#OT226. Martinus’ indvielse og kosmisk bevidsthed

Spørgetime om Martinus’ indvielse og kosmisk bevidsthed, blev afholdt af Ole Therkelsen i Bjerre, Horsens den 14.08.2011.

Martinus fik kosmiske bevidsthed den 24. marts 1921 på Jagtvej 52A, 1.tv. på Nørrebro ved Nørrebros Runddel. www.martinus.dk — Martinus 30 år i 1921, hvor i påsken får kosmisk bevidsthed. www.martinus.dk

Baggrunden for Martinus’ forfatterskab

I bogen Omkring min missions fødsel og i fortalen til hovedværket, Livets Bog 1 (LB1), fortæller Martinus, hvordan den udløsende baggrund for hele hans forfatterskab var den dybtgående bevidsthedsændring, der fandt sted i marts 1921, hvor han oplevede “den hvide ilddåb” og “den gyldne ilddåb”.

Martinus: “Den kosmiske ilddåb, som jeg havde gennemgået, og hvis nærmere analyse, jeg ikke kan komme ind på her, havde altså efterladt sig den kendsgerning, at der i mig var blevet udløst nye sanseevner, evner der satte mig i stand til – ikke glimtvis – men derimod i en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand at skue de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var således ikke noget mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i verdensaltets liv og indviet i det guddommelige skabeprincip.” (Livets Bog 1 stk. 21).

Efter den omtalte kosmiske ilddåb havde Martinus således fået nye evner, der satte ham i stand til at skue ind i selve evigheden og uendeligheden. Den 24. marts 1921 havde Martinus fået en permanent kosmisk bevidsthed.

Martinus: “Jeg så, at jeg var et udødeligt væsen, og at alle andre væsener i tilværelsen var evige realiteter, der ligesom jeg selv havde en uendelig kæde af tidligere oplevede liv bag sig, at vi alle var udviklede fra lave primitive former for tilværelse til vort nuværende stadium, og at dette kun var et midlertidigt led i denne udviklingsskala, og at vi således var på vej fremad mod gigantisk høje former for tilværelsesplaner i det fjerne. Jeg så, at verdensaltet var udgørende ét eneste stort levende væsen, i hvilket alle andre væsener hver især var organer, og at vi alle – mennesker, dyr, planter og mineraler – udgjorde én familie, var af det samme kød og blod, billedligt set.” (Livets Bog 1 stk. 21).

I de sidste 60 år af sit liv skrev han i kraft af sine kosmiske evner et værk på 10.000 sider, hvorved han også skabte en helt ny åndsvidenskab og et helt nyt verdensbillede – Det Evige Verdensbillede (DEV). I sit hovedværk Livets Bog i syv bind (LB1-LB7) på knap 3.000 sider bruger Martinus et enkelt sted udtrykket “Den evige visdom” om sit værk. (Livets Bog 1 stk. 7).

Meditationen der udløste bevidsthedsudvidelsen

I 1921 arbejdede Martinus på kontoret i mejeriet Enigheden, hvor han hørte om en ny interessant bog med åndelige emner, som en af kollegaerne, Ove Hubert, havde læst. Da Martinus havde sikret sig, at de nye åndelige retninger også havde noget med bøn at gøre, blev han interesseret i at låne bogen, og en dag i februar 1921 blev han inviteret hjem til bogens ejer Lars Peter Larsen (1879-1948), der senere tog navneforandring til Lars Nibelvang. Igennem de næste syv år blev Lasse Martinus’ daglige samtalepartner og ven. (Martinus som vi husker ham, Zinglersens Forlag 1989).

Ved deres første møde siger Nibelvang til Martinus: “Det eneste råd, jeg mener at kunne forsvare at give Dem med på vejen, er den sidste store lærer Bhagavan Ramakrishnas ord: Fæst din tanke fast på Gud, og alt skal blive vel med dig!” – Inden han forlod mig, lånte jeg ham et par små bøger med hjem; jeg tror det var Bhagavad Gita og Ved Mesterens Fødder. Og så gav jeg ham anvisning på de mest elementære regler for meditation; fordi jeg følte, at jeg stod over for en meget fremskreden personlighed, som muligt i en nær fremtid vilde opnå alt, hvad jeg forgæves havde søgt i en lang årrække. (Lars Nibelvang, dagbog, 1925).

Martinus fortæller selv, at han ikke fik læst bogen til ende, og at det eneste, han huskede af den smule, han fik læst, var dette, at bogen foranledigede ham til at meditere på Gud. Da Martinus nogle år senere begyndte skrive sine bøger, kunne han hverken huske bogens titel eller forfatter, og lige siden har det været lidt af et mysterium, hvilken bog det var, som Martinus lånte. Efter min egen opfattelse må det være den danske oversættelse fra 1913 af en tysk bog af Hermann Rudolph (1865-1946) Meditationen. Ein theosophisches Andachtsbuch nebst Anleitung zur Meditationudgivet på Verlag der theosophischen Kultur, Leipzig, 1912. (Se denne bogs stk. 2.19).

