Lavintellektualitet. Højintellektualitet forener logik og kærlighed

OT354. Lavintellektualitet og højintellektualitet. MCK 09.07.1998

Foredrag afholdt af Ole Therkelsen i Martinus Center Klint den 9. juli 1998

Udvikling fra primitivitet til højintellektualitet

Det levende væsens “tanke” må i henhold til livets love for “bevægelse” udvikle sig fra “ufuldkommenhed”, fra “primitivitet” til “højintellektualitet”

Det levende væsens udvikling repræsenterer en skala af trin, der strækker sig fra “primitivitet” til “højintellektualitet”. Der er vel ingen, der påstår, at kulturmenneskets udvikling går i retning af at blive “naturmenneske”. Er det ikke det omvendte, der er tilfældet? Er det ikke en kendsgerning, at vore forfædre manglede alle de forskellige resultater af intelligensen, som i dag har lavet jorden om til en teknisk vidunderverden, hvor tingene beherskes mere og mere og bringes til at arbejde for mennesket blot ved et tryk på knapper.

“Tanken” udvikler sig også, den begynder i en temmelig primitiv tilstand for at udvikle sig videre og videre til en fuldstændig hundrede procents fuldkommenhed, hvilket vil sige: til den absolutte “genialitet”.

Martinus skriver Kosmiske analyser, hvor intuitive sandheder bliver tilgængelige for almindelig intelligens. Det er højintellektuailitet — Martinus ved skrivemaskinen på Martinus Institut, Mariendalsvej 94-96, 2000 Frederiksberg

Kunst er højntellektualitet inkarneret i materie

Martinus definerer kunst som “højintellektualitet inkarneret i materie”. (LB4 stk. 1150). Når livets universelle sandheder udtrykkes i kunst, så er det jo også sandhedens ånd, der inkarnerer i materien, i litteratur, i musik, maleri, skulptur, sang, teater, ballet, film, foto osv. Tænk, hvilken glæde menneskene har oplevet ved f.eks. musik og litteratur. Den euforiske lykke og glæde man i kunsten og det religiøse liv oplever ved mødet med sandhedens ånd, kan man også opleve ved at lære esperanto, da det er baseret på guddommelige principper. Det er ligesom kunst – højintellektualitet inkarneret i materie.

Kristus-figur i opgang til Martinus' lejlighed på Mariendalsvej 94. Nu er Martinus' Mindestuer et museum, så man kan se hvordan Martinus boede — Kristus-figur i opgang til Martinus’ lejlighed på Mariendalsvej 94. Martinus’ Mindestuer

Jesus og Martinus er højintellektuelle verdenslærere.

Den evige sandhed er inkarneret flere gange gange i jordklodens historie. Ved pyramiderne, Tibet, Østen, de store profeter og ved Jesus Kristus. Martinus skriver at Jesus var højintellektuel. Han repræsenterede “højintellektualitet”, alt hvad han sagde var sandt og logisk, samtidig med at det var udtryk for den højeste kærlighed. Det er højintellektualitet. I følge sine egne definitioner må man også betegne Martinus (1890-1981) som højintellektuel.

Med Martinus er den evige sandhed for første gang i jordklodens historie inkarneret i en videnskabelige form, i en åndsvidenskabelig form, hvor det vises, at noget ikke er logisk, hvis det ikke kærligt, og noget er ikke kærligt, hvis det ikke er logisk. Det er højintellektualitet, og ikke lavintellektualitet.

De intellektuelle repræsentanter for naturvidenskaben er ikke højintellektuelle selv om de er logiske og rationelle, for de repræsenterer ikke den højeste kærlighed.

Foredragssalen i Martinus Center Klint ca 1965 — Den tredje foredragssal blev indviet den 1. juli 1962

MARTINUS skriver i bogen “Kulturens skabelse” om “Lavintellektualitet”:
CITAT:

Lavintellektualitetens epoke

14. KAPITEL

Lavintellektaulitetens epoke.

