Teosofisk bog om meditation som fik Martinus til at meditere på Gud

“Meditation. En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation”
af Hermann Rudolph

I februar 1921 lånte Martinus (1890-1981) en bog af Lars Peter Larsen (senere Lars Nibelvang), der boede på Christian Svendsens gade på Amager. Senere kunne hverken Martinus eller Lars huske bogens titel og forfatter, men nyere tids efterforskning viser, at der må være tale om bogen “Meditation – En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation” skrevet af den tyske teosof og lærer Hermann Rudolph (1865-1946).

Læs eller download en pdf-fil med den lille katalysatorbog på 97 sider af Hermann Rudolph, som Martinus læste i 1921.

hermann-rudolph-meditation-en-teosofisk-andagtsbog-med-anvisning-til-meditation-www-oletherkelsen-info

Denne danske bog er oversat fra tysk:

MEDITATIONEN. EIN THEOSOPHISCHES ANDACHTSBUCH NEBST ANLEITUNG ZUR MEDITATION,

der er skrevet af Hermann Rudolph (1865-1946) og udgivet på Verlag der theosophischen Kultur, Leipzig, 1912. Den autoriserede oversættelse, Meditation. En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation, er er lavet af teosoffen Werner Blædel og udgivet af J.S. Jensens forlag i 1913. Oversætteren Werner Blædel boede i Badstuestræde 1 i det indre København.

Hvad var det for en lille bog, der satte Martinus i gang med at meditere – resulterende i hans kosmiske indvielse?

Det spørgsmål er først blevet besvaret i år 2016!

af Ole Therkelsen, forfatter

I 1921 arbejdede den intuitive Martinus (1890-1981) som kontorist i mejeriet Enigheden i København. Han var blot 30 år og havde ingen uddannelse.

En dag fortalte en ældre kollega om en ny interessant bog med åndelige emner. Da Martinus havde sikret sig, at det havde noget med bøn at gøre, blev han interesseret i at låne bogen.

I februar 1921 blev han inviteret hjem til bogens ejer Lars Nibelvang, som boede på Amager. Igennem de næste syv år blev han Martinus’ daglige samtalepartner og ven.

Ved deres første møde sagde Lars Nibelvang til Martinus: “Det eneste råd, jeg mener at kunne forsvare at give Dem med på vejen, er den sidste store lærer Bhagavan Ramakrishnas ord: Fæst din tanke fast på Gud, og alt skal blive vel med dig!”

Lars Nibelvang skrev i sin dagbog: “Inden han forlod mig, lånte jeg ham et par små bøger med hjem (…). Og så gav jeg ham anvisning på de mest elementære regler for meditation; fordi jeg følte, at jeg stod over for en meget fremskreden personlighed, som muligt i en nær fremtid vilde opnå alt, hvad jeg forgæves havde søgt i en lang årrække.”

Meditationen der udløste bevidsthedsudvidelsen

I 1921 arbejdede Martinus som kontorist i mejeriet Enigheden, hvor han hørte om en ny interessant bog med åndelige emner, som en ældre kontorist Ove Hubert, havde læst. Da Martinus havde sikret sig, at de nye åndelige retninger også havde noget med bøn at gøre, blev han interesseret i at låne bogen, og en dag i februar 1921 blev han inviteret hjem til bogens ejer Lars Peter Larsen (1879-1948), der senere tog navneforandring til Lars Nibelvang. Igennem de næste syv år blev Lasse Martinus’ daglige samtalepartner og ven. (Martinus som vi husker ham, Zinglersens Forlag 1989).

Ved deres første møde siger Nibelvang til Martinus: “Det eneste råd, jeg mener at kunne forsvare at give Dem med på vejen, er den sidste store lærer Bhagavan Ramakrishnas ord: Fæst din tanke fast på Gud, og alt skal blive vel med dig!” – Inden han forlod mig, lånte jeg ham et par små bøger med hjem; jeg tror det var Bhagavad Gita og Ved Mesterens Fødder. Og så gav jeg ham anvisning på de mest elementære regler for meditation; fordi jeg følte, at jeg stod over for en meget fremskreden personlighed, som muligt i en nær fremtid vilde opnå alt, hvad jeg forgæves havde søgt i en lang årrække. (Lars Nibelvang, dagbog, 1925).

