OT354. Lavintellektualitet og højintellektualitet. MCK 09.07.1998
Foredrag afholdt af Ole Therkelsen i Martinus Center Klint den 9. juli 1998
Udvikling fra primitivitet til højintellektualitet
Det levende væsens “tanke” må i henhold til livets love for “bevægelse” udvikle sig fra “ufuldkommenhed”, fra “primitivitet” til “højintellektualitet”
Det levende væsens udvikling repræsenterer en skala af trin, der strækker sig fra “primitivitet” til “højintellektualitet”. Der er vel ingen, der påstår, at kulturmenneskets udvikling går i retning af at blive “naturmenneske”. Er det ikke det omvendte, der er tilfældet? Er det ikke en kendsgerning, at vore forfædre manglede alle de forskellige resultater af intelligensen, som i dag har lavet jorden om til en teknisk vidunderverden, hvor tingene beherskes mere og mere og bringes til at arbejde for mennesket blot ved et tryk på knapper.
“Tanken” udvikler sig også, den begynder i en temmelig primitiv tilstand for at udvikle sig videre og videre til en fuldstændig hundrede procents fuldkommenhed, hvilket vil sige: til den absolutte “genialitet”.
Martinus ved skrivemaskinen på Martinus Institut, Mariendalsvej 94-96, 2000 Frederiksberg
Kunst er højntellektualitet inkarneret i materie
Martinus definerer kunst som “højintellektualitet inkarneret i materie”. (LB4 stk. 1150). Når livets universelle sandheder udtrykkes i kunst, så er det jo også sandhedens ånd, der inkarnerer i materien, i litteratur, i musik, maleri, skulptur, sang, teater, ballet, film, foto osv. Tænk, hvilken glæde menneskene har oplevet ved f.eks. musik og litteratur. Den euforiske lykke og glæde man i kunsten og det religiøse liv oplever ved mødet med sandhedens ånd, kan man også opleve ved at lære esperanto, da det er baseret på guddommelige principper. Det er ligesom kunst – højintellektualitet inkarneret i materie.
Kristus-figur i opgang til Martinus’ lejlighed på Mariendalsvej 94. Martinus’ Mindestuer
Jesus og Martinus er højintellektuelle verdenslærere.
Den evige sandhed er inkarneret flere gange gange i jordklodens historie. Ved pyramiderne, Tibet, Østen, de store profeter og ved Jesus Kristus. Martinus skriver at Jesus var højintellektuel. Han repræsenterede “højintellektualitet”, alt hvad han sagde var sandt og logisk, samtidig med at det var udtryk for den højeste kærlighed. Det er højintellektualitet. I følge sine egne definitioner må man også betegne Martinus (1890-1981) som højintellektuel.
Med Martinus er den evige sandhed for første gang i jordklodens historie inkarneret i en videnskabelige form, i en åndsvidenskabelig form, hvor det vises, at noget ikke er logisk, hvis det ikke kærligt, og noget er ikke kærligt, hvis det ikke er logisk. Det er højintellektualitet, og ikke lavintellektualitet.
De intellektuelle repræsentanter for naturvidenskaben er ikke højintellektuelle selv om de er logiske og rationelle, for de repræsenterer ikke den højeste kærlighed.
Den tredje foredragssal blev indviet den 1. juli 1962
MARTINUS skriver i bogen “Kulturens skabelse” om “Lavintellektualitet”:
CITAT:
Lavintellektualitetens epoke
14. KAPITEL
Lavintellektaulitetens epoke.
Et “mene, mene tekel ufarsin” i den moderne verdenskultur
Det er denne kærlighedens ønskedrøm, der betinger, at ungdommen ikke frivilligt og med glæde ønsker den dem påtvungne såkaldte “værnepligt”, denne uddannelse til mordeksperter eller til fagfolk i krigsteknik, denne dyriske udfoldelse i udslettelse eller lemlæstelse af liv og ødelæggelse af kultur, der er så overdimensioneret, at den kun kan udtrykkes som “djævlebevidsthed”. Og det er kun et tidsspørgsmål, hvor længe man kan blive ved med at tvinge ungdommen til at befordre disse hedenske krigstraditioner og primitive urmenneskelige tilstande. Der er stadig noget, der hedder “stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd”. Men dette facit kan lavintellektualiteten med dens umådelige tekniske og kemiske viden og kunnen ikke klare og forstår derfor ikke, at opfyldelsen af dette bud absolut er det eneste, der kan afskaffe krigen i verden og dermed bane vejen for fredens tilblivelse og opretholdelse. Her har lavintellektualiteten nået sit endemål. Den kan kun arbejde med materielle og konkrete foreteelser. Abstrakte foreteelser har ingen interesse her, ligegyldigt hvor store sandheder de så end måtte udgøre.
Martinus ved skrivemaskinen. Udsnit af foto er brugt i bogen: “Martinus – som vi husker ham” side 73.
Martinus skriver i Bog nr 9. “Mellem to verdensepoker”: Citat:
1. KAPITEL
Det kristne verdensbilledes konflikt med højintellektualiteten
Igennem tusinder af år er det blevet forkyndt menneskene, at de hver især er begyndt med undfangelsen i moders liv, og at det fysiske liv, de herefter kommer til at leve på jorden, er det absolut eneste, de kommer til at opleve på det fysiske plan. De har ganske vist en udødelig sjæl, men den fortsætter sin tilværelse efter den fysiske død i en åndelig tilværelse, enten i et “evigt” liv i herlighed, det såkaldte “himmeriges rige”, eller i et “evigt” liv i “fortabelse” eller det såkaldte “helvede”, alt eftersom man henholdsvis har fået “syndernes forladelse”, eller man ikke har fået den. Hermed har vi altså det centrale i den kristne kirkes verdensbillede eller livsopfattelse.
