Mysteriet løst ! – Bogen der fik Martinus til at meditere på Gud

MYSTERIET LØST !

Hvilken teosofisk bog fik Martinus til at meditere på Gud i påsken 1921, da han fik kosmisk bevidsthed?
Hverken Lars Nibelvang eller Martinus selv kunne rigtig huske, hvilken bog Martinus lånte af Nibelvang i februar 1921. Og lige siden da har det været et MYSTERIUM, hvilken teosofisk bog det var, der foranledigede Martinus til at meditere på Gud. (Se Kosmos nr. 3, 2011).

”MEDITATION. EN TEOSOFISK ANDAGTSBOG MED ANVISNING TIL MEDITATION”

oversat til dansk af Werner Blædel, J.S. Jensens forlag i 1913. www.bibliotek.dk.

Forfatter Hermann Rudolph, Verlag der theosophischen Kultur, Leipzig, 1912.

Meditationen. Ein theosophisches Andachtsbuch nebst Anleitung zur Meditation

 

I 1921 arbejdede Martinus som kontorist i mejeriet Enigheden, hvor han hørte om en ny interessant bog med åndelige emner, som en ældre kontorist Ove Hubert, havde læst. Da Martinus havde sikret sig, at de nye åndelige retninger også havde noget med bøn at gøre, blev han interesseret i at låne bogen, og en dag i februar 1921 blev han inviteret hjem til bogens ejer Lars Nibelvang (1879-1948). Igennem de næste syv år blev Lasse Martinus’ daglige samtalepartner og ven. (Martinus som vi husker ham, Zinglersens Forlag 1989).

Ved deres første møde siger Nibelvang til Martinus: “Det eneste råd, jeg mener at kunne forsvare at give Dem med på vejen, er den sidste store lærer Bhagavan Ramakrishnas ord: Fæst din tanke fast på Gud, og alt skal blive vel med dig!” – Inden han forlod mig, lånte jeg ham et par små bøger med hjem; jeg tror det var Bhagavad Gita og Ved Mesterens Fødder. Og så gav jeg ham anvisning på de mest elementære regler for meditation; fordi jeg følte, at jeg stod over for en meget fremskreden personlighed, som muligt i en nær fremtid vilde opnå alt, hvad jeg forgæves havde søgt i en lang årrække. (Lars Nibelvang, dagbog, 1925).

 

Martinus fortæller selv, at han ikke fik læst bogen til ende, og at det eneste, han huskede af den smule, han fik læst, var dette, at bogen foranledigede ham til at meditere på Gud. Da Martinus nogle år senere begyndte skrive sine bøger, kunne han hverken huske bogens titel eller forfatter.

Da Nibelvang og Martinus ikke rigtigt kunne huske, hvilken bog det var, der havde foranlediget Martinus til at meditere på Gud, har det lige siden været lidt af et mysterium. Før 1921 findes der meget få teosofiske bøger på dansk med anvisninger på, hvordan man mediterer på Gud. Selv mener jeg nu, at løsningen på mysteriet er den danske oversættelse af den tyske bog, Meditationen. Ein theosophisches Andachtsbuch nebst Anleitung zur Meditation, skrevet af Hermann Rudolph (1865-1946) og udgivet på Verlag der theosophischen Kultur, Leipzig, 1912. Den autoriserede oversættelse, Meditation. En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation, er er lavet af teosoffen Werner Blædel og udgivet af J.S. Jensens forlag i 1913. (Se www.bibliotek.dk og denne bogs stk. 2.19).

Lige efter den store bevidsthedsudvidelse var Martinus af psykiske årsager helt forhindret i at læse bøger. Han mente ligefrem, at åndelige kræfter forhindrede ham i at læse bøger, fordi hans kommende livsværk ikke skulle være influeret af andres meninger og opfattelser. Martinus skulle være et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden igennem sig selv.

 “Den blotte tanke om at læse i en bog var nok til at frembringe en fornemmelse i min hjerne, som om den skulle sprænges. Og i det tidsrum, fra jeg gennemgik den omtalte åndelige proces, og til jeg fundamentalt havde gennemskuet hele verdensbilledet og manifesteret det i billedform, var jeg således ikke i berøring med nogen som helst bog eller nogen som helst anden form for teoretisk vejledning, ligesom jeg forud for mine kosmiske evners opvågnen også må siges at have været en ganske ubelæst mand, idet jeg aldrig har studeret, men kun fået den almindelige almueskoleundervisning, som for mit vedkommende, idet jeg er født på landet, kun udgjorde to gange tre timer om ugen om sommeren og noget mere om vinteren.” (LB1 stk. 22).

