Foredrag nr. OT337 er et foredrag med titlen “Bøn som videnskab”, der er afholdt af Ole Therkelsen på Martinus Institut den 09.10.2004.
Lære at ønske rigtigt
At få sin tanke og vilje, hvilket i virkeligheden vil sige at få sit ønsketalent bragt i en sådan fuldkommen tilstand, at man kun kan begære det rigtige, er identisk med det, vi kalder “fuldkommenhed”.
Martinus – Livets Bog 2,stk. 624
EXTRA – BONUS – Video-film om bøn som videnskab.
Ole Therkelsen’s foredrag på Væksthøjskolen 27.03.2012
En af de mest solgte bøger af Martinus er hans bog med titlen:
BØNNENS MYSTERIUM – [småbog nr. 11].
Bønnen har sine egne love, er en videnskab for sig
Kan bønnen da garantere lykken? – Ja, bønnen kan blive så fuldkommen, at den i forbindelse med kosmisk viden helt kan udelukke sorgernes og ulykkernes mørke skygger fra individets sjæleområde. Ikke således at den gør det immun over for smerter og lidelser i kød og blod. De kropslige lidelser er meget ofte ganske uforandrede, trods megen bøn. Det er heller ikke således, at bønnen er en aladdinslampe, hvorved man er i stand til at give dem, man elsker, et langt liv eller bringe sine børn til at opfylde det ideal i sundhed, moral, begavelse og position, som er enhver naturlig faders og moders inderligste håb eller drøm. Det er meget lidt, bønnen her kan udrette. I modsat fald ville bønnen jo være et middel til opløsning og modarbejdning af den guddommelige verdensplan.
Alle sådanne foreteelser som de nævnte er nemlig allerede i forvejen skæbnebestemt. Dette vil igen sige, at deres midlertidige situation, enten i god eller dårlig retning, er en naturlig nødvendighed for de pågældende væsener selv. Den er en videreførelse og nødvendig udvikling af deres erfaringsdannelse, en udvikling de ville være ganske afskåret fra, hvis den f.eks. ved bøn helt kunne forhindres. Det er rigtigt, at det ville være meget tiltalende og behageligt, om man ved bøn kunne “redde” en mor fra at dø fra sine små børn og derved fjerne de bekymringer, en sådan katastrofe ville afføde, men hvis man derved forhindrede den samme moder såvel som hendes børn i at nå ind i et højere udviklingsplan, kan det jo kun være guddommeligt, at en “bønhørelse” her ikke kan finde sted.
På det fysiske plan er der mange muligheder til stede, ved hvilke de efterlevende små børn kan lindres for savnet af deres moder, men der er absolut ingen muligheder til stede for at kunne give moderen det, hun ville tabe ved ikke at få lov til at gennemgå den allerede skæbnebestemte for tidlige død. Den er ikke en straf for noget som helst, men en nødvendig undervisning, en nødvendig bevidsthedsberigelse, som netop kun kunne udløses i den pågældende situation. Bønnen kan således ikke bruges til at gøre underminerende indhug i den plan, Forsynet har med ethvert levende væsen. Hvis et barn fødes med en begavelse, der stempler det som primitivt, kan det ikke nytte noget at bede om, at dette barns begavelse pludselig må blive forandret og derved fremtræde som højintellektuel. En sådan bøn kan Forsynet ikke bønhøre, thi en fremragende begavelse eksisterer kun som et resultat af forudgående oplevelser, arbejde og flid, og uden disse foreteelser vil skabelsen af begavelse være en umulighed, thi den skulle da være frembragt af “intet”, og “noget” kan som bekendt umuligt komme af “intet”.