Ifølge denne livsopfattelse er de levende væsener, såvel som alt andet eksisterende, skabt af Gud. Ansvaret for disse “skabte tings” fuldkommenhed eller ufuldkommenhed må da udelukkende hvile på selve Guddommen. “Det skabte”, og hermed “det jordiske menneske”, kan derfor i henhold hertil umuligt selv være den ansvarlige for dets fremtræden som fuldkomment eller ufuldkomment. Hvis det ikke er fuldkomment, må det udelukkende være en fejl hos Guddommen, der har “skabt” væsenet, og ikke en fejl hos væsenet selv. Men ikke desto mindre kræver den kirkelige kristendom, at man angrer sine “synder” og beder Guddommen om forladelse for den ufuldkommenhed, man altså absolut ikke selv kan være skyld i, da man ifølge den samme kristendom jo ikke har skabt sig selv. Man skal således i virkeligheden bede Gud om forladelse for, at man eksisterer ligeså ufuldkommen, som han har skabt os. Men herved kommer det overleverede kristne verdensbillede i konflikt med højintellektualiteten eller den logik, der ellers afslører sig bag enhver form for skabelse i naturen. Hvis det jordiske menneske “synder”, må det jo være selve Guddommen, der “synder”, thi han har derved skabt noget, der “synder”. Det kan ikke være “synderen”, men den, der har skabt “synderen”, der har det rette ansvar og derfor må være den strafskyldige.
At et sådant verdensbillede kun kan være livsfundament for de væsener, der endnu har evne til ukritisk eller blindt at tro på autoriteter, er en selvfølge. At samme verdensbillede bliver umuligt for den saglige, kritiske eller logiske tænker, er ligeså selvfølgeligt. Og da verden med kæmpeskridt går fremad i erfaringsdannelse eller videnskab og i tilsvarende grad gør hvert enkelt menneske til selvstændig tænker, er det åbenlyst, at den kirkelige kristendoms verdens- eller livsanskuelse her skaber tvivl og vantro i stedet for tro eller tillid med hensyn til Guddommen. At den dermed i en tilsvarende grad ophører med at være moral- eller kulturfundament er absolut uundgåeligt. At menneskene derved en overgang må synke ned i materialisme og gudløshed og således til en vis grad være uden moralsk fundament, er naturligvis ligeså givet. Så stærk var den i jordmenneskene voksende tendens til tilbedelse af magt og den herigennem erhvervede rigdom, det fra andre folk erobrede gods, guld og landområde, at uniformer, krigsoprustninger eller militarisme blev staternes fornemste foreteelser eller dyreste opgaver, ja, måtte gå forud for al kulturskabelse. Officerstitler blev de fornemste rangsbetegnelser, hvis højeste grad blev båret af selve kongen. Kongen var altså den øverste krigsherre, den fornemste udøver af “sværdets brug”. De kristne stater, hvis enkelte individer var “døbte i Faderens og Sønnens og Den Hellige Ånds navn” og derfor skulle være repræsentanter for ham, der sagde til sin discipel: “Stik dit sværd i balgen! Thi alle de, som gribe til sværd, skulle omkomme ved sværd”, – “… dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, så vend ham også den anden til”, – ligesom han formanede Peter til at tilgive: “Ikke indtil syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange”, – blev de mest geniale udøvere af modsætningen til dette verdensgenløserens sindelag. Deres væremåde kom til at udgøre kontrasten til den psyke, der alene kunne frelse eller genløse verden. Ja, så altdominerende blev denne selviskhedens og hadets voksende impuls, at selve den autoriserede kristne kirkes repræsentanter også kom til at lyne og tordne med dødsbulder, band og bål, fortabelse eller evigt helvede over alle anderledes tænkende medmennesker. Måtte ikke tusinder af mennesker bestige bålet efter i torturkamre at være tvungne til at erkende sig skyldige i handlinger, de aldrig nogen sinde havde begået? – Og er det ikke den samme middelalderlige overtroens nidkærhed, der undertiden senere har bragt kirkens mænd til at forglemme verdensgenløserens påbud med hensyn til sværdets brug og tilgivelse af uret? – Ja, har man ikke netop velsignet de store mordmaskiner, krigsskibe, tanks og kanoner og opflammet sit lands soldater til at udløse lemlæstelse, død og undergang over “fjenden”? – Og har man ikke dermed saboteret den hellige bibelske inspiration til tilgivelse og næstekærlighed eller sand kristendom, der var autoriseret åndsoplysning, børnelærdom og skoleundervisning i den samme stat? – Hvordan kan en præst forrette sakramenterne eller inspirere til at tage afstand fra sværdets brug med et mordvåben under præstekjolen? – Og hvordan kan det forenes med Jesu væremåde at forbande sine korsfæstere? – Sagde han ikke: “Fader, forlad dem! Thi de vide ikke, hvad de gøre”?
#OT353. Talsystemet og livsmysteriet.
afholdt af OleT i Aalborg 04.11.1998
Martinus bruger talsystemet som et symbol
Martinus viser i Livets Bog 3, stk 1003-1051, hvordan han kan bruge talsystemet på intet mindre end hele hans evige verdensbillede, som et symbol på “Livesmysteriet løsning”.
Læs om symbolet “Livsmysteriets løsning” i Det Evige Verdensbillede 3, symbol nr. 32″ samt i Livets Bog, bind. 3
EN FÆRDIGUDVIKLET OG FULDKOMMEN KOMMUNIKATION
Bogstavalfabetet indeholder 29 bogstaver, mens talalfabetet kun indeholder 10 talbogstaver, som Martinus beskriver i LB3 stk. 1017-1023. Han skriver i sit hovedværk Livets Bog, at ligesom menneskets udvikling af talsystemet eller talsproget har nået fuldkommenheden, sådan skal bogstavsproget også efterhånden udvikle sig til at nå en tilsvarende fuldkommenhed. (LB3 stk. 1047-1051).
