OT342. Begravelse, bisættelse eller balsamering.

Spørgetime med Ole Therkelsen

En spørgetime om begravelse, bisættelse og balsamering blev afholdt af Ole Therkelsen i Martinus Center Klint den 23. september 2004. Ifølge Martinus er bisættelse med balsamering langt at foretrække fremfor almindelig jordfæstelse, begravelse og ligbrænding.

Begravelse, ligbrænding og balsamering

“Fremtidens begravelse eller jordefærd vil ikke blive en sørgefest, men derimod en glædes- og takkefest for livets evige beståen”.

Se VIDEO-FILM om emnet begravelse, ligbrænding og balsamering

Klassisk spørgetime med Ole Therkelsen i Martinus Center Klint. 17.07.2014

Spørgetime om tid, reinkarnation, insemination, transplantation, udviklingsbaner, ligbrænding og balsamering.

Almindelig jordfæstelse, ligbrænding, kremering eller balsamering

Selv om almindelig begravelse er et mindre onde end ligbrænding, er det imidlertid heller ikke en ideel løsning, for her overgiver man også et helt univers til en voldsom undergang med tilhørende massedrab ved ligets forrådnelse. Martinus udtalte, at forrådnelse var noget af det laveste eller simpleste. Men hvis man skulle vælge mellem ligbrænding og almindelig jordfæstelse, svarer han: “Af disse to nævnte opløsningsformer vil den almindelige begravelse være det mindste onde og derfor at foretrække.” (Svar nr. 2, Kontaktbrev 13. jan. 1950).

I 2016 blev bogen "Martinus og den ny verdensmoral" genudgivet på www.scientia-intuitiva.dk Forlag. www.martinusshop.dk — Ole Therkelsens bog “Martinus og den ny verdensmoral”

Ligbrænding og begravelse

Både ligbrænding og begravelse indebærer en tilintetgørelse af animalske mikrovæsener, og de er begge højst ufuldkomne foreteelser, der kun er foreløbige foranstaltninger i vor ufærdige kultur.

Martinus: “I en kommende højere fremtidskultur vil man derfor i kraft af den langt højere respekt for alt levende, man her har, lade ethvert lig “bisætte”, hvilket vil sige: undergå en proces i kraft af hvilken stoffets liv får lov til at uddø på en naturlig måde. Ved en hermetisk isolation fra alt, hvad der kan frembringe forrådnelse, og ligeledes fra uheldig temperatur og brand, ja fra alt, hvad der kan frembringe en unaturlig opløsning, vil man skabe betingelser for, at stoffet eller liget kommer til at overgå fra sin animalske tilstand til den mineralske og først her blive hjulpet til opløsning ad kunstig vej.” (Svar nr. 1, Kontaktbrev 13. jan. 1950).

10.1 Bisættelse og balsamering i den gamle og den ny verdenskultur

Et nyt tema i fremtidens høje verdenskultur vil være, hvordan man bedst kan praktisere kærlighed til livet i mikrokosmos – også til det mikroliv, der fortsat måtte findes i liget efter dødens indtræden.

Martinus skriver, at det ville være forkert af ham og forræderi mod livets virkelige sandhed, hvis han gik uden om de felter, hvis analysering måtte forekomme ubehagelig og kedelig. Den ny verdensmoral skal netop frigøre mennesker fra de forestillinger, der ligger til grund for fejlagtig levevis og forkerte vaner, også selv om disse vaner måtte være god tradition, skik og brug, religion eller levebrød. (Bisættelse, kap. 135).

At stimulere mennesker til at udvise større næstekærlighed over for livet i mikrokosmos hørte ikke med til Bibelens opgave, det hørte med til det “meget”, som Jesus godt kunne fortælle, men som hans samtidige endnu ikke kunne bære, hvorfor det måtte vente til “talsmanden den hellige ånds komme” – i form af Martinus Åndsvidenskab. Det kræver en fuld indvielse i mikrokosmos at kunne analysere forholdene omkring kærlighed til mikrokosmos. Martinus skriver, at når man får fuld kosmisk bevidsthed, bliver man tredobbelt indviet, man bliver indviet i alle tre kosmos: mikro-, mellem- og makrokosmos. (LB6 stk. 2117).

10.2 Hvorfor fraråder Martinus ligbrænding?

Vi dør, når hjertet holder op med at slå. Når iltforsyningen gennem blodet hører op, dør organerne og cellerne samtidigt med os. Med sine kosmiske evner kunne Martinus imidlertid iagttage, at der i liget stadig findes en astral udstråling fra levende animalske mikrovæsener. Når disse mikroindivider under celleniveau stadig indeholder en “stråleformig materie”, er det udtryk for bevidsthed, tanker og viljeføring i den fysiske verden.