Det er lige akkurat det samme princip, der gør sig gældende ved den for tidligt døende moder såvel som for de moderløse børn. Den for tidlige død er et resultat af en forudgående sammensætning af skæbnematerier, hun enten i det nuværende eller tidligere liv har afstedkommet, og er således en lige så naturlig følge heraf, som vandets udstrømning fra en vandhane, man har åbnet for, er naturligt. At bede til Forsynet om, at vandet ikke må strømme ud af vandhanen trods dette, at man holder hanen åben, ville jo være en højst unaturlig brug af bønnen, ligesom Forsynets bønhørelse af en sådan bøn også måtte være at betragte som total abnorm. Ligesom den for tidlige død er et resultat af årsager, der allerede er udløst i forvejen, og derfor må finde sted, således er også den situation, at være “moderløs”, et resultat af forudgående udløste årsager. Men når noget er udløst, hvilket vil sige: sket, kan det ikke være usket; moderens død er sket og kan ikke gøres usket. Men når det skete ikke kan være usket, tror man så, man ved bøn kan bringe det til at være usket? –
Det er ikke så mærkeligt, at mange mennesker i stor udstrækning opfatter det at bede som ganske værdiløst, idet de i samme udstrækning har oplevet ikke at få deres bøn hørt, hvilket vil sige: opfyldt af Forsynet. Hvad er det da, de har bedt om? – Er det ikke netop foreteelser eller situationer, der, hvis Forsynet skulle have frembragt disse, måtte være blevet til af “intet”, eller også måtte Forsynet have bragt det skete til at være usket? – Lige så lidt som det kan nytte at bede til Forsynet om, at solen må stå før eller senere op om morgenen, lige så lidt kan det nytte at bede Forsynet om, at den eller den situation eller begivenhed i en pårørendes skæbne, der er lige så skæbnebestemt af allerede forud udløste betingelser som solens tilsynekomst over kontinentet om morgenen, må blive udløst eller ikke udløst. CITAT SLUT. Læs mere på www.martinus.dk
Gennem bønnen: “Fader, ske ikke min, men din vilje” vil menneskenes liv efterhånden kunne blive mindre hasardspil
Hvad skal man gøre, for at ens ønsker og begær ikke bliver hasardspil? Er det virkelig muligt at lære at ønske, så man derved medvirker ikke blot til sin egen, men også til hele menneskehedens lysere og lykkeligere skæbne? Kristus har givet de jordiske mennesker et strålende eksempel på at ønske rigtigt, da han bad: “Fader, ske ikke min, men din vilje”. Kunne menneskene have dette ønske som baggrund for alle deres mindre ønsker, ville deres liv efterhånden blive mindre og mindre hasardspil. Og kunne de lære ikke at vente sig for meget af deres medmennesker og især ikke at blive bitre og vrede, fordi andre mennesker ikke står på de udviklingstrin, man ønskede, at de skulle stå, ville større muligheder for fred på jorden blive resultatet. Og dermed ville den højeste viden om menneskets psyke mere og mere kunne få indpas i de enkelte menneskers dagsbevidsthed, så den bliver kosmisk bevidsthed og mennesket ét med Faderen.
OT336. Spørgetime om værdier og moral. Aarhus 18.10.2004
Sørgetimen om værdier og moral med Ole Therkelsen er indspillet i Århus den 18. oktober 2004. Spørgetimen fulgte foredraget “Falske værdier og sande værdier”
EXTRA – BONUS – VIDEO om min bog “Martinus og den ny verdensmoral”
Kristusmoralen
Om værdier og moral set i et åndsvidenskabeligt lys.
Martinus Kosmologi – Et forfatterskab der kan forandre verden
Martinus’ forfatterskab er så epokegørende, at det vil kunne medvirke til at forandre verden og danne grundlag for skabelsen af en hel ny verdenskultur med en ny verdensmoral.
I den materialistiske videnskab er det kun det materielle, der regnes for virkeligt eller objektivt. I dag er det ikke blot videnskaben, men hele samfundet, der er domineret af materialismen. Ordet materialisme bruges her i den erkendelsesmæssigebetydning, at man kun regner det materielle for virkeligt, og ikke i den værdimæssigebetydning, at man stræber efter opnåelse af materielle goder over alt andet. Da videnskaben har haft stor fremgang med alle dens store opdagelser og tekniske fremskridt, tror man, at det materialistiske livssyn er bevist som værende sandt.
