Martinus, Småbog. nr. 6,

Kapitel

De tre store højtiders fysiske og mentale tilknytning til årstiderne

Ved pinseglans forstår man i almindelighed strålende sol og sommer over marker, skove og enge, over byer og landsbyer, over dyr og mennesker. Med begrebet “pinse” forbinder man ikke nattefrost, kulde, haglbyger, slud og pløre. Det er rigtigt, at det undertiden kan hænde, at disse udslag af klimaet også gør sig gældende på pinsedagene, men her hører de alligevel til undtagelserne, der bekræfter regelen. Det er netop disse luner af naturen, der tager glansen af pinsen og får os til at udbryde, at det ikke er rigtigt pinsevejr. Nævnte luner hos vejret markerer således for os, hvordan pinsevejret ikke skal være. Vi ønsker altså et helt andet udslag af vejret, når det er pinse. Hvorfor ønsker vi nu lige akkurat dette andet udslag, hvorfor ønsker vi netop, at der skal være strålende sol og varme? – Fordi pinsen oprindelig er skabt for at være en fest netop til tak og ære for sommerens fødsel. Hvis denne fest så skal holdes i gråvejr, regn, slud, kulde og haglbyger, så er det jo ligesom at holde fødselsfest for et barn, der endnu ikke er født. Det er i virkeligheden noget helt andet med julefesten, der jo på en måde er en særlig vinterens fest. De allerfleste mennesker har derfor også svært ved at få den “rigtige julestemning”, hvis julen ikke netop forekommer som en “hvid jul”, hvilket vil sige: en jul med snefog, kaneføre og bjældeklang. Et juleeventyr fra de varme troper med palmer, parasoller og badestrande kan aldrig have den julestemning eller juleglans over sig som et juleeventyr fra nordens kolde egne.

På samme måde er påsken naturligvis festen for forårets fødsel, fysisk set. I vort sind forbinder vi slet ikke påsken med sommerdage, ligesom vi heller ikke forbinder påskedagene med virkelig kolde vinterdage. Påsken udtrykker mere april med sin begyndende forårssol, de tidlige forårsblomster, lidt nattefrost, haglbyger og undertiden lidt snesjap og tøsne.

Nu vil De måske her indvende, at denne vor indstilling til højtiderne blot skyldes den omstændighed, at vi nu engang er født her, hvor de nævnte højtider netop falder på de særlige årstider, og derfor har vænnet os til at gøre dem til ét med den for hver især pågældende årstid, og det er naturligvis til en vis grad rigtigt. Hvis vi havde levet lige så mange liv på de tilsvarende breddegrader på jordklodens sydlige halvkugle, hvor årstiderne er lige modsat vore, som vi nu har levet liv på breddegraderne nord for ækvator, ville vi rimeligvis have forbundet julen med sommeren, påsken med efteråret og pinsen med vinteren. Men her må vi huske på, at stedet, hvor bestemmelserne for tidspunktet for disse højtiders afholdelse er blevet til, netop ikke ligger på den sydlige halvkugle. Vor kulturs vugge stod hverken i Sydafrika, Sydamerika eller Australien. Den stod netop på breddegrader, hvor man har de samme årstider som vi. At man netop lagde hver højtid på en for den særlig bestemt årstid, kan kun skyldes, at det netop var denne specielle årstid, man med samme højtid ville hylde eller fejre. Men det var jo ikke blot den rent fysiske årstid, man ville ære og ihukomme med en fest, det var jo også de i jordmenneskets mentalitet forekommende tilsvarende årstider, man ville erindre sig, ære og højtideligholde. Med julefesten erindrede man sig således den mentale vinters mørke og kulde, som menneskeheden befandt sig i, og den guddommelige hjælp i form af mentalt lys og varme, man igennem verdensgenløserens fødsel blev skænket af Forsynet.

Martinus-Instituto Martinus-Instituto en Frederiksberg (Kopenhago) estas memposeda publik-utila institucio, kiu de Martinus ricevis la respondecon pri konservado, eldonado kaj tradukado de La Tria Testamento. Krome la tasko de la Instituto estas informado pri la verkaro kaj instruado pri la kosmaj analizoj. — Martinus Institut, Mariendalsvej 94-96, DK 2000-Frederiksberg, Copenhagen, Denmark.