Lige efter den store bevidsthedsudvidelse var Martinus af psykiske årsager helt forhindret i at læse andres bøger. Hans værk skulle ikke være influeret af andres meninger og opfattelser, Martinus skulle være et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden igennem sig selv.

Martinus: “Den blotte tanke om at læse i en bog var nok til at frembringe en fornemmelse i min hjerne, som om den skulle sprænges. Og i det tidsrum, fra jeg gennemgik den omtalte åndelige proces, og til jeg fundamentalt havde gennemskuet hele verdensbilledet og manifesteret det i billedform, var jeg således ikke i berøring med nogen som helst bog eller nogen som helst anden form for teoretisk vejledning, ligesom jeg forud for mine kosmiske evners opvågnen også må siges at have været en ganske ubelæst mand, idet jeg aldrig har studeret, men kun fået den almindelige almueskoleundervisning, som for mit vedkommende, idet jeg er født på landet, kun udgjorde to gange tre timer om ugen om sommeren og noget mere om vinteren.” (LB1 stk. 22).

Martinus læste siden hverken teosofiske eller antroposofiske bøger. Der er således forkert, når der i andre skrifter påstås, at Martinus skulle have støttet sig til teosofien og antroposofien for at skabe sit verdensbillede. I skolen var Martinus meget glad for bibelhistorie, men han understregede i den grad, at han ikke var kommet til sin viden ved at læse og studere. (Omkring mine kosmiske analyser, bog 12B, kap. 25).

Martinus udtalte: “Der er adskillige, der har sagt til mig, at jeg må have læst og studeret, men det har jeg ikke. Jeg er et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden gennem sin egen bevidsthed, og det er en tilstand, som alle mennesker er på vej til at opnå.” (Kosmos nr. 3/1991, foredrag 13.10.1955).

Bogen er både lærerig og underholdende læsning under overskrifter som f.eks.: Martinus får kosmisk bevidsthed, Krishnamurti som verdenslærer, Profetier om den danske verdenslærer, Pyramidens hemmelighed, Jordkloden – et levende væsen, Verdensstaten, Verdenssproget esperanto, Kærlighed til dyrene, Sygdom og helbredelse, Kristusmoralen, Kan evigheden forstås? og Kristi genkomst. Bogen viser konturerne af en ny kultur baseret på en ny verdensmoral og henvender sig til alle, der interesserer sig for politik, videnskab, filosofi, miljø, sundhed og fred. Bogen kan også læses som introduktion til hele Martinus’ livsværk Det Tredje Testamente. www.martinusshop.dk, www.oletherkelsen.dk — Den danske åndsforsker Martinus (1890-1981) formidler principperne for en ny verdensmoral, der danner grundlag for skabelsen af en fredens og kærlighedens kultur på jorden. Udvikling af en ny tilgivelseskultur og sundere levevis, skabelse af én retfærdig verdensstat, indførelse af verdenssproget esperanto, vegetarisme, udfoldelse af større kærlighed til planter, dyr og mennesker – til alt levende, såvel i mikro-, mellem- og makrokosmos – indgår som vigtige elementer i Martinus Kosmologi, der kan betegnes som et helstøbt verdensbillede, hvor alt er indbyrdes forbundet. Ole Therkelsen, f. 1948, kemiker og biolog, der skriver på grundlag af sit livslange engagement i Martinus Kosmologi, har holdt ca. 2.000 foredrag om kosmologien i femten lande på seks forskellige sprog, hvoraf flere kan høres på www.oletherkelsen.dk.

Kristusvisionen og den hvide ilddåb

Lars Nibelvang skriver i sine dagbogsblade, at han havde givet Martinus’ mundtlige anvisninger på, hvordan man kunne meditere i en bekvem stol og evt. tage et bind for øjnene for at holde lyset og for bedre at kunne koncentrere sig. Martinus købte derefter en ny kurvestol til dette formål, og han fortalte, at den knirkede, at den var meget levende og helt magnetisk. (Kosmos nr. 3/1991). Stolen virkede bedst, når der ikke var puder i stolen.

Martinus boede i et lille værelse på Jagtvej 52A^1.tv. i København, og da han i påsken havde fået fri fra mejeriet ville han igen prøve at meditere i kurvestolen. Askeonsdag den 23. marts 1921 om aftenen oplevede han således “den hvide ilddåb”, der var en Kristus-vision. Der var eksakt fuldmåne kl. 21.18, hvilket ifølge visse astrologien skulle bevirke at indstrømningen af universel, guddommelig energi skulle have været meget stærk på det tidspunkt.

