#OT390. Bøn og gudsforhold.

Foredrag af Ole Therkelsen i Hjørring torsdag den 26.03.1987

Meditationen der udløste bevidsthedsudvidelsen

I 1921 arbejdede Martinus på kontoret i mejeriet Enigheden, hvor han hørte om en ny interessant bog med åndelige emner, som en af kollegaerne, Ove Hubert, havde læst. Da Martinus havde sikret sig, at de nye åndelige retninger også havde noget med bøn at gøre, blev han interesseret i at låne bogen, og en dag i februar 1921 blev han inviteret hjem til bogens ejer Lars Peter Larsen (1879-1948), der senere tog navneforandring til Lars Nibelvang. Igennem de næste syv år blev Lasse Martinus’ daglige samtalepartner og ven. (Martinus som vi husker ham, Zinglersens Forlag 1989).

Martinus fik kosmiske bevidsthed den 24. marts 1921 på Jagtvej 52A, 1.tv. på Nørrebro ved Nørrebros Runddel. www.martinus.dk — Martinus 30 år i 1921, hvor i påsken får kosmisk bevidsthed. www.martinus.dk

Ved deres første møde siger Nibelvang til Martinus: “Det eneste råd, jeg mener at kunne forsvare at give Dem med på vejen, er den sidste store lærer Bhagavan Ramakrishnas ord: Fæst din tanke fast på Gud, og alt skal blive vel med dig!” – Inden han forlod mig, lånte jeg ham et par små bøger med hjem; jeg tror det var Bhagavad Gita og Ved Mesterens Fødder. Og så gav jeg ham anvisning på de mest elementære regler for meditation; fordi jeg følte, at jeg stod over for en meget fremskreden personlighed, som muligt i en nær fremtid vilde opnå alt, hvad jeg forgæves havde søgt i en lang årrække. (Lars Nibelvang, dagbog, 1925).

Den tyske teosof og lærer Hermann Rudolph (1865-1946) er forfatter til bogen "Meditationen. Ein theosophisches Andachtsbuch nebst Anleitung zur Meditation". Udgivet på Verlag der theosophischen Kultur, Leipzig, 1912. Den danske autoriserede oversættelse ”Meditation. En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation” er lavet af teosoffen Werner Blædel og udgivet i København af J.S. Jensens forlag i 1913. Denne lille bog på 97 sider er den bog, der foranledigede Martinus til at meditere på Gud i marts 1921 i sit lille værelse på Jagtvej 52A, DK-2200 København N. — Forside til bogen “MEDITATION. En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation” af den tyske teosof og lærer Hermann Rudolph (1865-1946).

Den teosofiske meditationsbog af Hermann Rudolph

Martinus fortæller selv, at han ikke fik læst bogen til ende, og at det eneste, han huskede af den smule, han fik læst, var dette, at bogen foranledigede ham til at meditere på Gud. Da Martinus nogle år senere begyndte skrive sine bøger, kunne han hverken huske bogens titel eller forfatter, og lige siden har det været lidt af et mysterium, hvilken bog det var, som Martinus lånte. Efter min egen opfattelse må det være den danske oversættelse fra 1913 af en tysk bog af Hermann Rudolph (1865-1946)

Meditationsbogen

Meditationen. Ein theosophisches Andachtsbuch nebst Anleitung zur Meditationudgivet på Verlag der theosophischen Kultur, Leipzig, 1912. (Se denne bogs stk. 2.19).

Foto af Hermann Rudolph (1865-1946) er signeret i 1912, hvor der tyske original blev udgivet i Leipzig. — BILLEDTEKST:
Hermann Rudolph (1865-1946). Tysk teosof, forfatter til “Meditation. En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation”, er oversat af Werner Blædel og udgivet i København af J.S. Jensens Forlag, 1913.

Lige efter den store bevidsthedsudvidelse var Martinus af psykiske årsager helt forhindret i at læse andres bøger. Hans værk skulle ikke være influeret af andres meninger og opfattelser, Martinus skulle være et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden igennem sig selv.

Læs eller download den lille katalysatorbog på 97 sider af Hermann Rudolph, som Martinus læste i marts 1921.