Martinus læste siden hverken teosofiske eller antroposofiske bøger. Der er således forkert, når der i andre skrifter påstås, at Martinus skulle have støttet sig til teosofien og antroposofien for at skabe sit verdensbillede. I skolen var Martinus meget glad for bibelhistorie, men han understregede i den grad, at han ikke var kommet til sin viden ved at læse og studere. (Omkring mine kosmiske analyser, bog 12B, kap. 25).

 

I BOG nr. 4 SKRIVER MARTINUS: ”Efter en stunds samtale med denne mand forlod jeg atter hans bopæl med en teosofisk bog og med lyden af hans afskedsord endnu klingende i mine ører: “De skal se, De bliver snart min lærer”. Og som han spåede, således skete det. Jeg fik ikke læst den medbragte bog til ende. Det eneste, jeg husker, af det lidet, jeg fik læst, er kun dette, at det foranledigede mig til at meditere på Gud. Og da jeg en aften netop prøvede på dette, skete efterfølgende oplevelse, hvorefter det af rent psykiske årsager blev mig ganske umuligt at fortsætte læsningen af den omtalte bog, ligesom min bevidsthed fra nævnte tidspunkt i sig selv var blevet en uudtømmelig åndelig kilde, der absolut overflødiggjorde ethvert studium af al litteratur.” [Omkring min missions fødsel, Kap. 14]

 

MØDET MED LARS NIBELVANG I MARTS 1921
På kontoret var der en kollega, der læste i en teosofisk bog, og han fortalte mig, at vi har levet tidligere, at det ikke er det eneste liv, det, vi nu lever. Det syntes jeg egentlig var meget logisk, og jeg spurgte, om jeg ikke kunne få lov til at låne denne bog. Han havde selv lånt bogen, og han skulle spørge ejeren, om jeg måtte låne den. Resultatet blev, at jeg gerne måtte låne den, men ejeren ville tale med mig, og en dag besøgte jeg så denne mand, som hed Lars Nibelvang. Han var ikke tilhænger af noget teosofisk eller antroposofisk samfund, men han havde læst alverdens filosofi. Han stillede spørgsmål, og jeg havde også spørgsmål. Jeg spurgte bl.a. om disse nye bevægelser, teosofi, antroposofi, havde noget med bøn at gøre. Ja, det havde de. Hvis han nu havde sagt: “Nej, det har de ikke”, så havde jeg været færdig med ham. Jeg lyttede meget til ham og fik denne bog med hjem. Jeg var meget opsat på at læse i den, jeg havde en vældig længsel efter at få mere viden. Jeg læste i bogen og kom til et sted, hvor der stod, at man kunne meditere, man kunne sætte sig mageligt til rette i en stol og tage et bind for øjnene for bedre at kunne koncentrere sig. [Kosmos nr. 3/1991]

 

 

DET TREDJE TESTAMENTE, DEN INTELLEKTUALISEREDE KRISTENSDOM

i stk. 2 SKRIVER MARTINUS: Efter at være kommet lidt frem i læsningen af den teosofiske bog oplevede jeg for første gang ordet “meditation”. Jeg følte straks trang til at prøve dette. Og en aftenstund låste jeg døren til mit værelse, satte mig efter bogens forskrifter mageligt til rette. Jeg benyttede en helt ny kurvestol, som jeg lige havde købt. Tog et mørkt tørklæde for øjnene for yderligere at sikre mig imod enhver lysstråle fra det stærke gadelys udenfor, der eventuelt kunne trænge igennem mine ikke totalt lystætte gardiner. Jeg sad således i et totalt, fuldstændigt mørke og koncentrerede mig på Gud. Og det var under denne koncentration på Gud og i dette totale mørke, jeg i vågen dagsbevidst kosmisk vision skulle opleve min dengang ufattelige guddommelige kaldelse til at manifestere som kosmisk videnskab eller intuitiv klarlæggelse det “meget”, som Jesus kunne have fortalt sine disciple, men som de og de daværende offentlige autoriteter eller myndigheder ikke var udviklede nok til hverken at kunne forstå eller acceptere, hvilke myndigheder derfor hængte ham på korset. [DIK stk. 2]

 

1. Kandidat ”Meditation – En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation”

 

