At forstå evigheden. 0X – Analysens begyndelse

1.        En ny verdensmoral baseret på et evigt verdensbillede

En universel og almengyldig verdensmoral kan ikke være baseret på nationale eller lokale kulturforhold, ej heller på tidsbundne og historiske forhold. I historiens gang har vi set, at det ene århundrede efter det andet og den ene kultur efter den anden har produceret stadig nye verdensbilleder. Den moderne materialistiske videnskab er igen i færd med at producere et nyt verdensbillede, og de fleste mennesker tror derfor, at det også fremover vil fortsætte på denne måde. Man har svært ved at forestille sig, at der skulle kunne findes et verdensbillede, der fremstiller sandheden i form af evige kosmiske principper og naturlove. Men ikke desto mindre gør Martinus gældende, at han i kraft af sine kosmiske sanseevner for første gang i jordklodens historie har kunnet præsentere et uforanderligt og evigt verdensbillede.

Ifølge Martinus er både livets inderste kerne og dette verdensbillede foreteelser, der ligger uden for tid og rum. Materialistiske videnskabsmænd kan imidlertid ikke forestille sig, at noget kan være videnskab og sandhed, hvis det ikke kan udtrykkes i talstørrelser, i tids- og rumdimensioner. Tids- og rumdimensionelle resultater er baseret på skabte ting med en begyndelse og et ophør.

Ifølge Martinus er det levende væsens bevidsthed en evig foreteelse, som skjuler sig bag den midlertidige og materielle fremtræden. Hvis man vil nå frem til livsmysteriets løsning, må man vænne sig til, at der findes resultater baseret på analyser af evige foreteelser, og at disse resultater ikke er mindre videnskabelige eller sande end de resultater, der er baseret på tidsbegrænsede og hensmuldrende foreteelser.

Martinus Kosmologi udgør som sagt et evigt verdensbillede. Et verdensbillede, der skal være evigt, må være et billede af evigheden og uendeligheden. Det må beskrive betingelserne og forudsætningerne for en evig livsoplevelse. Et evigt verdensbillede kan ikke kun være et billede af skabte ting, der er timelige og begrænsede med begyndelse og afslutning.

Eftersom videnskabens arbejdsområde begrænser sig til en intelligensmæssig undersøgelse af begrænsede ting, der kan måles og vejes, vil det materialistiske verdensbillede have en begrænset gyldighed. Det er ikke intelligensen alene, men derimod den begyndende udvikling af intuitionen, der afføder interesse og behov for forklaringer af de evige og uendelige foreteelser, af hensigter og større sammenhænge i naturen.

Åndsvidenskabens grundlag er, at livet er evigt, og konsekvensen heraf bliver, at livet er retfærdigt, logisk og kærligt.

Kun et evighedsperspektiv kan give en logisk begrundelse for, at livet er retfærdigt, logisk og kærligt. I det store univers er enhver detalje som et lille tandhjul, der har sin særlige funktion i det evigt fungerende liv. Alt får en mening i et helheds- og evighedsperspektiv. Alt jævner sig ud og kommer i balance i det lange løb. Alt i nutiden kan logisk begrundes på baggrund af den evige fortid.

Den logiske konsekvens af en ét-livs-teori er derimod, at livet må være uretfærdigt, ulogisk og ukærligt. Livet må være meningsløst som et absurd teater, som de eksistentialistiske filosoffer da også helt logisk og korrekt konkluderede ud fra deres hypotese om ét fysisk liv.

2.        Stilforskeren og åndsforskeren. Bogstaven ihjelslår, men ånden levendegør

Martinus’ opgave bestod i at gøre livets allerhøjeste analyser og realiteter tilgængelige for almindelig jordmenneskelig intelligens ved hjælp af kosmiske analyser. Men han betonede med stor kraft, at hele hans værk var en morallære, der skulle stimulere til næstekærlighed og skabelsen af en varig fred på jorden. Når Martinus fik et spørgsmål, der var alt for langt ude på overdrevet, svarede han derfor ofte med et modspørgsmål: “Hvad har det med moral at gøre?”

Martinus kendte det bibelske udtryk: “Bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende”. (2. Kor. 3,6), og han udtrykker det samme ved at introducere de to udtryk, “stilforskning” og “åndsforskning”. (Artikelsamling 1, stk. 7.18).

En stilforsker hæfter sig ved detaljer og enkeltheder i Livets Bog og kan måske her finde en tilsyneladende modsætning i to citater eller en formentlig konstruktionsfejl i et symbol og konkluderer derfor, at Martinus tager fejl, og at kosmologien er forkert.

Intelligensens natur er at arbejde med konkrete ting og analysere dem ud i deres enkelte dele. Men herved taber man overblikket og ånden i det hele. En intuitiv erkendelse er hverken ulogisk eller uvidenskabelig, blot fordi den ikke er direkte tilgængelig for den nøgne intelligens.

Intuitionens natur er derimod at se hensigter, helheder og sammenhænge i naturen, kort sagt at se ånden i det hele, som ikke er tilgængelig for den rene intelligens.

Intelligensen ihjelslår, men intuitionen levendegør

3.        Intuitive og kosmiske oplevelser

Humant udviklede kunstnere, teknikere og videnskabsmænd kan undertiden blive meget inspirerede og ligefrem modtage intuitive impulser, der giver dem færdige ideer og hele løsninger på deres specielle problemstillinger. Martinus mener, at en sådan intuitiv inspiration er en svag begyndende adgang til det kosmiske område, hvor man vil begynde at kunne opleve evigheden og livsmysteriets løsning samt at få adgang til hele universets vidensocean. Selv om denne viden ikke er direkte tilgængelig for intelligensen, er den nødvendigvis hverken ulogisk eller uvidenskabelig. Martinus gjorde gældende, at han med sin permanente kosmiske bevidsthed ad intuitiv vej havde fri adgang til dette vidensocean. Med intuition kan man opleve facitter og færdige løsninger, og man kan se helheder og sammenhænge, der går op i evigheden og uendeligheden. Der findes mange lokale sandheder, men den absolutte sandhed må altid erkendes og ses i et altomfattende evigheds- og uendelighedsperspektiv.

Den britisk-canadiske læge Richard Maurice Bucke (1837-1902) har skrevet en bog, Cosmic Consciousness (1901), der er blevet en klassiker inden for emnet kosmiske oplevelser. Bucke opstillede ti kriterier for, at man kan tale om, at en åndelig oplevelse er en kosmisk oplevelse. I store træk er de sammenfaldende med de kriterier, som Martinus har beskrevet for kosmiske glimt.

I et kosmisk glimt kan man opleve et mentalt lys, en ild, en lykke og salighed, men man kan også få en intellektuel oplysning eller en viden, man ikke havde før. Typisk kan man i et kosmisk glimt opleve, at man er udødelig, at man er et evigt eksisterende levende væsen. Efter en personlig oplevelse af udødelighed og evighed forandrer livet og livsopfattelsen sig meget radikalt. Blandt andet vil al dødsfrygt totalt forsvinde.

I et kosmisk glimt distancerer man sig fra oplevelsernes, formernes og tankernes verden. Evighedsoplevelsen i et kosmisk glimt giver en indre harmoni, fred og tryghed, der helt fjerner al angst og bekymring. Man kan opleve, at mørket eller det onde dybest set er kærlighed i forklædning, at det er et ubehageligt gode. Man kan opleve, at molekyler og atomer er levende, at mikroverdenen består af levende, befolkede verdener, og man kan opleve, at kloden er et levende væsen, at solsystemer og galakser er levende, ja at hele verdensaltet er et levende væsen. Man kan føle, at man oplever verdensaltets eller guddommens bevidsthed som et kærlighedsocean. Man er uden for tid og rum, udenfor formernes og tankernes verden, man er ét med alle levende væsener, man er ét med Gud. Bucke angiver, at det menneske, der har fået en kosmisk oplevelse, bliver så forandret, at dets omgivelser også lægger mærke til denne forandring.