Hermann Rudolph. Meditation – En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation. oletherkelsen.dk Blog

Martinus: “Den blotte tanke om at læse i en bog var nok til at frembringe en fornemmelse i min hjerne, som om den skulle sprænges. Og i det tidsrum, fra jeg gennemgik den omtalte åndelige proces, og til jeg fundamentalt havde gennemskuet hele verdensbilledet og manifesteret det i billedform, var jeg således ikke i berøring med nogen som helst bog eller nogen som helst anden form for teoretisk vejledning, ligesom jeg forud for mine kosmiske evners opvågnen også må siges at have været en ganske ubelæst mand, idet jeg aldrig har studeret, men kun fået den almindelige almueskoleundervisning, som for mit vedkommende, idet jeg er født på landet, kun udgjorde to gange tre timer om ugen om sommeren og noget mere om vinteren.” (LB1 stk. 22).

Martinus læste siden hverken teosofiske eller antroposofiske bøger. Der er således forkert, når der i andre skrifter påstås, at Martinus skulle have støttet sig til teosofien og antroposofien for at skabe sit verdensbillede. I skolen var Martinus meget glad for bibelhistorie, men han understregede i den grad, at han ikke var kommet til sin viden ved at læse og studere. (Omkring mine kosmiske analyser, bog 12B, kap. 25).

I sit lille værelse på Jagtvej 52A fik Martinus kosmisk bevidsthed den 24 marts 1921. Martinus Institut — I påsken 1921 fik Martinus kosmisk bevidsthed. Martinus Institut.

Martinus udtalte: “Der er adskillige, der har sagt til mig, at jeg må have læst og studeret, men det har jeg ikke. Jeg er et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden gennem sin egen bevidsthed, og det er en tilstand, som alle mennesker er på vej til at opnå.” (Kosmos nr. 3/1991, foredrag 13.10.1955).

Kristusvisionen og den hvide ilddåb

Lars Nibelvang skriver i sine dagbogsblade, at han havde givet Martinus’ mundtlige anvisninger på, hvordan man kunne meditere i en bekvem stol og evt. tage et bind for øjnene for at holde lyset og for bedre at kunne koncentrere sig. Martinus købte derefter en ny kurvestol til dette formål, og han fortalte, at den knirkede, at den var meget levende og helt magnetisk. (Kosmos nr. 3/1991). Stolen virkede bedst, når der ikke var puder i stolen.

Martinus havde ikke siddet ret længe, før han så et lysende punkt i det fjerne, og pludselig kom en kristusfigur til syne. Det var den danske billedhugger Bertel Thorvaldsens skulptur af Kristus, hvor han siger: “Kommer til mig” (Domkirken i København). – Figuren var lille og stod noget borte. Så blev det mørkt, og da det blev lyst igen, var figuren blevet levende og i naturlig menneskelig størrelse. Den var iklædt et gevandt af lysende små stjerner, næsten som en kåbe af diamanter. Det var kolossalt lysende, lyset var snehvidt, skyggerne var blå. Dette Kristus-væsen af blændende solskin kom ganske stille hen mod Martinus, der sad som lammet i sin kurvestol. Han så lige ind i en skikkelse af ild, der bestod af små lysende punkter, omtrent som ved en stjernekaster, blot var gnisterne meget mindre. Til sidst bevægede skikkelsen sig lige ind i Martinus’ krop, ind i hans indre. Her standsede den og blev stående. En vidunderlig ophøjet følelse betog Martinus, og lammelsen var forbi. /Ole Therkelsen — Kristus-skulpturen af Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Københavns Domkirke og Thorvaldsens Museum. Martinus havde en lille gipskopi i sin lejlighed.

Martinus boede i et lille værelse på Jagtvej 52A^1.tv. i København, og da han i påsken havde fået fri fra mejeriet ville han igen prøve at meditere i kurvestolen. Onsdag den 23. marts 1921 om aftenen oplevede han således “den hvide ilddåb”, der var en Kristus-vision. Der var eksakt fuldmåne kl. 21.18, hvilket ifølge visse astrologien skulle bevirke at indstrømningen af universel, guddommelig energi skulle have været meget stærk på det tidspunkt.

Det blev under denne koncentration på Gud, at Martinus i en dagsbevidst kosmisk vision kom til at opleve sin kaldelse til at skabe den kosmiske videnskab, som logisk og intellektuelt skulle klarlægge det “meget”, som Jesus ikke kunne forklare sine disciple, da de ikke kunne bære det. (Den Intellektualiserede Kristendom, Forord og stk. 2).

