Martinus og den teosofiske meditationsbog af Hermann Rudolph (1865-1946)
Læs eller download denne Martinus’ katalysatorbog, der katalyserede og udløste den proces, hvor Martinus fik sin store bevidsthedsudvidelse – kosmisk bevidsthed.
Den tyske teosof og lærer Hermann Rudolph udgav i 1912 en bog med titlen:
“Meditationen. Ein theosophisches Andachtsbuch nebst Anleitung zur Meditation”
på “Verlag der theosophischen Kultur”, Leipzig, 1912.
I februar-marts 1921 købte Martinus en meditationsstol, en ny kurvestol af pil, der kan ses i Martinus Mindestuer på Martinus Institut, Mariendalsvej 94-96, 2000 Frederiksberg. www.martinus.dk.
Martinus kurvestol kan også ses i den nedenfor nævnte Video-film på YouTube.com
Denne lille bog på 97 sider var den bog, der i marts 1921 foranledigede Martinus til at meditere på Gud, efter at han også havde fået nogle mundtlige medtitationsforskrifter af Lars Nibelvang, f.eks. at man kunne tage bind bind for øjnene for bedre at kunne koncentrere sig og side med rank ryg i en bekvem stol.
I februar 1921 lånte Martinus (1890-1981) en teosofisk bog med anvisninger på meditation af Lars Nibelvang (1879-1948). Det var denne lille bog på 97 sider af Hermann Rudolph, Meditation – En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation, der foranledigede Martinus (1890-1981) til at meditere på Gud, der førte til at Martinus den 24.03.1921 fik den store bevidsthedsudvidelse, nemlig kosmisk bevidsthed. www.martinus.dk
Den autoriserede danske oversættelse, “Meditation. En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation”, er er lavet af den danske teosoff Werner Blædel, og den blev udgivet af J.S. Jensens forlag i 1913.
Forside af bindet til den danske udgave fra J.S. Jensens forlag i 1913. Hermann Rudolph – Meditation. En teosofiske andagtsbog med anvisning til meditation.
”Meditation – En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation”. Denne bog opfordrer netop til bøn og til at rette bevidstheden mod Gud (Atma – Guds selv, den kosmiske ånd, alånden), og den anbefaler at meditere på bønnen “Fader Vor”. Bogens 1. Kapitel (side 1-3) har titlen: ”Guddommen (parabrahm)” og 2. Kapitel har titlen: ”Atma som verdensaltets Fader”.
Et videre eksempel på, at den universelle eller kosmiske indstilling på Guddommen, Verdensaltet, ATMA er meget centrale i bogen: 2. Kapitel, side 4–5. Det er den allerførste udmelding både i Kapitel 1 (på 3 sider) og i Kapitel 2 (2 sider).
SE VIDEO på 26 min. med Ole Therkelsen i Stockholm:
Mysteriet uppklarat. Mysteriet är löst i 2016. Ole talar om Martinus (1890-1981) och den meditationsbok, som fick Martinus att meditera på Gud före han fick kosmiskt medvetande den 24 mars 1921. Inspelningen skedde den 16 april 2016, Stiftelsen Martinus Kosmologi, Hälsans hus, Fjällgatan 23, SE-116 28 Stockholm, Sverige. www.martinus.se.
Symboler © Martinus Institut 1981. www.martinus.dk
VIDEO på 22 min. Martinus och den teosofiska meditationsbok av Hermann Rudolph (1865-1946) fra YouTube.com. Vidste du, at du kan abonnere på meddelelser om nye video-film på Ole Therkelsen’s YouTube kanal
https://www.youtube.com/channel/UCXid-LNLoeml_bcqt67E2aw
MYSTERIET LØST !
Hvilken teosofisk bog fik Martinus til at meditere på Gud i påsken 1921, da han fik kosmisk bevidsthed? Hverken Lars Nibelvang eller Martinus selv kunne rigtig huske, hvilken bog Martinus lånte af Nibelvang i februar 1921. Og lige siden da har det været et MYSTERIUM, hvilken teosofisk bog det var, der foranledigede Martinus til at meditere på Gud. (Se Kosmos nr. 3, 2011).
I 1921 arbejdede Martinus som kontorist i mejeriet Enigheden, hvor han hørte om en ny interessant bog med åndelige emner, som en ældre kontorist Ove Hubert, havde læst. Da Martinus havde sikret sig, at de nye åndelige retninger også havde noget med bøn at gøre, blev han interesseret i at låne bogen, og en dag i februar 1921 blev han inviteret hjem til bogens ejer Lars Nibelvang (1879-1948). Igennem de næste syv år blev Lasse Martinus’ daglige samtalepartner og ven. (Martinus som vi husker ham, Zinglersens Forlag 1989).