Materialismen er blevet den toneangivende filosofi bag videnskaben med alt, hvad det har indebåret af tekniske landvindinger. Men materialismen står også bag et fattigt åndsliv og en forarmet moral, der kan karakteriseres ved udtryk som “man lever kun én gang” og “enhver er sig selv nærmest”. Et-livs-teorien er egoismens evangelium.
Hvis det videnskabeligt kunne bevises, at det er bedre at give end at tage, ville det få stor betydning for hele det globale syn på moralen, på hvad der er godt og ondt eller rigtigt og forkert.
Hele Martinus’ forfatterskab er netop en sådan åndsvidenskab, der påviser logikken i en næstekærlig væremåde. Martinus’ værk er en intellektualiseret kristendom eller videnskabeliggjort kristendom, der påviser, at Kristi ord og væremåde er i overensstemmelse med den højeste form for logik og videnskab. Martinus betegner Kristus som et moralsk geni, højere kan man ikke komme på det moralske område. Den moral, som Kristus praktiserede, er i virkeligheden den ny verdensmoral, der efterhånden vil blive den fremherskende på hele planeten. Det er ikke den gamle hævnmoral med gengældelse, der skal redde verden fra krig og ødelæggelse, men derimod kristusmoralen.
Virkningerne af den selviske og egoistiske levevis
Udviklingen af den fysiske krop er det vigtigste i biologiens udviklingslære, mens bevidsthedens udvikling frem mod alkærlighed er det vigtigste i Martinus’ udviklingslære.
Reinkarnationsprincippet garanterer udviklingen, fordi det muliggør en stadig akkumulation af indhøstede erfaringer og optrænede færdigheder fra tidligere liv. Disse erfaringer og færdigheder lagres og bevares i talentkerner, der er åndelige organer eller “mikrochips”, der er udstationeret i den evige del af væsenets struktur, der overlever kroppens undergang. Alle tillærte og erhvervede egenskaber kan således overføres til næste liv. Alfa og omega i Martinus’ udviklingslære er således, at øvelse gør mester!
Det største og vigtigste talent, som et menneske kan udvikle, er humanitet eller kærlighed. Dette er kernen i hele udviklingen fra dyr til menneske, fra egoisme til alkærlighed.
I naturen er både mennesket og dyret tvunget til at kæmpe og udkonkurrere andre for at overleve. Denne egoistiske levevis giver imidlertid skæbne, hvorved man selv kommer til at opleve de mange lidelser, man har påført andre. Alle de mange lidelser på jorden er ikke forgæves, for de giver de erfaringer, der skal til for at føre væsenerne frem i human udvikling. Når man selv har følt smerte, udvikler man et talent for medfølelse, når man selv har lidt, udvikler man medlidenhed. Medfølelse, medlidenhed, humanitet og næstekærlighed er egenskaber eller evner, der lagres som talentkerner i den evige del af bevidstheden.
Smerten og lidelsengiver således mennesket den mest guddommelige gave, det kan få, nemlig humanitet og næstekærlighed.
Det tredje køn
Et stort tema i kosmologien er de forgangne 3.500 år med Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente og de kommende 3.000 år med Det Tredje Testamente. Det sidste, som menneskene må lære, er at være til gavn, glæde og velsignelse for alt levende, og det vil sige at leve i harmoni med livsloven eller kærlighedens store bud, “elsker hverandre”.
Menneskets bevidsthed og seksuelle struktur er under en meget stor forvandling i disse århundreder. Det har Martinus beskrevet på over 500 sider i hele Livets Bog 5, bogen To slags kærlighedog Det Evige Verdensbillede 3, symbol nr. 33.
Allerede i 1932 i LB1 stk. 130-132 kommer Martinus ind på jordmenneskets seksuelle forvandling, der foregår i tre store trin: de lykkelige ægteskabers zone, de ulykkelige ægteskabers zone og ufrugtbarhedens zone. Denne udvikling fra dyr til menneske, fra egoisme til altruisme, fra partisk kærlighed og forelskelse til upartisk alkærlighed, følger naturlovene eller køreplanen for udviklingen.