Med de kosmiske sanser kan man opleve, at verdensaltets struktur er fuldkommen, at kærligheden er verdensaltets grundtone. Man kan opleve, at alle naturens skabelsesprocesser er til glæde og velsignelse for levende væsener, eller kort sagt at “alt er såre godt”.

Ifølge Martinus er kosmiske glimt også øjebliksoplevelser af den guddommelige ild eller det mentale lys, der i Bibelen udtrykkes som “den hellige ånd”. Det var denne Guds ånd, som foran Moses “brændte i tornebusken”, og som førte Elias til himmels. Det var den “ild”, i hvilken Jesus blev forklaret på bjerget, den “ild”, der viste sig over apostlenes hoveder og senere skabte Saulus om til Paulus på vejen til Damaskus. (Omkring min missions fødsel, kap. 1). Martinus’ egen oplevelse af den guddommelige ild i form af “den hvide ilddåb” og “den gyldne ilddåb” er omtalt i denne bogs kap. 1.

4.        Meningen med livet og bevidstheden

Bevidsthed er ifølge Martinus evnen til at opleve og til at handle og give sig til kende. (Se LB2 stk. 528-541).

Meningen med det evige liv er ikke at nå et mål, for så ville livet jo få en afslutning. Nej, meningen med det evige liv er helt enkelt evig oplevelse og underholdning, som kun kan opretholdes i kraft af, at væsenet i al evighed har adgang til livets to store kontraster, lyset og mørket. Det er en kosmisk sandhed, når Liza Minelli synger Life is a cabaret. Meningen med livet er oplevelse og underholdning. Livet er en kabaret eller et teater. Martinus behandler selv denne analogi fra teaterverdenen i Livets skæbnespil. (Bog nr. 18).

Martinus anbefaler ikke, at man som i den østerlandske tradition stræber efter at standse tænkningen eller stoppe bevidsthedsudfoldelsen for at opnå en højere bevidsthed. Meningen med livet er netop det modsatte, nemlig at opleve livet og reflektere over oplevelserne. Ifølge Martinus kommer de høje kosmiske oplevelser helt naturligt og spontant, når et menneske er modent til det. Han advarer mod at forcere det ved, at man f.eks. målbevidst mediterer på at opnå særlige åndelige oplevelser, da der er risiko for, at det kan give psykiske og mentale kortslutninger. (LB6 stk. 2000-2010).

Martinus betoner den store betydning af at undgå negative tanker, men derfor behøver man jo ikke at standse tænkning, man skal blot skifte de negative tanker ud med positive.

Evigheden er det bærende i Martinus Kosmologi, og i den forbindelse forklarer han symbolikken i korsets tegn. Tværbjælken symboliserer det timelige, det foranderlige og formernes verden, mens den lodrette bjælke symboliserer det evige. Ethvert levende væsen har en evig og en timelig side, som mødes i korsets skæringspunkt, og ethvert levende væsen lever således ifølge Martinus i et evigt nu. En oplevelse af, at energien kan transformeres, men ikke forsvinde, er også en slags udødeligheds- eller evighedsoplevelse.

I modsætning hertil mener den materialistiske videnskab, at alle naturfænomener kan forklares ud fra egenskaber ved materien. Den komplekse natur skulle således have en immanent årsag, en i materien iboende årsag. Videnskaben angiver altså rent materielle årsager til skabelsen af de komplekse organismer i naturen. Målrettethed, hensigter og bevidsthedsmæssige faktorer skulle således ikke spille nogen rolle i evolutionen. Videnskaben afviser, at naturfænomenerne skulle kunne have en transcendent eller usynlig årsag, der ligger uden for den hensmuldrende materie.

Den materialistiske videnskab bygger på epifænomenalisme, der indebærer en antagelse om, at bevidsthed, åndsliv og psykiske fænomener kun er følgevirkninger af den fysiske materie og de rent materielle processer i hjernen. At den fysiske materie skulle være årsag til bevidsthed er en teori eller en antagelse, der ikke er bevist. Det er en religiøs tro, der er forklædt som videnskab!

I konsekvens af materialismen skulle alle menneskelige funktioner og egenskaber – bevidsthed, fri vilje, moral, altruisme, kærlighed, kreativitet, omtanke, medlidenhed og oplevelse af mening – være produkter af den fysiske materie!

Videnskaben: Materien er årsag til tænkningen

Martinus: Materien er materiale for tænkningen

5.        Har livet en begyndelse?

Enten har livet en begyndelse eller også har det ikke. Der er kun to muligheder! – Ifølge naturvidenskaben er liv noget, der er opstået, og det er oven i købet opstået ved en tilfældighed som følge af en lang række forudgående gunstige tilfældigheder i den døde materie. Ja, ifølge big bang-teorien skulle universet også have haft en begyndelse. Ifølge Bibelen og intelligent design-teorien er livet et resultat af en bevidst skabelse og således også noget med en begyndelse.

I både skabelsesteorien og den biologiske videnskab er der altså tale om “hokus-pokus-teorier”, der baserer sig på en ubegrundet begyndelse, hvor årsags- og virkningsloven er sat ud af spillet. En absolut begyndelse kan nemlig ikke have nogen fortid og dermed ikke nogen årsag.

Det er min påstand, at videnskaben endnu ikke har forklaret livets opståen. At forklare det ved “en tilfældighed” er lig nul forklaring. Enten betyder “en tilfældighed”, at der ikke er nogen årsag, hvilket sætter videnskabens grundlæggende lov om årsag og virkning ud af spillet, eller også betyder “en tilfældighed”, at videnskaben i virkeligheden ikke har nogen forklaring.

Martinus påviser, at livsfænomenet og bevidsthedsfænomenet, ligesom energifænomenet, ikke kan have nogen begyndelse, men at det må være et konstant eksisterende fænomen. Summen af liv er konstant, ligesom summen af energi er konstant. Liv er blot “et noget som er”. – Ligesom energi er liv og dermed bevidsthedsfænomenet også noget evigt. – Mere er der ikke at sige, og i modsætning til videnskaben skylder Martinus således ikke nogen yderligere forklaring på livets evige eksistens.

Evige ting er årsagsløse foreteelser, som blot eksisterer. Martinus udtrykker det derfor som “et noget som er”. Evige foreteelsers blotte eksistens kan ikke have nogen årsag. Årsags- og virkningsloven kan ikke indvirke på evige fænomener, den kan kun virke ind på timelige eller skabte foreteelser!

For Martinus er både livsfænomenet og verdensaltet i sin helhed ganske enkelt årsagsløse og evige foreteelser. Livet er! Hvad mere kan der siges?

6.        Hvad er signalementet af alt, som eksisterer?

Emnet for Martinus Kosmologi er alt, der eksisterer. Ifølge Martinus er alle kontraster ligeligt repræsenteret i altet, men når det indeholder alle kontraster, kan helheden ikke sanses eller opleves.

Summen af alle positive og alle negative elektriske ladninger giver nul. Summen af alle positive og negative tal giver også nul. Summen af alle bevægelser i hele verdensaltet giver også nul eller stilhed. Da der er ligeligt med bevægelser i alle retninger, bliver resultatet, at verdensaltet ikke bevæger sig i nogen som helst retning. På trods af alle bevægelser står verdensaltet helt stille.