Efter min mening må den bog, som foranledigede Martinus til at meditere på Gud, være Meditation – En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation. Denne lille bog på 97 sider er skrevet af den tyske lærer og teosof Hermann Rudolph i 1912, og den er oversat til dansk af teosoffen Werner Blædel og udgivet af J.S. Jensens forlag i 1913. Martinus havde udtalt, at hvis bogen ikke handlede om bøn, var han ikke interesseret i at låne den. (Kosmos nr. 3/1991 og Martinus Erindringer på Zinglersens forlag). Denne bog opfordrer netop til bøn og til at rette bevidstheden mod Gud (Atma – Guds selv, den kosmiske ånd, alånden), og den anbefaler at meditere på bønnen “Fader Vor”. Bogens 1. Kapitel (side 1-3) har titlen: ”Guddommen (parabrahm)” og 2. Kapitel har titlen: ”Atma som verdensaltets Fader”.

 

 

2. Kandidat ”Ved mesterens fødder”

 

Spørgsmålet er om den meditationsbog, som Martinus læste lidt i, kunne være Ved mesterens fødder, skrevet af Krishnamurti under pseudonymet Alcyone. Ligesom Martinus kunne Nibelvang ikke rigtigt huske titel og forfatter til denne bog. Nibelvang skriver i sin dagbog, han tror det var Bhagavad Gita og Ved Mesterens Fødder. Men i bogen Ved mesterens fødder findes der imidlertid ikke noget om bøn og ingen forskrifter på at meditere på Gud, som Martinus talte om.

 

3. Kandidat ”Bhagavad Gita”

Det kan ikke helt udelukkes, at Martinus har læst lidt i Bhagavad Gita, eller at Nibelvang har videregivet forskrifter fra denne bog. I 2. kapitel, vers 60-61, står der således: “Når han så tøjler sine sanser, skulle han sidde roligt med tanken henvendt på Gud; den, der kan lade Gud beherske sine tanker, er vis.” I sin meditation rettede Martinus jo sin bevidsthed imod Gud, og i relation til dette står der videre i 6. kapitel, vers 10-14: “Fuld af sjælefred, fri fra frygt, fast i sin beslutning om selvopgivelse, med sindet i ro, lad ham tænke på Mig og fordybe sig i Mig alene.” (Bhagavad Gita, oversættelse V. Jespersen, J.S. Jensens Forlag, 1912). Men Martinus skriver som ovenfor citeret, at han stødte på ordet meditation efter, at han var kommet lidt frem i læsningen.

Min konklusion er, at Martinus efter al sandsynlighed ikke har læst hverken Ved mesterens fødder eller Bhagavad Gita.

 

 

INDVENDING A mod 1. Kandidat, den teosofiske meditationsbog.

1. Der står ikke noget om, at meditationsudøveren skal tage bind for øjnene.

SVAR på indvending:

A1. Nibelvang skriver, at han gav Martinus mundlige meditations anvisninger.

A2. Martinus skriver først om meditationen tyve år senere i bogen ”Omkring min missions fødsel”, og de store forandringer i hjernen ved den kosmiske fødsel, bevirkede at Martinus ikke kunne huske detaljer om bogens indhold, bl.a. om oplysningen om at tage bind for øjnene kunne komme fra en anden kilde.

A3. Martinus skriver, som citeret i ovenfor om det stærke gadelys (fra Jagtvej): ”Og en aftenstund låste jeg døren til mit værelse, satte mig efter bogens forskrifter mageligt til rette. Jeg benyttede en helt ny kurvestol, som jeg lige havde købt. Tog et mørkt tørklæde for øjnene for yderligere at sikre mig imod enhver lysstråle fra det STÆRKE GADELYS udenfor, der eventuelt kunne trænge igennem mine ikke totalt lystætte gardiner.

 

Denne teosofiske bog anbefaler at meditere på bønnen ”Fader Vor” i Kap. 14 (side 57-58). Det næstsidste kapitel side 86-93 har titlen ”Anvisning til meditation”. På side 92 står der: ”Legemet må være i opret stilling”, som Martinus jo også havde i sin nyerhvervede kurvestol, som han mediterede i.

 

INDVENDING B.