Med påskefesten erindrede man sig kampen mellem den mentale vinter og sommer eller kampen mellem det mentale lys og mørke, som påskeevangeliet udtrykker, mens man med pinsen udtrykker lysets totale sejr over mørket og Guds ånds totale overskygning af alt og alle. Som De ser, er tidspunktet for de nævnte højtider genialt valgt. Festerne passer ikke blot på de mentale, men også på de rent fysiske årstider, til hvilke de er knyttede. At fæstne dem til andre tidspunkter eller årstider ville straks forringe deres udtryksevne eller symbolværdi. Denne ville i virkeligheden kun blive en skygge af den genialitet, den nu udviser.Når vi derfor her på denne årstid holder pinse, så er det udelukkende fordi denne årstid repræsenterer fødslen af det fysiske livs kulmination. Vinterens golde og øde marker, bladløse træer, gustne og sumpede enge har fået farve og liv. Hvor der før var øde, trist og tilsyneladende livløst, vælder i dag livet strålende og brusende frem under et væld af toner, farver og lys. Tusinder af struber jubler imod himlen af livsglæde over dette ocean af guddommeligt skabevælde eller udløsninger af behag for de levende væsener. Ja, er det ikke således, at sommeren er kulminationen af naturens kærtegnen af de levende væsener? – Altså er sommeren det samme som “kærlighed”, og kærlighed er igen det samme som “den hellige ånd”. Kærlighed kan umuligt eksistere uden at være kulminationen af Guds mentalitet inden i og uden for os og derved på alle måder være det allerhøjeste udtryk for Guds ånd.

“Den hellige ånd” kan således ikke være til uden at være kærlighed, og kærlighed kan ikke eksistere uden at være “sommer”. Da pinsen er vor højtidsfest for Guds ånd, må den også være vor højtidsfest for sommeren, såvel fysisk som mentalt set. Sommer, pinse, “den hellige ånd” og kærlighed er én og samme ting. “Pinseglans over livet” er således det samme som “kærlighed”. MARTINUS CITAT Slut. © Martinus Institut, www.martinus.dk

Martinus 1980 og Edith Ryssel — Journalist Edith Ryssel hilser på Martinus i juni 1980 i Martinus Center Klint

7 Julens massemyrderi

Straks efter at Martinus havde fået udgivet sin første bog Livets Bog 1i 1932, gik han over til at skrive om kærlighed til dyrene og kærlighed til mikrokosmos i form af Den ideelle fødeog Bisættelse, der er to hovedværker om disse emner. I forhold til den gamle verdensmoral og den tidligere religiøse undervisning er det nemlig noget nyt med kærlighed til dyrene og til mikrokosmos.

I 2016 blev bogen "Martinus og den ny verdensmoral" genudgivet på www.scientia-intuitiva.dk Forlag. www.martinusshop.dk — Ole Therkelsens bog “Martinus og den ny verdensmoral”

I samme ånde skrev Martinus i 1933 også artiklen Den første julesang på jorden. (Artikelsamling 1, nr. 6). Her konstaterer han, at julefesten udløser et umådeligt massemyrderi. I ugerne før jul bugner butikker og udsalgssteder med dyr, der har måttet forlade deres sunde, fysiske legemer. Badet i juleudsmykningens elektrisk lys, der egentlig symboliserer den hellige ånd, finder man bjerge af opskårne grisekroppe, afribbet fjerkræ, gæs, ænder, høns og kalkuner. Uden for sådanne store forretninger er muren tilmed beklædt med vildt ude fra naturen, rådyr, harer, fasaner, vildænder. Disse lig skal helst hænge til de er møre, hvilket vil sige mere eller mindre fordærvede, for at være en særlig delikatesse for kødspiseren, hvilket let kan lede tanken hen på ådselæderne.