Lige så grusomt, som det er at brænde mennesker levende på bålet, er det at brænde disse mikrovæsener ved ligbrænding. Ved ligbrænding overgiver man et helt univers til en voldsom og unaturlig undergang, hvor myriader af levende væsener får en rædselsfyldt og smertelig død. Ifølge de kosmiske analyser er ligbrænding “en uhyrlig voldshandling”. (Bisættelse, kap. 9 og 87).

Martinus 1890-1981 — Martinus 90 år fotograferet i Martinus Center Klint i 1980. Hans livsværk kalder Martinus Åndsvidenskab, Martinus Kosmologi, Det Evige Verdensbillede og Det Tredje Testamente

Læs mere om begravelse, ligbrænding, balsamering og bisættelse i bogen Martinus og den ny verdensmoral af Ole Therkelsen

For bedre at kunne forestille sig forholdene i mikrokosmos under en ligbrænding har Martinus udmalet, hvordan vi mennesker ville opleve det, hvis vort makroindivid jordkloden kom i brand f.eks. ved sammenstød med et fremmed himmellegeme. Det ville for mennesker og dyr udløse rædselsscener uden noget tidligere sidestykke, inden alt organisk liv til sidst ville blive opslugt af en altomfattende verdensbrand. Mennesker og dyr ville i en afsindig skræk som jaget vildt styrte frem og tilbage uden nogen mulighed for at flygte. (Bisættelse, kap. 91).

Den videnskabelige udvikling vil afføde en større hensyntagen til mikrovæsenernes liv, og man vil efterhånden også holde op med at bruge vokslys, tællelys og stearinlys indeholdende animalske fedtstoffer. (Bisættelse, kap. 81 og 176). Martinus anser jordolie for at være helt mineraliseret, og man må derfor foretrække at brænde lys fremstillet af produkter fra den petrokemiske industri.’

Martinus sit sidste foredrag ved sin 90 års fødselsdag i Falkoner Center august 1980 — Martinus holder sit sidste foredrag ved sin 90 års fødselsdag i Falkoner Center august 1980

10.3 Skæbnemæssige konsekvenser ved mishandling af mikrokosmos

Man bør undgå ligbrænding – ikke kun for mikroindividernes skyld – men også for sin egen skyld. Ifølge skæbneloven er man selv beskyttet i samme grad, som man beskytter andre. Denne individuelle grad af beskyttelse afhænger helt af ens egen bevidsthedsmæssige struktur og moralske udviklingstrin. Hvis man lader sit lig brænde, bliver konsekvensen ifølge elektrisk-magnetiske forhold i bevidstheden eller auraen, at man ikke selv er beskyttet mod skoldninger og brandulykker i kommende liv.

Når Rudolf Steiner og store åndelige personligheder i Østen har ladet sig brænde, er det altså udtryk for, at de ikke har været indviet i mikrokosmos og ikke haft fuld kosmisk bevidsthed.

De mennesker, der i dag tager afstand fra ligbrænding, har formentlig selv i tidligere liv været udsat for skoldning, brandulykker og ligbrænding. Selv om de ikke kan huske de tidligere liv, er resultatet af disse oplevelser alligevel indbygget i deres personlighed, så de helt spontant og naturligt tager afstand fra ligbrænding. Det er analogt med, at de mennesker, der i dag er pacifister af hjertet, er de mennesker, der i tidligere liv har oplevet mest lidelse i krig.

Martinus afsked den 09.08.1980 med 1.200 interesserede i Falkoner Center. Martinus, Mischa Lim og Inge Sørensen. kristendom — Martinus’ 90-års fødselsdag (11. aug.) fejres i Falkonercentret. 1200 deltagere. Martinus’ sidste offentlige fremtræden.
Martinus forlader salen sammen med Mischa Lim. *** Local Caption *** Martinus, Mischa Lim

10.4 Almindelig begravelse eller ligbrænding?

Naturmenneske eller kulrutmenneske

Mange vil her indvende, at det naturlige er, at liget skal forgå ligesom i naturen. Men Martinus har i den forbindelse udtalt: “I fremtidens kultursamfund kaster man ikke sit lig på lossepladsen.” (Kosmos nr. 13/14-1981, side 164).

Vi er jo ikke længere naturmennesker, men kulturmennesker. Der er stor forskel på primitiv natur og højtudviklet kultur. Martinus forklarer, at man kun har ansvar der, hvor man har indflydelse. Dyret har ingen indflydelse på, om dets kadaver rådner op, men mennesket har indflydelse på, hvad der skal ske med dets lig. Man kan skrive sit testamente og dokumentere sine begravelsesønsker, ja man kan på forhånd aftale med en begravelsesforretning om sin egen bisættelse og evt. balsamering.