Forudsætningen for at opleve lykke er, at man har oplevet ulykke. Varme kan kun opleves på baggrund af kulde. En kontrast kan kun opleves på baggrund af dens modsætning. Man kan ikke være både ung og gammel, kold og varm osv. på samme tid. Kun én kontrast kan gøre sig gældende ad gangen. Derfor kan X1 eller alt, som eksisterer ikke opleves på én gang. – Noget, der rummer alt, opleves som intet!

Dette X1 er immaterielt for sanserne, men ikke immaterielt i absolut forstand, da helheden ikke er et intet, men derimod alt. – Denne helhed kan derfor bedst beskrives som: Et noget som er. – Martinus bruger den neutrale betegnelse X1, hvor X blot skal betegne “et noget som er”, og 1-tallet refererer til den første og primære realitet i analysen af livet.

Verdensaltet med alle eksisterende egenskaber er det samme som det ovenfor nævnte X1. I realiteten eksisterer der i verdensaltet kun “det guddommelige noget” eller X1. (LB2 stk. 534-541).

Martinus: “Vi kan således heller ikke med rette sige, at nævnte verdensalt er grønt, gult, blåt, sort eller hvidt, hårdt eller fast, ondt eller godt, vådt eller tørt osv. – Det udgør alle eksisterende egenskaber tilsammen og bliver således også her uden analyse. Vort største sanseobjekt, verdensaltet, er således på alle måder i sin højeste analyse kun at udtrykke som “noget, som er”. Jeg har derfor udtrykt dette ved begrebet “X”. Men da vi i det efterfølgende kommer til to lignende analyser, har jeg udtrykt det her nævnte “X” som “X1”.” (DIK stk. 104).

I forbindelse med beskrivelsen af talsystemet sidst i LB3 viser Martinus, at der bag nullet skjuler sig, ikke et “intet”, men et “noget”. Et nul, der forekommer alene, udtrykker intet mindre end hele verdensaltet, uendeligheden og evigheden. Dette nul har den samme analyse som X1 eller “det guddommelige noget”, der indeholder alle eksisterende kontraster på en gang. (LB3 stk. 1010, 1023).

7.        Det treenige princip

Jeget i sin egennatur er ikke udtryk for et bestemt slags væsen, f.eks. plante, dyr, menneske eller jordklode. De levende væsener er noget helt andet end jeget, de er skiftende situationer eller foreteelser, der er udløst af jegets tilknytning til stoffet eller materien. (LB2 stk. 314).

Jeget eller X1 er en evig realitet, der evigt er knyttet til de to andre realiteter eller principper X2 og X3, så det kommer til syne som et levende væsen. De tre betegnelser X1, X2 og X3 repræsenterer ikke en analyse af tre ting, men skal derimod opfattes som tre analyser af én og samme ting. Det levende væsen, der er en enhed bestående af disse tre analyser, bliver derved identisk med et treenigt princip. (LB2 stk. 318).

Alt, hvad der eksisterer uden for skaberen, er det, vi kalder “stof” eller “materie”, der igen er det samme som sanser og sansereaktioner. (LB2 stk. 493).

12.8    Perspektivprincippet som et udspaltningsprincip

Noget, der rummer alting, kan ikke opleves med vore sanser! – Som en analogi kan fremføres, at farverne ikke ses i det hvide lys, selv om det rummer alle farver. Summen af alle farvekontraster giver nul eller noget farveløst. (LB2 stk. 495-500, DEV4 stk. 34.2).

Perspektivprincippet repræsenterer en begrænsning af uendeligheden, der gør det navnløse “X1” eller verdensaltet tilgængelig for sansning.

Ved en begrænsning af dele af helheden kan den ene kontrast komme til at gøre sig gældende og opleves i fravær af den anden. Når en ting opleves som grøn, skyldes det, at komplementærfarven rød bliver absorberet og udslukt. I det oprindelige hvide lys kan det grønne lys få lov til at dominere, når det røde lys fjernes. Ting i nærhorisonten opleves i fravær af tingene i det fjerne.

Perspektivprincippet, der er et af de evige skabeprincipper i X2, ligger til grund for al sansning. Det bevirker, at de nære ting virker store og de fjerne små, ligesom ved træerne langs vejen. Alle ting er i virkeligheden lige store, eller rettere uden størrelse, når de ikke bliver oplevet under denne sansnings individuelle perspektiviske forhold.

9.        Hinsides kontrastprincippet findes ingen kontraster

Hinsides perspektivprincippet i X2 møder vi det altomfattende højeste element i livet, det guddommelige noget eller X1, der er uden kontrast og derfor usanseligt. Til dette eneste eksisterende noget findes der ikke noget ophav. Vi er her ved den årsagsløse årsag eller alle årsagers årsag. (LB2 stk. 504).

Martinus: “Al manifestation af liv ligger således i den del af “det treenige princip”, der udgøres af X2 og X3. Disse to X-er er X1’s liv og bevidsthed, hvilket igen vil sige, at de udgør en evig egenskab ved nævnte X1.” (LB2 stk. 556).

10.      X2 eller moderenergien udgør et spaltningsprincip

Skabeevnen kan ikke have haft en begyndelse, for hvordan skulle den kunne opstå eller skabes uden en forudgående skabeevne? – Skabeevnen i sig selv er altså ikke noget skabt, men blot et noget, som eksisterer. Dette noget nr. 2 har Martinus derfor givet den neutrale betegnelse X2.

Martinus beskriver X2 eller moderenergien som et spaltningsprincip, hvor Guddommens eller verdensaltets jeg spaltes ud i de enkelte levende væseners jeger. (DEV1 stk. 11.2-11.5, 11.10).

Martinus beskriver også, hvordan X1 via urbegæret og moderenergien bliver spaltet ud i de seks andre grundenergier eller livsenergier. (DEV4 stk. 34.2).

Livet er enhed, der ikke kan spaltes, betoner Martinus. Det er kun i analysen, at man kan opdele det levende væsen i tre dele: skaberen, skabeevnen og det skabte – X1, X2 og X3. (LB2 stk. 463).

Skabeevnen, X2, der er alle de kosmiske princippers moderprincip, har det potentiale, der skal til for at fremskaffe de enkelte kontraster, så de kan opleves. Hvis dette udspaltningsprincip ikke fandtes, ville livets oplevelse være en umulighed.

Skabeprincippet X2 er symbolsk set som et kosmisk prisme, der udspalter det hvide lys, X1, i de forskellige farver eller grundenergier i X3. Herved kan man få en illusorisk oplevelse af den absolutte virkelighed, idet man i de seks forskellige riger kan få mulighed for at se virkeligheden igennem skiftevis røde, orange, gule, grønne, blå og indigofarvede briller. ( LB2 stk. 504, 529-541).

Når man kan sige, at X1 ved hjælp af X2 udspaltes i X3, er det ikke udspaltning, der har en begyndelse eller finder sted i et tidsforløb. Denne udspaltning er noget evigt og konstant eksisterende. Udspaltningen eksisterer i ethvert nu. Udspaltningen er “et noget der eksisterer”, ligesom livet er “et noget der eksisterer”.

11.      Paradokset med X3, der er timeligt og foranderligt, men samtidig også evigt og uforanderligt

Udspaltningens enkelte kontraster danner skabte produkter, der udgøres af de seks riger og de seks grundenergier, der er materialet for al skabelse og oplevelse. Paradokset med X3 er, at alle ting i X3 er timelige og foranderlige, mens den samlede energisum af X3 er konstant og uforanderlig. På trods af alle de skabte detaljers foranderlighed er X3 altså i sin helhed af evighedsnatur. Dette noget nr. 3 er altså også blot “et noget der er”, som Martinus derfor karakteriserer med den neutrale betegnelse X3. Denne X-analyse eller helhedsanalyse af X3 er således identisk med analysen af X1.