Et nyt menneskes tilsynekomst i vore dage kan bl.a. konstateres ved, at mænd og kvinder begynder at ligne hinanden mere og mere. – Det maskuline vokser frem i kvinden, og det feminine i manden, hvilket er den organiske basis for den begyndende udvikling af kønnenes ligestilling. Udviklingen fra dyr til menneske er ifølge Martinus ikke alene en naturlig, men også en uomgængelig proces i skabelsen af “det færdige menneske i Guds billede”, der udgør et dobbeltpolet væsen med den maskuline og den feminine pol i fuldstændig ligevægt. Det færdige menneske elsker alle og har ingen favoritter, fordi dets dobbeltpolethed ikke længere har nogen mental organisk forudsætning for at kunne foretrække det ene køn frem for det andet. Guddommen, der er summen af alle levende væsener, er således i sig selv også dobbeltpolet.
Den største overraskelse i Martinus Kosmologi må være, at der ifølge udviklingens love eller køreplan skal opstå et nyt køn – et tredje køn. Man tager det for givet, at når der i fortiden har været mænd og kvinder, når der i dag er mænd og kvinder, så vil der i fremtiden også blive ved med at være mænd og kvinder. Men ifølge Martinus skal der ikke blive ved med at være mænd og kvinder, der skal som sagt opstå et tredje køn! – Det tredje køn repræsenteres af det dobbeltpolede køn, der i sin fuldt udviklede tilstand har det maskuline og det feminine i en jævnbyrdig balance i bevidstheden. Hanner og hunner, mænd og kvinder er halvkønsvæsener, der lever i en gensidig afhængighed af hinanden.
Udviklingen af det gradvist mere dobbeltpolede menneske, der i sin slutfase bliver komplet og helt selvstændigt, viser sig statistisk set ved, at flere og flere voksne lever alene. Det er også den gradvise udvikling af dobbeltpolethed, der bevirker, at man efterhånden kan få sympati for sit eget køn. Ifølge Martinus’ analyser vil den dobbeltpolede bevidsthedstilstand på et senere tidspunkt i evolutionen også følges op af en ny dobbeltpolet organismetype. (Se LB5 stk. 1886-1918).
Martinus’ forudsigelse om udviklingen af det dobbeltpolede menneske vil kunne dokumenteres videnskabeligt ved at kortlægge bestemte egenskaber hos mennesket i historiens forløb. En sådan programmeret eller lovbundet udvikling fra det instinktive og enpolede dyr til det intellektuelle og dobbeltpolede menneske ligger helt uden for rammerne af darwinismen, der udelukkende baserer sig på tilfældigheder og den naturlige selektion. På dette område kan Martinus’ analyser af menneskets seksuelle polforvandling siges at være helt unikke, og de har som sagt de bedste muligheder for at kunne blive afprøvet ved videnskabelige undersøgelser.
Enpolethed er krigens anatomi
Dobbeltpolethed er fredens anatomi
Det dobbeltpolede kristusvæsen
Ifølge Martinus’ analyser tilhørte Kristus det tredje køn, han var dobbeltpolet med den feminine og maskuline pol i fuldstændig ligevægt. (LB5 stk. 1892-1895). Selv om Kristus havde en mandskrop, var hans mentalitet fuldstændig dobbeltpolet og alkærlig. Dobbeltpoletheden er nemlig den organiske forudsætning for at kunne praktisere en helt upartisk kærlighed i form af næstekærligheden.
Analyserne viser, at alkærlighed og seksualisme udgør samme princip, og Martinus berører også flygtigt Jesu seksualitet på det sted, hvor han skriver, at Jesu hjerte ikke var en isklump. (Logik, kap. 36-37).
Martinus skriver ikke specifikt om hverken sin egen eller Jesu seksualitet, men hvis man vil vide mere om det, kan der henvises til den generelle analyse af det dobbeltpolede og kosmisk bevidste menneskes seksualitet i Livets Bog. (LB5 stk. 1900-1909).