MARTINUS ET SON ŒUVRE Martinus (1890-1981) est né dans la petite ville danoise de Sindal, dans le Jutland du Nord. Au terme d’une courte scolarité à l’école primaire qui ne comprenait que deux fois trois heures de cours par semaine en été, et un peu plus en hiver, il gagna sa vie en occupant des emplois modestes, dans des laiteries et autres, jusqu’au jour de 1921 où il commença à écrire l’œuvre qu’il consacra, pendant les soixante années qui suivirent, aux sciences spirituelles. Dans la Préface de Livets Bog, Martinus raconte dans quelles circonstances sa vie changea: “… de toutes nouvelles facultés sensorielles avaient surgi en moi, facultés qui me rendaient capable de voir, non pas sporadiquement mais en permanence et à l’aide de ma conscience éveillée, toutes les causes invisibles, les forces spirituelles principales, les lois éternelles de l’univers, les énergies et les principes fondamentaux que recèle le monde physique. Le mystère de la vie n’était donc plus pour moi un mystère”. Livets Bog, qui compte sept volumes, est l’œuvre maîtresse de Martinus. Il contient des analyses cosmiques qui décrivent en détails la structure, les lois et les principes éternels de la vie. Martinus a aussi écrit, en complément, L’Image Éternelle de l’Univers (les livres de symboles), Logique et Funérailles. L’Image Éternelle de l’Univers contient des symboles qui représentent des principes-essences et des analyses concentrées, et qui permettent au lecteur d’avoir facilement accès à une vue d’ensemble de la structure cosmique de l’univers. Martinus a intitulé ses œuvres complètes, qui comptent des milliers de pages, Le Troisième Testament. Pour lire la Cosmologie de Martinus, on ne doit ni faire partie d’une association ni prendre une carte de membre. — L’intuitive Martinus (1890-1981) du Danemark 90 années en 1980. Martinus estl l’auteur de “Le Troisième Testament” (La suite de la Bible). www.martinus.dk

10.5 Er det en bedre ide at give sit lig til vilde dyr?

Der findes eksempler på, at lig bliver overladt til vilde dyr, men kosmisk set er det ikke gunstigt, at liget bliver ædt af hyæner, gribbe, fisk, insekter, orme og andre ådselædere. De højtudviklede mikrovæsener i liget vil få en voldsom død under nedbrydningen i dyrenes fordøjelseskanal, hvor de vil blive dræbt ved en smertefuld proces. – Nej, menneskets lig skulle helst ikke bisættes i hverken dyrs eller bakteriers fordøjelsessystem. Man kan få et indblik i disse mikrovæseners lidelser ved at læse om drabet på A-livsenhederne i fordøjelsessystemet i Den ideelle føde og i DEV4 symbol nr. 38.

Den russiske forfatter og vegetar Leo Tolstoj (1828-1910) sagde, at kødspisere var omvandrende kirkegårde, fordi dyrenes lig blev bisat i deres kroppe. Han sagde også, at der ville være slagmarker lige så længe, som der fandtes slagterier på jorden!

Ole Therkelsen 11 år fotograferet sammen med Martinus ved et gardenparty på Villa Rosenber i Kosmos Ferieby 15.07.1959 — Jacob og Ole Therkelsen og Martinus 15. juli 1959 i Martinus Center Klint

10.6 Hvad sker der med mikroindividerne i liget efter dødens indtræden?

For at forklare mikroindividernes skæbne bruger Martinus analogier fra en verden, hvor vi selv optræder som mikroindivider. Han skriver blandt andet i bogen Bisættelse, at hvis jordkloden døde, ville dens jeg slippe det fysiske legeme uden at skabe nogen unaturlig død eller særlig forvirring for jordens mennesker. For jordkloden ville dødsprocessen opleves som nogle “minutter”, mens der for menneskene ville være tale om århundreder. De ville derfor få rigelig tid til at leve deres liv naturligt til ende, hvorefter de ikke mere ville blive genfødt på denne planet. Kvaliteten af livet i jordklodens lig vil efterhånden synke, livsbetingelserne vil blive mere grove og robuste, hvorefter lavere, primitive og robuste væsener vil inkarnere i dette livsrum. Til sidst ophører betingelserne for alt organisk liv, og den er blevet til et mineralsk klodelig – ligesom månen. (Bisættelse, kap. 94).

Ligesom jordklodens naturlige undergang eller opløsningsproces ikke forårsager nogen for tidlig død, lidelse og lemlæstelse for mennesket, sådan vil menneskets egen naturlige død og opløsningsproces heller ikke skabe en abnorm tilværelse for mikroindividerne i liget, skriver Martinus videre. (Bisættelse, kap. 95). – Mikroindividerne vil ganske uantastet leve deres liv videre indtil en naturlig død, hvorefter de ikke vil genfødes i den af jeget forladte organisme. Det giver plads for inkarnation af gradvis lavere og lavere livsformer i den døde organisme. Det er også en kærlig handling at stille sit afsjælede legeme til rådighed som livsrum for disse lavere livsformer. I det omtalte kap. 95, der blev skrevet i 1935. (Kosmos nr. 2/1935), bruger Martinus ordet “forrådnelse” i en betydning, der omfatter organismens egne naturlige henfalds- og opløsningsprocesser, i modsætning til dagens videnskabelige definition af forrådnelse som en anaerob bakteriel nedbrydningsproces.