En X-analyse er nemlig en analyse, der munder ud i, at den analyserede foreteelse ikke kan have nogen analyse ud over denne, at det er “noget som er”. Der er derfor ingen modstrid, når Martinus et sted (LB7 stk. 2658.12) skriver, at summen af alle kontraster er lig X3 og andre steder, at summen af alle kontraster er lig X1. Begge analyser udtrykker nemlig den samme X-analyse. (DIK stk. 104, LB3 stk. 1010, 1023).

12.      X1 – det faste punkt eller stilheden, som kontrast til bevægelsen

X1 er det faste punkt i enhver oplevelse, der dybest set består i en udmåling af bevægelser i X3. Enhver oplevelse er baseret på en kontrastdannelse, og for at opleve bevægelse er det nødvendigt med en kontrast i form af stilheden, som repræsenteres af X1. (Læs mere i LB3 stk. 779-786).

13.      Hvad er det nærmeste, man kan komme til stilheden eller X1?

I forbindelse med sin oplevelse af “den gyldne ilddåb” fortæller Martinus, at de gyldne tråde er det nærmeste, man kommer til oplevelsen af det umanifesterede og jeget. De gyldne tråde repræsenterer moderenergiens passage gennem grænseområdet mellem det umanifesterede og det manifesterede, mellem stilheden og bevægelsen. Oplevelsen af de gyldne tråde er den højeste sansning, der kan finde sted. Sansningens højeste horisontrand er dér, hvor de bevægelige gyldne tråde fortoner sig ind i stilheden. Bag denne horisontrand findes kun jeget, der er al bevægelses første begyndelse. Men denne begyndende bevægelse hinsides de gyldne tråde er utilgængelig for sansning, og den vil derfor forekomme umanifesteret. På den anden side af de gyldne trådes lysrand bliver denne bevægelse til vore organismer, til vore bevidste og ubevidste livsfunktioner, til vor tanke- og viljeføring, til vor manifestation og væremåde, som Martinus beskriver i sine analyser af de gyldne trådes mysterium. (LB6 stk. 2087, 2093, 2098-2099).

Martinus bruger i forbindelse med analyserne af de gyldne tråde også udtrykket guldglorien. Da Martinus oplevede guldglorien var han uden for tid og rum, han var ét med uendeligheden og evigheden. Det er denne guldglorie, der forener alle levende væsener med hinanden og med hele det levende verdensalt. (DIK stk. 3, 6 og 11).

14.      Store udvidelser af analyserne

Da Martinus søndag den 25. juni 1978 bød velkommen til den ny sommersæson i Martinus Center, Klint, sagde han, at han var begyndt at skrive en større analyse om jeget og det immaterielle. (Se hele kap. 5 i bogen Den Intellektualiserede Kristendom, Efterladte manuskripter).

Det følgende år, søndag den 24. juni 1979, fortalte Martinus igen i sin velkomsttale i Klint, at han var gået i gang med store udvidelser af analyserne, som imidlertid var meget tidskrævende for ham, fordi han var oppe i 89 år og ikke havde de samme kræfter, som da han var 50 år. Han fortalte også til venner og medarbejdere, at der ville komme større analyser af Guddommen og af guldglorien.

I et offentligt foredrag på Hotel Sheraton for ca. 500 tilhørere på sin 89-års dag den 11. aug. 1979 nævnte Martinus også de udvidede analyser af “det noget”, der bestemmer bag kroppene.

Martinus siger: “Det er disse analyser, som nu i særlig grad har sinket mig i færdiggørelsen af bogen Det Tredje Testamente. Der kommer nogle store udvidelser af de analyser, De allerede har fået.” (Kosmos nr. 7/2008, stk. 5).

En formodning kunne således være, at introduktionen af det nye begreb 0X også hørte med til de omtalte udvidelser af analyserne. I stk. 134 og 135 i Den Intellektualiserede Kristendom bruger Martinus første gang begrebet 0X som betegnelse for verdensaltets eller guddommens jeg eller det immaterielle noget.

Martinus skriver: “Det immaterielle noget – 0X – som altså ikke er materie og kun udtrykkes som “immaterielt”, fordi det ikke kan sanses, danner Guds jeg og forekommer således, at det også danner jeget i ethvert levende væsen” (DIK stk. 134).

15.      Martinus kom ind i nye højere analyser

Det er interessant, at Martinus allerede efter stk. 136 og 137 afbrød arbejdet med færdiggørelsen af denne bog, der skulle introducere hans værk som Det Tredje Testamente for offentligheden. Hele det lange og afsluttende kapitel 5, Det levende verdensalt – den absolut eneste sande Guddom. (DIK stk. 103-137) lå i virkeligheden alt for højt. Martinus fortalte flere gange på medarbejdermøder, at han gang på gang kom ind i alt for høje analyser, analyser som folk i dag slet ikke havde brug for, og som de måske først ville kunne forstå om flere hundrede år. (Se evt. stk. 13.22).

Ved møderne på Instituttet sagde Martinus ofte, at han ved skrivningen af bogen Det Tredje Testamente gang på gang gled ind i analyser, som lå alt for højt. Måske afbrød Martinus sit arbejde med denne bog netop på dette sted, fordi han ved indførelsen af begrebet “0X” endnu engang var gledet over i analyser, der var for høje i forhold til bogens formål. Man må derfor formode, at Martinus ikke fik færdiggjort sine analyser af 0X.

Men ved indførelsen af begrebet 0X mener jeg bestemt ikke, at Martinus ville rette på nogle misforståelser eller fejl i hovedværket, men at han netop ville give en ny og højere vinkling på det immaterielle og Guddommens væsen.

16.      “Det immaterielle” er det levende i det levende væsen

I årene 1978-1980, altså 88-90 år gammel, brugte Martinus flere gange udtrykket “det levende i det levende væsen” om det immaterielle eller jeget, bl.a. i tre foredrag og i hans sidste bog, Den Intellektualiserede Kristendom. (DIK stk. 10-11).

I 1979 siger Martinus, at det måske lyder tosset, men det immaterielle er ikke et ingenting. Det er et noget, der er. Vi kan ikke tage det væk, for det rummer det levende i det levende væsen (Kristi genkomst – talsmandens komme, Kosmos nr. 7/2008).

I 1980 forklarer Martinus også, at det han kalder “jeget” eller “skaberen” er det immaterielle bag de levende væsener. Det levende i det levende væsen er ikke på det fysiske plan, men på et åndeligt plan, der er immaterielt (Morgentanker i DR, sept. 1980, Kosmos nr. 1/2005).

I 1980 siger Martinus i sin 90-års tale: “Det evige hævet over tid og rum oplevede jeg ved min store fødsel, da jeg oplevede guldglorien. – Det var fuldstændig som guld, – det var fuldstændig som et guldocean af gyldne tråde, som jeg senere har kaldt guldglorien. Den er til stede i alle levende væsener, og derfor kalder jeg det også det levende i det levende væsen” (Kristusprincippet, Kosmos nr. 9-10/2004).

Martinus: “Uden jeget er det ikke noget levende væsen. Jeg har derfor kaldt det “det levende” i det levende væsen. Det eksisterer i denne tilstand som absolut stilstand eller som “det faste punkt”, på hvilket alt i verdensaltet bevæger sig.” (DIK stk. 11).