Hvem havde skrevet bogen – og hvad var titlen?

Martinus fortæller selv, at han ikke fik læst bogen til ende, og at det eneste, han huskede af den smule, han fik læst, var dette, at bogen foranledigede ham til at meditere på Gud. Da Martinus nogle år senere begyndte skrive sine bøger, kunne han hverken huske bogens titel eller forfatter.

Da Nibelvang og Martinus ikke rigtigt kunne huske, hvilken bog det var, der havde foranlediget Martinus til at meditere på Gud, har det lige siden været lidt af et mysterium. Før 1921 findes der meget få teosofiske bøger på dansk med anvisninger på, hvordan man mediterer på Gud. Selv mener jeg nu, at løsningen på mysteriet er den danske oversættelse af Hermann Rudolphs bog: Meditation. En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation, der er oversat af teosoffen Werner Blædel og udgivet af J.S. Jensens forlag i 1913. (Se www.bibliotek.dk og denne bogs stk. 2.19).

Lige efter den store bevidsthedsudvidelse var Martinus af psykiske årsager helt forhindret i at læse bøger. Han mente ligefrem, at åndelige kræfter forhindrede ham i at læse bøger, fordi hans kommende livsværk ikke skulle være influeret af andres meninger og opfattelser. Martinus skulle være et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden igennem sig selv.

Martinus læste siden hverken teosofiske eller antroposofiske bøger

Martinus: “Den blotte tanke om at læse i en bog var nok til at frembringe en fornemmelse i min hjerne, som om den skulle sprænges. Og i det tidsrum, fra jeg gennemgik den omtalte åndelige proces, og til jeg fundamentalt havde gennemskuet hele verdensbilledet og manifesteret det i billedform, var jeg således ikke i berøring med nogen som helst bog eller nogen som helst anden form for teoretisk vejledning, ligesom jeg forud for mine kosmiske evners opvågnen også må siges at have været en ganske ubelæst mand, idet jeg aldrig har studeret, men kun fået den almindelige almueskoleundervisning, som for mit vedkommende, idet jeg er født på landet, kun udgjorde to gange tre timer om ugen om sommeren og noget mere om vinteren.” (LB1 stk. 22).

Martinus læste siden hverken teosofiske eller antroposofiske bøger. Der er således forkert, når der i andre skrifter påstås, at Martinus skulle have støttet sig til teosofien og antroposofien for at skabe sit verdensbillede. I skolen var Martinus meget glad for bibelhistorie, men han understregede i den grad, at han ikke var kommet til sin viden ved at læse og studere. (Omkring mine kosmiske analyser, bog 12B, kap. 25).

Martinus udtalte: “Der er adskillige, der har sagt til mig, at jeg må have læst og studeret, men det har jeg ikke. Jeg er et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden gennem sin egen bevidsthed, og det er en tilstand, som alle mennesker er på vej til at opnå.” (Kosmos nr. 3/1991, foredrag 13.10.1955).

Kristusvisionen og den hvide ilddåb

Lars Nibelvang skriver i sine dagbogsblade, at han havde givet Martinus’ mundtlige anvisninger på, hvordan man kunne meditere i en bekvem stol og evt. tage et bind for øjnene for at holde lyset og for bedre at kunne koncentrere sig. Martinus købte derefter en ny kurvestol til dette formål, og han fortalte, at den knirkede, at den var meget levende og helt magnetisk. (Kosmos nr. 3/1991). Kurvestolen, der var lavet af pilekviste, virkede bedst, når der ikke var puder i stolen.

