Hermann Rudolph skrev den meditationsbog som Martinus læste i 1921

https://www.oletherkelsen.dk/wp-content/uploads/2016/12/SCAN-PDF-Hermann-Rudolph.-Meditation-En-teosofisk-andagtsbog-med-anvisning-til-meditation.-oletherkelsen.dk-Blog.pdf

Hermann Rudolph skrev i 1912 en teosofisk bog om meditation

Den tyske lærer og teosof Hermann Rudolph (1865-1946) skrev i 1912 en bog om meditation. Denne bog blev senere den katalysatorbog, som fik Martinus til at meditere på Gud, og som udløste den proces, der førte til, at han den 24 marts 1921 fik sin store bevidsthedsudvidelse, han fik kosmisk bevidsthed.
<SCAN PDF Hermann Rudolph. Meditation – En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation. oletherkelsen.dk Blogh4>
LÆS eller DOWNLOAD bogen :

Læs eller download en teosofisk bog om meditation af Hermann Rudolph

”Meditation – en teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation”

Denne bog er i 1912 skrevet af den tyske lærer og teosof Hermann Rudolph (1865-1946) og oversat til dansk af Werner Blædel og udgivet på ”J.S. Jensens forlag” i 1913. Werner Blædel boede i Badstuestræde 1 i det indre København og Lars Peter Larsen (= senere Lars Nibelvang ) boede på Christian Svendsensgade på Amager, hvor Martinus var ude at låne bogen en dag i februar 1921.
Martinus skulle ikke lære noget af bogen. Den skulle kun katalysere udløsningen af de store åndelige kræfter som Martinus havde i sig.

SE EN VIDEO OM DEN TEOSOFISKE BOG OM MEDITATION

Martinus skriver i bogen “Det Tredje Testamente. Den Intellektualiserede Kristendom” følgende om at meditere:
CITAT: Jeg følte, at jeg havde stærke kræfter i mig, som slet ikke kunne komme til tilstrækkelig udløsning igennem dette mit nævnte daglige arbejde. Under denne periode mødte jeg ordet “meditation”. Dette ord blev udløsningssignalet til mit dagsbevidste møde med min hidtil slumrende “overjordiske” eller “kosmiske bevidsthed”. Det skabte altså en meget stærk trang i mig til at prøve på at meditere.

MARTINUS CITAT:

At jeg blev opmærksom på den teosofiske bevægelse, skyldtes en af mine kollegaer på samme kontor, hvor jeg var ansat. Han havde lånt en teosofisk bog af en ven. Og han fortalte mig ud fra denne bog om teosofien, som jeg derved blev interesseret i at lære nærmere at kende. Og jeg fik derfor af hans ven også lov til at låne nævnte bog. Men vennen, altså nævnte bogs ejer, betingede, at jeg selv skulle hente bogen hos ham. Han ville gerne tale med mig.

Og en dag i februar måned dette år, hvilket vil sige 1921, besøgte jeg denne venlige mand og fik lånt bogen. Men forinden forhørte han mig om min personlige religiøse indstilling. Han var en overordentlig meget belæst mand, medens jeg jo var ganske uvidende i alt vedrørende alle de forskellige religiøse nye rørelser, der dengang var i færd med at blomstre. Mit eneste spørgsmål til ham var angående, om de nye religiøse bevægelser havde noget med bøn til Gud at gøre. Han fortalte mig, at det havde de. Og det var godt, for hvis de ikke havde det, så havde de ingen interesse for mig.
© Martinus Instittut 1981. www.martinus.dk

I februar 1921 lånte Martinus (1890-1981) en teosofisk bog med anvisninger på meditation af Lars Nibelvang. Denne bog af Hermann Rudolph, Meditation – En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation foranledigede Martinus (1890-1981) til i kurvestolen at meditere på Gud, hvilket førte til at Martinus den 24.03.1921 fik den store bevidsthedsudvidelse, nemlig kosmisk bevidsthed. www.martinus.dk — Martinus meditationsstol. en pile-kurvestol. Her i hall på Martinus Institut. I denne stol fik Martinus kosmisk bevidsthed den 24. marts 1921. Foto Ole Therkelsen

* * * *

Hermann Rudolph’s meditationsbog og Martinus efterfølgende meditation, der udløste bevidsthedsudvidelsen

I 1921 arbejdede Martinus som kontorist i mejeriet Enigheden, hvor han hørte om en ny interessant bog med åndelige emner, som en ældre kontorist Ove Hubert, havde læst. Da Martinus havde sikret sig, at de nye åndelige retninger også havde noget med bøn at gøre, blev han interesseret i at låne bogen, og en dag i februar 1921 blev han inviteret hjem til bogens ejer Lars Peter Larsen (1879-1948), der senere tog navneforandring til Lars Nibelvang. Igennem de næste syv år blev Lasse Martinus’ daglige samtalepartner og ven. (Martinus som vi husker ham, Zinglersens Forlag 1989).