17.      Manuskriptarket hvor Martinus indfører begrebet “0X”

På Martinus Institut var jeg selv med til at redigere Martinus’ efterladte manuskripter til bogen Den intellektualiserede Kristendom. I det maskinskrevne manuskriptark til stk. 134, havde Martinus med rødt tilføjet en sætning: “Dette immaterielle noget vil vi så herefter udtrykke som …”. – Det første udtryk var helt overstreget, men under udstregningen kunne man tyde N.S.E. og øverst på manuskriptet havde Martinus også skrevet n.s.e. med små bogstaver, som forkortelse for “noget som er”. Under den næste overstregning kunne man tyde XN, hvor N formentlig skulle stå for N.S.E., “noget som er”. Fra de omtalte overstregninger havde Martinus med blå kuglepen for enden af en pil skrevet: “o.l.”, formentlig som en forkortelse for o.lign. eller “og lignende”. – Et enkelt andet sted på manuskriptarket var også udtrykket X.0 blevet overstreget.

Disse overstregninger kunne tyde på, at Martinus efter en del overvejelser var gået bort fra betegnelser som X.0, X-X, XN og N.S.E. I flere omgange må han have gjort sig forskellige overvejelser, før han bestemte sig for, at det skulle hedde “0X” – uden punktum. Med rød kuglepen indføjede han 0X tre steder på manuskriptarket, som gengivet i Den Intellektualiserede Kristendom stk. 134-135.

Private dagbogsnotater af en god ven Per Thorell bekræfter, at Martinus i længere tid havde gjort sig flere overvejelser om denne betegnelse: ”Martinus var særdeles veloplagt. Han talte ivrigt om arbejdet med det sidste afsnit af ’Testamentet’ og hans søgen efter et ord eller en dækkende betegnelse for JEG-feltet eller det levende væsensafsnit, der ikke er bevægelse men bevægelsens igangsætter.” (Per Thorell, 23.04.1978).

”Martinus virkede rask og oplagt. Vi talte om titlerne ”Livets Bog” og ”Det Tredje Testamente”. Martinus kom ind på den meget dybtgående JEG-analyse, som han er ved at udforme til ’Testamantet’.” (Per Thorell, 17.09. 1978).

18.      Hvorfor 0X og ikke X0, X-X eller XN?

Hvorfor blev 0X så det foretrukne udtryk og ikke X0, X-X eller XN eller noget helt fjerde? – Ja, i Martinus’ analyser af talsystemet i LB3 stk. 1010-1051 findes et godt argument for valget af det foranstillede nul i udtrykket 0X og for ikke at anvende punktum midt i udtrykket.

I tal-alfabetet findes der 10 tal-bogstaver: 0, 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8 og 9. Når man har talt til 9 er alle tal-bogstaver blevet opbrugt og enernes kredsløb tilendebragt, hvorefter man må begynde på et nyt kredsløb, tiernes kredsløb. I tallet 10 tæller det efterstillede nul med i optællingen. Nullet er en almindelig optællingsenhed på lige fod med de ni øvrige tal-bogstaver.

Martinus påviser, at et foranstillet nul er identisk med X-analysen eller analysen af X1, det umanifesterede eller den årsagsløse årsag. (LB3 stk. 1010, 1023). Det foranstillede nul tæller ikke med i optællingen i modsætning til det efterstillede nul.

Det foranstillede nul blev anvendt i den gamle 13-skala for karakterer. Hvis man havde en dårlig karakter som 0 eller 3, kunne man nemt i karakterbogen skrive et 1-tal foran, så der i stedet kom til at stå 10 eller 13. Men for at forhindre snyd skrev man altid 00 og 03 på eksamensbeviset hos de uheldige.

Det foranstillede nul i karaktererne 00 og 03 viste, at man beklageligvis ikke havde påbegyndt tiernes kredsløb. Dette nul står for noget, som endnu ikke er manifesteret, men som analogt med den årsagsløse årsag og urbegæret i sig har potentialet eller muligheden for at sætte gang i et nyt kredsløb, tiernes kredsløb. (LB3 stk. 1037).

En X-analyse er som sagt en analyse, der munder ud i, at den analyserede foreteelse kun kan have analysen et noget, som eksisterer. Når det drejer sig om X1, X2 og X3, er det efterstillede tal en optællingsenhed, hvorved Martinus nummererer sine X-analyser. Men Martinus søgte formentlig et helt enestående og altdækkende udtryk for det immaterielle noget, der er forudsætningen for eksistensen af X1, X2 og X3. Når det skulle være noget, der gik forud for de tre X-er, skulle det jo ikke sidestilles med de tre X-er med en sideordnet tælleenhed i deres række. Derfor kan betegnelser som X0 eller X4 ikke bruges. Den mest logiske betegnelse for “dette immaterielle noget” måtte derfor være en betegnelse med et foranstillet nul: 0X.

Et foranstillet 0 er et udtryk for noget umanifesteret

Et efterstillet 0 er en tælleenhed og noget manifesteret

19.      Tal og bogstavers skjulte sprog

Forfatteren til bogen Tal og bogstavers skjulte sprog (Borgen 2006), Per Jan Neergaard, har mundtligt fremført det synspunkt, at nogle sikkert vil spørge, om man ikke også burde anvende det foranstillede nul i udtrykkene 0X1, 0X2 og 0X3. Det foranstillede nul er nemlig ifølge Martinus undgået mange menneskers opmærksomhed. (LB3 stk. 1037). Martinus mener, at man egentlig burde skrive et nul foran alle tal (LB3 stk. 1015 og 1035), og i den anledning har han ligefrem lavet en “Særplan over nullets betydning” i LB3 stk. 1032.

Ja, på denne baggrund kunne man egentlig godt skrive et nul foran X1, X2 og X3.

En X-analyse munder som sagt ud i et “navnløst noget”, som Martinus kalder “X”. For eksempel må man ud fra sætningen om energiens konstans konkludere, at al energi har evig eksistens, eller at X3 blot er “et noget som er”, uden nogen forklaring, uden nogen begyndelse eller årsag. Tilsvarende analyser kan man også lave for skaberen, X1, og skabeevnen, X2, som også blot er et “navnløst noget”. Det vil sige, at det foranstillede X i en X-analyse i virkeligheden svarer til analysen af det foranstillede nul i talsystemet. Det ville således være dobbeltkonfekt at skrive 0X1, 0X2 og 0X3. Tallene og bogstaverne udgør to forskellige alfabeter, hvor 0 og X spiller analoge roller. I tal-alfabetet spiller det umanifesterede 0 den samme rolle som det ubekendte X i bogstav-alfabetet. – X er således bogstav-alfabetets 0.

Martinus er altså godt garderet, når han i forvejen i de tre udtryk X1, X2 og X3 har et foranstillet X, der faktisk svarer til det foranstillede nul i tallene, 01, 02 og 03.

20.      X1, X2 og X3 forudsætter gensidigt hinanden, mens 0X kan stå alene

Martinus forklarer i sine analyser, at X1, X2 og X3 gensidigt forudsætter hinanden. En skaber og en materie giver ingen mening uden en skabeevne. En skabeevne med materie giver ingen mening uden en skaber. Skaber og skabeevne giver heller ingen mening uden materie. Derimod kan 0X stå alene netop som forudsætningen for de tre X-er i analysen af livsmysteriet.

Spektrets farver kontrasterer hinanden, så de tilsammen udslukker hinanden. – X1, X2 og X3 er i virkeligheden også kontraster, der til sammen “mister farven” eller ophæver hinanden og bliver til det nul, der er den årsagsløse årsag eller det immaterielle noget. I analysen hører de tre X-er sammen. Når det første X toner frem, toner de to andre frem samtidigt. Omvendt hvis et X forsvinder, så forsvinder de to andre samtidigt. Hvis skaberen kommer frem, kommer skabeevnen og materien samtidigt frem. Når skaberen og skabeevnen dannes, så dannes materien samtidigt, ligesom skaberen og materien kommer til syne samtidigt med skabeevnen.

0X, der er det fælles udgangspunkt for dannelsen af de tre X-er, kan således stå alene, mens de tre X-er gensidigt forudsætter hinanden.