Hornborg Kirke, Hornborg sogn, 12 km vest for Horsens

Hvorfor ikke almindelig jordfæstelse eller begravelse

Den forrådnelse, der finder sted i liget på grund af mikroorganismer, hører ikke med til den rigtige mumificerings- eller mineraliseringsproces. Forrådnelse er faktisk som en langsom ligbrænding, da liget bliver “forbrændt” i mikroorganismernes fordøjelse og stofskifte. Analogt hermed siger vi også, at vi i vort stofskifte “forbrænder” så og så mange kalorier om dagen. Denne talemåde skyldes, at når der ved forbrænding af organisk materiale er ilt (O₂) til stede, bliver slutprodukterne vand og kuldioxid (H₂O og CO₂), ligesom ved forbrænding af træ og olie.

Når bakterierne formerer sig i liget og fortærer det, er det med et billede fra vor verden at sammenligne med, at jordkloden ved sin død trak sit jeg bort, hvorefter den ville blive invaderet af grusomme uhyrer, rovøgler og dinosaurer, der ville gå løs på mennesker og dyr for at æde dem op, uden at de kunne forsvare sig eller flygte.

Gravsten med Martinus symbol nr. 42 Strålekorset, der er et symbol på det evigt levende væsen — Gravsten for Jacob Therkelsen, 8762 Flemming, på Hornborg Kirkegård

10.7 Mumificering er den ideelle løsning

Martinus forklarer, at når døden indtræder, trækker jeget sin “stråleformige” materie ud af den fysiske organisme. (LB2 stk. 595). Herefter starter en nedbrydning af liget, hvorved den animalske materie gradvist vil blive forvandlet til mineralmaterie. Når denne mineraliseringsproces foregår på naturlig måde uden bakteriel forrådnelse, vil denne totale mumificering ifølge Martinus finde sted i løbet af en periode på 20-40 år. Mineralske materier eller mineralske livsenheder kan ikke føle smerte, da de ikke har nogen livsoplevelse på det fysiske plan, og det er også grunden til, at de forekommer os at være døde. Det eneste, der kan brændes uden at skabe konflikt med livsloven, er mineralsk stof og mineraliseret organisk stof som f.eks. kul og jordolie.

Den ideelle bisættelse i naturen er “mumificering”. Når man i naturen kan finde velbevarede lig eller mumier, hænger det sammen med, at forrådnelsesbakterierne er blevet hæmmet i deres formering, hvilket kan ske under særlige forhold med tørke, kulde, salt, syre osv. Et specielt eksempel ser vi med de velbevarede moselig, hvor bakterier ikke har kunnet leve i det sure mosevand, og hvor garvesyren tillige har været med til at beskytte eller garve huden. Her i Danmark er Tollundmanden og Gravballemanden gode eksempler på velbevarede over tusind år gamle mumier. (Museum i Silkeborg og i Aarhus).

Når de gamle ægyptere balsamerede, forsøgte de at hindre bakterier og svampe i at trænge ind fra de ydre overflader ved en behandling med olier, harpiks, salt og lignende. De fjernede mave- og tarmsystemet, der jo er en ren bakteriebombe, der eksploderer, når døden indtræder. Forskellige udtagne organdele kunne opbevares i krukker med opløsninger eller olier, som også hindrede bakterievækst.

Gravsten med Martinus' symbol 42, strålekorset, et symbol på det evigt levende væsen, det evigt levende univers. — Ole Therkelsens forældre Herdis og Jacob Therkelsen. gravsten på Hornborg Kirkegård, 8762 Flemming

Mumificering er naturens balsameringsmetode

Medmindre vi har visse infektionssygdomme, f.eks. blodforgiftning, har vi kun bakterier på de ydre overflader: hud, slimhinder, fordøjelseskanalen og luftveje. Fordøjelseskanalen er også at betragte som en ydre overflade, da den som et rør går fra munden til endetarmsåbningen. I tyktarmen er der særligt mange bakterier, og ideen med balsamering er at inaktivere bakterierne og hindre dem i at formere sig og invadere de indre dele af organismen med en hurtig forrådnelse til følge. Dette problem kendes også fra fiskerkuttere langt fra land, hvor man allerede til søs må sprætte fiskene op og fjerne mave og tarm, for at de ikke skal gå i forrådnelse, inden man når i havn.

For at opnå en mumificeringsproces uden forrådnelse må bakterierne stoppes eller fjernes. Ved opgravning af lig i forbindelse med retssager i USA er det konstateret, at flere uger gamle lig undertiden kan være meget velbevarede, hvis de pågældende personer havde været i antibiotikabehandling lige før døden.

