun regner det materielle for virkeligt, og ikke i den værdimæssigebetydning, at man stræber efter opnåelse af materielle goder over alt andet. Da videnskaben har haft stor fremgang med alle dens store opdagelser og tekniske fremskridt, tror man, at det materialistiske livssyn er bevist som værende sandt.
Materialismen er blevet den toneangivende filosofi bag videnskaben med alt, hvad det har indebåret af tekniske landvindinger. Men materialismen står også bag et fattigt åndsliv og en forarmet moral, der kan karakteriseres ved udtryk som “man lever kun én gang” og “enhver er sig selv nærmest”. Et-livs-teorien er egoismens evangelium.
Hvis det videnskabeligt kunne bevises, at det er bedre at give end at tage, ville det få stor betydning for hele det globale syn på moralen, på hvad der er godt og ondt eller rigtigt og forkert.
Hele Martinus’ forfatterskab er netop en sådan åndsvidenskab, der påviser logikken i en næstekærlig væremåde. Martinus’ værk er en intellektualiseret kristendom eller videnskabeliggjort kristendom, der påviser, at Kristi ord og væremåde er i overensstemmelse med den højeste form for logik og videnskab. Martinus betegner Kristus som et moralsk geni, højere kan man ikke komme på det moralske område. Den moral, som Kristus praktiserede, er i virkeligheden den ny verdensmoral, der efterhånden vil blive den fremherskende på hele planeten. Det er ikke den gamle hævnmoral med gengældelse, der skal redde verden fra krig og ødelæggelse, men derimod kristusmoralen.
Virkningerne af den selviske og egoistiske levevis
Udviklingen af den fysiske krop er det vigtigste i biologiens udviklingslære, mens bevidsthedens udvikling frem mod alkærlighed er det vigtigste i Martinus’ udviklingslære. Specielt vigtig er analyserne af menneskets seksuelle forvandling eller seksuelle transformation.
Reinkarnationsprincippet garanterer udviklingen, fordi det muliggør en stadig akkumulation af indhøstede erfaringer og optrænede færdigheder fra tidligere liv. Disse erfaringer og færdigheder lagres og bevares i talentkerner, der er åndelige organer eller “mikrochips”, der er udstationeret i den evige del af væsenets struktur, der overlever kroppens undergang. Alle tillærte og erhvervede egenskaber kan således overføres til næste liv. Alfa og omega i Martinus’ udviklingslære er således, at øvelse gør mester!
Det største og vigtigste talent, som et menneske kan udvikle, er humanitet eller kærlighed. Dette er kernen i hele udviklingen fra dyr til menneske, fra egoisme til alkærlighed.
I naturen er både mennesket og dyret tvunget til at kæmpe og udkonkurrere andre for at overleve. Denne egoistiske levevis giver imidlertid skæbne, hvorved man selv kommer til at opleve de mange lidelser, man har påført andre. Alle de mange lidelser på jorden er ikke forgæves, for de giver de erfaringer, der skal til for at føre væsenerne frem i human udvikling. Når man selv har følt smerte, udvikler man et talent for medfølelse, når man selv har lidt, udvikler man medlidenhed. Medfølelse, medlidenhed, humanitet og næstekærlighed er egenskaber eller evner, der lagres som talentkerner i den evige del af bevidstheden.
Smerten og lidelsengiver således mennesket den mest guddommelige gave, det kan få, nemlig humanitet og næstekærlighed.
Et forfatterskab der kan forandre verden
Martinus’ forfatterskab er så epokegørende, at det vil kunne medvirke til at forandre verden og danne grundlag for skabelsen af en hel ny verdenskultur med en ny verdensmoral.
I den materialistiske videnskab er det kun det materielle, der regnes for virkeligt eller objektivt. I dag er det ikke blot videnskaben, men hele samfundet, der er domineret af materialismen. Ordet materialisme bruges her i den erkendelsesmæssigebetydning, at man kun regner det materielle for virkeligt, og ikke i den værdimæssigebetydning, at man stræber efter opnåelse af materielle goder over alt andet. Da videnskaben har haft stor fremgang med alle dens store opdagelser og tekniske fremskridt, tror man, at det materialistiske livssyn er bevist som værende sandt.