Med et udtryk lånt fra den teoretiske fysik vil jeg gerne betegne Martinus Kosmologi som “Teorien om alting”. Det er netop analysens begyndelse eller Martinus’ første analyse af livet i form af 0X, den første årsag eller det immaterielle, som retfærdiggør denne betegnelse. Det immaterielle i form af 0X er nemlig summen af alt, hvad der eksisterer. – 0X er summen af alle eksisterende kontraster. Det evigt eksisterende, uforanderlige, immaterielle 0X må således være hele rygraden eller grundstammen i et evigt verdensbillede!

21.      Forklaring til Martinus’ første symbol – trekanten

Det første symbol, som Martinus tegnede i 1924, var en ligesidet trekant, der er blevet gengivet som det sidste symbol, nr. 100 i sjette symbolbog, Det Evige Verdensbillede, bog 6. Martinus medgav symbolet følgende forklaring:

“Den årsagsløse årsag” eller “den første årsag”.

Det bag ved alle ting eksisterende “noget” som udgørende et treenigt princip:

  • X1, som Faderen, Forsynet eller Altet.
  • X2, som den i altet eksisterende “skabende evne” eller “gnisternes verden”.
  • X3, som “formernes verden” eller “det skabte”.

Trekanten symboliserer i Martinus’ symbolsprog det levende væsen, der altid har en treenig analyse. De tre sider i trekanten symboliserer således: skaberen, skabeevnen og det skabte, eller X1, X2 og X3.

I de tre første linjer forklarer Martinus, at “den årsagsløse årsag” eller “den første årsag” går forud for eller danner det treenige princip med de tre X-er. Man kunne således sige, at 0X er det samme som den første årsag. 0X går forud for X1, X2 og X3.

22.      Den første tomhed – 0X

I forbindelse med analysen af livsmysteriet kan man godt tale om en første tomhed, selv om det måske kunne lyde lidt tosset, for hvordan skulle et evigt livsfænomen kunne have en begyndelse eller være udtryk for tomhed? – Jo, her må man skelne mellem “en begyndelse i tid” og “en logisk begyndelse”. Livet har ingen begyndelse, men analysen af livet må nødvendigvis have en begyndelse. Denne livets dybeste analyse må tage sit udgangspunkt i det, der eksisterer. Og hvad er det så, der eksisterer? – Det er det immaterielle eller det guddommelige noget, der inkluderer alt. – Det rummer alle eksisterende kontrastpar, der ophæver hinanden, således at vi i analysen bliver nødt til at begynde med nullet eller tomheden.

Den første tomhed er det nul eller 0X, man har, før man begynder analysen af livet. Efter analysen har man de tre indbyrdes afhængige faktorer X1, X2 og X3.

0X er et noget, der udgør et treenigt princip, dvs. at 0X går forud for den treenige analyse, og 0X danner forudsætningen for fremkomsten af X1, X2 og X3.

Hvad er liv? – Hvad er løsningen på livsmysteriet? – Analysen af X1, X2 og X3 er ifølge Martinus selve livsmysteriets løsning, den forklarer, hvad liv er, og hvordan livet fungerer.

Den første tomhed er således et godt udtryk for det 0X, der går forud for den treenige analyse.

0X er analysens begyndelse

 

23.      X1’s dobbeltrolle som X1 og som 0X

X1 og 0X udtrykker forskellige analytiske indgangsvinkler til “det immaterielle” eller “den årsagsløse årsag”. Ligesom man kan beskrive et hus set fra facaden, fra bagsiden eller gavlen, set fra kort og lang afstand eller set i fugleperspektiv, således kan Martinus også beskrive det immaterielle set ud fra forskellige analytiske vinkler. Først til allersidst introducerer Martinus 0X, og herved ses det, at X1 i al den tidligere litteratur har spillet en dobbeltrolle i beskrivelsen af det immaterielle.

Som matematiker vil jeg gerne forsøge at udtrykke de to nuancer ved de to ligninger:

X1 = X1 + X2 + X3

0X = X1 + X2 + X3

Umiddelbart virker ligning 2 mere logisk end ligning 1. Men da Martinus ikke tidligere i sit værk har introduceret 0X, har han været nødt til at bruge ligning 1, som han bl.a. gør i DIK stk. 104. Ligning 1 er korrekt ud fra den betragtning, at den udtrykker: X-analyse = X-analyse.

Martinus bruger også denne ligning 1 i sine analyser af talsystemet, hvor han påviser, at analysen af nullet er det samme som analysen af X1. (LB3 stk. 1010, 1023). – I denne analyse af talsystemet er nullet identisk med X1, men ikke med X2 og X3. – X2 symboliseres ved talentkerner i form af de tal, der kommer i mente, det vil sige de enheder, der overføres til højere kredsløb som resultatet, der er opnået ved afslutningen af et lavere kredsløb, f.eks. overføres en i mente eller et 1-tal til tiernes kredsløb som resultatet af afslutningen af enernes kredsløb. – X3 symboliseres ved alle de enkelte tal.

24.      Hvad er forskellen på 0X og X1?

Hvis man ser på situationen, efter at Martinus har introduceret 0X, kunne man eventuelt aflaste X1 fra den ene af sine to roller og overlade den til 0X. Man kunne lade 0X betegne det immaterielle ud fra et eksistentielt og objektivt synspunkt, og man kunne lade X1 betegne det immaterielle set fra et funktionelt og subjektivt synspunkt. – 0X og X1 har det tilfælles, at de begge er analyser eller beskrivelser af det immaterielle og den første årsag.

0X repræsenterer et umanifesteret og eksistentielt princip, mens X1 repræsenterer et funktionelt princip. X1 fungerer som jeget eller skaberen, der sammen med skabeevnen, X2, og det skabte, X3, udgør det levende væsen. Tilsammen udgør X1, X2 og X3 de tre funktionelle principper, der skal være til stede for at noget kan fremstå og fungere som et levende væsen. Men 0X har ikke har et funktionelt aspekt, det har kun et eksistentielt aspekt.

0X er det immaterielle set fra en objektiv side, mens X1 er det immaterielle set fra en subjektiv side, idet X1 af det levende væsen opleves som jeget. Alle levende væsener har en evig centrumsfornemmelse eller jeg-fornemmelse i kraft af X1. Takket være X1 kan det levende væsen skelne mellem ”jeg” og ”det”, mellem sig selv og omgivelserne.

0X, X1, X2 og X3 har imidlertid ingen reel eksistens! – Det eneste, der reelt eksisterer, er det levende verdensalt, der udgøres af de levende væsener. – Livet eksisterer! – Livet fungerer! –

Martinus skriver om verdensaltet: “Alt, hvad der overhovedet eksisterer, er en levende, arbejdende organisme”. (LB7 stk. 2658,1).

X-analyserne skal forklare, hvad liv er, og hvordan livet fungerer. Martinus understreger, at det levende væsen udgør en uadskillelig enhed, der kun i analysen kan opdeles i de tre dele, X1, X2 og X3. (LB6 stk. 2164, 2185, 2282, 2344).

0X og de tre X-er eksisterer således ikke reelt, de er kun led i Martinus’ forklaring af livet. En forklaring af livet er ikke det samme som livet selv.

Martinus: “Alle eksisterende levende væsener både i mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos danner en sammenhængende, uadskillelig enhed. Det er denne enhed, vi kalder “verdensaltet”. Verdensaltet er således en levende, arbejdende organisme, igennem hvilken et evigt eksisterende guddommeligt “noget, som er”, åbenbarer, manifesterer eller tilkendegiver sin urokkelige eksistens, sin vilje, sin almagt, sin alvisdom og sin alkærlighed.” (LB7 stk. 2637).

