BREVET MED DET HEMMELIGE TEGN
I 1924 overværede Martinus et foredrag i Odd Fellow Palæet af Annie Besant, der talte om den kommende verdenslærer Krishnamurti. Efter at have hørt Besants foredrag fik Martinus en stærk impuls om, at han skulle skrive et brev til Krishnamurti om den ny verdensimpuls.
Der var ikke noget fornærmende i det to sider lange brev, som Martinus sendte til Krishnamurti. Det var meget venligt og kærligt. Martinus oplyste blot om, at der fra Danmark i nær fremtid ville udgå en verdensoplysning, der var et defensorat for alle eksisterende væsener. (Se evt. Livets Bog 1, stk. 14-15). Han skitserede også det store omfang af denne verdensoplysning og dens natur, hvorfor han følte sig tilskyndet til på den kærligste måde at meddele, at det ville kunne være til stor glæde for Krishnamurti selv og blive til velsignelse for mange mennesker, hvis han kunne føle sig tilskyndet til at studere eller sætte sig ind i det danske sprog. Martinus bad ham om ikke at opfatte det som en opfordring eller som om, han bliver pålagt noget ansvar. Med stor tolerance udtrykte Martinus den samme varme og kærlighed over for ham uanset, hvad han måtte bestemme sig for.
Martinus’ brev, der var skrevet på dansk, blev dateret i København torsdag den 4. december 1924 og stilet til Præsidenten for Stjernen i Øst, Hr. J. Krishnamurti. Da Martinus i de syv første år 1921-1928 skulle leve helt anonymt, underskrev han ikke brevet med navn, men med et symbolsk tegn, der skulle være forståeligt for ethvert åndeligt højt udviklet menneske. Når Martinus senere var til disposition for verden, ville udløsningen af en genkendelse af deres guddommelige slægtskab ikke udeblive.