Det blev under denne koncentration på Gud, at Martinus i en dagsbevidst kosmisk vision kom til at opleve sin kaldelse til at skabe den kosmiske videnskab, som logisk og intellektuelt skulle klarlægge det “meget”, som Jesus ikke kunne forklare sine disciple, da de ikke kunne bære det. (Den Intellektualiserede Kristendom, Forord og stk. 2).

Martinus havde ikke siddet ret længe, før han så et lysende punkt i det fjerne, og pludselig kom en kristusfigur til syne. Det var den danske billedhugger Bertel Thorvaldsens skulptur af Kristus, hvor han siger: “Kommer til mig” (Domkirken i København). – Figuren var lille og stod noget borte. Så blev det mørkt, og da det blev lyst igen, var figuren blevet levende og i naturlig menneskelig størrelse. Den var iklædt et gevandt af lysende små stjerner, næsten som en kåbe af diamanter. Det var kolossalt lysende, lyset var snehvidt, skyggerne var blå. Dette Kristus-væsen af blændende solskin kom ganske stille hen mod Martinus, der sad som lammet i sin kurvestol. Han så lige ind i en skikkelse af ild, der bestod af små lysende punkter, omtrent som ved en stjernekaster, blot var gnisterne meget mindre. Til sidst bevægede skikkelsen sig lige ind i Martinus’ krop, ind i hans indre. Her standsede den og blev stående. En vidunderlig ophøjet følelse betog Martinus, og lammelsen var forbi. Det guddommelige lys, der således havde taget bolig i Martinus, gav ham evne til at se ud over verden. Fra denne guddommelige skikkelse i Martinus udgik der en kolossal lysstråle, og Martinus kunne i dette lys se jordkloden dreje rundt. Han så kontinenter og have, byer og lande, bjerge og dale ligge badet i lyset fra sit eget indre. I det hvide lys blev jorden forvandlet til Guds rige. Og dermed sluttede den overjordiske guddommelige kristusvision. (Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 2 og Bog nr. 4, kap. 16).

Kristus-skulpturen af Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Københavns Domkirke og Thorvaldsens Museum. Martinus havde en lille gipskopi i sin lejlighed.

Kristus med Dannebrog. Det danske flag bruges i den ortodokse kirke som symbol på Kristi opstandelse. St. Isaac katedralen i Skt. Petersborg.

Kristo kun la dana flago. La dana flago estas uzata en la ortodoksa eklezio kiel simbolo de la resurekto de Kristo. La katedralo de Sankta Izaako en Sankt-Peterburgo. — Den genopstandne Jesus Kristus med det danske flag “Dannebrog” fra Isaac Cathedral i St. Peterburg

Martinus’ kaldelse til at blive verdenslærer

Efter denne Kristus-vision følte Martinus sig kaldet til at blive verdenslærer. Da Kristus-skikkelsen gik ind i ham, og han så strålerne derfra lyse ud over jorden, oplevede han det som et tegn på, at han ved Kristus personligt var blevet indviet til at skulle videreføre kristusmissionen. Det, at jordkloden drejede rundt i dette kristuslys, var et symbol på, at hans mission var af et globalt omfang. Han oplevede, at han af Gud var udvalgt til at videnskabeliggøre og intellektualisere kristendommen og føre den frem til sin fuldkommengørelse her på jorden.

Martinus skriver: “Hvis der under visionen havde været tid og lejlighed til det, måtte jeg over for denne guddommelige kaldelse have gjort indvendinger ligesom Moses, da han igennem tornebuskens guddommelige ilds vision fik kaldelsen til at skulle føre Israel ud af Ægypten. Ligesom han mente ikke at have kvalifikationer nok til at udføre denne meget vanskelige mission, således måtte jeg, som ganske ulærd mand og uden nogen som helst kosmisk viden, også være kommet med indvendinger med hensyn til manglende kvalifikationer. Men som nævnt, det var der ikke tid til. Sådanne tankearter kunne for øvrigt ikke komme til udtryk her. Jeg var i de følgende timer så overvældende indlemmet i en guddommelig overjordisk magt, der igennem visionerne gjorde mig urokkelig dagsbevidst i denne min kosmiske kaldelse eller indvielse af mit liv til kristendommens fuldkommengørelse til videnskabeligt eller urokkeligt logisk livsfundament for menneskehedens færdigskabelse til Guds billede efter hans lignelse.” (Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 2).

Martinus’ oplevelse af den gyldne ilddåb

Skærtorsdag den 24. marts om formiddagen satte Martinus sig igen til rette i kurvestolen, og han blev hurtigt indhyllet i et guddommeligt lys. En himmel kom til syne, der var af et så overdådigt blændende gyldent lys og af en så hastigt vibrerende materie, at han følte, at her var han på højden af, hvad hans organisme og bevidsthed kunne tåle. Han befandt sig i et hav af lys, der denne gang ikke var af sneens hvide farve, alt havde guldets farve. Gennem det hele vibrerede små gyldne tråde, der funklede og glitrede overalt. Han følte, at dette var Guds bevidsthed eller egen tankesfære. Det var selve alkærlighedens udspring. Senere kaldte Martinus denne oplevelse “den gyldne ilddåb”. (Omkring min missions fødsel, kap. 17).