Et “mene, mene tekel ufarsin” i den moderne verdenskultur

Som det fremgår af tidligere afsnit i denne bog, blev menneskeheden under den afblændede kristendom ført frem til store trængsler, der ganske kort kan udtrykkes som “alles krig imod alle”. Menneskeheden inden for de såkaldte “kristne stater” blev, som ligeledes tidligere nævnt, de mest geniale krigsfolk i verden. Aldrig nogen sinde har der i hele den jordiske menneskeheds historie eksisteret et folk udrustet med så geniale evner, apparater og maskiner, ved hvilke man kan mangfoldiggøre overtrædelsen af kristendommens og livets allerhøjeste bud: “Du skal ikke ihjelslå”. Hvad betyder de tidligere eksisterende kulturfolks krigsevner, krigsapparater og krigsførelse i forhold til nutidens moderne krigsførelse? Har vi ikke inden for den første halvdel af det tyvende århundrede allerede oplevet eller erfaret to kulminationer af selve helvedes dødsflammer, den ene værre end den anden? Ikke desto mindre forberedes en tredje kulmination af menneskenes myrderier af mennesker, der tegner til at blive endnu værre og således uden noget sidestykke eller tilsvarende fortilfælde. Dette sker på trods af de allerede tidligere oplevede helvedesudløsninger, som efterlod verdensbyer lagt i ruinhobe, millioner af mennesker bragt til invaliditet og kilometervide soldaterkirkegårde, der i dag står som et “mene, mene tekel ufarsin” (Dan. 5:25) over menneskehedens moderne verdenskultur.
Citat slut. © Martinus Institut

Bogen "Det Tredje Testamente" blev ikke færdigskrevet i Martinus egen levetid. Først 23 år senere blev de efterladte manuskripter udgivet med titlen Den Intellektualiserede Kristendom — Den 13.08.1978 præsenterer en glad Martinus forsiden til sin bog “Det Tredje Testamente” med undertitlen “Den intellektualiserede kristendom”

MARTINUS skriver i bogen

“Kulturens skabelse” om “Lavintellektualitet”:
CITAT:

23. KAPITEL

Lavintellektaulitetens epoke. Lavintellektualitetens kapitulation

Det er denne kærlighedens ønskedrøm, der betinger, at ungdommen ikke frivilligt og med glæde ønsker den dem påtvungne såkaldte “værnepligt”, denne uddannelse til mordeksperter eller til fagfolk i krigsteknik, denne dyriske udfoldelse i udslettelse eller lemlæstelse af liv og ødelæggelse af kultur, der er så overdimensioneret, at den kun kan udtrykkes som “djævlebevidsthed”. Og det er kun et tidsspørgsmål, hvor længe man kan blive ved med at tvinge ungdommen til at befordre disse hedenske krigstraditioner og primitive urmenneskelige tilstande. Der er stadig noget, der hedder “stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd”. Men dette facit kan lavintellektualiteten med dens umådelige tekniske og kemiske viden og kunnen ikke klare og forstår derfor ikke, at opfyldelsen af dette bud absolut er det eneste, der kan afskaffe krigen i verden og dermed bane vejen for fredens tilblivelse og opretholdelse. Her har lavintellektualiteten nået sit endemål. Den kan kun arbejde med materielle og konkrete foreteelser. Abstrakte foreteelser har ingen interesse her, ligegyldigt hvor store sandheder de så end måtte udgøre.

Citat slut. © Martinus Institut

Martinus skriver om lavintellektualitet og højintellektualitet — Martinus ved skrivemaskinen.
Udsnit af foto er brugt i bogen: “Martinus – som vi husker ham” side 73.

Martinus skriver i Bog nr 9. “Mellem to verdensepoker”: Citat:

1. KAPITEL

Det kristne verdensbilledes konflikt med højintellektualiteten

Igennem tusinder af år er det blevet forkyndt menneskene, at de hver især er begyndt med undfangelsen i moders liv, og at det fysiske liv, de herefter kommer til at leve på jorden, er det absolut eneste, de kommer til at opleve på det fysiske plan. De har ganske vist en udødelig sjæl, men den fortsætter sin tilværelse efter den fysiske død i en åndelig tilværelse, enten i et “evigt” liv i herlighed, det såkaldte “himmeriges rige”, eller i et “evigt” liv i “fortabelse” eller det såkaldte “helvede”, alt eftersom man henholdsvis har fået “syndernes forladelse”, eller man ikke har fået den. Hermed har vi altså det centrale i den kristne kirkes verdensbillede eller livsopfattelse.
Ifølge denne livsopfattelse er de levende væsener, såvel som alt andet eksisterende, skabt af Gud. Ansvaret for disse “skabte tings” fuldkommenhed eller ufuldkommenhed må da udelukkende hvile på selve Guddommen. “Det skabte”, og hermed “det jordiske menneske”, kan derfor i henhold hertil umuligt selv være den ansvarlige for dets fremtræden som fuldkomment eller ufuldkomment. Hvis det ikke er fuldkomment, må det udelukkende være en fejl hos Guddommen, der har “skabt” væsenet, og ikke en fejl hos væsenet selv. Men ikke desto mindre kræver den kirkelige kristendom, at man angrer sine “synder” og beder Guddommen om forladelse for den ufuldkommenhed, man altså absolut ikke selv kan være skyld i, da man ifølge den samme kristendom jo ikke har skabt sig selv. Man skal således i virkeligheden bede Gud om forladelse for, at man eksisterer ligeså ufuldkommen, som han har skabt os. Men herved kommer det overleverede kristne verdensbillede i konflikt med højintellektualiteten eller den logik, der ellers afslører sig bag enhver form for skabelse i naturen. Hvis det jordiske menneske “synder”, må det jo være selve Guddommen, der “synder”, thi han har derved skabt noget, der “synder”. Det kan ikke være “synderen”, men den, der har skabt “synderen”, der har det rette ansvar og derfor må være den strafskyldige.
At et sådant verdensbillede kun kan være livsfundament for de væsener, der endnu har evne til ukritisk eller blindt at tro på autoriteter, er en selvfølge. At samme verdensbillede bliver umuligt for den saglige, kritiske eller logiske tænker, er ligeså selvfølgeligt. Og da verden med kæmpeskridt går fremad i erfaringsdannelse eller videnskab og i tilsvarende grad gør hvert enkelt menneske til selvstændig tænker, er det åbenlyst, at den kirkelige kristendoms verdens- eller livsanskuelse her skaber tvivl og vantro i stedet for tro eller tillid med hensyn til Guddommen. At den dermed i en tilsvarende grad ophører med at være moral- eller kulturfundament er absolut uundgåeligt. At menneskene derved en overgang må synke ned i materialisme og gudløshed og således til en vis grad være uden moralsk fundament, er naturligvis ligeså givet. Så stærk var den i jordmenneskene voksende tendens til tilbedelse af magt og den herigennem erhvervede rigdom, det fra andre folk erobrede gods, guld og landområde, at uniformer, krigsoprustninger eller militarisme blev staternes fornemste foreteelser eller dyreste opgaver, ja, måtte gå forud for al kulturskabelse. Officerstitler blev de fornemste rangsbetegnelser, hvis højeste grad blev båret af selve kongen. Kongen var altså den øverste krigsherre, den fornemste udøver af “sværdets brug”. De kristne stater, hvis enkelte individer var “døbte i Faderens og Sønnens og Den Hellige Ånds navn” og derfor skulle være repræsentanter for ham, der sagde til sin discipel: “Stik dit sværd i balgen! Thi alle de, som gribe til sværd, skulle omkomme ved sværd”, – “… dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, så vend ham også den anden til”, – ligesom han formanede Peter til at tilgive: “Ikke indtil syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange”, – blev de mest geniale udøvere af modsætningen til dette verdensgenløserens sindelag. Deres væremåde kom til at udgøre kontrasten til den psyke, der alene kunne frelse eller genløse verden. Ja, så altdominerende blev denne selviskhedens og hadets voksende impuls, at selve den autoriserede kristne kirkes repræsentanter også kom til at lyne og tordne med dødsbulder, band og bål, fortabelse eller evigt helvede over alle anderledes tænkende medmennesker. Måtte ikke tusinder af mennesker bestige bålet efter i torturkamre at være tvungne til at erkende sig skyldige i handlinger, de aldrig nogen sinde havde begået? – Og er det ikke den samme middelalderlige overtroens nidkærhed, der undertiden senere har bragt kirkens mænd til at forglemme verdensgenløserens påbud med hensyn til sværdets brug og tilgivelse af uret? – Ja, har man ikke netop velsignet de store mordmaskiner, krigsskibe, tanks og kanoner og opflammet sit lands soldater til at udløse lemlæstelse, død og undergang over “fjenden”? – Og har man ikke dermed saboteret den hellige bibelske inspiration til tilgivelse og næstekærlighed eller sand kristendom, der var autoriseret åndsoplysning, børnelærdom og skoleundervisning i den samme stat? – Hvordan kan en præst forrette sakramenterne eller inspirere til at tage afstand fra sværdets brug med et mordvåben under præstekjolen? – Og hvordan kan det forenes med Jesu væremåde at forbande sine korsfæstere? – Sagde han ikke: “Fader, forlad dem! Thi de vide ikke, hvad de gøre”?

Citat slut. © Martinus Institut