Materialismen er blevet den toneangivende filosofi bag videnskaben med alt, hvad det har indebåret af tekniske landvindinger. Men materialismen står også bag et fattigt åndsliv og en forarmet moral, der kan karakteriseres ved udtryk som “man lever kun én gang” og “enhver er sig selv nærmest”. Et-livs-teorien er egoismens evangelium.
En ny verdensmoral er nødvendig på denne klode
Hvis det videnskabeligt kunne bevises, at det er bedre at give end at tage, ville det få stor betydning for hele det globale syn på moralen, på hvad der er godt og ondt eller rigtigt og forkert.
Hele Martinus’ forfatterskab er netop en sådan åndsvidenskab, der påviser logikken i en næstekærlig væremåde. Martinus’ værk er en intellektualiseret kristendom eller videnskabeliggjort kristendom, der påviser, at Kristi ord og væremåde er i overensstemmelse med den højeste form for logik og videnskab. Martinus betegner Kristus som et moralsk geni, højere kan man ikke komme på det moralske område. Den moral, som Kristus praktiserede, er i virkeligheden den ny verdensmoral, der efterhånden vil blive den fremherskende på hele planeten. Det er ikke den gamle hævnmoral med gengældelse, der skal redde verden fra krig og ødelæggelse, men derimod kristusmoralen.
Virkningerne af den selviske og egoistiske levevis
Udviklingen af den fysiske krop er det vigtigste i biologiens udviklingslære, mens bevidsthedens udvikling frem mod alkærlighed er det vigtigste i Martinus’ udviklingslære.
Reinkarnationsprincippet garanterer udviklingen, fordi det muliggør en stadig akkumulation af indhøstede erfaringer og optrænede færdigheder fra tidligere liv. Disse erfaringer og færdigheder lagres og bevares i talentkerner, der er åndelige organer eller “mikrochips”, der er udstationeret i den evige del af væsenets struktur, der overlever kroppens undergang. Alle tillærte og erhvervede egenskaber kan således overføres til næste liv. Alfa og omega i Martinus’ udviklingslære er således, at øvelse gør mester!
Det største og vigtigste talent, som et menneske kan udvikle, er humanitet eller kærlighed. Dette er kernen i hele udviklingen fra dyr til menneske, fra egoisme til alkærlighed.
I naturen er både mennesket og dyret tvunget til at kæmpe og udkonkurrere andre for at overleve. Denne egoistiske levevis giver imidlertid skæbne, hvorved man selv kommer til at opleve de mange lidelser, man har påført andre. Alle de mange lidelser på jorden er ikke forgæves, for de giver de erfaringer, der skal til for at føre væsenerne frem i human udvikling. Når man selv har følt smerte, udvikler man et talent for medfølelse, når man selv har lidt, udvikler man medlidenhed. Medfølelse, medlidenhed, humanitet og næstekærlighed er egenskaber eller evner, der lagres som talentkerner i den evige del af bevidstheden.
Smerten og lidelsengiver således mennesket den mest guddommelige gave, det kan få, nemlig humanitet og næstekærlighed.
Af Ole Therkelsen,
oletherkelsen.dk
https://www.facebook.com/Martinus.Dansk.Ole.Therkelsen/
www.facebook.com/Martinus.English.Ole.Therkelsen
www.facebook.com/Martinus.Francais.Ole.Therkelsen
www.facebook.com/Martinus.Esperanto.Ole.Therkelsen
www.facebook.com/Martinus.Deutsch.Ole.Therkelsen
www.facebook.com/Martinus.Dansk.Ole.Therkelsen
OLE THERKELSEN YOUTUBE KANAL
https://www.youtube.com/channel/UCXid-LNLoeml_bcqt67E2aw
AMAZON – Ole Therkelsen
Author Profile
www.amazon.com/author/ole.therkelsen
https://authorcentral.amazon.de/gp/profile
MARTINUS INSTITUT
www.amazon.com/author/martinus
SCIENTIA INTUITIVA – Publisher
Min google+ konto
www.google.com/+MartinusKosmologiOleTherkelsen
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Tilmeld: Apple Podcasts | E-mail | RSS