I Danmark tillader loven imidlertid ikke anvendelse af antibiotika til balsamering. Af frygt for, at der skal opstå resistente bakterier, er man meget restriktiv med brugen af antibiotika. I specielle tilfælde kunne man forestille sig, at man kunne blive behandlet med antibiotika, når døden var nært forestående, da det er meget sværere at fordele et antibiotikum i kroppen efter dødens indtræden.

Ole Therkelsen på DTU, analytisk kemi i 1967. — Kemiker Ole Therkelsen med reagensglas på Det Tekniske Universitet, 1967

10.8 Balsamering med formalin

Formalin er en fortyndet opløsning af formaldehyd i vand. Formalin omtales normalt ikke som et antibiotikum, men ud fra den synsvinkel, at det stopper bakterievækst i liget, kunne man godt kalde det et kraftigt og bredspektret antibiotikum.

Formaldehyd er et meget reaktionsdygtigt lille organisk molekyle med formlen HCHO, der har det internationale navn metanal.

Ved balsamering pumpes ca. 10 liter fortyndet formalin ind i en blodåre, for at det kan fordele sig i liget via blodkredsløbssystemet. Et lig kan derfor vanskeligt balsameres efter dissektion.

Balsamering med formalin

Her vil man måske indvende, at det er ukærligt at dræbe eller stoppe bakterierne med formalin. Men det er et mindre onde at stoppe opformeringen af de lavtstående bakterier på de ydre overflader end at lade myriader af højtudviklede, animalske livsenheder i de indre dele få en voldsom død ved forrådnelse.

Efter balsameringen skal liget holdes hermetisk adskilt fra omgivelserne, f.eks. i en tilloddet zinkkiste eller som i Sverige i en tilsvejset solid plasticsæk. Selv om der er fugtighed i liget, vil en række organiske henfaldsprocesser alligevel skride frem, og efter en længere årrække vil noget saltvand skille sig ud og efterlade en mineraliseret mumie uden animalsk liv. Efter 20-40 år vil liget være helt mineraliseret, hvorefter det godt kan begraves. Balsamering og henstand i mausoleer er således ikke nogen hindring for, at stoffet i liget igen kan komme over i naturens kredsløb.

Bogen "Det Tredje Testamente" blev ikke færdigskrevet i Martinus egen levetid. Først 23 år senere blev de efterladte manuskripter udgivet med titlen Den Intellektualiserede Kristendom — Den 13.08.1978 præsenterer en glad Martinus forsiden til sin bog “Det Tredje Testamente” med undertitlen “Den intellektualiserede kristendom”

10.9 Er der ikke tale om kunstig forlængelse af liv ved balsamering?

Ved balsamering opretholdes de naturlige betingelser for et fortsat liv i liget. Der er ikke tale om kunstig forlængelse af livet for mikrovæsenerne, de undgår blot en unaturlig forkortelse af livet ved forrådnelse. De animalske livsenheder er nemlig sunde og raske, og ligesom vi mennesker helst ikke vil slås ihjel før tiden ved voldsomme katastrofer, når kloden dør, så er filosofien den, at disse mikrovæsener også gerne skulle have lov til at leve deres liv naturligt til ende.

10.10 Er formalin ikke meget giftigt?

Formaldehyd er at af de mindste organiske molekyler, der findes: HCHO. Det er derfor meget reaktivt. Det kan adderes til frie aminogrupper, og det kan polymeriseres til store plastlignende molekyler. Formaldehyd er så reaktivt, at al indsprøjtet formalaldehyd i et balsameret lig vil indgå i kemiske reaktioner og derved ændre struktur og blive bundet, så intet formaldehyd vil undvige kisten til grundvandet eller jorden på kirkegården.

Formaldehyd er giftigt for levende organismer, organer og celler, men ikke for døde celler. Formalin kan derfor hindre bakteriernes indtrængen, formeringen og vækst i liget. Under celleniveau er de fleste molekyltyper ganske uberørte af formaldehyd. Formaldehyd reagerer ikke med de to store stofgrupper, kulhydrater og fedtstoffer. Det adderer sig især til frie aminogrupper, som findes i den tredje store stofgruppe: proteiner. Men ved denne addition til de frie aminogrupper er der ikke tale om, at organeller, polymolekyler, makromolekyler og mindre molekyler nedbrydes, splittes ad eller forbrændes, der er snarere tale om, at der laves en beskyttende hinde eller struktur. Behandling med formalin er mere skånsom end de voldsomme processer, der sker ved nedbrydning, ligbrænding og forrådnelse, hvor stort set alle molekyler bliver “dræbt” eller destrueret ved sønderdeling til vand, kuldioxid, ammoniak, metan, svovlbrinte og andre små molekyler.

