Lars Nibelvang skrev i sin dagbog: “Inden han forlod mig, lånte jeg ham et par små bøger med hjem (…). Og så gav jeg ham anvisning på de mest elementære regler for meditation; fordi jeg følte, at jeg stod over for en meget fremskreden personlighed, som muligt i en nær fremtid vilde opnå alt, hvad jeg forgæves havde søgt i en lang årrække.”
Martinus fortalte senere, at det eneste, han huskede af den smule, han fik læst i bogen, var, at den foranledigede ham til at meditere på Gud.