I februar 1921 lånte Martinus (1890-1981) en teosofisk bog med anvisninger på meditation af Lars Peter Larsen (1879-1948), som i 1933 tog navneforandring til Lars Nibelvang. Det var denne lille bog på 97 sider af Hermann Rudolph, Meditation – En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation, der foranledigede Martinus (1890-1981) til at meditere på Gud, der førte til at Martinus den 24.03.1921 fik den store bevidsthedsudvidelse, nemlig kosmisk bevidsthed. www.martinus.dk
Har Martinus læst Krishnamurtis bog “Ved mesterens fødder”?
C.W. Leadbeater har skrevet en bog med den engelske titel Lives of Alcyone, som angiveligt beskriver en række af Krishnamurtis tidligere inkarnationer med relationer til flere kendte teosoffer. Navnet Alcyone blev givet til Krishnamurti, da han som fjortenårig dreng skrev bogen Ved mesterens fødder, der blev udgivet under pseudonymet Alcyone.
Leadbeater skriver: “Bogen Ved mesterens fødder er den bedste og mest værdifulde bog for os i øjeblikket. Denne bog repræsenterer mere specielt Verdenslærerens Lære, Han, som skal komme, Herren Maitreya, Bodhisattva’en.”
Bogens titel Ved mesterens fødder er valgt af Annie Besant blandt 30-40 alternativer. I fortalen til bogen skriver hun: “De lærdomme, der indeholdes deri, meddeltes Alcyone (Krishnamurti) af hans Mester Koot Hoomi (Kuthumi), idet Han forberedte ham til indvielse”.
[…] “Disse ord er ikke mine, men Mesterens”.
I forordet skriver Alcyone selv: “Disse ord er ikke mine, det er Mesterens ord, som underviste mig. Uden ham kunne jeg kunne intet have udrettet; med hans hjælp har jeg sat mine fødder på vejen.”
Annie Besant siger, at den største del af bogen er en gentagelse af Krishnamurtis Mesters egne ord, og hvad der ellers findes, som ikke præcist er Mesterens egne ord, er Mesterens tanke, udtrykt ved Krishnamurtis egne ord.
For at bringe det hele i miskredit var der nogle, der hævdede, at det var umuligt for denne fjortenårige dreng selv at have skrevet bogen. Derfor ville Leadbeater aflægge vidnesbyrd om, hvordan bogen var blevet til. (Foredrag III, 22.12.1914). C.W. Leadbeater holdt i alt 32 foredrag i 1914-1915 og udgav dem i bogform under titlen Foredrag om “Ved mesterens fødder”. (Teosofisk Samfund, 1924, oversættelse Frants Lexow).
I sine foredrag oplyser Leadbeater, at både han selv og Annie Besant havde set de stilebøger og stykker papir, hvorpå Krishnamurti hver morgen havde nedskrevet nogle sætninger. Over fem måneder efter at denne tekst var blevet nedskrevet morgen efter morgen, udkom bogen.
Leadbeater forklarer, hvordan bogen blev skrevet: “Hver nat måtte jeg bringe denne dreng i hans astrallegeme til Mesterens hus, for at der kunne gives ham undervisning. Mesteren tilbragte måske femten minutter hver nat med at tale til ham; men ved slutningen af hver tale sammenfattede han altid hovedpunkterne, af hvad han havde sagt, i en enkelt sætning, måske nogle få sætninger, og lavede det til et lille uddrag og skrev det ned. Bogen Ved mesterens fødder består af disse sætninger, uddraget af Mesterens lære, lavet af Mesteren selv og med hans egne ord.”
Drengen nedskrev sætningerne med en del besvær, fordi hans engelsk ikke var så godt. Han skrev dem i en skole-stilebog, for det meste med blyant, sommetider med pen, og undertiden på enkelte stykker papir. Herefter blev alle disse noter ordnet og skrevet på maskine af Leadbeater. Ifølge Leadbeater blev denne tekst godkendt af drengens Mestre Koot Hoomi og selve Verdenslæreren, Herren Maitreya.
Det interessante spørgsmål er så, om den meditationsbog, som Martinus læste lidt i, var Ved mesterens fødder. Ligesom Martinus kunne Nibelvang ikke rigtigt huske titel og forfatter til denne bog. Nibelvang skriver i sin dagbog, han tror det var Bhagavad Gita og Ved Mesterens Fødder. Men i bogen Ved mesterens fødder findes der imidlertid ikke noget om bøn og ingen forskrifter på at meditere på Gud, som Martinus talte om. (Se stk. 1.3-1.4).
Det kan ikke helt udelukkes, at Martinus har læst lidt i Bhagavad Gita, eller at Nibelvang har videregivet forskrifter fra denne bog. I 2. kapitel, vers 60-61, står der således: “Når han så tøjler sine sanser, skulle han sidde roligt med tanken henvendt på Gud; den, der kan lade Gud beherske sine tanker, er vis.” I sin meditation rettede Martinus jo sin bevidsthed imod Gud, og i relation til dette står der videre i 6. kapitel, vers 10-14: “Fuld af sjælefred, fri fra frygt, fast i sin beslutning om selvopgivelse, med sindet i ro, lad ham tænke på Mig og fordybe sig i Mig alene.” (Bhagavad Gita, oversættelse V. Jespersen, J.S. Jensens Forlag, 1912).
Efter min mening må den bog, som foranledigede Martinus til at meditere på Gud, være Meditation – En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation. Denne lille bog på 97 sider er skrevet af den tyske lærer og teosof Hermann Rudolph i 1912, og den er oversat til dansk af teosoffen Werner Blædel og udgivet af J.S. Jensens forlag i 1913. Martinus havde udtalt, at hvis bogen ikke handlede om bøn, var han ikke interesseret i at låne den. (Kosmos nr. 3/1991, Martinus Erindringer på Zinglersens forlag). Denne bog opfordrer netop til bøn og til at rette bevidstheden mod Gud (Atma – den kosmiske ånd, alånden), og den anbefaler at meditere på bønnen “Fader Vor”.
Min konklusion er, at Martinus efter al sandsynlighed ikke har læst Krishnamurtis bog Ved mesterens fødder.