* * *
CITAT fra min bog “Martinus og den ny verdensmoral” Scientia Intuitiva Forlag 2016
www.scientia-intuitiva.dk, www.martinusshop.dk
1.3 MEDITATIONEN DER UDLØSTE MARTINUS’ BEVIDSTHEDSUDVIDELSE, DEN KOSMISKE BEVIDSTHED
I 1921 arbejdede Martinus som kontorist i mejeriet Enigheden, hvor han hørte om en ny interessant bog med åndelige emner, som en ældre kontorist Ove Hubert, havde læst. Da Martinus havde sikret sig, at de nye åndelige retninger også havde noget med bøn at gøre, blev han interesseret i at låne bogen, og en dag i februar 1921 blev han inviteret hjem til bogens ejer Lars Peter Larsen (1879-1948), der senere tog navneforandring til Lars Nibelvang. Igennem de næste syv år blev Lasse Martinus’ daglige samtalepartner og ven. (Martinus som vi husker ham, Zinglersens Forlag 1989).
Ved deres første møde siger Nibelvang til Martinus: “Det eneste råd, jeg mener at kunne forsvare at give Dem med på vejen, er den sidste store lærer Bhagavan Ramakrishnas ord: Fæst din tanke fast på Gud, og alt skal blive vel med dig!” – Inden han forlod mig, lånte jeg ham et par små bøger med hjem; jeg tror det var Bhagavad Gita og Ved Mesterens Fødder. Og så gav jeg ham anvisning på de mest elementære regler for meditation; fordi jeg følte, at jeg stod over for en meget fremskreden personlighed, som muligt i en nær fremtid vilde opnå alt, hvad jeg forgæves havde søgt i en lang årrække. (Lars Nibelvang, dagbog, 1925).
Martinus fortæller selv, at han ikke fik læst bogen til ende, og at det eneste, han huskede af den smule, han fik læst, var dette, at bogen foranledigede ham til at meditere på Gud. Da Martinus nogle år senere begyndte skrive sine bøger, kunne han hverken huske bogens titel eller forfatter.
Da Nibelvang og Martinus ikke rigtigt kunne huske, hvilken bog det var, der havde foranlediget Martinus til at meditere på Gud, har det lige siden været lidt af et mysterium. Før 1921 findes der meget få teosofiske bøger på dansk med anvisninger på, hvordan man mediterer på Gud. Selv mener jeg nu, at løsningen på mysteriet er den danske oversættelse af den tyske bog, Meditationen. Ein theosophisches Andachtsbuch nebst Anleitung zur Meditation, skrevet af Hermann Rudolph (1865-1946) og udgivet på Verlag der theosophischen Kultur, Leipzig, 1912. Den autoriserede oversættelse, Meditation. En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation, er er lavet af teosoffen Werner Blædel og udgivet af J.S. Jensens forlag i 1913. (Se www.bibliotek.dk og denne bogs stk. 2.19).
Lige efter den store bevidsthedsudvidelse var Martinus af psykiske årsager helt forhindret i at læse bøger. Han mente ligefrem, at åndelige kræfter forhindrede ham i at læse bøger, fordi hans kommende livsværk ikke skulle være influeret af andres meninger og opfattelser. Martinus skulle være et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden igennem sig selv.
Martinus: “Den blotte tanke om at læse i en bog var nok til at frembringe en fornemmelse i min hjerne, som om den skulle sprænges. Og i det tidsrum, fra jeg gennemgik den omtalte åndelige proces, og til jeg fundamentalt havde gennemskuet hele verdensbilledet og manifesteret det i billedform, var jeg således ikke i berøring med nogen som helst bog eller nogen som helst anden form for teoretisk vejledning, ligesom jeg forud for mine kosmiske evners opvågnen også må siges at have været en ganske ubelæst mand, idet jeg aldrig har studeret, men kun fået den almindelige almueskoleundervisning, som for mit vedkommende, idet jeg er født på landet, kun udgjorde to gange tre timer om ugen om sommeren og noget mere om vinteren.” (LB1 stk. 22).