Det er forståeligt, at mange rent følelsesmæssigt reagerer stærkt mod at blive balsameret. Men alle organer og celler er allerede døde før behandlingen med formalin, og de oplever derfor ingen lidelse i den forbindelse. – Ville det mon være mere tiltalende at tænke på rådne, stinkende, ugegamle lig end på velbevarede anatomiske præparater i formalin? – I anatomiske studiesale og zoologiske museer anvendes også sprit til opbevaring af præparaterne, men princippet er det samme, formalin og sprit virker desinficerende. – Man kunne jo spørge sig, om danskerne mon ikke ville være mere positivt indstillet over for balsamering, hvis de kom til at ligge i sprit i stedet for formalin?

Den intellektualiserede Kristendom som Det Tredje Testamente af Martinus (1890-1091) — Martinus med udkast til forside af “Det Tredje Testamente – Den intellektualiserede kristendom. Vanløse Alle 26, den 13 august 1978.

10.11 Er der skæbnemæssige konsekvenser ved at overgive sit lig til forrådnelse i jorden?

Martinus mener, at balsamering med formalin er højt hævet over ligbrænding og den almindelige begravelse mht. udfoldelse af humanitet og kærlighed over for mikrovæsenerne. Men når man ikke kender til ligets struktur, overlader man det roligt til ligbrænding og forrådnelse i jorden. Interessant er det, at Martinus tog denne problemstilling op i Efterskrifti det allersidste, som han i dagene lige før sin bortgang skrev på sin helt nye Philips-computer.

Martinus: “Men det levende i organismen er en evig realitet, medens den fysiske krop er en meget sårbar og forgængelig, timelig realitet. Den bliver let udsat og læderet, dels ved ulykke og mord, dels ved alderdom. Og menneskene ser da denne krop som livløs og kalder den et “lig” og tror i stor udstrækning, at dette lig er det før så “levende væsen”. Da menneskene endnu ikke kender ligets struktur, gives det til forrådnelse i jorden eller til opløsning i ild.” (Efterskrift, Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 142).

På et spørgsmål om den karmiske eller skæbnemæssige virkning af drab i mikrokosmos, svarede Martinus i 1973, at det havde den virkning, at hvis man lader sit lig brænde, kan man få karma ved at have større fare for ikke at blive reddet ved brand. Og hvis man lader sit lig rådne, har man også større fare for, at man kan få kræft, hvor man selv så at sige rådner op. (Kosmos nr. 8/2009).

10.12 Forholdet mellem jeget og det afsjælede legeme

Titlen på kap. 170 i bogen Bisættelseer “Jegets forhold til dets afsjælede, fysiske legeme eller lig”. Her skriver Martinus, at liget normalt bliver opfattet som en slags ligegyldig materie, som man bare skal skaffe sig af med. Men liget er i virkeligheden ikke et lig, for det rummer en stor kraftkoncentrering pga. de levende mikroindivider. Selv om den afdøde er helt frigjort og ved den begyndende nedbrydning oplever liget som en ydre verden, er der stadig varme følelser for den krop, som har givet den pågældende så mange oplevelser både i medgang og modgang og i sorg og glæde. Den afdøde er derfor ikke uberørt af, hvad der sker med liget. Nogle afdøde kan ved en speciel form for clairvoyance direkte følge med i, hvad der sker med liget, men selv om de fleste afdøde ikke direkte kan følge med i, hvad der sker på det fysiske plan, kan de alle gennem mikroverdenens samlede astrale eller overfysiske liv indirekte følge enhver proces, der sker i liget. (Bisættelse, kap. 170).

Man er således ikke færdig med sit fysiske legeme, når man dør. Der består stadig en særlig kærlighedsforbindelse eller sympatisk forbindelse mellem jeget og legemet. Ligesom ved ligbrænding vil man efter døden også opleve en skærsildspine på det åndelige plan ved at opleve sit kære legeme blive læderet eller gå i forrådnelse.

Hvis man skænker sit lig til videnskaben, må man være opmærksom på, at efter endt dissektion på hospitaler og universiteter bliver ligresterne sendt til forbrænding. Det at skænke sit lig til videnskaben er således i sidste ende ensbetydende med ligbrænding.

10.13 Er balsamering med formalin fremtidens løsning?

I dag er balsamering med formalin den bedste løsning, men i fremtiden vil man finde metoder, der bedre kan leve op til Martinus’ analyser. Men den balsamering, som i dag foretages med formalin, vil stadig stå langt over den almindelige begravelse og ligbrænding. Formalin giver mikrovæsenerne i liget en stor hjælp, for uden denne balsamering ville de gå totalt i opløsning.

Hvordan fremtidens løsning bliver, vides ikke. Måske vil man bruge en slags tarmskylning, antibiotika eller bestråling, måske en slags healing, tankekraft eller pyramidekraft. I fremtiden vil der blive forsket i det, og der vil blive lavet specielle balsameringsanstalter.

Metoder som frysning, hurtig indtørring eller frysetørring vil på en brutal måde dræbe de animalske mikroindivider meget hurtigt, og sådanne metoder vil slet ikke komme på tale i det ny verdenssamfund her på planeten.