Martinus boede i et lille værelse på Jagtvej 52A^1.tv. i København, og da han i påsken havde fået fri fra mejeriet ville han igen prøve at meditere i kurvestolen. Askeonsdag den 23. marts 1921 om aftenen oplevede han således “den hvide ilddåb”, der var en Kristus-vision. Der var eksakt fuldmåne kl. 21.18. (Ifølge astrologien skulle det bevirke, at indstrømningen af universel, guddommelig energi skulle være særlig stærk på dette tidspunkt).

Det blev under denne koncentration på Gud, at Martinus i en dagsbevidst kosmisk vision kom til at opleve sin kaldelse til at skabe den kosmiske videnskab, som logisk og intellektuelt skulle klarlægge det “meget”, som Jesus ikke kunne forklare sine disciple, da de ikke kunne bære det. (Den Intellektualiserede Kristendom, Forord og stk. 2).

Bertel Thorvaldsens Kristus-skulptur

Martinus havde ikke siddet ret længe, før han så et lysende punkt i det fjerne, og pludselig kom en kristusfigur til syne. Det var den danske billedhugger Bertel Thorvaldsens skulptur af Kristus, hvor han siger: “Kommer til mig” (Domkirken i København). – Figuren var lille og stod noget borte. Så blev det mørkt, og da det blev lyst igen, var figuren blevet levende og i naturlig menneskelig størrelse. Den var iklædt et gevandt af lysende små stjerner, næsten som en kåbe af diamanter. Det var kolossalt lysende, lyset var snehvidt, skyggerne var blå. Dette Kristus-væsen af blændende solskin kom ganske stille hen mod Martinus, der sad som lammet i sin kurvestol. Han så lige ind i en skikkelse af ild, der bestod af små lysende punkter, omtrent som ved en stjernekaster, blot var gnisterne meget mindre.

Til sidst bevægede skikkelsen sig lige ind i Martinus’ krop, ind i hans indre. Her standsede den og blev stående. En vidunderlig ophøjet følelse betog Martinus, og lammelsen var forbi. Det guddommelige lys, der således havde taget bolig i Martinus, gav ham evne til at se ud over verden. Fra denne guddommelige skikkelse i Martinus udgik der en kolossal lysstråle, og Martinus kunne i dette lys se jordkloden dreje rundt. Han så kontinenter og have, byer og lande, bjerge og dale ligge badet i lyset fra sit eget indre. I det hvide lys blev jorden forvandlet til Guds rige. Og dermed sluttede den overjordiske guddommelige kristusvision. (Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 2 og Bog nr. 4, kap. 16).

Ole Therkelsen

Katalysatorbogen. “Meditation” af Hermann Rudolph

Løsningen på mysteriet om Martinus meditationsbog er den danske oversættelse af den tyske bog, Meditationen. Ein theosophisches Andachtsbuch nebst Anleitung zur Meditation, skrevet af Hermann Rudolph (1865-1946) og udgivet på Verlag der theosophischen Kultur, Leipzig, 1912. Den autoriserede oversættelse, Meditation. En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation, er er lavet af teosoffen Werner Blædel og udgivet af J.S. Jensens forlag i 1913. (Se www.bibliotek.dk og stk. 2.19 i bogen Martinus og den ny verdensmoral. 2. udg. Scientia Intutivia, 2016 , af Ole Therkelsen. — Forside af bindet til dansk udgave på J.S. Jensens forlag i 1913. Hermann Rudolph – Meditation. En teosofiske andagtsbog med anvisning til meditation.

Oversat fra tysk: Meditationen. Ein theosophisches Andachtsbuch nebst Anleitung zur Meditation, skrevet af Hermann Rudolph (1865-1946) og udgivet på Verlag der theosophischen Kultur, Leipzig, 1912. Den autoriserede oversættelse, Meditation. En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation, er er lavet af teosoffen Werner Blædel og udgivet af J.S. Jensens forlag i 1913.

Ved et foredrag i 1955 udtalte Martinus: “Der er adskillige, der har sagt til mig, at jeg må have læst og studeret, men det har jeg ikke. Jeg er et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden gennem sin egen bevidsthed, og det er en tilstand, som alle mennesker er på vej til at opnå.”