Spørgetime om Martinus Kosmologi efter foredraget Følelse og intelligens afholdt i Aalborg den 29.09.1999 af Ole Therkelsen
OT351. Spørgetime om følelse, intelligens og Martinus Kosmologi
Hvad er Martinus Kosmologi i en nøddeskal?
Videnskaben har vist, at alle forandringer i den fysiske materie er lovbundne. Martinus påviser, at der også findes love for psyken og tænkningen. Viden om disse psykiske naturlove vil gøre det muligt for det jordiske menneske at få herredømme over dets mentalitet og efterhånden skabe et kærlighedens og fredens paradis på jorden.

Hvordan er den almene holdning til åndsvidenskab?
De kosmiske love og de evige realiteter kan kun opleves intuitivt, og problemet er, at videnskaben i dag ikke anerkender intuitionen som erkendelsesredskab. Når Martinus kalder sine analyser for kosmiske analyser, skyldes det, at alle hans analyser er foretaget på grundlag af et helhedssyn, der tager udgangspunkt i det evige og uendelige verdensalt – Kosmos.
Forløbersymptomerne for en permanent kosmisk bevidsthed er korte glimtvise intuitive oplevelser, som Martinus kalder “kosmiske glimt”. De kosmiske foreteelser, som et menneske kan opleve i et kosmisk glimt, kan ikke blive til kendsgerning for andre mennesker. Det kan for andre højst blive til en teoretisk viden.
Martinus skriver om forskellen på materialistisk og kosmisk videnskab: “Derfor bliver der den forskel på den materialistiske videnskab og åndsvidenskab eller virkelig kosmisk videnskab, at mens den materialistiske videnskab er et resultat af sanser, som almenheden har, og derfor kan gøres til kendsgerning for alle, så er den virkelige kosmiske viden eller videnskab et resultat af sanser, som endnu kun et mindretal har. Som følge heraf kan den naturligvis kun gøres til kendsgerning for dette mindretal, alt efter som dettes humane evne og den deraf følgende intuitive evne er udviklet. Derfor vil det store flertal af jordens mennesker endnu i lange tider være skeptisk over for virkelig kosmisk viden eller åndsvidenskab” (DEV2 stk. 21.24).
Hvem er Martinus?
Livet er eventyrligt. Når vi ser ned igennem årtusinderne, ser vi, at der en gang imellem med store mellemrum fødes et helt usædvanligt geni, en profet eller en verdensfornyer. På denne vor skønne, gule, grønne og blå planet har vi efter min mening i vor tid haft besøg af en sådan eventyrlig person i form af Martinus (1890-1981). Han blev født uden for ægteskab i den lille by Sindal i Nordjylland, hvor han tilbragte sin barndom og den første del af sin ungdom. Derefter arbejdede han på forskellige mejerier rundt omkring i provinsen, indtil han som 30-årig fik sine kosmiske evner. I de sidste 60 år af sit 90-årige liv skabte han i kraft af sine kosmiske analyser en helt ny videnskab og et helt nyt verdensbillede – Det Evige Verdensbillede (DEV).

Martinus skrev, at hans værk var en kærlighedens videnskab. Han anså sit værk for at være intellektualiseret kristendom eller videnskabeliggjort kristendom. I 1975 kaldte han derfor sit samlede værk, Det Tredje Testamente, idet han oplevede, at åndsvidenskaben var den sandhedens ånd eller talsmanden den hellige ånd, der var den profeterede fortsættelse af Bibelens to tidligere testamenter (Joh. 16,12-15 og 14,26). Martinus brugte også Martinus Kosmologi som betegnelse for sit værk. I ordbogen kan man læse, at kosmologi er en metafysisk lære om verdensaltet. Kosmos er en modsætning til kaos. Det velordnede og lovbundne univers er en kontrast til det kaotiske. Martinus Kosmologi er kort sagt læren om det ordnede univers. Den er en livsvidenskab, der viser, at alt har en mening, at enhver detalje i naturen er uundværlig, og at alt i sit slutfacit er logisk, hensigtsmæssigt og kærligt.
OLE THERKELSEN YOUTUBE KANAL
https://www.youtube.com/channel/UCXid-LNLoeml_bcqt67E2aw
MARTINUS KOSMOLOGI KANAL
https://www.youtube.com/channel/UCEvdMYsGqeipSvaF0vowZQw
Ole Therkelsen på iTunes
https://itunes.apple.com/dk/podcast/martinus-kosmologi/id1049726799?l=da&mt=2
VÄRLDSBILD FÖRLAG
AMAZON – Ole Therkelsen
Author Profile
www.amazon.com/author/ole.therkelsen
https://authorcentral.amazon.de/gp/profile
MARTINUS INSTITUT
www.amazon.com/author/martinus
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Tilmeld: Apple Podcasts | E-mail | RSS