 

Martinus, Darwin og intelligent design

Bog af Ole Therkelsen – måske det største kvantespring inden for sit emne siden Darwins bog om arternes oprindelse i 1859.

Både darwinismen og intelligent design-teorien er meget forenklede hypoteser. Livets og det levende væsens essens og agens mangler helt. – En tredje og perspektivrig løsning præsenteres imidlertid af den danske åndsforsker Martinus (1890-1981) og hans omfattende åndsvidenskab eller kosmologi på ca. 8000 sider, som helt er blevet overset i de seneste år i den offentlige skabelsesdebat.

Bogen byder på en interessant og perspektivrig indfaldsvinkel og begrunder både darwinismens og intelligent design-teoriens lokale position og berettigelse. Martinus argumenterer for en bevidsthedsbaseret evolution, der bl.a. baserer sig på de levende væseners egen bevidsthed og erfaringsdannelse. Bogen giver også et indblik i menneskets fremtidige udviklingstrin.

Bogen henvender sig til alle, der interesserer sig for udvikling, hvad enten det er ud fra en naturvidenskabelig, åndelig eller religiøs synsvinkel. Bogen kan også læses som en introduktion til Martinus Kosmologi.

Cand. polyt. et scient. Ole Therkelsen (f. 1948) skriver dels på baggrund af sin uddannelse som kemiker (DTU) og biolog (KU), dels ud fra sit livslange engagement i Martinus Kosmologi. Siden 1980 har han holdt over 1200 foredrag om kosmologien i femten lande på seks forskellige sprog, hvoraf flere kan høres på www.oletherkelsen.dk

Den tredje løsning –

Martinus, Darwin og intelligent design

af Ole Therkelsen

Debatten fra USA om darwinismen og intelligent design nåede Danmark ved årtusindskiftet.

Overskrifter som “Gud eller Darwin” florerer i artikler og læserbreve. Debatten om udviklingslæren og skabelsesteorien bærer præg af, at der kun er to mulige forklaringer: Darwinismen, der er en materialistisk udviklingslære, og en religiøs skabelsesteori, der i form af intelligent design er fremsat som en videnskabelig hypotese.

Intelligent design i USA er en religiøs bevægelse, der bekæmper et materialistisk livssyn bl.a. ved at modbevise Darwins teori om arternes gradvise udvikling. Darwin skrev nemlig, at hvis det kunne bevises, at der har eksisteret en kompleks organisme, som ikke er blevet formet ved successive små modifikationer, ville hans teori fuldstændig bryde sammen. Når man mener at have modbevist Darwin, konkluderer man, at der må være en anden årsag. Der må være en intelligent årsag – underforstået Gud. Imidlertid forklarer intelligent design-teorien overhovedet ikke, hvordan den intelligente skabelse har fundet sted. Men officielt fremføres intelligent design som en videnskabelig hypotese, helt uafhængig af Bibelen og al religion. Hvis intelligent design-teorien var videnskabelig, ville man kunne undervise i intelligent design i biologitimerne.

De to mest fremtrædende fortalere for intelligent design i USA er biokemikeren Michael Behe, der har introduceret begrebet “irreducibel kompleksitet”, og filosof og matematiker William Dembski, der har introduceret “specificeret kompleksitet”. Begge argumenterer for, at cellens komplekse biokemiske systemer ikke kan være opstået ved en lang række tilfældigheder eller mutationer, hver med sin udtrykkelige overlevelsesfordel. Et komplekst system fungerer først, når alle dele er på plads, hvilket medfører, at de enkelt forekommende mutationer før alle delene er på plads ikke kan give den øjeblikkelige overlevelsesfordel, som darwinismen kræver. I biokemien findes der mange argumenter for et intelligent design, og mig bekendt har videnskaben endnu ikke kunnet gøre rede for, hvordan livet er opstået, og hele cellens biokemi er kommet på plads.

Den moderne udviklingslære baserer sig på mutationer og naturlig selektion. Teorien om den naturlige selektion kan sammenfattes i fire punkter: – 1. Organismerne producerer mere afkom, end der rimeligvis kan overleve. Dermed er kampen for tilværelsen et uundgåeligt faktum. – 2. Den enorme variation i naturen er stort set genetisk betinget. – 3. Jo bedre en vis organisme er tilpasset til at leve i sit miljø, desto større muligheder har den følgelig for at videregive og sprede sine positive overlevelsesegenskaber. – 4. Ved denne udvælgelsesmekanisme tenderer de positive egenskaber til at blive akkumuleret og de negative til at blive frasorteret. Darwins evolutionsteori i en nøddeskal er: Mutation > variation > selektion > akkumulation > evolution.

Ifølge evolutionsteorien udgør samspillet mellem mutationerne og selektionen således udviklingens drivkraft. Selv om darwinismen i sin enkle form måske er rigtig nok, kan den ikke nødvendigvis forklare al ting. Selv om alle biologiens fysiske observationer er korrekte nok, er det ikke noget bevis på, at spekulationerne i årsagen til udviklingen også er korrekte. En ting er at konstatere evolutionsmekanismen, noget helt andet er at begrunde årsagen eller forklare drivkraften. Uden benægtelse af denne mekanisme kan der argumenteres for, at de levende væseners egen bevidsthed er drivkraften i evolutionen. En fysisk mekanisme i en maskine eller i naturen kan udmærket eksistere som en virkning af bevidsthed. En bevidsthedsbaseret udviklingslære udelukker nemlig ikke mutationens nødvendighed. Mutationerne er nødvendige for at lave de for en højere udvikling krævede tekniske forbedringer i den fysiske organisme. I matematik lærte jeg at skelne mellem en nødvendig og en tilstrækkelig betingelse. Mutationer er nødvendige, men ikke tilstrækkelige til at føre udviklingen fremad og opad.

Både darwinismen og intelligent design er efter min mening meget forenklede hypoteser. Livets og det levende væsens essens og agens mangler totalt. – En tredje og perspektivrig løsning præsenteres imidlertid af den danske åndsforsker Martinus (1890-1981) og hans omfattende åndsvidenskab eller kosmologi på ca. 8000 sider, som helt er blevet overset i den offentlige skabelsesdebat. Ligesom Darwins bog om arternes oprindelse i 1859 udgjorde et kvantespring i forståelsen af dannelsen af de komplekse organismer, udgør Martinus’ udviklingslære et tilsvarende nyt kvantespring i vore dage.

Inspireret af debatten om Darwin og intelligent design har jeg på baggrund af min uddannelse som kemiker og biolog og mit livslange kendskab til Martinus Kosmologi skrevet bogen “Martinus, Darwin og intelligent design”, der redegør for en meget omfattende og komplet kosmisk udviklingslære, der begrunder både darwinismens og intelligent designs lokale position og berettigelse. Når debatten mellem teologer og biologer har kunnet rase i 150 år siden udgivelsen af “Arternes oprindelse” i 1859, skyldes det, at begge fløje har en partiel god sag.

Martinus’ tredje løsning viser, at det ikke drejer sig om et “enten eller”, men i stedet om et “både og”. Han påpeger, at skabelse og udvikling er uløseligt knyttet sammen: 1. Enhver skabelse går gennem flere udviklingstrin. 2. Enhver udviklingsproces er en skabelse. Både skabelsen og evolutionen er udtryk for en bevidsthedsbaseret, men dog gradvis udviklingsproces! – Den levende natur bruger evolutionen som et redskab i den igangværende bevidsthedsbaserede udviklingsproces, der ifølge Martinus skulle føre frem til skabelsen af det fuldkomne menneske. Den virkelige drivkraft i evolutionen skulle være en af materien helt uafhængig, altid tilstedeværende og konstant eksisterende individuel bevidsthed med vilje og evne til udvikling.