Guldglorien sammenføjer alle levende væseners bevidsthed til et samlet bevidsthedsocean, som udgør intet mindre end selve guddommens bevidsthed. For Martinus formede det sig som tusinder af vibrerende gyldne tråde, der totalt opfyldte rummet. I denne guldglorie oplevede han at være i sit evige jegs hjemsted og at have en levende eksistens uden for alt, hvad der ellers er synligt som skabte foreteelser. Han var uden for tid og rum, var ét med uendeligheden og evigheden. Rummet blev kun markeret af et lysocean, der gennemstråledes af lys i guldets farve. I dette lysocean af funklende guldtråde opleves kun én eneste fornemmelse, følelsen af at være ét med guddommen og ét med alle andre levende væsener i universet. Her er man på guddommens eget udsigtspunkt, ens mentalitet smelter sammen med verdensaltets mentalitet. Man er ét med kosmos. (Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 3, 6 og 11).

En videnskabeliggjort kristendom

Martinus anså ikke blot sit værk for at være en åndsvidenskab, en kosmologi eller et evigt verdensbillede, men han mente også, at det var en videnskabeliggjort eller intellektualiseret kristendom.

Kristendommen har måske nok i sit begynderstadium været en religion, men den vil ifølge Martinus blive til en videnskab, ja til selve verdensvidenskaben, der vil samle hele verden. Den vil forene religion og videnskab, og den vil forene hjerte og hjerne samt Østens og Vestens tænkning. Når de evige analyser kommer ind i kristendommen vil man se, at det hele går op eller passer med kærligheden og uendeligheden, og da vil kristendommen blive til videnskab og ikke længere være en tro, mente Martinus.

Denne kærlighedens videnskab vil påvise, at alt i sit slutfacit bekræfter det bibelske ord, “alt er såre godt”. Martinus mener altså, at det er rigtigt, der hvor man i Bibelen efter skabelsen af hele verdensaltet lader Gud udtale: “Se, alt er såre godt”.

Martinus satte sit værk i relation til Bibelens to tidligere testamenter ved at give sin samlede åndsvidenskab titlen Det Tredje Testamente, idet han anså sit arbejde for at være en fortsættelse af kristusmissionen. Martinus angav, at hans værk Det Tredje Testamente var identisk med den intellektualiserede, udødelige kristendom, som skulle blive menneskehedens kommende livsfundament og danne grundlag for den ny verdensmoral.

Martinus var af den opfattelse, at denne ny åndsvidenskab var den Sandhedens Ånd eller Talsmanden den hellige Ånd, der skulle komme i forbindelse med Kristi forudsigelse af kristendommens kommende livsfornyelse:

“Men Talsmanden, den hellige Ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alle ting, som jeg har sagt jer.” (Joh. 14,26).

“Jeg har endnu meget mere at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han, Sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende ting skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer.” (Joh. 16,12-15).

Det eneste fornødne og den varige fred på jorden

Hvad gik Martinus’ arbejde egentlig ud på? – Et af svarene kan man finde i forordet til den første bog, som Martinus udgav i 1932, nemlig i første bind af hovedværket Livets Bog (LB1-LB7).

Da de jordiske mennesker ikke har den samme erfaring og viden, står de på forskellige trin i deres udvikling fra mørket til lyset. Men på et vist trin i denne udvikling bliver det uomgængeligt at tilegne sig et absolut sandt kendskab til livets mening, til tilværelsens dybeste love og evige grundprincipper, for at kunne opnå den absolutte lykke eller den fuldkomne skæbne. For det jordiske menneske uden kosmisk bevidsthed vil tilegnelsen af et sådant kendskab faktisk være “det eneste fornødne”. (LB1 stk. 6).

Martinus havde selv med sin kosmiske bevidsthed oplevet disse livets evige love og principper, og med dette sit førstehåndskendskab til sandheden eller den evige visdom, følte han det som en pligt at gøre denne viden tilgængelig til gavn og glæde for almenheden. Hele Martinus’ værk er således et resultat af pligtfølelse. (LB1 stk. 7).

Ligesom man anvender landkort for at lette studiet af geografien i skolen, har Martinus lavet symboler for at lette studiet af kosmologien for almenheden. Det fundamentale grundlag for skabelsen af den så længe ventede “varige fred” på jorden er nemlig ifølge Martinus resultatet af studiet af og kendskabet til de kosmiske analyser udbredt for masserne. (LB1 stk. 8).