I et foredrag understreger Martinus, at han også selv var helt dobbeltpolet med den maskuline og feminine pol i perfekt balance.
Martinus: “Jeg er dobbeltpolet, jeg er fuldstændig i balance. Jeg har den kosmiske bevidsthed.” (Foredrag i Klint 26. juni 1977).
En organisk forudsætning for at opnå fuld kosmisk bevidsthed er, at mennesket har de to seksuelle poler i balance, ingen ægteskabeligt indstillet mand eller kvinde vil således kunne få kosmisk bevidsthed. (DEV3 symbol nr. 33, Ægteskabet og alkærligheden, Artikelsamling 1, stk. 41.27-41.29).
Alle mennesker på jorden vil blive alkærlige og dermed “kristne”
Udviklingen er som en ensrettet gade, det jordiske menneske vil uomgængeligt blive et kristusvæsen. For Martinus er det at være kristen ikke et spørgsmål, om man er troende, om man er protestant eller katolik, ortodoks, mormon osv. Det at være kristen er et spørgsmål om at være alkærlig og praktisere Kristi væremåde. Hvis en hindu, en muslim, en buddhist eller en materialist praktiserer Kristi væremåde, så er vedkommende kristen!
Martinus: “Jordens mennesker er endnu ikke blevet kristusvæsener eller kosmisk fødte Buddhaer, men de har heller ikke endnu forstået, hvad en virkelig kosmisk født Kristus eller Buddha eller det virkeligt fuldkomne eller færdige menneske i Guds billede er.” (LB7 stk. 2432).
At være “kristen” er at være til gavn, glæde og velsignelse for alt levende, og det er i virkeligheden et interplanetarisk eller universelt kærlighedsprincip. (Se evt. Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 30-38).
I Genève findes hovedcentret for Økumenisk Selskab, der er en sammenslutning af over 2.000 forskellige kristne retninger, der hver for sig har sin tolkning af kristendommen og korsfæstelsen. Offer, synd, nåde og frelse er nogle af de begreber, der spiller en stor rolle i disse fortolkninger.
Martinus har sin egen kosmiske udlægning af betydningen af Jesu korsfæstelse. Kort sagt er kernen i Jesu mission, at han skulle være modellen på det fuldkomne menneske. I kød og blod skulle den fuldkomne væremåde demonstreres for jordens mennesker. Kulminationen af denne alkærlighedsdemonstration var korsfæstelsen, hvor Jesus, da han i de værste smerter blev tortureret til døde, kunne føle kærlighed og sympati for sine bødler og udtale: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. (Luk. 23,34). Ikke blot kunne han udtale disse ord, men af hele sit hjerte følte han virkelig kærlighed til sine bødler eller disse yngre brødre i udviklingen.
Jordklodevæsenet fik et kosmisk glimt ved Jesu korsfæstelse
Korsfæstelsen var ifølge Martinus denne verdens største alkærlighedsudfoldelse. I Bibelen fortælles det, at forhænget i templet splittedes i to stykker fra øverst til nederst. Jorden skælvede og klipper revnede, og gravene åbnedes, og mange af de hensovne helliges legemer blev oprejste, og de gik ud af gravene efter hans opstandelse og kom ind i den hellige stad og viste sig for mange. (Matt. 27,51-53). – Martinus mente dog ikke, at det var de døde, der stod op af gravene, men at der på det åndelige plan var kristusvæsener til stede, som enkelte clairvoyante mennesker kunne se ved korsfæstelsen.
Korsfæstelsen var intet mindre end en kosmisk verdensbegivenhed. Indtil korsfæstelsen havde det været logisk at hævne sig. Tand for tand og øje for øje var det fremherskende princip. Men efter korsfæstelsen var det ikke længere logisk at forsvare sig og give igen, for en helt ny løsning var blevet demonstreret på korset. Ved korsfæstelsen var menneskehedens millionårige kulturbasis blevet drejet fra angrebsprincippetog forsvarsprincippettil tilgivelsesprincippet.