Martinus læste siden hverken teosofiske eller antroposofiske bøger. Der er således forkert, når der i andre skrifter påstås, at Martinus skulle have støttet sig til teosofien og antroposofien for at skabe sit verdensbillede. I skolen var Martinus meget glad for bibelhistorie, men han understregede i den grad, at han ikke var kommet til sin viden ved at læse og studere. (Omkring mine kosmiske analyser, bog 12B, kap. 25).
Martinus udtalte: “Der er adskillige, der har sagt til mig, at jeg må have læst og studeret, men det har jeg ikke. Jeg er et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden gennem sin egen bevidsthed, og det er en tilstand, som alle mennesker er på vej til at opnå.” (Kosmos nr. 3/1991, foredrag 13.10.1955).
CITAT fra min bog “Martinus og den ny verdensmoral” Scientia Intuitiva Forlag 2016
www.scientia-intuitiva.dk, www.martinusshop.dk
2.19 HAR MARTINUS LÆST OM MEDITATION i KRISHNAMURTIS BOG “VED MESTERENS FØDDER” ELLER BHAGAVAD GITA?
C.W. Leadbeater har skrevet en bog med den engelske titel Lives of Alcyone, som angiveligt beskriver en række af Krishnamurtis tidligere inkarnationer med relationer til flere kendte teosoffer. Navnet Alcyone blev givet til Krishnamurti, da han som fjortenårig dreng skrev bogen Ved mesterens fødder, der blev udgivet under pseudonymet Alcyone.
Leadbeater skriver: “Bogen Ved mesterens fødder er den bedste og mest værdifulde bog for os i øjeblikket. Denne bog repræsenterer mere specielt Verdenslærerens Lære, Han, som skal komme, Herren Maitreya, Bodhisattva’en.”
Bogens titel Ved mesterens fødder er valgt af Annie Besant blandt 30-40 alternativer. I fortalen til bogen skriver hun: “De lærdomme, der indeholdes deri, meddeltes Alcyone (Krishnamurti) af hans Mester Koot Hoomi (Kuthumi), idet Han forberedte ham til indvielse”.
[…] “Disse ord er ikke mine, men Mesterens”.
I forordet skriver Alcyone selv: “Disse ord er ikke mine, det er Mesterens ord, som underviste mig. Uden ham kunne jeg kunne intet have udrettet; med hans hjælp har jeg sat mine fødder på vejen.”
Annie Besant siger, at den største del af bogen er en gentagelse af Krishnamurtis Mesters egne ord, og hvad der ellers findes, som ikke præcist er Mesterens egne ord, er Mesterens tanke, udtrykt ved Krishnamurtis egne ord.
For at bringe det hele i miskredit var der nogle, der hævdede, at det var umuligt for denne fjortenårige dreng selv at have skrevet bogen. Derfor ville Leadbeater aflægge vidnesbyrd om, hvordan bogen var blevet til. (Foredrag III, 22.12.1914). C.W. Leadbeater holdt i alt 32 foredrag i 1914-1915 og udgav dem i bogform under titlen Foredrag om “Ved mesterens fødder”. (Teosofisk Samfund, 1924, oversættelse Frants Lexow).
I sine foredrag oplyser Leadbeater, at både han selv og Annie Besant havde set de stilebøger og stykker papir, hvorpå Krishnamurti hver morgen havde nedskrevet nogle sætninger. Over fem måneder efter at denne tekst var blevet nedskrevet morgen efter morgen, udkom bogen.
Leadbeater forklarer, hvordan bogen blev skrevet: “Hver nat måtte jeg bringe denne dreng i hans astrallegeme til Mesterens hus, for at der kunne gives ham undervisning. Mesteren tilbragte måske femten minutter hver nat med at tale til ham; men ved slutningen af hver tale sammenfattede han altid hovedpunkterne, af hvad han havde sagt, i en enkelt sætning, måske nogle få sætninger, og lavede det til et lille uddrag og skrev det ned. Bogen Ved mesterens fødder består af disse sætninger, uddraget af Mesterens lære, lavet af Mesteren selv og med hans egne ord.”
Drengen nedskrev sætningerne med en del besvær, fordi hans engelsk ikke var så godt. Han skrev dem i en skole-stilebog, for det meste med blyant, sommetider med pen, og undertiden på enkelte stykker papir. Herefter blev alle disse noter ordnet og skrevet på maskine af Leadbeater. Ifølge Leadbeater blev denne tekst godkendt af drengens Mestre Koot Hoomi og selve Verdenslæreren, Herren Maitreya.