Tanker og ideer kan man meddele andre gennem skrift og tale eller på kunstnerisk form som maleri eller skulptur. Det bliver et større og større behov for mennesket at give udtryk for sit liv og sit inderste væsen, der til sidst vil kulminere i form af udfoldelse af livskunst og ren næstekærlighed.
Talssystemet og bagstavsystemet
Talsystemet eller talssproget og bogstavsproget er to af de ældste foreteelser i denne udfoldelse af livskunst, og Martinus mener, at mennesket vil blive i stand til at benytte bogstavalfabetet på lige så fuldkommen en måde, som det nu benytter talalfabetet. Det vil aldrig nogensinde kunne lykkes med de eksisterende nationalsprog, der alle er fyldt med uregelmæssigheder og andre ulogiske fænomener, der ikke med matematikkens logik frit og kreativt kan kombineres til nye meningsdannende elementer. Det fuldkomne sprog må være et plansprog, som fra starten er konstrueret, så det er helt befriet for uregelmæssigheder og uhensigtsmæssige vaner og traditioner. Det må indeholde en række sproglige elementer med stavelser, præfikser og suffikser, der kan kombineres sådan, at man kan udtrykke lige præcis det, man ønsker.
Livsmysteriets løsning i Livets Bog 5, stk. 1892
1892. Når I-mennesket havde nået en vis modenhed, måtte det som nævnt inkarnere på en anden klode, der var så meget højere i udvikling, at livsmysteriets løsning eller det virkelige, evige verdensbillede var en absolut konkret og almengyldig, vågen dagsbevidst kendsgerning, og hvor den store fødsel var en daglig begivenhed, ligesom den fysiske fødsel er en daglig begivenhed her på det jordiske plan. Her gled det modne I-menneske med det samme ind i tilegnelsen af åndsvidenskabens kosmiske analyser. Disse blev til A-viden, hvilket vil sige: til kundskab baseret på realistiske kendsgerninger. Dernæst blev de til daglig praksis, der er det samme som B-viden. Men igennem den daglige praksis blev de til C-viden, der igen er det samme som selvstændig vanefunktion eller talent. Og med sin væremåde kulminerende i humanitet og næstekærlighed og sin psyke, sin intellektualitet kulminerende i den højeste viden var I-menneskets åndelige og fysiske vibrationer i en sådan tilstand, at de blev af samme bølgelængde som universets grundtone eller den absolutte kærlighedsenergi.
Talsystemet er fuldkomment – Esperanto er det fuldkomne sprog
Esperanto er et sådant sprog, der på grund af sin fuldkommen, logiske og matematiske opbygning, opfylder de krav, som man måtte stille til det fuldkomne sprog. Esperanto er fuldkomment ligesom vort bævrende talsystem er fuldkomment. Talsystemet har udviklet sig igennem historien, og talsystemet har udviklet sig meget sin romertallene, der jo ikke havde noget nul – 0.
Talsystemets struktur. Martinus Livets Bog 3, stk. 1017.
ESPERANTO ER LAVET EFTER GUDDOMMELIGE PRINCIPPER
Ligesom talsystemet er en logiks opstilling af tal, således kan man også lave et fuldkomment plansprog efter de samme principper. Læse mere om talsystemer i Livets Bog 3, stå. 1003-1051.
Plansproget esperanto blev første gang præsenteret for verden i 1887 af det 28-årige sproggeni L. Zamenhof (1859-1917), der levede en stor del af sit liv i Warszawa.
I et kursusforedrag udtaler Martinus: “Men nu er det en gene for en masse mennesker ikke at kunne fremmede sprog, og de må i stor grad hjælpe sig med de store og mest udbredte nationale sprog. Men det er ikke nok. Vi ser, at der er tendenser til at udvikle andre sprog, sprog der ikke er nationale, men internationale. Vi har set en idealist skabe et verdenssprog, Esperanto, som vil komme til at spille en overordentlig stor rolle, fordi det er skabt efter de guddommelige principper, fordi det er logisk, og fordi det er let at lære. Dette er også noget, der viser hen til, at der vil komme en anden tilværelse.” (Foredrag 19.01.1956).
Hvordan fik det internationale sprog navnet ESPERANTO?
Zamenhof skrev ofte indlæg i aviserne under forskellige pseudonymer, som han lavede ved at bytte om på bogstaver og stavelser i sit rigtige navn. En stavelse i hans navn er “hof”, og på tysk betyder “hoffen” at håbe. På esperanto betyder “esperi” at håbe, og “esperanto” betyder “en håbende”. Da Zamenhof i 1887 udgav den første bog om esperanto anvendte han pseudonymet Dr. Esperanto. I begyndelsen omtalte man det derfor som Dr. Esperantos sprog eller “Lingvo de Esperanto”, og det udviklede sig senere til, at sproget ganske enkelt kom til at hedde esperanto.
Livsmysteriets løsning
Læs om symbolet “Livsmysteriets løsning” i Det Evige Verdensbillede 3, symbol nr. 32″ samt i Livets Bog, bind. 3
Læs og søg i Martinus’ værk på www.martinus.dk
Martinus ved skrivemaskinen på Martinus Institut, Mariendalsvej 96, 2000 Frederiksberg
Foredrag af Ole Therkelsen om lighederne mellem esperanto, kosmologien og kristendommen afholdt i Martinus Center Klint, den 29. juni 1998
OT355. Esperanto, kosmologi og kristendom. MCK 29.06.1998
SE VIDEO – FILM og ESPERANTO
#OT165. Verdenssprog – Esperanto eller engelsk.