Biologerne mener, at der findes selviske gener, der har et egoistisk ønske om overlevelse. Udtryk som det stærkeste handyrs gener vil overleve, høres ofte. Men hvordan skulle et dna-molekyle eller fysisk gen kunne have et sådant ønske? – Et ønske om overlevelse kan umuligt være en egenskab ved den fysiske materie eller tilfældige reaktioner. Hvordan skulle en fejlkopiering i dna-strengen, en såkaldt mutation, kunne have fået et sådant ønske? – At generne eller den fysiske materie skulle besidde en selviskhed og et ønske om overlevelse er en antagelse, der mig bekendt ikke er bevist. – Det er en som videnskab forklædt religiøs antagelse! – Den materialistiske videnskab er religiøs, fordi man tror på, at den livløse materie er ophav til livet. Man tror på, at materien er identisk med livet. Man tror på døden og på materien.

Martinus Kosmologi ser ikke viljen til overlevelse som en fysisk materieegenskab, men som en egenskab ved bevidsthedsfænomenet, der eksisterer helt uafhængigt af den fysiske materie. Det er ifølge Martinus bevidstheden, der bruger materien og ikke omvendt! –

Et af filosofiens største problemer er netop relationen mellem krop og ånd, mellem materie og bevidsthed. Martinus har i sit hovedværk Livets Bog 1-7, givet sit bud på dette problems løsning, især under emnet “Kosmisk kemi” på 800 sider i hele Livet Bog, bind 2-3. Meget kort kan bevidsthed defineres som evnen til at opleve og til at handle og manifestere sig. Bevidsthed er altså evnen til at manipulere og bruge materien. Materien ses altså ikke som identisk med livet, men som materiale for bevidstheden. Kroppen og bevidstheden er to forskellige ting. Når bevidstheden er i kroppen, har vi et levende væsen, og når bevidstheden forlader kroppen har vi et lig. Ligesom videnskaben mener Martinus, at energi har en evig eller konstant eksistens. At noget ikke kan blive til af ingenting, og at noget ikke kan blive til ingenting er noget af det mest grundlæggende i Martinus Kosmologi. Det indebærer, at livet og bevidsthedsfænomenet ligesom energien også har en evig eller konstant eksistens. Det er lige så umuligt at forklare, at bevidsthed kan opstå af noget livløst, som det er at forklare, at energi kan opstå af ingenting. Biologien angiver rent materielle årsager til evolutionen, og forklarer livs- og bevidsthedsfænomenet som egenskaber ved den fysiske materie. Den komplekse organiske natur skulle således have en immanent årsag i form af en i materien iboende egenskab. Planer, ideer, erfaringer, og andre bevidsthedsmæssige faktorer skulle således ifølge videnskaben ikke spille nogen rolle i evolutionen. Det afvises totalt, at evolutionen skulle kunne have en transcendent eller usynlig bevidsthedsmæssig årsag, der ligger uden for den fysiske materie.

Udgangspunktet for Martinus’ kosmiske udviklingslære er imidlertid evige årsager i forbindelse med eksistensen af det evigt fungerende liv, der er i besiddelse af en evig vilje og evne til udvikling. Titlen på kap. 13 i min nye bog er “Livets evige indsamling af information”, hvor der i detalje forklares, hvordan resultatet af alle planer og ideer, oplevelser og erfaringer, af al træning og øvelse ved en særlig evne kan akkumuleres i bevidsthedsmæssige strukturer, der siden ved en “bevidsthedsmæssig selektion” af mutationerne kan overføre denne tidligere indhøstede viden og kunnen til generne. Ved en bevidsthedsmæssig selektion kan selvindsamlet og teoretisk information downloades i en fysisk virkelighed i dna-molekylerne. Og her er vi nået til grundlaget for, at et intelligent design kan føres ud i en fysisk virkelighed uden nogen guddommelig mirakelskabelse! – Ved den åndelige selektion udvælges de gener, der er i resonans eller på bølgelængde med bevidsthedsmæssige energier.

Bevidsthedens evige skabeevne, der overlever den fysiske krops undergang, udgør et morfogenetisk kraftfelt, der ad elektrisk, magnetisk vej kan virke ind på den fysiske materie, bl.a. ved at downloade information i dna-molekylerne. Muterede gener med korrespondance til bevidsthedens skabeevne vil blive udvalgt og overleve, mens gener med mutationer uden bevidsthedsmæssig understøttelse vil forsvinde fra genpuljen. Ifølge Martinus’ åndsvidenskab er der altså tale om en åndelig udvælgelse af de mest overlevelsesdygtige gener. Darwins naturlige selektion har således ikke sin rod i den fysiske materie, men derimod i en åndelig selektion af generne. Den store informationsophobning i dna-molekylerne skyldes altså ifølge Martinus ganske enkelt det levende væsens egen indsamling af information. Kan en udviklingsteori være mere logisk?

Er det ikke mærkeligt, at biologien forklarer, at livet starter med dna-molekylernes ufattelig store mængde viden og information, som kommer ud af den blå luft ved tilfældigheder, og at den igennem hele livet indsamlede viden og erfaring blot forsvinder ud i den blå luft, når man dør. Informationen i dna’et er altså kommet ud af et intet, og al den ved livets ende indsamlede information forsvinder ud i et intet. – Information opstår ved tilfældigheder, og al indsamlet information går tabt! – Er det ikke nærmest at sammenligne med et absurd teater?

Hovedhjørnestenen i den materialistiske opfattelse er, at mutationer og tilfældigheder er basis for al udvikling. Kun uintelligente årsager kan anses for at være videnskabelige. Der er således ikke plads til en mening med evolutionen. Konsekvensen af denne tilfældighedsteori bliver jo, at livet er meningsløst, og at vi alle må acceptere at leve med denne meningsløshed.

Martinus mener, at udviklingen ikke er et resultat af tilfældigheder, men derimod af et bevidsthedsliv med erfaringsdannelse og akkumulation af information. Således vil ingen oplevelse, erfaring, træning eller øvelse være spildt i forhold til evolutionen. Udviklingen går fremad, fordi individets erfaringssum hele tiden vokser. Se, det giver livet mening! – Der findes ingen anden logisk forklaring på både skabelse og udvikling end tanker, oplevelse og erfaring. Det gamle ord, øvelse gør mester, viser sig således at være kernen i al evolution.

Ilya Prigogine, Erich Jantsch og Jesper Hoffmeyer søger også efter en tredje forklaring på dannelsen af de komplekse organismer i naturen. Her fremføres det, at naturen er selvorganiserende. Men selv om man bruger der fine ord “selvorganiserende” forklarer det i virkeligheden ingenting! – Biologien kan ikke angive nogen som helst logisk årsag til livets opståen og organiseringen af de komplekse organismer i naturen! – Man angiver selvorganisering og tilfældigheder som årsag til livets opståen og strukturering, men det er ingen forklaring. Tilfældigheder og selvorganisering er lig nul forklaring. Og så kunne man spørge sig: Kan man tillade sig at kalde noget for selvorganiserende og tilfældigt, fordi man ikke kan finde årsagen til det – og så bagefter erklære, at det er videnskab? – Men tilfældigheder og meningsløshed virker åbenbart for de fleste som en mere acceptabel forklaring end årsags- og virkningsloven.

Ifølge Martinus er evolutionen ikke styret af tilfældigheder, men den er et produkt af bevidsthed og lovmæssigheder. Martinus’ analyser viser, at evolutionen er ikke alene lovbunden men også designet. Med sit kendskab til principperne og lovene for udvikling har det været muligt for Martinus at forudsige udviklingens retning mod det fuldkomne menneske.

Ole Therkelsen, cand.polyt et scient