Ved deres første møde siger Nibelvang til Martinus: “Det eneste råd, jeg mener at kunne forsvare at give Dem med på vejen, er den sidste store lærer Bhagavan Ramakrishnas ord: Fæst din tanke fast på Gud, og alt skal blive vel med dig!” – Inden han forlod mig, lånte jeg ham et par små bøger med hjem; jeg tror det var Bhagavad Gita og Ved Mesterens Fødder. Og så gav jeg ham anvisning på de mest elementære regler for meditation; fordi jeg følte, at jeg stod over for en meget fremskreden personlighed, som muligt i en nær fremtid vilde opnå alt, hvad jeg forgæves havde søgt i en lang årrække. (Lars Nibelvang, dagbog, 1925).

Hverken Martinus eller Nibelvang kunne huske bogens titel eller forfatter

Martinus fortæller selv, at han ikke fik læst bogen til ende, og at det eneste, han huskede af den smule, han fik læst, var dette, at bogen foranledigede ham til at meditere på Gud. Da Martinus nogle år senere begyndte skrive sine bøger, kunne han hverken huske bogens titel eller forfatter.

Da Nibelvang og Martinus ikke rigtigt kunne huske, hvilken bog det var, der havde foranlediget Martinus til at meditere på Gud, har det lige siden været lidt af et mysterium. Før 1921 findes der meget få teosofiske bøger på dansk med anvisninger på, hvordan man mediterer på Gud. Selv mener jeg nu, at løsningen på mysteriet er den danske oversættelse af den tyske bog, Meditationen. Ein theosophisches Andachtsbuch nebst Anleitung zur Meditation, skrevet af Hermann Rudolph (1865-1946) og udgivet på Verlag der theosophischen Kultur, Leipzig, 1912. Den autoriserede oversættelse, Meditation. En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation, er er lavet af teosoffen Werner Blædel og udgivet af J.S. Jensens forlag i 1913. (Se www.bibliotek.dk og denne bogs stk. 2.19).

Martinus læste siden hverken teosofiske eller antroposofiske bøger.

Lige efter den store bevidsthedsudvidelse var Martinus af psykiske årsager helt forhindret i at læse bøger. Han mente ligefrem, at åndelige kræfter forhindrede ham i at læse bøger, fordi hans kommende livsværk ikke skulle være influeret af andres meninger og opfattelser. Martinus skulle være et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden igennem sig selv.

Martinus: “Den blotte tanke om at læse i en bog var nok til at frembringe en fornemmelse i min hjerne, som om den skulle sprænges. Og i det tidsrum, fra jeg gennemgik den omtalte åndelige proces, og til jeg fundamentalt havde gennemskuet hele verdensbilledet og manifesteret det i billedform, var jeg således ikke i berøring med nogen som helst bog eller nogen som helst anden form for teoretisk vejledning, ligesom jeg forud for mine kosmiske evners opvågnen også må siges at have været en ganske ubelæst mand, idet jeg aldrig har studeret, men kun fået den almindelige almueskoleundervisning, som for mit vedkommende, idet jeg er født på landet, kun udgjorde to gange tre timer om ugen om sommeren og noget mere om vinteren.” (LB1 stk. 22).

Martinus læste siden hverken teosofiske eller antroposofiske bøger. Der er således forkert, når der i andre skrifter påstås, at Martinus skulle have støttet sig til teosofien og antroposofien for at skabe sit verdensbillede. I skolen var Martinus meget glad for bibelhistorie, men han understregede i den grad, at han ikke var kommet til sin viden ved at læse og studere. (Omkring mine kosmiske analyser, bog 12B, kap. 25).

Martinus udtalte: “Der er adskillige, der har sagt til mig, at jeg må have læst og studeret, men det har jeg ikke. Jeg er et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden gennem sin egen bevidsthed, og det er en tilstand, som alle mennesker er på vej til at opnå.” (Kosmos nr. 3/1991, foredrag 13.10.1955).

af Ole Therkelsen

* * * *