Ole Therkelsen bliver interviewet af Lasse Ilskov på Familiekanalen.tv 2014 https://youtu.be/mUgW4uwKul4
Esperanto er lavet efter guddommelige principper
Plansproget esperanto blev første gang præsenteret for verden i 1887 af det 28-årige sproggeni L. Zamenhof (1859-1917), der levede en stor del af sit liv i Warszawa.
I et kursusforedrag udtaler Martinus: “Men nu er det en gene for en masse mennesker ikke at kunne fremmede sprog, og de må i stor grad hjælpe sig med de store og mest udbredte nationale sprog. Men det er ikke nok. Vi ser, at der er tendenser til at udvikle andre sprog, sprog der ikke er nationale, men internationale. Vi har set en idealist skabe et verdenssprog, Esperanto, som vil komme til at spille en overordentlig stor rolle, fordi det er skabt efter de guddommelige principper, fordi det er logisk, og fordi det er let at lære. Dette er også noget, der viser hen til, at der vil komme en anden tilværelse.” (Foredrag 19.01.1956).
Læs mere om ESPERANTO i min bog “Martinus og den ny verdensmoral”
Ole Therkelsens bog “Martinus og den ny verdensmoral”
7.5 Hvordan fik det internationale sprog navnet esperanto?
Zamenhof skrev ofte indlæg i aviserne under forskellige pseudonymer, som han lavede ved at bytte om på bogstaver og stavelser i sit rigtige navn. En stavelse i hans navn er “hof”, og på tysk betyder “hoffen” at håbe. På esperanto betyder “esperi” at håbe, og “esperanto” betyder “en håbende”. Da Zamenhof i 1887 udgav den første bog om esperanto anvendte han pseudonymet Dr. Esperanto. I begyndelsen omtalte man det derfor som Dr. Esperantos sprog eller “Lingvo de Esperanto”, og det udviklede sig senere til, at sproget ganske enkelt kom til at hedde esperanto.
Grundlæggeren af plansproget Esperanto var den polske øjenlæge Ludwig Zamenhof, født i Bjalistok i 1859
7.6 Har Martinus konkret peget på esperanto som det kommende verdenssprog?
Martinus nævner ikke esperanto ved navns nævnelse i sit hovedværk, men i en spørgetime blev han direkte spurgt: “Vi skal jo komme til at tale samme sprog i verden engang. Hvilket sprog bliver det?”
Martinus svarer: “Esperanto! – Det kommer vi til at tale. Det er ikke for, at jeg er esperantist, eller at det er mode, men det bliver mere og mere nødvendigt, at man får et fælles sprog. Tænk hvis man havde et fælles sprog i dag! – Så ville man være fri for alle de oversættelser. Alle bøger skal oversættes, det er sjældent, at de vinder ved oversættelser. Det er meget ofte, at de taber lidt ved oversættelse. Tænk hvilken besparelse det ville være, at man kunne det samme sprog. Alle vegne ville alle mennesker kunne tale sammen. Det ville også skabe fred. Nu er det i stor grad medvirkende til krigstanker, at man ikke kan tale med hinanden. Det vil lette samkvemmet og kærlighedens udvikling, når alle kan tale helt flydende med hinanden.” (Spørgetime, Jönköping 14. maj 1969).
Ved et rådsmøde på Martinus Institut den 30. april 1974 sagde Martinus: “Jeg tror, vi er lidt tidligt på det med esperanto, men ellers er det mægtig godt. Det vil komme engang, og det er storartet. Men det bliver esperanto. Hvad skulle det ellers blive? Er der andre sprog, der er længere fremme? Der er ikke et sprog, der er så humant. Man må se på skaberen. Han var jo en kolossalt human mand. Man kan næsten se, han var sat til at gøre det.” (Samarbejds-Strukturen, stk. 6.4).
7.7 Grundlæggeren af esperanto – Zamenhof
Grundlæggeren af det internationale sprog esperanto var som sagt Ludwig Lazarus Zamenhof, der i en stor del af sit livvar øjenlæge i Warszawa. Han var et meget beskedent og humant udviklet menneske og tillige et sproggeni. Han havde russisk som modersmål, men kunne også jiddisch, hebræisk, græsk, latin, tysk, fransk, engelsk, polsk og havde kendskab til endnu flere sprog. Når man studerer hans liv og skæbne, virker det som om, at han af Forsynet var udvalgt til at udføre denne specielle mission i menneskehedens tjeneste.
Hanblev født i en russisktalende, jødisk familie i byen Bjalistok i Polen, der på den tid blev regeret med hård hånd af den russiske zar. I byen var der polakker, tyskere, russere, litauere og jøder, der hver talte sit sprog. Allerede som lille barn oplevede han, hvordan faren, der var sproglærer, ved at tolke kunne bilægge uoverensstemmelser og stridigheder, som opstod på torvet eller markedspladsen pga. de mange misforståelser blandt de handlende med de fem forskellige sprog. Da Zamenhof var fem år gammel fik han ideen til at lave et sprog, som alle mennesker kan forstå og denne tanke forlod ham aldrig siden.
I skolen lavede han et internationalt sprog, lingwe universale, og dets færdiggørelse i sidste gymnasieklasse blev fejret i hjemmet i december 1878, hvor moren havde lavet lagkage til sønnen og skolekammeraterne, som også var interesserede og forstod sproget. Efter at have studeret medicin to år i Moskva fortsatte han i 1881 medicinstudiet i Warszawa, hvor han efter et par års pause genoptog arbejdet med det internationale sprog, og i de følgende seks år arbejdede han hver dag hårdt med sproget ved siden af studierne og det ordinære arbejde. Han modificerede og forbedrede sproget, polerede det, afprøvede det med højtlæsning og oversættelser af bøger og digte. Han skrev tekster originalt på esperanto og opdagede derved, at sproget fik sit eget liv eller blev levende på en måde, som han ikke havde oplevet med oversættelser. Når han tænkte og skrev på esperanto fandt han løsninger, sagde han, som han ikke ville have fundet ad teoretisk vej. Nej, selv om esperanto er et plansprog, så er det ikke blot en samling af døde ord.
