Jordkloden – et levende væsen
5.1 Gaia-hypotesen – jordkloden er et levende væsen
Allerede i 1932 i første bind af hovedværket Livets Bog skriver Martinus, at jordkloden er et levende væsen under udvikling. Han behandler ikke den biologiske side i nogen særlig grad, men derimod i langt højere grad den bevidsthedsmæssige side af udviklingen.
Senere i 1982 blev økofilosof Peter Russell (f. 1946) kendt for bogen The Awakening Earth, der handler om, at menneskeheden udgør en global hjerne, der i vore dage er ved at vågne op.
Men allerede de gamle grækere havde en ide om, at jordkloden var et levende væsen. Gaia var navnet på den græske gudinde for jorden. Det danske navn Moder Jord udtrykker også ideen om, at jordkloden er et levende væsen. Gaia-hypotesen er kort sagt en hypotese om, at Moder Jord eller jordkloden er et levende væsen.
Gaia-hypotesen blev første gang formuleret videnskabeligt i 1960’erne af James Lovelock (f. 1919), der udførte en selvstændig forskning, der var baseret på økologi og erfaringer fra hans tidligere arbejde hos NASA med metoder til at detektere liv på Mars. Lovelock, der studerede forskellige økosystemer, skrev en række videnskabelige artikler, der først i 1979 i populariseret form fik en større opmærksomhed ved udgivelsen af hans bog Gaia: A New Look at Life.
To nyere bøger af Lovelock er The Revenge of Gaia (2006) og The Vanishing Face of Gaia (2009). I relation til titlen The Revenge of Gaia er der ifølge Martinus ikke så meget tale om, at jordkloden hævner sig på menneskene, men at der er på godt og ondt tale om naturlovenes virkning, og herunder en lovbunden skæbnemæssig relation mellem menneskene og jordkloden. (Se stk. 5.9).
5.2 Jordkloden – et selvregulerende levende system
Modsat Martinus arbejder James Lovelock ikke med den bevidsthedsmæssige side, men derimod med den fysiske og biologiske side af jordklodens liv. Det viser sig, at jordkloden har en fantastisk evne til regulere og fastholde samme temperatur ikke blot i årmillioner, men i årmilliarder, på samme måde som mennesket livet igennem kan fastholde en konstant temperatur på 37o, på trods af omgivelsernes svingende temperatur.
Ligesom mennesket kan fastholde et konstant saltindhold i blodet og de øvrige legemsvæsker, kan jordkloden også fastholde en konstant saltkoncentration i verdenshavene.
Planeten har også en evne til at regulere og fastholde en konstant iltkoncentration i atmosfæren, hvilket også tolkes som et tegn på, at den er levende.
Ganske kortfattet beskriver Martinus, hvordan jordkloden ved instinktive eller automatiserede bevidsthedsprocesser (kaldet C-viden), har kunnet ændre og indstille koncentrationen af de forskellige gasser eller luftarter i atmosfæren til fordel for de levende væsener i dens organisme.
Martinus skriver: “Dette glødende legeme bliver mere og mere afkølet på grund af “følelsesenergien” og begynder at få detaljer i kraft af “instinktenergien”. Der bliver atmosfære omkring denne klode. Luft og vand opstår. Disse foreteelser er ganske vist endnu giftige eller uegnede for et højere bevidsthedsliv, men efterhånden får de levende væseners “instinktenergi” eller kosmiske “C-viden” overvundet alle generende detaljer. De giftige foreteelser skiller sig ud, og det krystalklare vand opstår, der senere skulle betyde livsrum for de allerførste former for det dagsbevidste livs indtrængen på jordkloden. Den kosmiske “C-viden” eller “instinktfunktionen” bryder endnu stærkere frem. Krystalliseringen begynder, mineralriget opstår, dernæst planteriget.” (Den mentale treenighed, Artikelsamling 1, stk. 20.2).
Videnskaben regner med, at solsystemet og dermed jordkloden blev dannet for 4,6 milliarder år siden, og at det allerførste encellede liv opstod på jorden for ca. 3,8 milliarder år siden. Siden da regner man med, at kloden har holdt konstant temperatur, koncentration af salt i oceanerne og ilt i atmosfæren.
Levende væsener har en speciel evne til, på trods af skiftende ydre betingelser, at kunne regulere og fastholde visse fysiologiske parametre på konstante værdier. Denne selvregulerende egenskab træffes kun hos levende væsener.
Da jeg studerede miljøkontrol og økologi på Københavns Universitet, blev jeg meget fascineret ved studiet af de forskellige økosystemer, øen, havet, marsken, søen, skoven, marken, fjeldet osv. Ved indgreb i et økosystem viser det sig, at det reagerer hensigtsmæssigt akkurat lige som et enkelt levende væsen. Man kan derfor sammenligne sig med jordkloden og dens biosfære, fordi den er opbygget af forskellige økosystemer og undersystemer, lige som menneskets organisme er opbygget af organer, celler og flere undersystemer.
Uden at gå i detaljer med fysiske forhold i forbindelse med definitionen af liv, skal det blot nævnes, at biologen har en række kriterier for, hvornår noget kan anses for at være et levende væsen. På nær et enkelt opfylder jordkloden alle disse kriterier med sikkerhed. Det sidste er spørgsmålet om, hvordan jordkloden formerer sig. For at noget ifølge den materialistiske videnskab skal kunne betragtes som et levende væsen, skal det nemlig kunne formere sig eller reproducere sig seksuelt, som vi kender det fra planter og dyr.