1. I Hermann Rudolph’s bog står der ikke noget om ”reinkarnation”.

Svar B1. Det er rigtigt, at Martinus nævner reinkarnation i forbindelse med meditationsbogen i båndoptagelser fra den 14. maj 1963 [Martinus erindringer] og 17. juli 1967 [Om mig selv, min mission og den betydning, Kosmos 3/1991]. Men her må man tænke på at disse båndoptagelse blev lavet over 40 år senere, og i betragtning af de store forandringer der skete i Martinus hjerne i forbindelse med kosmiske fødsel (som han selv nævner) kan det have været meget svært skarpt at afgøre om Martinus fik oplysninger om reinkarnation fra bogen eller ved samtaler med kollegaen Ove Hubert og Lars Nibelvang. På båndoptagelserne fortæller Martinus jo, at han fik at vide ”de nye religiøse retninger” handlede om ”reinkarnation”, udover bøn. Det er overvejende sandsynligt at Hubert og Nibelvang havde fortalt Martinus og ”de nye religiøse retninger” og ”reinkarnation” inden han lånte meditationsbogen af Lars Nibelvang i februar 1921.

 

Martinus skulle ikke lære noget af denne bog om meditation, den skulle blot foranledige ham til at meditere på Gud.

Med venlig hilsen Ole Therkelsen,
www.oletherkelsen.dk,
www.varldsbild.se
www.martinusshop.dk

 

http://www.amazon.de/Meditationen-Theosophisches-Andachtsbuch-Meditation-Schatzkammer/dp/3924411948

 

 

1.4   KRISTUSVISIONEN OG DEN HVIDE ILDDÅB

Lars Nibelvang skriver i sine dagbogsblade, at han havde givet Martinus’ mundtlige anvisninger på, hvordan man kunne meditere i en bekvem stol og evt. tage et bind for øjnene for at holde lyset og for bedre at kunne koncentrere sig. Martinus købte derefter en ny kurvestol til dette formål, og han fortalte, at den knirkede, at den var meget levende og helt magnetisk. (Kosmos nr. 3/1991). Kurvestolen, der var lavet af pilekviste, virkede bedst, når der ikke var puder i stolen.

Martinus boede i et lille værelse på Jagtvej 52A^1.tv. i København, og da han i påsken havde fået fri fra mejeriet ville han igen prøve at meditere i kurvestolen. Askeonsdag den 23. marts 1921 om aftenen oplevede han således “den hvide ilddåb”, der var en Kristus-vision. Der var eksakt fuldmåne kl. 21.18. (Ifølge astrologien skulle det bevirke, at indstrømningen af universel, guddommelig energi skulle være særlig stærk på dette tidspunkt).

Det blev under denne koncentration på Gud, at Martinus i en dagsbevidst kosmisk vision kom til at opleve sin kaldelse til at skabe den kosmiske videnskab, som logisk og intellektuelt skulle klarlægge det “meget”, som Jesus ikke kunne forklare sine disciple, da de ikke kunne bære det. (Den Intellektualiserede Kristendom, Forord og stk. 2).

Martinus havde ikke siddet ret længe, før han så et lysende punkt i det fjerne, og pludselig kom en kristusfigur til syne. Det var den danske billedhugger Bertel Thorvaldsens skulptur af Kristus, hvor han siger: “Kommer til mig” (Domkirken i København). – Figuren var lille og stod noget borte. Så blev det mørkt, og da det blev lyst igen, var figuren blevet levende og i naturlig menneskelig størrelse. Den var iklædt et gevandt af lysende små stjerner, næsten som en kåbe af diamanter. Det var kolossalt lysende, lyset var snehvidt, skyggerne var blå. Dette Kristus-væsen af blændende solskin kom ganske stille hen mod Martinus, der sad som lammet i sin kurvestol. Han så lige ind i en skikkelse af ild, der bestod af små lysende punkter, omtrent som ved en stjernekaster, blot var gnisterne meget mindre. Til sidst bevægede skikkelsen sig lige ind i Martinus’ krop, ind i hans indre. Her standsede den og blev stående. En vidunderlig ophøjet følelse betog Martinus, og lammelsen var forbi. Det guddommelige lys, der således havde taget bolig i Martinus, gav ham evne til at se ud over verden. Fra denne guddommelige skikkelse i Martinus udgik der en kolossal lysstråle, og Martinus kunne i dette lys se jordkloden dreje rundt. Han så kontinenter og have, byer og lande, bjerge og dale ligge badet i lyset fra sit eget indre. I det hvide lys blev jorden forvandlet til Guds rige. Og dermed sluttede den overjordiske guddommelige kristusvision. (Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 2 og Bog nr. 4, kap. 16).

 

*Figur 3. Kristus-skulpturen af Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Københavns Domkirke og Thorvaldsens Museum. Martinus havde en lille gipskopi i sin lejlighed.