I februar 1921 lånte Martinus (1890-1981) en teosofisk bog med anvisninger på meditation af Lars Nibelvang. Denne bog af Hermann Rudolph, Meditation – En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation foranledigede Martinus (1890-1981) til i kurvestolen at meditere på Gud, hvilket førte til at Martinus den 24.03.1921 fik den store bevidsthedsudvidelse, nemlig kosmisk bevidsthed. www.martinus.dk — Martinus meditationsstol. en pile-kurvestol. Her i hall på Martinus Institut. I denne stol fik Martinus kosmisk bevidsthed den 24. marts 1921.
Foto Ole Therkelsen

Kristus-figur i opgang til Martinus’ lejlighed på Mariendalsvej 94. Martinus’ Mindestuer

Kristus-skulpturen af Bertel Thorvaldsen (1770-1844).

Københavns Domkirke og Thorvaldsens Museum. Martinus havde en lille gipskopi i sin lejlighed.

Martinus’ kaldelse til at blive verdenslærer

Efter denne Kristus-vision følte Martinus sig kaldet til at blive verdenslærer. Da Kristus-skikkelsen gik ind i ham, og han så strålerne derfra lyse ud over jorden, oplevede han det som et tegn på, at han ved Kristus personligt var blevet indviet til at skulle videreføre kristusmissionen. Det, at jordkloden drejede rundt i dette kristuslys, var et symbol på, at hans mission var af et globalt omfang. Han oplevede, at han af Gud var udvalgt til at videnskabeliggøre og intellektualisere kristendommen og føre den frem til sin fuldkommengørelse her på jorden.

Kristo kun la dana flago. La dana flago estas uzata en la ortodoksa eklezio kiel simbolo de la resurekto de Kristo. La katedralo de Sankta Izaako en Sankt-Peterburgo. — Den genopstandne Jesus Kristus med det danske flag “Dannebrog” fra Isaac Cathedral i St. Peterburg

Kristus med Dannebrog.

Det danske flag bruges i den ortodokse kirke som symbol på Kristi opstandelse. St. Isaac katedralen i Skt. Petersborg.

Martinus skriver: “Hvis der under visionen havde været tid og lejlighed til det, måtte jeg over for denne guddommelige kaldelse have gjort indvendinger ligesom Moses, da han igennem tornebuskens guddommelige ilds vision fik kaldelsen til at skulle føre Israel ud af Ægypten. Ligesom han mente ikke at have kvalifikationer nok til at udføre denne meget vanskelige mission, således måtte jeg, som ganske ulærd mand og uden nogen som helst kosmisk viden, også være kommet med indvendinger med hensyn til manglende kvalifikationer. Men som nævnt, det var der ikke tid til. Sådanne tankearter kunne for øvrigt ikke komme til udtryk her. Jeg var i de følgende timer så overvældende indlemmet i en guddommelig overjordisk magt, der igennem visionerne gjorde mig urokkelig dagsbevidst i denne min kosmiske kaldelse eller indvielse af mit liv til kristendommens fuldkommengørelse til videnskabeligt eller urokkeligt logisk livsfundament for menneskehedens færdigskabelse til Guds billede efter hans lignelse.” (Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 2).

Martinus’ oplevelse af den gyldne ilddåb

Skærtorsdag den 24. marts om formiddagen satte Martinus sig igen til rette i kurvestolen, og han blev hurtigt indhyllet i et guddommeligt lys. En himmel kom til syne, der var af et så overdådigt blændende gyldent lys og af en så hastigt vibrerende materie, at han følte, at her var han på højden af, hvad hans organisme og bevidsthed kunne tåle. Han befandt sig i et hav af lys, der denne gang ikke var af sneens hvide farve, alt havde guldets farve. Gennem det hele vibrerede små gyldne tråde, der funklede og glitrede overalt. Han følte, at dette var Guds bevidsthed eller egen tankesfære. Det var selve alkærlighedens udspring. Senere kaldte Martinus denne oplevelse “den gyldne ilddåb”. (Omkring min missions fødsel, kap. 17).

Guldglorien sammenføjer alle levende væseners bevidsthed til et samlet bevidsthedsocean, som udgør intet mindre end selve guddommens bevidsthed. For Martinus formede det sig som tusinder af vibrerende gyldne tråde, der totalt opfyldte rummet. I denne guldglorie oplevede han at være i sit evige jegs hjemsted og at have en levende eksistens uden for alt, hvad der ellers er synligt som skabte foreteelser. Han var uden for tid og rum, var ét med uendeligheden og evigheden. Rummet blev kun markeret af et lysocean, der gennemstråledes af lys i guldets farve. I dette lysocean af funklende guldtråde opleves kun én eneste fornemmelse, følelsen af at være ét med guddommen og ét med alle andre levende væsener i universet. Her er man på guddommens eget udsigtspunkt, ens mentalitet smelter sammen med verdensaltets mentalitet. Man er ét med kosmos. (Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 3, 6 og 11).