Med tilladelse af Zarens censur publicerede han i 1887 i Warszawa det færdige sprog i form af en lille russisk bog på 40 sider Internationalt sprogmed fortale, forklaringer, eksempler, esperantotekster (bl.a. Fader Vor), ordliste med 900 ordstammer og den fuldstændige grammatik med sprogets kun 16 grammatiske regler. Samme år udkom denne første bog Unua libroogså på polsk og fransk, og hurtigt derefter også på tysk og engelsk. Kildematerialet i dette kapitel om Zamenhof og sprogets tidlige historie er fra to bøger, der begge originalt er skrevet på esperanto: Edmond Privat, Vivo de Zamenhof(1920) og Marjorie Boulton, Zamenhof(1962).
7.8 Zamenhofs kosmiske religiøsitet
Zamenhof var tavs om sin egen person, og selv de nærmeste kendte ikke til hans religiøsitet. De oplevede kun hans væremåde, han var godhjertet, ren, beskeden, hjælpsom, opofrende, beundringsværdig tålmodig, han virkede aldrig fornærmende, hverken i tale eller handling, og var altid sympatisk lyttende til alle mennesker. Fremstående esperantister, som måske i perioder havde været i opposition til ham eller modarbejdet esperanto, roste han i sine kongrestaler og takkede dem for den gode indsats, som de trods alt havde ydet for esperanto-sagen. For alle mennesker, kone, søskende, børn, nevøer og niecer, venner, patienter forekom han at være en helgen. I deres svære stunder kom de alle til ham og bad om hans råd.
“Han har aldrig syndet”, sagde den gamle polske tjenestepige, idet hun under et krucifiks pegede på hans portræt på sin væg. Hvor mange berømtheder forblev store i tjenestefolkenes øjne? (Edmond Privat, Vivo de Zamenhof).
Hos den lille Ludoviko var det lige som hos H.C. Andersen: moren var dybt religiøs, og faren var ateist. Begge børn var i starten meget religiøst troende ligesom moren, men efterhånden forholdt de sig mere rationelt, og dermed kritisk, til den religiøse troslæres dogmer. Hos Zamenhof udviklede det sig til, at han ligefrem blev ateist og kom ud i en livskrise med livslede, da han var 15-16 år. Et par år senere følte han sig, formentlig intuitivt, overbevist om sjælens udødelighed og Guds eksistens.
Da Zamenhof i 1917 døde, 57 år gammel, efterlod han på sit skrivebord fire sider, der var forberedelserne til en artikel om sjælens udødelighed og en beskrivelse af hans egen livsanskuelse og religiøsitet. Som sagt havde han ikke tidligere fortalt om dette, men som han skrev på første side, følte han nu, at han måtte gøre det. Han forklarer, at alt det, han nu ville skrive, allerede fødtes i hans hoved for 40 år siden, da han var 16-18 år. De tanker, han havde om lovmæssigheder i naturen, udødelighed og Gud, havde ikke forandret sig væsentligt siden dengang.
De tre første sider indeholder en indledning med flere forbehold og undskyldninger, da han forudså, at mange rationelle esperantister ikke ville bryde sig om denne religiøse bekendelse, ja selv de troende ville ikke bryde sig om den, for hans opfattelse var helt anderledes end de troendes. Da han døde, nåede han kun at påbegynde den fjerde side, og denne tekst slutter med en beskrivelse af den livskrise han gennemgik som 15-16 årig i sin ateistiske periode. Med denne indledning slutter hans religiøse bekendelse. Separat var der dog et par noter om noget nyt, som han oplevede som 17-årig: “Jeg oplevede, at døden ikke var en forsvinden…; at der eksisterer love i naturen…; at noget fører mig mod et højt mål…”.
I forbindelse med sit arbejde med det internationale sprog skrev Zamenhof i et tidligt digt, Mia penso(min tanke), at hvis hans bestræbelser ikke faldt i skæbnens behag, ville han foretrække at dø. – At tænke sig, så dybt var denne mission med verdenssproget indpodet i den unge L. Zamenhof!
Det var således ikke Forsynets mening, at Zamenhofs religiøse livsanskuelse skulle publiceres, men i dag kan vi jo trøste os med, at Martinus har beskrevet geniets udviklingstrin med dets intuitive og universelle opfattelse af livet, naturen og verdensaltet: Zamenhofs religiøse udvikling fra barndom og ungdom til voksen alder forløb i samme rækkefølge, som den gør for hele menneskehedens udvikling, der først går igennem et trosreligiøst stadium, efterfulgt af et rationelt, ateistisk og materialistisk stadium, for til sidst at nå frem til en individuel, intuitiv og kosmisk religiøsitet.
7.11 Hvad var Zamenhofs idé med esperanto?
Zamenhof skabte det internationale sprog som et middel til at nå et mål. Dette mål var tolerance og forståelse mellem folkene. Den første betingelse for større tolerance, forståelse og venskab må være, at man i det hele taget kan kommunikere og tale sammen. Ud over at skabe selve sproget søgte Zamenhof også at bidrage til skabelsen af en større humanisme og kærlighed blandt alle jordens mennesker, og sine tanker herom gav han udtryk for i sin såkaldte Homaranismo. På et tidligt tidspunkt var det hans drøm at skabe et tempel for alle verdensborgere fra alle religioner og at udarbejde en fællesmenneskelig religion eller filosofi, som var logisk og kærlig, og som skulle stimulere til sandhed, godhed, retfærdighed og menneskelighed.