Martinus skriver, at jordklodevæsenet ligefrem fik et kosmisk glimtved Jesu korsfæstelse. Martinus ser korsfæstelsen som et led i jordklodens indvielse i kosmisk bevidsthed. (DIK stk. 27-29).
I sine seneste foredrag talte Martinus ofte om, at forsvarstanken var menneskehedens største svøbe, dvs. største problem. Det er ikke tilgivelsestanken, men forsvarstanken, der ligger bag al oprustning på kloden. Man mener, at man i sit forsvar har ret til at dræbe andre.
Ifølge de kosmiske analyser vil forsvarstanken og den dermed forbundne oprustning resultere i flere verdenskrige. Men til sidst vil krigene udrydde sig selv, for efter hver krig vil der være flere og flere mennesker, der vil sige: “Aldrig mere krig”. – Krig er vejen til fred. Krigene er således pacifist-fabrikker. Krigene er et led i en guddommelig plan. Ved hjælp af krigene skaber Gud rigtige mennesker i sit billede.
Martinus mente, at man ikke behøver at frygte krigene, for karmaloven udsiger på logisk vis, at man selv er beskyttet i samme grad, som man beskytter andre. Visse mennesker og visse lande vil være beskyttet mod krig, mens andre ikke vil være det. Hvis man ikke er beskyttet mod krig, er det, fordi flere krigserfaringer er uundværlige for den videre udvikling frem mod fuldkommenhed og næstekærlighed.
Men til sidst skal ethvert menneske nå til det kristusstadium, hvor det kan sige, hvis en af os to skal dræbes, vil jeg helst, at det er mig, der bliver dræbt! – Ingen har større kærlighed end den, der vil give sit liv for andre! – Hvis alle opførte sig lige som Jesus, ville der ikke være nogen krig på jorden.
I en fredelig verden vil hvert enkelt menneske udgøre en fredscelle. Det største bidrag, man kan give til fred i verden, er at arbejde på at omdanne sig selv til en fredscelle. Man skal ikke omvende de andre, man skal omvende sig selv. For den enkelte er det store arbejdsfelt at tilgive sine såkaldte fjender, hvilket vil sige alle mennesker, som irriterer en, som er imod en, eller som skaber problemer for en.
Man skal ikke forandre verden,
man skal forandre sig selv
Kærlighedens store bud: Elsker hverandre!
I Kosmos i januar 1934 skrev Martinus en nytårshilsen i form af en artikel, der var ledsaget af en tegning med teksten Elsker hverandre, der er kærlighedens store bud. (DEV4, symbol nr. 44).
Martinus indleder artiklen meget poetisk ved at sammenligne jordkloden med et lille fartøj, der går hen over evighedens umådelige hav. Dette lille fartøj svæver mellem stjernerne. Det er på rejse i verdensrummet. Alle levende væsener på jorden er passagerer, med mennesker som de mest fremtrædende. På denne kosmiske rejse er både menneskeheden og jordkloden på vej mod at få kosmisk bevidsthed om cirka 3.000 år.
Denne artikel, der blev skrevet fem år før udbruddet af anden verdenskrig, var næsten en “dommedagsartikel”, men den har måske fået en fornyet aktualitet, nu da menneskeheden formentlig står lige over for udbruddet af en tredje verdenskrig. På den positive side siger Martinus, at de erfaringer, som menneskene gør under de forfærdelige krige, er med til at løfte kloden op på et højere kristusplan og åndeligt set at slynge jorden ind i en ny kosmisk bane. Martinus ser ikke på dommedagen, som man gør i teologien, han ser dommedagen som symbolsk udtryk for en tidsepoke med krig og katastrofer, hvor vi lærer af vore erfaringer. Martinus skriver, at dommedag begyndte med 1. Verdenskrig, og at den fra i dag vil vare yderligere ca. 100 år.