Martinus skiver: “Hele denne “juleudstilling”, alle disse dræbte dyrs parade, er jo baseret på at lette adgangen for liebhaverne til valget af de dræbte dyr, som de hver især skal have med hjem og bruge ved “helligholdelsen” af den fest, der er til ære for afskaffelsen af princippet: at dræbe.” (Den første julesang på jorden, Artikelsamling 1, stk. 6.6).

Julen er i sin højeste analyse en fest til ære for afskaffelsen af det dræbende princip, til ære for kærlighedens indstrømning i jordens åndelige atmosfære, mener Martinus. Jesus siger også, at ingen har større kærlighed end den, der vil give sit liv for at redde sin næste.

At det ikke er gået op for menneskene, at julen er en fest til afskaffelse af det dræbende princip, ses af julens massemyrderi. Hvis man havde forstået julen rigtigt, ville man gøre julens helligdage til kødløse dage for at reducere udfoldelsen af det dræbende princip.

Ole Therkelsen, f. 1948, taler og skriver på grundlag af sit livslange engagement i Martinus Kosmologi, har holdt ca. 2.000 foredrag om åndsvidenskaben eller kosmologien i femten lande på seks forskellige sprog, hvoraf flere kan høres på www.oletherkelsen.dk. OT’s to bøger: 1. Martinus, Darwin og intelligent design (2007) 2. Martinus og den nye verdensmoral (2009) OT’s to lydbøger på CD: 3. Kosmiske lektioner (2006) 50 foredrag i MP3 4. FOREDRAG i 2013 (2014) 48 foredrag i MP3 — Ole Therkelsen (f. 1948) skriver på baggrund af sin naturvidenskabelige uddannelse og sit livslange engagement i Martinus Kosmologi. Siden 1980 har han holdt over 2.000 foredrag om kosmologien i femten lande på seks forskellige sprog, hvoraf flere kan høres på www.oletherkelsen.dk

8.8 Tolerancen over for kødspisere

Martinus skriver naturligvis ikke en artikel om julens massemyrderi for at ironisere over folks indstilling til julen, men den er så lidt på bølgelængde med julens ide, at selv en upartisk analyse næsten må virke lidt ironisk.

Martinus kommer ikke med påbud om, at man ikke må spise kød. Han er helt på det rene med, at forståelsen og tilegnelsen af hans analyser om kødspisning og næstekærlighed er et samvittighedsspørgsmål, som hver enkelt må afgøre med sig selv, det kan ikke dikteres eller påbydes. Men Martinus forudser, at den ny verdensmoral vil føre frem til, at det at være kødspiser i dag engang i fremtiden vil virke lige så barbarisk, som kannibalisme forekommer os i dag.

Martinus kritiserer ingen og forsvarer alt og alle. Ethvert menneske gør det så godt, som det kan. Intet menneske kan handle ud fra erfaringer, som det endnu ikke har gjort. Martinus har en helt gennemgående tolerance og kærlighed til alle mennesker, ja hele hans værk er et universelt defensorat for alle levende væsener. (Se LB1 stk. 14 og 19).

Martinus: “Personligt foretrækker jeg at være sammen med en kærlig og tolerant kødspiser frem for med en fanatisk og intolerant vegetar”. (Jegets og dets egen verden, Kosmos nr. 4/2005).

8.9 Det femte Bud: Du skal ikke dræbe

Når Martinus har fremført sådanne analyser om kødspisning og ernæring, er det fordi hele ernæringsspørgsmålet er så vigtigt. Han ønskede at vise vejen ud af smerten og lidelsen – ikke alene sundhedsmæssigt, men også skæbnemæssigt.

Det jordiske menneske kan ikke komme til at leve i en sygdomsfri tilværelse, så længe dets ernæring fremskaffes ved at slå dyr ihjel. (Den ideelle føde, kap. 26).

Foruden at betyde lemlæstelse og drab af dyrene, betyder kødspisning også ulykker og selvmord for de mennesker, der optager dyrene som næring i deres organismer. De er i strid med selve loven for tilværelse eller det evige bud “du skal ikke dræbe”.(Den ideelle føde, kap. 4).