I dag står det klart, at Zamenhofs mission begrænsede sig til at skabe klodens internationale sprog, og at det var Martinus’ mission at skabe den fællesmenneskelige og universelle livets religion eller åndsvidenskab, der skulle forene alle jordens mennesker i den samme sandhed. Når Besant talte om “Verdensreligionernes Herre”, passede denne betegnelse slet ikke på Krishnamurti, mens den er en udmærket karakteristik af Martinus. (Se stk. 2.11).
Ud over at esperanto er et sprog og et redskab til international kommunikation, så taler man også om dets “indre ide”. –La interna ideostammer fra Zamenhofs humane og tolerante intention bag skabelsen af sproget. Lige fra barnsben oplevede Zamenhof, hvordan polakker, etniske minoriteter og især jøder blev undertrykte af det russiske diktatur. Lighed, frihed og venskab er nogle af nøgleordene i esperantos indre ide. Disse ord er omtrent de samme som de franske slagord: “Liberté, égalité et fraternité”, “Frihed, lighed og broderskab” som på esperanto lyder: “Libereco, egaleco kaj frateco”.
7.12 Esperantister er fødte idealister
Ifølge Martinus er esperantister fødte idealister, da det var hans overbevisning, at flertallet af esperantister verden over er mennesker, i hvem virkelig tolerance og international indstilling er noget medfødt. (Kosmos nr. 1/1939, side 8).
Det grønne esperanto-flag med den fem-takkede stjerne.
7.13 Esperanto er et plansprog og et moderne latin
Esperanto er fra starten lavet helt logisk, regelmæssigt og fuldkomment. Det er befriet for alle de nationale sprogs manglende logik, uregelmæssigheder og ufuldkommenheder. Allerede som elev i skolen havde Zamenhof en vision om at lave et internationalt sprog, der skulle være et moderne latin.
I esperanto er således 80 % af ordstammerne af latinsk oprindelse, og latin fungerede faktisk allerede i middelalderen som et internationalt sprog for teologer og studerede mennesker. I de resterende 20 % findes mange ord fra de germanske sprog og en del fra de slaviske. Esperanto er udelukkende baseret på ord fra den indoeuropæiske sprogstamme, der er klodens største sprogstamme. Selv om det således kan være svært for en kineser eller japaner at lære esperanto, viser praksis dog, at det for dem er langt lettere at lære det fuldstændigt regelmæssige og fuldkomne esperanto end det uregelmæssige og ulogiske engelske sprog.
I skabelsen af sit sprog betragtede Zamenhof alle de eksisterende internationale ord som en skatkiste. Sproget tillader en videre udvikling ved, at der i esperanto til stadighed kan optages nye ordstammer, der dog følgelig bliver brugt i de kombinationer og på de måder, der er i overensstemmelse med sprogets grammatiske regler. I den første bog, Unua libro,med russiske forklaringer, der præsenteredes i zarens Rusland i 1887, findes de 16 grundlæggende grammatiske regler, der udgør sprogets fundament. Dette fundament er urørligt, eller som det hedder på esperanto: “La fundamento de esperanto estas netuŝebla”. Dette gør, at esperanto er et meget præcist og meget stabilt sprog. Nye ordstammer kan hele tiden tages, når blot de forsynes med de rigtige endelser i overensstemmelse med de 16 grammatiske regler. Men bortset fra dette fundament er sproget givet fri til brugernes kreativitet, og i det hele taget er esperanto fra skaberens side en gave til hele verden. Analogt hermed er Martinus Kosmologi også givet fri til menneskeheden, som en ubetinget gave til hele kloden.
Den danske sprogforsker og sproggeni Rasmus Rask (1787-1832) har, som det fremgår af hans manuskripter på Det Kgl. Bibliotek, fastlagt principperne for skabelsen af det ideelle sprog, og de stemmer helt overens med principperne i esperanto. (Se sprogmuseet.dk/plansprog).
Som en lille forskel skal blot nævnes, at Rask foreslog, at tillægsord ikke skulle bøjes, mens Zamenhof gik ind for, at tillægsord f.eks. i ental og flertal skulle bøjes og dermed have forskellige endelser.
Nogle få filosoffer har også været optaget af tanken, om man kunne lave det perfekte sprog, det fuldkomne sprog. I historiens løb har forskellige mennesker lavet knap 1000 plansprog eller sprogprojekter, og her af er der kun et, nemlig esperanto, der har vist sig levedygtigt.
Martinus Institut med Harald Isenstein’s skulptur Moder med barn, som blev skænket til Instiuttet den 3. okt. 1943. www.martinus.dk
Esperanto i Martinus Instituts arbejde
Allerede så tidligt som i 1939 skriver Martinus i Instituttets tidsskrift Kosmos om relationen mellem esperanto og sit arbejde.
Martinus: “I et internationalt arbejde som det, der repræsenteres igennem “Livets Bog” og “Kosmos”, forekommer det mig, at esperanto kan være af uvurderlig nytte som en foreløbig bro mellem det danske sprog og de fremmede sprog, der tales af alle eventuelle udenlandske interesserede i mit arbejde.
Igennem esperanto vil mange interesserede verden over kunne komme i berøring med mit arbejde med det samme og behøver således ikke, som det ellers ville være nødvendigt, at vente, til det engang foreligger oversat til de store verdenssprog.
Esperanto er således en bro mellem dansk og alle fremmede sprog. Kineseren og russeren, hinduen og japaneren lige såvel som en hvilken som helst europæer finder alle ved hjælp af esperanto med samme lethed vej til forståelsen af det, vi eventuelt måtte føle os tilskyndet til at skrive til dem her i bladet. Det er således et første lille forsøg, men nok til at finde en foreløbig ørenlyd hist og her ude i den store verden.
Et nyt supplement til vort internationale arbejde har dermed taget sin begyndelse.