Martinus: “‘Thi ingen får vide dagen eller timen, når dette skal ske.’ – Men tiden er nær. Døden, sorgen og lidelserne skal atter gøre deres store høst på jordens kontinenter, gråd og tænders gnidsel atter kulminere. Derfor bør det guddommelige varsko, ‘våger og beder, at I ikke skulle falde i fristelse, ånden er vel redebon, men kødet er skrøbeligt’, runge med fornyet kraft ud over verden. Det burde lyde gennem den samlede verdens radiofoni, det burde kunne høres helt ned til zulukaffernes kraale og ildlændernes grenhytter og helt op til de nordligste bopladser på ismarkernes øde, såvel som gennem selve østen og vesten. Det kan ikke råbes for stærkt ud, at jorden iler mod ‘verdens ende’. Alle må gøre sig rede. En stor plan i den guddommelige verdensordning skal bringes til fuldendelse. Jorden skal slynges ind i en ny kosmisk bane, hvor alt som ikke er af ‘renhed’ af kærlighed må forblive udenfor. De stærke vibrationer fra Faderens zone opløser alle detaljer, som ikke er isoleret i kærlighed.” (DEV4 stk. 44.3).
På tegningen ses tre par, i midten mand og kvinde, ved den ene side to kvinder og ved den anden side to mænd, der netop skal symbolisere alkærligheden, hvor man også kan elske sit eget køn.
I DR1 i radioudsendelsen “Ved dagens begyndelse” den 6. september 1980 sagde Martinus, at et ragnarok snart ville gå ind over jorden, og det begrundede han med, at forsvarstanken nødvendigvis måtte resultere i et ragnarok. (Kosmos nr. 1/2005). Således har artiklen fra 1934 stadig stor aktualitet.
Martinus: “Mens menneskeslægten ruster til kamp, drab og lemlæstelse, mens mørkesidens “passagerer” forbereder sig på ikke at vende den højre kind til, når de bliver slået på den venstre, på ikke at eftergive sin næste, men derimod lade ham trælle så meget for sig som muligt, opretholde sit eget liv i luksus og glæde på bekostning af andres sundhed og førlighed, lykke og velvære, samt hævne, hade og forfølge så meget som muligt osv., ruller jorden som før nævnt videre ind i en ny umådelig kosmisk lysbølge, der fra “Faderens zone” kaster sine stråler frem gennem verdensrummet. Denne lysbølge vil komme til at forcere jordens udvikling. Men forceret udvikling betyder forstærket lidelse. Jordens mennesker vil få den resterende del af sine lidelser, hvilket vil sige de tilbagevendende virkninger af de årsager, de gennem deres fejlagtige levemåde har frembragt, koncentreret over en forholdsvis kort tidsperiode. Derved bliver lidelserne stærkere, end hvis udløsningen blev fordelt over en længere distance af tid.
Men dette bevirker så til gengæld, at jordens kurs mod lysets regioner derved ligeledes bliver forceret, og menneskehedens himmelske fartøj vil således på en kortere strækning frem i tiden end tre årtusinder nå ikke alene at få “det forjættede land” “i sigte”, men også nå så meget ind i selve dettes regioner af lys, at skyggesiderne til den nævnte tid for størstedelen vil være fjernet. Jorden vil da have lagt den dyriske zone, det dræbende princip bag sig, er ikke mere et befordringsmiddel for sorg, sygdom og lemlæstelse, men er ved sin overståede passage gennem lidelseszonen blevet et kosmisk “fartøj” med “guddommelige rejsende”, der har “fuldkommen løbet”, opnået visheden, er blevet ét med Faderen.” (DEV4 stk. 44.4).
er et foredrag, der blev afholdt af Ole Therkelsen i Aarhus mandag den 18. oktober 2004. Begreberne “sande værdier” og “falske værdier” ses i lyset af Martinus Kosmologi, Martinus Åndsvidensskab, der danner er evigt verdensbillede.