Det interessante spørgsmål er så, om den meditationsbog, som Martinus læste lidt i, var Ved mesterens fødder. Ligesom Martinus kunne Nibelvang ikke rigtigt huske titel og forfatter til denne bog. Nibelvang skriver i sin dagbog, han tror det var Bhagavad Gita og Ved Mesterens Fødder. Men i bogen Ved mesterens fødder findes der imidlertid ikke noget om bøn og ingen forskrifter på at meditere på Gud, som Martinus talte om. (Se stk. 1.3-1.4).
Det kan ikke helt udelukkes, at Martinus har læst lidt i Bhagavad Gita, eller at Nibelvang har videregivet forskrifter fra denne bog. I 2. kapitel, vers 60-61, står der således: “Når han så tøjler sine sanser, skulle han sidde roligt med tanken henvendt på Gud; den, der kan lade Gud beherske sine tanker, er vis.” I sin meditation rettede Martinus jo sin bevidsthed imod Gud, og i relation til dette står der videre i 6. kapitel, vers 10-14: “Fuld af sjælefred, fri fra frygt, fast i sin beslutning om selvopgivelse, med sindet i ro, lad ham tænke på Mig og fordybe sig i Mig alene.” (Bhagavad Gita, oversættelse V. Jespersen, J.S. Jensens Forlag, 1912).
Efter min mening må den bog, som foranledigede Martinus til at meditere på Gud, være Meditation – En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation. Denne lille bog på 97 sider er skrevet af den tyske lærer og teosof Hermann Rudolph i 1912, og den er oversat til dansk af teosoffen Werner Blædel og udgivet af J.S. Jensens forlag i 1913. Martinus havde udtalt, at hvis bogen ikke handlede om bøn, var han ikke interesseret i at låne den. (Kosmos nr. 3/1991, Martinus Erindringer på Zinglersens forlag). Denne bog opfordrer netop til bøn og til at rette bevidstheden mod Gud (Atma – den kosmiske ånd, alånden), og den anbefaler at meditere på bønnen “Fader Vor”.
Lige efter den store bevidsthedsudvidelse var Martinus af psykiske årsager helt forhindret i at læse bøger. Han mente ligefrem, at åndelige kræfter forhindrede ham i at læse bøger, fordi hans kommende livsværk ikke skulle være influeret af andres meninger og opfattelser. Martinus skulle være et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden igennem sig selv.
* * *
Die Theosophie ist der einzige mögliche Erlöser der Menschheit aus Unwissenheit, Selbstsucht und Sünde. Hermann Ruddolph, 1912.
Dansk oversættelse: Teosofien er den eneste mulige Frelser for at menneskeheden kan komme ud af uvidenhed, selvdyrkelse og synd.
I februar 1921 lånte Martinus (1890-1981) en teosofisk bog med anvisninger på meditation af Lars Nibelvang. Denne bog af Hermann Rudolph, Meditation – En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation foranledigede Martinus (1890-1981) til i kurvestolen at meditere på Gud, hvilket førte til at Martinus den 24.03.1921 fik den store bevidsthedsudvidelse, nemlig kosmisk bevidsthed. www.martinus.dk
MARTINUS i LIVETS BOG 1: “Den blotte tanke om at læse i en bog var nok til at frembringe en fornemmelse i min hjerne, som om den skulle sprænges. Og i det tidsrum, fra jeg gennemgik den omtalte åndelige proces, og til jeg fundamentalt havde gennemskuet hele verdensbilledet og manifesteret det i billedform, var jeg således ikke i berøring med nogen som helst bog eller nogen som helst anden form for teoretisk vejledning, ligesom jeg forud for mine kosmiske evners opvågnen også må siges at have været en ganske ubelæst mand, idet jeg aldrig har studeret, men kun fået den almindelige almueskoleundervisning, som for mit vedkommende, idet jeg er født på landet, kun udgjorde to gange tre timer om ugen om sommeren og noget mere om vinteren.” (LB1 stk. 22).
Martinus læste siden hverken teosofiske eller antroposofiske bøger. Der er således forkert, når der i andre skrifter påstås, at Martinus skulle have støttet sig til teosofien og antroposofien for at skabe sit verdensbillede. I skolen var Martinus meget glad for bibelhistorie, men han understregede i den grad, at han ikke var kommet til sin viden ved at læse og studere. (Omkring mine kosmiske analyser, bog 12B, kap. 25).