Martinus: “Der vil i planetarriget naturligvis slet ikke være nogen som helst lovmæssig hjemmel for ligbrænding. Ja, ikke engang balsamering vil være tilladt. Man vil med det nøje kendskab, man da har til mikroindividerne i liget, sørge for, at de får al den naturlige hjælp og støtte, der kan gives dem her fra det materielle plan, samtidig med at man også vil vide at være i stand til at beskytte alt det levende uden for liget for forrådnelsesprocessens påvirkning. Man vil igennem hermetisk tillukkede kister fuldstændig isolere ligene fra al ydre omgivelse. Og ligesom man nu har urnehaller, således vil man i verdensriget på særlige dertil egnede bestemte pladser have mægtige kistehaller eller “fællesmausoleer”, hvor kisterne, med navn og data, føres hen, indsættes og opbevares til behageligt skue for de efterlevende, pårørende og besøgende.” (Bisættelse, kap. 198).

10.14 Fremtidsmennesket syn på nutidsmennesket

Martinus skriver videre, at man i fremtiden vil gå væk fra ligbrænding og begravelse og i stedet anbringe kisten over jorden i store fællesmausoleer.

Martinus: “Dette kan måske lyde ganske fantastisk og usandsynligt for mennesker af i dag, men vi må huske på, at alle nulevende slægter over for verdensrigets indbyggere kun vil være primitive “fortidsmennesker”, der endnu ikke havde opdaget “udødeligheden”, endnu ikke kendte mikroverdenens, materiens, stoffets eller energiens sande identitet med livet, endnu jagende, dræbende, myrdende andre levende væsener, sønderlemmende deres kød og indvolde, ædende deres lig eller ligrester som “festmåltider”, serveret på borde, “udsmykkede” med amputerede, lemlæstede og døende plantelemmer, suppleret med “skåltaler” holdt til nydelsen af giftige og underminerende alkoholholdige væsker, samtidig med ophold i lokaler, der er inficerede og stinkende af uigennemsigtige tågeskyer, dunster eller røg fra giftige planters sammenrullede tørrede blade, der i form af cigarer og cigaretter er blevet den selvfølgelige permanente eller uundværlige lækkerbisken i enhver forsamling, i enhver situation.” (Bisættelse, kap. 199).

I virkeligheden er der kun ét bud “Du skal ikke dræbe”. Hvis man indtager giftige nydelsesmidler eller bare stikker sig med en knappenål, har man dræbt noget. Hvis man gør et andet menneske ked af det, har man også dræbt noget. Folk tænker, at de gerne må slå dyr ihjel og slå mikroverdenen ihjel, at de gerne må begrave liget og lade det rådne op. Men det er en overtrædelse af det femte bud.

Martinus (1890-1981) blev bisat i Tivolis koncertsal 29.03.1981. — Martinus bisættelse. Kisten på scenen i Tivolis koncertsal. 29 marts 1981

10.15 Hvilken form for bisættelse kan anbefales?

I spørgetimer efter mine foredrag er jeg ofte blevet spurgt, hvad jeg ville anbefale med hensyn til bisættelse. Først og fremmest skal man gøre det, man selv mener og føler er rigtigt, man skal ikke gøre noget, fordi Martinus siger sådan og sådan. Man må selv tænke og træffe sine egne beslutninger. Selv om lægen siger, at man får sorte lunger af at ryge, må man selv bestemme, om man vil ryge eller ej. Martinus er ikke autoritær, han viser blot livets love og konsekvenserne af vore handlinger. Vi er helt frie til at gøre vore egne erfaringer og erkendelser. Livets Boger ikke en dogmatik, men en håndbog eller en hjælp til forståelse af livet og selvstændig tænkning.

Der er normalt tre alternativer at vælge imellem: ligbrænding, begravelse og balsamering, og hvis man spurgte mig, ville jeg ikke være i tvivl, jeg ville afgjort foretrække balsamering med formalin, der er højt hævet over ligbrænding og almindelig begravelse.

Balsamering på hospital

Man kan bestille begravelsesforretningen til at sørge for balsameringen på hospitalet. Det sker på den patologiske afdeling og koster godt et par tusind kroner. I Skandinavien er begravelsesfirmaet Fonus måske det firma, det er længst fremme med hensyn til at arrangere bisættelser og begravelser efter de kosmiske retningslinjer.

I Danmark er det ikke tilladt at bygge mausoleer uden for kirkegårdene, og i årtier er der ikke blevet bygget nye mausoleer på kirkegårdene. Da der i forvejen findes meget få mausoleer, er der i dagens Danmark i praksis næsten kun mulighed for at blive begravet efter en balsamering.

Initiativer til bygning af nye mausoleer må på denne baggrund hilses meget velkommen.

Ole Therkelsen, Henry Hedegaard, Lise Gordon. Martinus Bisættelse i 1981 i Tivoli — Ole Therkelsen til Martinus Bisættelse i Tivolis koncertsal den 29. marts 1981.