*Figur 4. Kristus med Dannebrog. Det danske flag bruges i den ortodokse kirke som symbol på Kristi opstandelse. St. Isaac katedralen i Skt. Petersborg.

 

1.5   MARTINUS’ KALDELSE TIL AT BLIVE VERDENSLÆRER

Efter denne Kristus-vision følte Martinus sig kaldet til at blive verdenslærer. Da Kristus-skikkelsen gik ind i ham, og han så strålerne derfra lyse ud over jorden, oplevede han det som et tegn på, at han ved Kristus personligt var blevet indviet til at skulle videreføre kristusmissionen. Det, at jordkloden drejede rundt i dette kristuslys, var et symbol på, at hans mission var af et globalt omfang. Han oplevede, at han af Gud var udvalgt til at videnskabeliggøre og intellektualisere kristendommen og føre den frem til sin fuldkommengørelse her på jorden.

Martinus skriver: “Hvis der under visionen havde været tid og lejlighed til det, måtte jeg over for denne guddommelige kaldelse have gjort indvendinger ligesom Moses, da han igennem tornebuskens guddommelige ilds vision fik kaldelsen til at skulle føre Israel ud af Ægypten. Ligesom han mente ikke at have kvalifikationer nok til at udføre denne meget vanskelige mission, således måtte jeg, som ganske ulærd mand og uden nogen som helst kosmisk viden, også være kommet med indvendinger med hensyn til manglende kvalifikationer. Men som nævnt, det var der ikke tid til. Sådanne tankearter kunne for øvrigt ikke komme til udtryk her. Jeg var i de følgende timer så overvældende indlemmet i en guddommelig overjordisk magt, der igennem visionerne gjorde mig urokkelig dagsbevidst i denne min kosmiske kaldelse eller indvielse af mit liv til kristendommens fuldkommengørelse til videnskabeligt eller urokkeligt logisk livsfundament for menneskehedens færdigskabelse til Guds billede efter hans lignelse.” (Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 2).

 

1.6   MARTINUS’ OPLEVELSE AF DEN GYLDNE ILDDÅB

Skærtorsdag den 24. marts om formiddagen satte Martinus sig igen til rette i kurvestolen, og han blev hurtigt indhyllet i et guddommeligt lys. En himmel kom til syne, der var af et så overdådigt blændende gyldent lys og af en så hastigt vibrerende materie, at han følte, at her var han på højden af, hvad hans organisme og bevidsthed kunne tåle. Han befandt sig i et hav af lys, der denne gang ikke var af sneens hvide farve, alt havde guldets farve. Gennem det hele vibrerede små gyldne tråde, der funklede og glitrede overalt. Han følte, at dette var Guds bevidsthed eller egen tankesfære. Det var selve alkærlighedens udspring. Senere kaldte Martinus denne oplevelse “den gyldne ilddåb”. (Omkring min missions fødsel, kap. 17).

Guldglorien sammenføjer alle levende væseners bevidsthed til et samlet bevidsthedsocean, som udgør intet mindre end selve guddommens bevidsthed. For Martinus formede det sig som tusinder af vibrerende gyldne tråde, der totalt opfyldte rummet. I denne guldglorie oplevede han at være i sit evige jegs hjemsted og at have en levende eksistens uden for alt, hvad der ellers er synligt som skabte foreteelser. Han var uden for tid og rum, var ét med uendeligheden og evigheden. Rummet blev kun markeret af et lysocean, der gennemstråledes af lys i guldets farve. I dette lysocean af funklende guldtråde opleves kun én eneste fornemmelse, følelsen af at være ét med guddommen og ét med alle andre levende væsener i universet. Her er man på guddommens eget udsigtspunkt, ens mentalitet smelter sammen med verdensaltets mentalitet. Man er ét med kosmos. (Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 3, 6 og 11).

Læs mere i min bog “Martinus og den ny verdensmoral”, 2. udg. 2016, Scientia Intuitiva, www.martinusshop.dk, www.saxo.com

Ole Therkelsen
www.oletherkelsen.dk

YOUTUBE – OLE  THERKELSEN – KANAL
https://www.youtube.com/channel/UCXid-LNLoeml_bcqt67E2aw

AMAZON
www.amazon.com/author/ole.therkelsen

GOOGLE+   PROFIL
www.google.com/+MartinusKosmologiOleTherkelsen

TWITTER
https://twitter.com/ole_therkelsen