Det er muligt, hvis tilslutningen bliver stor nok, at der vil blive oprettet esperanto-kursus inden for Sagen. Det vil jo kunne have enorm betydning for Sagens udbredelse, at så mange som muligt af dens venner kan tale esperanto.” (Kosmos nr. 1/1939).
7.27 Pionerer i arbejdet med esperanto
Martinus selv var ikke esperantist, men det var flere af de nære medarbejdere. De første esperantister var Thora Hammarlund (1910-1951) og Mogens Munch (1913-2010). Det danske esperanto-koryfæ Margrethe Noll (1874-1962), der personligt havde korresponderet med Zamenhof, underviste Thora Hammarlund, Grethe Olsen og flere andre medarbejdere i esperanto.
Tre af Instituttets rådsmedlemmer, som Martinus personligt havde udvalgt, var ivrige esperantister: Henning Laug (1913-1992), Grethe (Olsen) Brinkhard (1917-2001) og Ib Schleicher (1924-2010), hvor sidstnævnte har oversat tolv af Martinus’ bøger til esperanto.
I januar 1939 i tidsskriftet Kosmos publicerer Martinus som sagt første gang noget om esperanto. Her skriver han, at Kosmos fremover vil have en spalte skrevet på esperanto, men for at de læsere, der ikke kan esperanto, ikke skal blive forfordelt, vil samme artikel også blive bragt på dansk. Hans første sekretær og foredragsholder, Erik Gerner Larsson, skrev således igennem hele året 1939 en månedlig artikel, der blev oversat til esperanto. Denne ordning skulle have den fordel, at læserne efterhånden fik indblik i esperanto og muligvis lyst til at lære sproget.
Esperanto gruppe i Martinus Center Klint i de internationale uger i 2011.
Erik Gerner Larsson: “Som Martinus’ mangeårige sekretær og nærmeste fortrolige har han bedt mig prøve igennem “Kosmos” at skrive en månedlig artikel, der oversat til esperanto, skulle gøre det muligt at delagtiggøre åndsbeslægtede over hele verden i det idemateriale, det er blevet hans mission at fuldbyrde skabelsen af.
Når han har valgt at lade dette ske på esperanto har det bl.a. to grunde. For det første: fordi det er hans overbevisning, at flertallet af esperantister verden over er mennesker, i hvem virkelig tolerance og international indstilling er noget medfødt, og for det andet: fordi dette uhyre enkle og let tilgængelige hjælpesprog allerede nu er så udbredt og vil gå en så lykkelig opblomstring i møde, at hans arbejde igennem en gradvis oversættelse til det vil kunne blive kendt på selv de fjerneste strande og der blive videretransformeret på den interesseredes eget sprog. […] I øvrigt er det hensigten, når tiden er moden dertil, at knytte undervisning i esperanto til den i forvejen eksisterende undervisning i Martinus’ hovedværk Livets Bog”. (Kosmos nr. 1/1939, side 8).
“Tanker på femogtyveårsdagen for mit åndsarbejdes fødsel, 1921-1946” er titlen på en artikel, hvor Martinus opregner større begivenheder i sagens 25-årige historie. Esperanto nævnes i forbindelse med de større begivenheder i 1943.
Martinus skrev: “1943: Ejendommen Mariendalsvej 94-96 erhverves og gøres til hovedkvarter for vort åndsarbejde. Der oprettes esperantoudgave af korrespondanceafdelingen under navnet “Letersekcio”. Bøgerne “Den længst levende afgud” og “Pasko” (esperantoudgaven af “Påske”, oversat af fru Thora Hammarlund) udkommer” (Kosmos nr. 2/1946, Tanker på femogtyveårsdagen for mit åndsarbejdes fødsel, Artikelsamling 1, stk. 22.8).
Martinus Institut, Mariendalsvej 94-96, DK 2000-Frederiksberg, Copenhagen, Denmark.
7.28 Har Instituttet haft gavn af esperanto?
Ved en lille højtidelighed i 1965 i Stiftelsen Kosmos Varnhem, Sverige, blev Sagens flag blev indviet. (DEV4, symbol nr. 42, Flaget).
Martinus sagde i sin indvielsestale, at det var en historisk milepæl, for det var det første Martinus Center, der blev oprettet i udlandet. Han kom derefter ind på internationale forhold og sagde blandt andet følgende: “Vi får breve fra mange mennesker rundt om i verden på forskellige sprog, og særligt på esperanto, hvor vi har fået breve fra 28 lande. Der er mennesker, der begynder at læse vore bøger og ligefrem også oversætter dem til deres eget nationale sprog. Det er jo en stor glæde for mig at se, hvordan det sådan breder sig, og hvorledes vi nu også får stor modtagelse i Japan, idet en af vore medarbejdere, Ib Schleicher, skal til Japan. De har allerede skrevet til os, at de gør alt for, at han kan komme til at holde foredrag i de store byer i Japan, og hvorledes de vil hjælpe ham på alle mulige områder. Og de har allerede trykt vores brochure og skrifter, en del af skrifterne oversat til japansk har de sendt til os, således at vi kunne trykke dem videre. De har overordentlig stor interesse for os i Japan, som er meget indstillet på fred, idet de jo har oplevet følgerne af de kedelige atomkræfter, atombomber osv.” (Foredrag 19. juni 1965).
7.29 Instituttets officielle internationale sprog
På sit møde den 5. april 1965 vedtog rådet for Martinus Institut enstemmigt at erklære esperanto for officielt internationalt sprog for Instituttet og dets internationale arbejde. Sammen med denne beslutning er der vedtaget en erklæring, hvoraf følgende citeres:
“Det er en kendsgerning, at menneskeheden i vor tid befinder sig i en stigende udvikling hen imod den internationalisme, som det bliver en livsbetingelse for enhver stat og ethvert menneske at deltage i.
Vi er fuldt og helt overbevist om det umulige i at få valgt et nationalt sprog til denne internationale status.