10.16 Martinus’ ønsker om sin egen bisættelse

Allerede i midten af 1930’erne skrev Martinus bogen Bisættelse, der mest handler om ulemperne ved ligbrænding, der på det tidspunkt var det mest presserende. I de sidste ti år af sin levetid beskæftigede han sig mere med analyser af balsamering set i forhold til almindelig jordfæstelse. (Kosmos nr. 13-14/1981).

Martinus sørgede for, at der blev lavet et dokument med hans bisættelsesønsker. Han ønskede at blive bisat på en måde, der så meget som muligt var i overensstemmelse med hans egne analyser. Han ønskede først og fremmest at undgå ligbrænding og begravelse. Han ville have ikke nogen gravsten, og i denne forbindelse ville han heller ikke have, at der blev lavet en buste eller statue af ham. Han ville have sit legeme balsameret med formalin og anbragt i en metalkiste indesluttet i en egetræskiste. Han ønskede tillige at undgå obduktion, sektion og at blive anvendt som organdonor. Til sidst ønskede han, at kisten ikke skulle i jorden, men placeres synlig i et åbent gravsted, gerne i en lille pyramide anlagt i nærheden af Villa Rosenberg i Klint ved Nykøbing Sj.

***Figur. *Dødsannonce for Martinus marts 1981***

Martinus bisættelse i Tivolis koncertsal 1981.. balsamering kiste balsameret — Martinus død 8. marts 1981. Bisættelse i Tivolis koncertsal den 29 marts 1981.

Martinus ønskede ikke noget for sig selv, som han ikke ønskede for andre. Da han hele sit liv undgik persondyrkelse, forstår man, at hans ønske om at blive balsameret og anbragt i mausoleum ikke var udtryk for trang til persondyrkelse. Ved denne form for bisættelse ønskede han at vise et godt eksempel i forbindelse med kærlighed til mikrokosmos. Ligesom alle hans bøger, symboler og foredrag hørte hans balsamering og bisættelse også med til hans værk og mission som verdenslærer.

Martinus: “I intet som helst andet skriftligt materiale i verden er der åbnet en sådan adgang til studiet af “mikroindividerne” som netop i bøgerne Den ideelle fødeog Bisættelse. I ingen som helst anden lære, oplysning eller videnskab er “mikroindividernes” rolle som fundament for vor egen skabeevne, sundhed og livsglæde blevet så indgående påtalt og begrundet. I ingen som helst anden forkyndelse er disse små væseners liv og færden trådt så åbenlyst frem for os og vist så analogt med vort eget væsen, med vor egen tilværelse, vist at de ligesom vi er skabt i Guds billede efter hans lignelse.” (Bisættelse, kap. 182).

Martinus blev balsameret i 1980 og hans kiste med Sagens flag står på Frederiksber Kirkegård. — Martinus’ kiste på Frederiksberg Ældre Kirkegård. (Mausoleum nr. 2, Frederiksberg Allé 63-65, 1820 Fr.berg C).

***Figur. *Mausoleum med Martinus’ kiste på Frederiksberg kirkegård***

Siden 1986 har Martinus’ kiste stået i et mausoleum på Frederiksberg Ældre Kirkegård, Frederiksberg Alle 63-65. (Martinus Erindringer, side 200-201 og Kosmos nr. 4/1986).

Gennem mausoleets glasdør kan man midt på det 3×3 kvadratmeter store gulv se egetræskisten med navnet Martinus stå på en lav katafalk. Flaget med alle spektrets farver på endevæggen er den eneste dekoration. Flaget er et symbol på hele det levende verdensalt, og det er det ydre synlige udtryk for det allerhøjeste tankeklima, det er den hellige ånds symbol, den matematiske formel for den guddommelige verdensplan, det er udtrykket for det evigt fuldkomne verdensbillede. (DEV4 symbol nr. 42).

Den 29.03.1980 blev Martinus bisættelse afholdt i Tivolis Koncert sal. — Martinus bisættelse i Tivolis Koncertsal den 29.03.1981. Kisten med flaget

10.17 Martinus’ bisættelse i Tivolis Koncertsal

Ved annoncer i aviserne blev det – til nogles undren – bekendtgjort, at alle der var interesseret kunne deltage i Martinus’ bisættelse i Tivolis Koncertsal den 29. marts 1981. Ved denne festlige højtidelighed, hvor den flagdækkede egetræskiste stod på koncertsalens scene, var der musik, oplæsning og flere taler. Det var ikke nogen sørgehøjtidelighed, det var en lysets fest præget af glæde og taknemmelighed over for denne evighedens profet og det evige verdensbillede. Sammen med 1400 kosmologi-interesserede venner deltog jeg selv i denne højtidelighed, og jeg følte, at den helt levede op til overskriften i Bisættelse, kap. 161:

“Fremtidens begravelse eller jordefærd vil ikke blive en sørgefest, men derimod en glædes- og takkefest for livets evige beståen”.