EXTRA – BONUS – VIDEO fra AAhus – Europas Kulturby 2017
Gud, universet og videnskaben – af Ole Therkelsen, AArhus 2017
Gud, universet og videnskaben – af Ole Therkelsen, AArhus 2017
Martinus Kosmologi i en nøddeskal
Videnskaben har vist, at alle forandringer i den fysiske materie er lovbundne. Martinus påviser, at der også findes love for psyken og tænkningen. Viden om disse psykiske naturlove vil gøre det muligt for det jordiske menneske at få herredømme over dets mentalitet og efterhånden skabe et kærlighedens og fredens paradis på jorden.
Hvem er Martinus?
Livet er eventyrligt. Når vi ser ned igennem årtusinderne, ser vi, at der en gang imellem med store mellemrum fødes et helt usædvanligt geni, en profet eller en verdensfornyer. På denne vor skønne, gule, grønne og blå planet har vi efter min mening i vor tid haft besøg af en sådan eventyrlig person i form af Martinus (1890-1981). Han blev født uden for ægteskab i den lille by Sindal i Nordjylland, hvor han tilbragte sin barndom og den første del af sin ungdom. Derefter arbejdede han på forskellige mejerier rundt omkring i provinsen, indtil han som 30-årig fik sine kosmiske evner. I de sidste 60 år af sit 90-årige liv skabte han i kraft af sine kosmiske analyser en helt ny videnskab og et helt nyt verdensbillede – Det Evige Verdensbillede (DEV).
Martinus skrev, at hans værk var en kærlighedens videnskab. Han anså sit værk for at være intellektualiseret kristendom eller videnskabeliggjort kristendom. I 1975 kaldte han derfor sit samlede værk, Det Tredje Testamente, idet han oplevede, at åndsvidenskaben var den sandhedens ånd eller talsmanden den hellige ånd, der var den profeterede fortsættelse af Bibelens to tidligere testamenter (Joh. 16,12-15 og 14,26). Martinus brugte også Martinus Kosmologi som betegnelse for sit værk. I ordbogen kan man læse, at kosmologi er en metafysisk lære om verdensaltet. Kosmos er en modsætning til kaos. Det velordnede og lovbundne univers er en kontrast til det kaotiske. Martinus Kosmologi er kort sagt læren om det ordnede univers.Den er en livsvidenskab, der viser, at alt har en mening, at enhver detalje i naturen er uundværlig, og at alt i sit slutfacit er logisk, hensigtsmæssigt og kærligt.
Er materialismen og videnskaben objektiv?
I den materialistiske videnskab er det kun det materielle, der regnes for virkeligt eller objektivt. I dag er det ikke blot videnskaben, men hele samfundet, der er domineret af materialismen. Ordet materialisme bruges her i den erkendelsesmæssigebetydning, at man kun regner det materielle for virkeligt, og ikke i den værdimæssigebetydning, at man stræber efter opnåelse af materielle goder over alt andet. Da videnskaben har haft stor fremgang med alle dens store opdagelser og tekniske fremskridt, tror man, at det materialistiske livssyn er bevist som værende sandt.
Materialismen gør gældende, at de videnskabelige resultater er objektive sandheder. Men er det overhovedet muligt at være objektiv? – Det gamle ord om, at det sete afhænger af øjnene, der ser, er ifølge Martinus en videnskabelig analyse. Al sansning er subjektiv. Der, hvor omgivelsernes energi møder individets energi, opstår der en reaktion. Denne reaktion er livets oplevelse (LB1 stk. 2). Oplevelsen af dette møde mellem disse to energiformer kan kun være subjektiv eller personlig, da man selv indgår som den ene part. Man kan aldrig opleve eller sanse et fænomen objektivt set, for det, man oplever, vil kun være sansernes reaktion på fænomenet, og ikke fænomenet i sig selv. Der er forskel på tingen i sig selv og oplevelsen af tingen. Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) skelnede netop mellem “das Ding an sich” og “das Ding für mich”. Det absolut objektive er tingen i sig selv, men den unddrager sig al sansning eller oplevelse. Da vi alle er forskellige, vil en given ting altid opleves forskelligt.
CD – Foredrag i 2013 – indeholder 48 MP3-foredrag af Ole Therkelsen.