I BOG nr. 4, Omkring min missions fødsel, SKRIVER MARTINUS: ”Efter en stunds samtale med denne mand forlod jeg atter hans bopæl med en teosofisk bog og med lyden af hans afskedsord endnu klingende i mine ører: “De skal se, De bliver snart min lærer”. Og som han spåede, således skete det. Jeg fik ikke læst den medbragte bog til ende. Det eneste, jeg husker, af det lidet, jeg fik læst, er kun dette, at det foranledigede mig til at meditere på Gud. Og da jeg en aften netop prøvede på dette, skete efterfølgende oplevelse, hvorefter det af rent psykiske årsager blev mig ganske umuligt at fortsætte læsningen af den omtalte bog, ligesom min bevidsthed fra nævnte tidspunkt i sig selv var blevet en uudtømmelig åndelig kilde, der absolut overflødiggjorde ethvert studium af al litteratur.” [Omkring min missions fødsel, Kap. 14].
www.martinus.dk, www.shop.martinus.dk
MØDET MED LARS NIBELVANG I MARTS 1921
Fra båndoptagelse med Martinus i Martinus Center Klint, den 17.071967:
På kontoret var der en kollega, der læste i en teosofisk bog, og han fortalte mig, at vi har levet tidligere, at det ikke er det eneste liv, det, vi nu lever. Det syntes jeg egentlig var meget logisk, og jeg spurgte, om jeg ikke kunne få lov til at låne denne bog. Han havde selv lånt bogen, og han skulle spørge ejeren, om jeg måtte låne den. Resultatet blev, at jeg gerne måtte låne den, men ejeren ville tale med mig, og en dag besøgte jeg så denne mand, som hed Lars Nibelvang. Han var ikke tilhænger af noget teosofisk eller antroposofisk samfund, men han havde læst alverdens filosofi. Han stillede spørgsmål, og jeg havde også spørgsmål. Jeg spurgte bl.a. om disse nye bevægelser, teosofi, antroposofi, havde noget med bøn at gøre. Ja, det havde de. Hvis han nu havde sagt: “Nej, det har de ikke”, så havde jeg været færdig med ham. Jeg lyttede meget til ham og fik denne bog med hjem. Jeg var meget opsat på at læse i den, jeg havde en vældig længsel efter at få mere viden. Jeg læste i bogen og kom til et sted, hvor der stod, at man kunne meditere, man kunne sætte sig mageligt til rette i en stol og tage et bind for øjnene for bedre at kunne koncentrere sig. [Kosmos nr. 3/1991].
KOSMOS er tidsskrift for Martinus Institut. www.martinus.dk
Martinus skulle ikke lære noget om teosofi eller meditation denne bog, den skulle blot inspirere ham til at meditere på Gud, hvilket viste sig at blive det udløsende moment for at han fik kosmisk bevidsthed. I et foredrag fra 1955 oplyser Martinus, at han har haft kosmisk bevidst i flere tidligere liv.
Da Martinus nærmede sig de 30 år fik han en stærk længsel efter mere viden. Hele livet havde han desuden haft en stærk længsel efter Gud. I erindringsbogen siger han: “Jeg elsker Gud så inderligt”.
* * *
DET TREDJE TESTAMENTE, DEN INTELLEKTUALISEREDE KRISTENSDOM
MARTINUS: Efter at være kommet lidt frem i læsningen af den teosofiske bog oplevede jeg for første gang ordet “meditation”. Jeg følte straks trang til at prøve dette. Og en aftenstund låste jeg døren til mit værelse, satte mig efter bogens forskrifter mageligt til rette. Jeg benyttede en helt ny kurvestol, som jeg lige havde købt. Tog et mørkt tørklæde for øjnene for yderligere at sikre mig imod enhver lysstråle fra det stærke gadelys udenfor, der eventuelt kunne trænge igennem mine ikke totalt lystætte gardiner. Jeg sad således i et totalt, fuldstændigt mørke og koncentrerede mig på Gud. Og det var under denne koncentration på Gud og i dette totale mørke, jeg i vågen dagsbevidst kosmisk vision skulle opleve min dengang ufattelige guddommelige kaldelse til at manifestere som kosmisk videnskab eller intuitiv klarlæggelse det “meget”, som Jesus kunne have fortalt sine disciple, men som de og de daværende offentlige autoriteter eller myndigheder ikke var udviklede nok til hverken at kunne forstå eller acceptere, hvilke myndigheder derfor hængte ham på korset. [Den Intellektualiserede Kristendom stk. 2, martinus.dk]
Meditation den 23-24 marts 1921 udsprang af Martinus længsel efter Gud.