De officielle, dokumenterede kendsgerninger om esperanto, anerkendelsen af det fra betydningsfulde officielle instansers side, dets lethed, dets fleksibilitet og udtryksmuligheder, og endelig også de praktiske resultater, der er opnået, viser en overvejende sandsynlighed for valget af det som endeligt verdenssprog.
Uafhængigt af den øvrige verdens nuværende holdning til det internationale sprogproblem er esperanto et redskab som skabt til Instituttets formål. Beslutningen om esperanto er også en kraftig tilskyndelse til alle interesserede til om muligt selv at lære sproget og derved øge nytten af det for andre og for nye interesserede. Det er yderligere en tilskyndelse til også på enhver måde at støtte andres bestræbelser og derved igen øge nytten af det for Instituttets formål og for den almene, medmenneskelige formidling af verdenskulturen.” (Rådsprotokol, Samarbejds-Strukturen stk. 6.4).
7.30 Hvilke esperanto-aktiviteter findes der inden for Instituttets rammer?
I 1946-1947 kom det første månedsblad om Martinus Kosmologi på esperanto Esperanto-Revuo de Martinus, der afløste korrespondancebrevene fra Letersekcio. (Kosmos nr. 2/1946).
I 1958 tog Ib Schleicher og Peter Zacho initiativ til at udgive instituttets tidsskrift Kosmos på esperanto med titlen Kosmo, der udkom en kort periode 1958-1959. Ib Schleicher og Henning Laug sørgede for den videre udgivelse i årene 1969-1974, hvor der har været god interesse og godt med arbejdskraft i Instituttets esperantoafdeling. Efter en pause på over 20 år er Kosmos på esperanto siden 1995 udkommet med 2 eller 4 numre om året.
Siden ombygningen af foredragssalen i 1984 har man i Martinus Center, Klint ved Nykøbing Sj. kunnet simultantolke foredragene til seks forskellige sprog samtidigt, herunder esperanto, og selv har jeg ofte simultantolket til esperanto. Efter 1995 har der om sommeren været specielle esperanto-uger med kosmologi-undervisning på esperanto, hvor mange af deltagerne har været fra østeuropæiske lande.
Men først og fremmest udgiver Instituttet de bøger, der er oversat til esperanto, og det drejer sig i dag om følgende bøger: Livets Bog 1, Logik, fire symbolbøger “Det Evige Verdensbillede 1-4” samt bøgerne nr. 1-13 i bogserien af 28 mindre bøger af Martinus.
For Martinus Institut har esperanto vist sig at være meget nyttigt som brosprog, da flere af Martinus’ bøger er blevet oversat til fremmede sprog via esperanto. Indtil nu har esperanto været anvendt som brosprog til oversættelse fra dansk til otte forskellige sprog: Engelsk, tjekkisk, polsk, ungarsk, rumænsk, litauisk, japansk og kinesisk. Ja, det er sikkert en overraskelse for de fleste, at den engelske udgave af Logik, der sælges den dag i dag, er af en engelsk esperantist oversat fra esperanto til engelsk. Oversættelsen regnes for at være rimelig god. Takket været de mange kombinationsmuligheder og nuancer, som findes i esperanto er dette sprog særligt velegnet som brosprog.
Langt ude i fremtiden må man regne med, at jordens mennesker vil komme til at studere Martinus Kosmologi på esperanto, mens kun enkelte særligt uddannede mennesker vil have lært sig at læse det gamle olddansk, der blev brugt for måske over tusind år siden, da originalen blev skrevet.
7.31 Foredrag på esperanto i udlandet
Man kan måske sige, at der ikke er så mange mennesker, der i dag taler esperanto, men da esperanto har eksisteret siden 1887, er der blevet etableret et stort netværk af esperantister i hele verden. Hvert år bliver der afholdt en stor international verdenskongres Universala Kongresomed 2-3000 deltagere fra 50-60 forskellige lande. På Instituttets vegne har jeg selv holdt seksten foredrag på esperanto på verdenskongresserne i Prag 1996, Berlin 1999, Göteborg 2003, Vilnius 2005 og København 2011, hvor der typisk til foredragene kommer 40 tilhørere fra de forskellige lande. Flere af disse foredrag kan høres på oletherkelsen.dk og oletherkelsen.info.
Flest foredrag på esperanto har jeg holdt i Martinus Center, Klint, i den årlige esperantouge og på mine fem rejser til Rusland, men det er også blevet til en hel del foredrag på esperanto i landene: Sverige, Frankrig, Schweiz, Tjekkiet, USA, Australien, New Zealand, Japan og Kina.
Som en lille solstrålehistorie ville jeg gerne lige fortælle, at første fire bind af symbolbøgerne, Det Evige Verdensbillede, er blevet oversat fra esperanto til kinesisk. I 1998 i forbindelse med en almindelig turistrejse til Peking, havde jeg i forvejen fået arrangeret fire esperanto-foredrag om kosmologien: i Pekings esperantoforening, i redaktionen for esperantobladet El popola Ĉinio, i esperantoafdelingen i Kinas internationale radio og i Ĉina akademio de scienco” En af tilhørerne tilbød derefter at oversætte symbolbøgerne til kinesisk, og her på det seneste har en anden kinesisk esperantist Liu Yunxia oversat de to bøger Den ideelle fødeog Menneskehedens skæbne til kinesisk.
Martinus Institut har modtaget invitationer fra en japansk organisation, Oomoto, der forsøger at forene alle verdens religioner i en universel religion. Allerede i 1923 gik Oomoto ind for esperanto under mottoet: Unu Dio, unu mondo, unu interlingvo. Om dette kan man sige, at én Gud, én verden og ét sprogstemmer godt med de kosmiske analyser for menneskehedens udvikling her på kloden.
